Hash og børn

"Vi kan sælge det for en halvtredser grammet og så tjene nok til at vi kan ryge os skæve gratis for altid uden at skulle gøre en skid." Det var nytårsaften, vi var 13 år gamle og min barndomskammerat Christian havde lige fortalt vores fælles ven Martin om hans store plan for hvordan de kunne ryge sig tæskeskæve de næste 3 år uden nogen konsekvenser (begge navne er ændret for at beskytte de skyldige). Den aften står rimeligt klart i mit hoved, selvom jeg først indså det meget senere var det der vores venskab begyndte at lakke mod enden.

Jeg havde mødt Christian på mit fritidshjem i 1. klasse, og vi var blevet gode venner. Vi gik på hver sin skole, men om eftermiddagen legede vi tit sammen på fritidshjemmet. Hver tirsdag og torsdag tog vi i den lokale svømmehal sammen og blev der indtil de lukkede og næsten fysisk smed os op af vandet. I weekenderne overnattede vi oftest hjemme hos hinanden. Christians forældre var skilt og hans mor arbejdede som tjener. Det betød at han ofte var alene hjemme om aftenen. Christian kunne og gjorde en helt masse ting som jeg aldrig havde lært. Som 8 årig viste han mig hvordan man kogte pasta og lavede hakkebøffer, Christian kunne også finde på at hugge en tår øl hvis hans mor havde efterladt en åben flaske på bordet uden opsyn. Det syntes jeg var mærkeligt, fordi den slags smagte pænt forfærdeligt. Christian og hans mor boede på 4. sal lige ud til Nørrebro-parken og lå lige midt imellem fritidshjemmet og mit eget hjem. Det betød at ganske ofte endte vi med bare at tage hjem til ham og så ringe til min mor og høre om det var i orden at jeg blev og legede eller tog i svømmehallen sammen. Min mor var næppe klar over at Christian var så ofte alene hjemme som han nu var.

Christians far var taxachauffør og ind i mellem skulle Christian være sammen med ham. Han var også ret gode venner med en gruppe rockere på Østerbro. Når Christian var sammen med sin far, og jeg var sammen med Christian tog han os derfor med ned i rockerborgen. Der kunne vi så få lov til at spille pool og billard til lyden af høj rockmusik og gå rundt i moderat tætte hashtåger. Det var sjovt at spille billard, selvom Christian tit gav mig klø. Jeg var mindre glad for at blive passivt skæv. Måske var det bare doseringen, men det var lige nok til at blive sløv og tung i hovedet, og derfor hoppede vi jævnligt ud for at få noget frisk luft. Der var også rockere i mit eget nabolag, og at rockere gik i lædertøj, solgte hash og var uvenner med politiet var bare sådan tingene var i min barndom. Uanset hvad har hash aldrig haft den store appel for mig og jeg har aldrig prøvet at være rigtigt skæv.

Da jeg var 10 år gammel flyttede min familie fra Nørrebro og ud på Amager. På det tidspunkt var jeg rykket ned i fritidsklubben på institutionen og jeg blev ved med at komme der ret ofte, efter flytningen, selvom det krævede 45 minutter i bus eller på cykel at komme frem og tilbage. Transporten satte en stopper for vores ugentlige svømmeeventyr, men vi var stadig ganske ofte sammen.

Da vi var 12 år gamle, var mig og Christian taget på cykeltur til Bornholm, uden voksent opsyn. Mine forældre var meget imod ideen, men Christians mor fik overbevist dem om at vi godt kunne klare os selv. Da vi kom af båden hoppede vi på vores cykler og krydsede øen til Svaneke hvor vi slog vores telt op på campingpladsen. Senere på dagen gik turen til Brændegårdshaven hvor vi efter lidt hurtig hovedregning besluttede os for at investere i et sæsonpas hver. I den følgende uge opholdte vi os langt det meste af tiden i Brændegårdshavens vandland. Det var egentlig meningen at vi skulle have været langt omkring på øen, men på andendagen gik gear-skifteren på min cykel i stykker og satte sig fast i det tungeste gear. Det gjorde det stort set umuligt for os at komme omkring på øen på cykel, og da vi skulle krydse øen for at komme hjem igen tog vi bussen i stedet.

Jeg havde holdt nytår hos Christian de forrige par år, men dette var det første hvor han havde travlt med at ryge sig skæv. Tidligere år havde vi haft det skægt med at fyre en farlig stor mængde nytårskrudt af og generelt været nogle rødder. Dette nytår var anderledes, og i tiden derefter mistede jeg langsomt kontakten med Christian, vi gik stadig i den samme fritidsklub, men ud over nogle enkelte kolonier, så jeg ham sjældent. Da jeg blev for stor til at blive i fritidsklubben mistede jeg helt kontakten. Når man ringede blev telefonen aldrig taget, jeg prøvede også at gå forbi hans opgang et par gange og ringe på, uden held. Martin fortalte mig senere at Christians hash-handler var gået så godt at han nu mere eller mindre konstant var for skæv til at opfatte telefonen.

Hvad Christian laver den dag idag har jeg ingen ide om, jeg håber han har et godt liv, på den renere side af loven, men jeg tvivler på det. Jeg håber på at han har droppet sin forretning og er kommet ud af sit misbrug, uden at være endt i bundløs gæld til sin hashleverandør. Men jeg ved det ikke. Jeg kører ind i mellem det gadehjørne hvor han boede oppe på 4. sal, og kigger op for at se om der er lys, selvom han med overvejende sandsynlighed er flyttet derfra for længst. Når jeg gør dette spørger jeg ofte i mit stille sind hvor længe vi vil vente før vi gør hash lovligt?

Vent hvad? Lovligt, men jeg troede lige du sagde...

Du læste skam rigtigt. Havde hash været lovligt, var hele forretningsmodellen og de hurtige penge som pusher forsvundet. Uden de mange penge som Christian lige pludselig fik mellem hænderne, havde han aldrig haft råd til at købe hash i noget nævneværdigt omfang. I stedet for bare at skulle sidde på sit misbrug og sælge videre til venner og bekendte, ville han have været nødt til at knokle videre med at omdele reklamer og søndagsavisen for at tjene penge, og hvis man først har brugt en halv weekend på at tonse op og ned af trapper for håndører, så er der en vis chance for at man vil bruge de penge bare en smule anderledes. Jeg mistede kontakten til Christian efter vi begge forlod fritidsklubben, så jeg kan kun gisne om hvordan hans liv har formet sig siden da.

Christian var hverken et værre eller bedre menneske end os andre, eller faktisk var han bedre, han var selvstændig, initiativrig og vellidt. Han så bare en mulighed for at tjene en masse penge rigtigt nemt og tog den. Som 13-årig er man pænt skidt til at bedømme konsekvenser af ens handlinger, og umiddelbart så lignede det jo en sikker ting, i hvert fald indtil han fyldte 15 og derfor kom over den kriminelle lavalder. Når man har haft en fed indtægtskilde i 2 år, uden problemer, så er det svært at omstille sig til at skulle knokle til en almindelig ung-arbejders timeløn. Så er det meget nemmere at fortsætte med det job man allerede havde, ens kundekreds er jo blevet plejet og vedligeholdt i 2 år, og chancerne for at blive fanget er næppe så store. Med tiden vender man sig til at tjene hurtige penge, og hvis man bliver fanget, så er det bare endnu sværere at få et normalt job, mens ens muligheder for at tjene penge på at sælge hash stadig er der.

Der er nogle folk der påstår at hash er et såkaldt "gateway drug" der fører til misbrug af hårdere stoffer, og det bliver generelt tilbagevist af folk der udfører forskning indenfor emnet. Men det er en kilde til en masse andet skidt. Den milliard-forretning som hashhandel er, kræver en masse mennesker til at drive butikken. Disse mennesker starter enten i en desperat situation, eller bare fordi det virker som nemt tjente penge, og når først man er trådt i den verden så kan det være svært for folk at slippe ud igen. Ud over de forskellige selvstændige hash-sælgere, er en stor del af dem tilknyttet diverse bander der kæmper om markedsandele ved at bekrige hinanden på åben gade. Hashsalget er også deres klart største indtægtskilde og det betyder at kriminaliseringen af hash er med til at styrke og skabe de problemer som banderne ofte bringer med sig.

Hvad så med børnene?

Salg af hash er allerede strafbart, hvilket gør at de fleste pusher er ligeglade om deres kunde er 12 eller 32 år gammel. Den eneste regel der gælder er: "Har du penge, så kan du få", og det gør at det faktisk kan være nemmere for mindreårige at få fingrene i hash end i alkohol i dagens Danmark. I min og en masse andres optik, så skal hashsalg legaliseres og salget reguleres efter de samme regler som alkohol-salg. D.v.s. ingen salg til børn under 16 år og ingen joints i byen til folk under 18.

Om hash har større skadelige virkninger end f.eks. alkohol finder jeg egentlig underordnet. Alkohol og tobak har kendte og omfattende skadelige virkninger. I min opfattelse af det gode liv, så må man gerne tage chancer med sit eget helbred, hvis det betyder at man får mere ud af livet. I den sammenhæng er det underordnet om du ryger hash, tager på skiferie eller dyrker faldskærmsudspring (dog kun i det omfang at man lader være med at springe ud hvor der er en risiko for at falde ned i hovedet på folk). Vi skal selvfølgelig stadig have hjælpemidler klar til de folk hvor det går fra at være en nydelse de sætter pris på til at være et misbrug de er fanget i (og jeg glæder mig til at høre om det første møde for anonyme skiturister).

Beskat det!

Jeg har faktisk lidt svært ved at forstå præcis hvad grunden er til at hash stadig er ulovligt. Vi bruger anseelige politi-ressourcer på at forsøge at undertrykke den organiserede handel med hash. Når politiet får lavet en større fangst, resulterer det i at gadeprisen stiger for en stund indtil markedet har tiltrukket nye mennesker der er fristet til at tjene nogle hurtige penge. Når dem der er røget ind bag tremmer kommer ud igen, opstår der en konflikt imellem dem der sidder på markedet nu og dem der sad på markedet før, resultatet er at folk begynder at skyde på hinanden. Mit forslag er at vi gør det lovligt, og i stedet beskatter det på linie med andre luksusvarer. Det vil tilføje statskassen noget i retning af 500 mio. kroner, og samtidigt frigøre 400+ betjente til at gøre andre mere fornuftige ting. Det vil også tage en masse luft ud af diverse bander og rockergruppers økonomi og derved spare os alle for en masse problemer. Så lad os tage et kig rundt i folketingssalen og se om der burde være et flertal for det.

Enhedslisten

De er for fri hash og har været det længe. Dette kan måske være en del af problemet, da de helt sikkert vil se det som en politisk sejr at få det indført, hvilket alle de andre partier sikkert er imod, bare fordi.

Socialistisk Folkeparti

De har allerede stemt ja til det på deres landsmøde, selvom folketingsgruppen lader til at modarbejde dette. Hvorfor er mindre klart, særligt når nu SFs parti-struktur siger at folketingsmedlemmerne skal underlægge deres politiske virke for landsmødet.

Socialdemokraterne

Med et punkt som hedder "Frihed" som det absolut første ord i deres parti-ideologi, er det svært at se hvordan de kan være imod det. At det stadig er ulovligt, viser bare hvor langt folketingsgruppen p.t. befinder sig fra hvor medlemmerne og deres partihistorie siger de bør være.

Radikale Venstre

Radikale har en særlig konstruktion, der siger at det er folketingsgruppen der bestemmer hvad partiet skal mene, i stedet for medlemmerne. Så at den Socialliberale holdning de blev grundlagt på, er blevet udskiftet af en nypuritansk neo-liberalisme er åbenbart helt i orden, og på ingen måde at holde resten af partiet for nar. De har også en sundhedsordfører der har udtalt at de med glæde ville gøre almindelig rygning ulovligt, hvis de kunne slippe væk med det, så måske er det Radikale der stopper initiativet.

Venstre

Det liberale parti, de om nogen burde være friske på at gøre hash lovligt. Med en formand som Lars Løkke Rasmussen, der på den måde forstår at feste igennem (omend for andre folks penge) burde det være helt oplagt. Eneste grund til at Venstre skulle holde igen, var hvis de fik partistøtte fra organiseret kriminalitet, som selvfølgelig vil tabe alle de penge staten vinder ved en legalisering. Jeg ville gerne påstå at det er utænkeligt, men venstre har gjort det til en dyd at omgå lovkrav om åbenhed m.h.t. økonomisk støtte fra private og erhvervsliv, og holder det hemmeligt hvem der rent faktisk sidder i deres hovedbestyrelse (som det eneste politiske parti i Danmark).

Konservative Folkeparti

Som partiet der holder på gamle dyder og værdier, giver det fint mening at de er imod en legalisering. hash er noget som fedtede hippier ryger, og den slags skal man undlade at opmuntre, det næste bliver vel at de vil frigive porno.

dansk folkeparti

DF idealiserer 1950'erne og det var hash forbudt . Ergo er de imod. At kriminaliseringen også gør at de kan beskylde en masse indvandrere for at være vane-kriminelle passer også strålende med deres overordnede målsætning om at sikre at vi alle har det skidt og give indvandrerne skylden for det.

Liberal Alliance

De er nok for lovliggørelse, men sikkert imod at vi så skal beskatte det. Vi kan eventuelt tilbyde dem at skatterne bliver brugt halvt til at smide penge efter sygehusene og halvt til skattelettelser. Hvis de alligevel stejler, så har det nok mere at gøre med at de er mere fokuserede på at være neo-liberale og derfor skaffe flere penge til de rige, end alment liberale og skaffe mere frihed til den almindelige dansker.

Hvis vi tæller sammen kommer det til at vi har 81 mandater der helt sikkert burde være for fri hash. Enten Radikale eller Venstre kan faktisk gøre dette til en realitet. Selv hvis SF insisterer på at slæbe deres fødder kunne det blive en realitet hvis bare Venstre fik sparket Lille Lars ud af hængekøjen. Man kunne selvfølgelig også bare tage en lidt længere snak med Radikale omkring deres værdier og normer. Uanset hvad, så er det faktisk lidt en joke at det stadig er ulovligt. Det er en joke der får folk skudt og overfaldet i hovedstaden, koster os millioner af kroner årligt i tabte skattekroner og trækker en masse folk ind på en kriminel løbebane som ender med at gøre enorm skade på resten af samfundet. Så hvorfor er det præcis at vi tillader vores politikere at forsætte med at sidde på deres hænder?

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er jeg pænt ligeglad med hash som forbruger, så jeg burde egentlig være ligeglad. Men jeg bliver sur når jeg ved at i de 20 år der gik fra at min barndomsven trådte ned af den forkerte sti, er det kun blevet værre. I stedet for at se realiteterne i øjnene, har de investeret tungt i at bekrige deres egne borgere. For dem der ryger hash er jo almindelige danskere, det er både gamle og unge, rige og fattige. Det eneste kampen mod hash har gjort, er at gøre livet surt for alle, politiet, almindelige mennesker der bliver kropsvisiteret på gaden og så alle os der har boet i et nabolag hvor det efterhånden blev rutine at der var skyderier på gaden. Når vi giver politikerne myndigheden til at tage hånd om den slags problemer, så forventer vi også at de bruger den øverste etage til at finde på noget bedre end "vi rydder pusherstreet, så forsvinder problemet nok".

Nogen gange er det for sent at gøre det rette, men i dette tilfælde er der stadig tid, det kræver bare at de får fingeren ud og tager initiativ til at gøre mere end bare pege fingre af hinanden over regeringens seneste forræderi mod deres eget værdigrundlag.