At være politisk hjemløs

En af grundene til at jeg har givet mig i kast med hele dette blog-projekt er fordi jeg føler mig politisk hjemløs og gerne vil tage mig sammen og få gjort noget ved det. Min tankerække går nogenlunde som følger:

• Dansk folkeparti er ude i kulden. De er i mine øjne nationalfascistiske mens de prøver at sælge en agenda som værende socialistiske og fokuseret på samfundets svage. Deres demokratiske tilslutning bunder i at folk skal have det skidt, og gerne mens de kan skyde skylden på "de fremmede". Det er derfor de i 10 år støttede op om en blå regering som systematisk forringede vilkårene for samfundets svageste og samtidigt havde travlt med at afspore alt hvad der kunne minde om integrationsindsats. På den lange bane giver det enormt god mening, de er gået støt frem i vælgertilslutning efterhånden som tingene er blevet værre og værre. De er i mine øjne, både et symptom på, men også en kilde til, de problemer Danmark står overfor, De er desværre næppe en del af løsningen, da dette samtidigt ville fjerne deres eksistensberettigelse.

• Liberal Alliance er ude, deres tanker omkring normal liberalisme og den personlige frihed er meget noble, desværre virker det for mig som om at de i meget højere grad er interesseret i de neo-liberale tanker omkring finansiel deregulering og afvikling af samfundet som helhed. Da jeg ser neo-liberalismen som en kilde til en masse af den ulykke og dårligdom vi oplever i vores hverdag i dag, så er jeg nødt til at vælge dem fra. At de samtidigt er finansieret af en større dansk investeringsbank som har valgt at forsøge at købe sig til politisk indflydelse ser jeg også meget kritisk på. Jeg er bevidst om at der altid vil være finansielle interesser forbundet med politisk aktivitet og alligevel virker dette som at være gået et par skridt over stregen for mig.

• Enhedslisten er også ude. De er hovedsageligt ude i kulden fordi de mere er kommunister frem for socialister. Det betyder at en stor del af deres egentlige princip-program er så totalitært at folk ville ryste på hovedet hvis de nærlæste det. Det meste af deres politiske fremgang for tiden bunder i at folk leder efter hvad som helst politisk der bare er en smule rødt, og de beklageligvis er det eneste parti der kan kalde sig dette for tiden. Jeg tror faktisk at mere end halvdelen af deres stemmer kommer fra folk som ville gå i panik hvis Ø fik konkret magt, men som mangler et mere moderat socialistisk parti at stemme på. Endeligt er det lidt et problem for en pragmatiker som mig at støtte op om et parti hvis officielle linie er at de ALTID vil være i opposition.

Det var de tre idealistiske yderpunkter. Ø og LA har begge en klar idealistisk linie som de følger, men det er en anden ideologisk linie jeg søger. Det efterlader mig med "center-partierne", der desværre alle har den egenskab at de har siddet i regering for nyligt, og at den største forskel man mærkede imellem de to hold var at grænsebommene og nogle af de andre knæfald for DF blev rullet tilbage da DF forsvandt som støtteparti. For resten af dem hedder det sig stadig at den samme autoritære neoliberale politik der blev ført under V-K-O er fortsat stort set uændret under S-SF-R. Lad os dog alligevel tage et kig på dem. Startende fra den teoretiske højre og gående mod venstre.

• Konservative, de riges parti, som en søn af en selvlært automekaniker og en sekretær, har jeg lidt svært ved at identificere mig med dem. Jeg har faktisk hørt en masse gode ting omkring de konservative, og kan godt forestille mig at de har en masse gode ting at tilbyde dansk politik, det bliver bare uden mig som frontløber.

• Venstre, det liberale parti, det helt store parti, som konstant har lig væltende ud af lasten og absolut ingen skam i livet over at de har det. Der er vist ingen grænse for hver meget snavs man kan have lavet i Venstre og stadig være inde i varmen. Dem har jeg meget svært ved at støtte op om, særligt når man opdager at en stor del af de kontrol-instanser som eksisterer i Danmark for at undgå at der sniger sig korruption ind i det politiske apparat blev modarbejdet og undergravet sidste gang de havde magten, deres magtfuldkommenhed er absolut skræmmende. I 1993 gik hele regeringen grundet Tamil-sagen og der blev indledt en rigsretssag, da historien gentog sig selv i 2011, blev en enkelt minister udskiftet, men derudover kom der ingen konsekvenser overhovedet. Venstre er også partiet med den 100% hemmelige hovedbestyrelse, hvilket er alt andet end betryggende i et moderne demokrati.

• Radikale Venstre, de social-liberale. De radikale er der ofte folk der har meget svært ved at finde ud af hvor er placeret, og jeg er nok også en af dem. Jeg kan sagtens se hvor de burde være placeret rent ideologisk, desværre lader det til at de er på besøg i den neoliberale puritaner lejr for tiden. Jeg læste et sted at de i 70'erne havde stemt imod indførelse af lovkravet om at folk skulle køre med sikkerhedssele i bilerne, fordi det måtte være op til folk selv om de ville øge deres personlige sikkerhed, det skulle samfundet blande sig uden om. En holdning som jeg måske mener er lidt uansvarlig, men de var da i det mindste virkeligt klare i spyttet omkring hvad det betyd at fremme det liberale i samfundet. I dag er de villige til at tvinge folk til at være sunde hvis det kan få dem til at leve længere, frit vælg være fordømt. Det til trods, så er Radikale Venstre en af mine bedste bud, selvom de meget gerne må sparke deres kommunikations-bureau på porten. Det er sku' lidt tragisk at have problemer med grundlæggende grammatik, når man lige har tromlet skolelærerne.

• Socialdemokratiet, frihed, lighed og fællesskab. Socialdemokraterne ved du hvor du har, eller det gjorde du indtil årtusinde-skiftet. Jeg kan enormt godt li' de socialdemokratiske idealer, og savner i høj grad et politisk parti på den plads som Socialdemokraterne engang beboede før de smuttede til te-selskab sammen med Radikale venstre i den neoliberale puritaner lejr. Som socialliberalist kan jeg rigtigt godt forenes med principperne om frihed, lighed og fællesskab, desværre lader det til at den styrende politiske elite i Socialdemokratiet helt har glemt hvad det så drejer sig om.

• Socialistisk folkeparti, det virker lidt på mig som om at SF er blevet fanget imellem at følge med til festen med S og R, og i processen har glemt at markere hvordan de adskiller sig fra deres regeringspartnere. Alle tre regeringspartier har svigtet deres vælgere og ideologier, men i det mindste er springet mellem SF og Ø overkommeligt lille. Der er også en generationskløft i SF som gør at mens Ø både er for gamle kommunister men også for de unge socialister, så virker det som om at den yngre generation i SF er begyndt at vandre over til Socialdemokratiet. Umiddelbart tror jeg at manglen på liberale principper om personlig frihed, i SF's ideologi gør at jeg hælder mere i retning af S eller R.

Her er det så at jeg går lidt i stå i mit parti-valg. Jeg kan sagtens udelukke en del af partierne alene på hvor de burde være, hvilket efterlader mig med S og R. Herfra bliver det svært fordi selvom jeg ville kunne passe fint ind i begge partier ud fra hvor de burde ligge politisk, så har jeg nok samme problem som en helt masse andre folk, nemlig at det langt fra er hvor de rent faktisk befinder sig når man kigger på deres handlinger. Det er min opfattelse at indenfor begge partier er der en stigende frustration over at deres politiske partier og holdninger på den måde er blevet taget til fange af deres respektive folketingsgrupper, og de fleste mener sagtens at man kan forsøge at tage et opgør med ledelsen omkring deres politik. Jeg er helt med på at man som eksisterende medlem kan tillade sig at sige "i er gået væk fra den kurs jeg blev medlem på grundlag af, se at få rettet ind", men gælder det reelt også for nye medlemmer?

For mig virker det forkert at slutte sig til et politisk projekt man er uenig i. Det virker uærligt og ekstremt hovmodigt at melde sig ind i et parti hvor ens øverste punkt på dagsordenen er at slippe af med de førende medlemmer, når de samme medlemmer har investeret op mod 20 år i partiet. I en ideel verden, så kunne man slutte sig til under Socialdemokraternes faner nu, vente på at det neopolitiske projekt lider skibbrud ved næste folketingsvalg og så være klar til at samle stumperne op mens der alligevel bliver udskiftet i ledelsen (som der så ofte bliver efter et skidt valg). Så kunne man bruge de næste 4 år under en Venstre-regering med at få formuleret en fornuftig rød politik og så håbe på at der kun skulle gå 4 år før folk var klar til at give Rød blok en chance til. Det helt ideelle ville selvfølgelig være at Helle fik en eu-toppost i 2014 og Bjarne rykkede med sydpå, men det virker mindre realistisk for tiden.

Skræk-scenariet er så omvendt at Lars Løkke jokker videre rundt i spinaten som han har haft gjort de seneste par uger, Helle bliver genvalgt i 4 år mere og derefter får en ny Venstre-leder (uden at skulle gisne på hvem det måtte være) magten i de næste 8 år, med DF som regeringspartner. I så fald er der først håb om at tingene kommer tilbage på en nogenlunde fornuftig kurs engang i år 2027 og det er satme tragisk!

Så hvad gør vi så?

Jeg er aldeles rådvild, men prøver at holde mit sind åben for forslag og ideer.