Stop med at straffe de arbejdsløse

Så er det tid til endnu en ting på listen, denne gang hopper jeg lidt, både fordi det er et emne som ligger mig meget på sinde, men også fordi listen aldrig var ment som værende sorteret, men efter at have lavet punkt 1, 2 og 3 i serie, så begyndte det at virke lidt for forudsigeligt hvad jeg ville skrive om som det næste.

Nedtoning af beskæftigelsesindsatsen

Dette er så en af de emner hvor jeg faktisk havde troet at der ville komme styr på sagerne efter at S-SF-R kom til magten i 2011. Desværre viste det sig at være en fejlantagelse og så må man jo fare til tasterne. Som jeg har været inde på tidligere, så har jeg kun begrænset erfaring med at sidde fast i systemet. I foråret 2004 blev jeg færdiguddannet som It-ingeniør og jeg spenderede så 6 måneder på dagpenge mens jeg søgte arbejde, før jeg vendte tilbage til studierne for at videreuddanne mig mens jobsituationen forbedrede sig (IT og 2003/2004 var en uheldig periode, jeg fik stadig standardiserede afslag på mine ansøgninger i starten af 2005, fordi det havde taget firmaerne så længe at komme igennem deres bunker af ansøgere). Dengang var holdningen at akademikere selv kunne finde jobs og de var derfor undtaget for diverse aktiveringsprogrammer. Alt i alt måtte jeg udfylde lidt papirarbejde en gang om måneden og stille til 2-3 informationsmøder, men ellers blev jeg overladt til mig selv. I foråret 2007 lagde jeg mig syg med depression og stress i en 6 måneders periode og gik så ledig i yderligere 3 måneder efter min raskmelding før jeg fandt fast arbejde, også denne gang slap jeg rimeligt nemt igennem beskæftigelses-apparatet fordi jeg nåede at finde et nyt job indenfor de første 3 måneder af at blive raskmeldt, og så selvfølgelig fordi jeg var en akademiker i en god A-kasse, der kørte tingene på en måde de mente var forsvarligt.

Selvom jeg undgik alt bureaukratiet så kan jeg stadig tænke tilbage til den tid og mindedes hvor modløs min hverdag var, hvor svært det var at leve i usikkerhed og mangle enhver mulighed for at planlægge og tage ansvar for sin egen fremtid. Jeg havde længe været engageret i frivilligt arbejde som gerne udmundede sig i et stort projekt i løbet af sommeren, projekterne var noget vi forberedte i vores fritid i mellem 6 og 12 måneder i forvejen, så at have 100% fritid pr. 1. Februar kan måske lyde som den perfekte lejlighed til at virkeligt få gjort noget stort ud af det. Den slags projekter kræver dog også at man arbejder i døgndrift på dem i ca. 2 uger mens det hele kulminerer og når man er jobsøgende er man lidt efterladt uden nogen muligheder for at planlægge ferie. Hvis et job tilbyder sig og det kræver at man undlader at holde ferie i den periode hvor man troede man skulle knokle i døgndrift på ens fritidsprojekt, så er det fritidsprojektet der må vige. Personligt ville jeg have det utroligt dårligt med at bede 2-500 mennesker om at forberede en stor begivenhed i 6 måneder for derefter at melde fra 14 dage før, fordi jeg fik et jobtilbud. Så i stedet for at have 6 måneder til at forberede drømmeprojektet, så fik jeg 6 måneder hvor jeg aldrig kunne planlægge mere end til næste weekend. Det var bl.a. i den periode jeg fik lagt kimen til den depression der skulle vælte mig 3 år senere.

Min oplevelse og sikkert også mange andres oplevelse er at det at være arbejdsløs er noget lort. Det er ganske simpelt forfærdeligt for de fleste af os at føle os totalt overflødige. Når det så er sagt, så er der kun en ting der kan gøre det værre, og det er at blive sat til at gøre ting som er ligegyldige. Og det er så her jeg kommer til min pointe for dette meget simple forslag:

Lad da for helvede være med at piske arbejdsløse mennesker rundt i manegen som var de dyr!

Hele ideen om jobcentre virker som en god ide. Kyndige jobkonsulenter der hjælper til at matche folk op med jobs der matcher deres kompetencer. Desværre er det langt fra hvad der sker. Det første man opdager som ledig er at det forventes at man logger ind på jobnet mindst en gang om ugen og trykker på en knap som siger "jeg er stadig en taber og en samfundsnasser". Teksten er lidt anderledes, men budskabet er helt klart, hver eneste mandag skal du melde din fiasko igen. Rationalet er at man vil undgå at arbejdsgiverne skal kigge forgæves iblandt jobsøgere der allerede har fundet job andre stedet, så ved at tvinge folk til at logge ind hver uge og bekræfte sikrer man en høj grad af relevans i jobnets-CV-database. DET ER BARE 100% GYLLE! Selv mens der var opgangstider var der ingen seriøse arbejdsgivere der søgte i jobnets CV-database og nu, hvor et opslag som kasse-assistent i Netto kan medføre 100+ ansøgninger, virker det direkte åndssvagt at forsøge at jagte kandidater til stillingerne selv. Jeg ville delvist kunne forstå en "giv lige et praj i slutningen af måneden om du fortsat skal have kontanthjælp"-knap, bare så man undgik at udbetale penge til folk som var kommet i job. Selv der ville det være trivielt at samkøre en persons A-skat indbetalinger og derfra regne ud at de nok var forbi perioden hvor de skulle bruge kontanthjælp.

Den næste ting på listen er at man bliver sendt på jobsøgningskursus: Der er private virksomheder der tjener kassen på at holde en kurser i ting der er 97% værdiløst. Det er jobcentrene der sender folk på kursus, helt uden deres "kunders" input og lige som i tilfældet med hjemmeplejen, så er der ingen sammenhæng imellem dem der får varen leveret og dem der betaler for det, og derfor er kvaliteten også yderst ringe. Hvis der er noget der virkelig skader ens selvværd når man er ledig, så er det at føle sig magtesløs, og det at sende folk på ligegyldige jobsøgningskurser af folk hvis bedste egenskab indenfor jobsøgning var at de kunne blive jobsøgningskonsulenter, er helt ufatteligt skadeligt. I dag er der vagter ansat på jobcentrene til at holde styr på de folk som bukker under dette pres og tyer til vold imod det system der forsøger at knække deres ånd og sjæl. Et system som dette bør vi alle bekæmpe.

Endeligt er der aktiveringsindsatser og Løntilskudsstillinger. Jeg ved at stort set alle børneinstutioner i landet har fået skåret i antallet af ansatte og samtidigt er blevet pålagt at oprette løntilskudsstilinger. Så i stedet for at have den samme faste medarbejder der kan indgå i et ligeværdigt forhold med de andre ansatte og være et fast holdepunkt i hverdagen for børnene, så har vi nu 10-25% 6-12 måneders discount-ansatte gående omkring. De får lov til at lege stoleleg mellem institutionerne hvor de kan håbe på at de er i løntilskud på det tidspunkt hvor en anden medarbejder stopper, så de kan få et fast job og nogle andre stakler kan få lov til at have rotations-pladsen. Ord kan ej beskrive hvor meget det må føles at blive fyret grundet besparelser og derefter blive tilbudt sin gamle stilling som løntilskudsjob hvor du får lov til at knokle lige så meget som før, til en lavere løn der samtidigt tæller imod din tid på dagpenge. Særligt i børne-institutioner er det også 100% uærligt at prøve at opbygge en relation til børnene imens man ved at man har 0 dages opsigelse i løntilskud og forventes at træde til med dags varsel hvis man får et jobtilbud i en anden institution. Der er vitterligt børn som dukker op om mandagen og får at vide at "Martin" er væk, og det bare er ærgeligt at de aldrig fik en chance for at sige farvel.

Når man er arbejdsløs så er det vel fair at man skal opfylde nogle krav for sin ydelse?
Det er det klassiske angreb fra højrefløjen, som "venstre"-fløjen bare har accepteret uden at sige imod. Spørgsmålet er helt forkert. Spørgsmålet bør i stedet være "hvorfor bruger vi kræfter på at bryde folk ned, som vi skulle bruge energi på at bygge op i stedet?" At stille krav om "noget for noget", antyder at arbejdsløse reelt bare er lønslaver til en minimal løn, og derfor kan man tillade sig hvad som helst overfor dem. Det er altså mennesker vi har med at gøre her! Mit forslag går ganske simpelt på at droppe 90% af alt "aktivitet" som foregår i jobcentrene. Lad folk komme for at få hjælp hvis de mangler vejledning til hvordan man bevæger sig i job-junglen, hvis de føler de har brug for det og lad virksomheder henvende sig hvis de har brug for nye medarbejdere, men skrot ideen om at lege slavepisker. Lad folk selv vælge hvilke kurser de eventuelt gerne vil på, så de kan få opkvalificeret sig yderligere.

Jeg vil klart erkende at dette forslag vil betyde mere arbejdsløshed. Hvis vi dropper at tvangs-sende folk på værdiløse kurser hele tiden, så vil der givetvis være nogle kursus-virksomheder der må skære ned i medarbejderstaben. Det kan også tænkes at vi kan fyre 50-70% af de ansatte i jobcentrene, fordi deres job som slavepiskere er overflødige. De funktioner tror jeg nu godt vi som samfund kan klare os med bliver afskaffet. Lad os holde op med at spilde kræfterne på at jagte de arbejdsløse og i stedet fokusere på at tage os af vores befolkning som helhed.