Hash og børn

"Vi kan sælge det for en halvtredser grammet og så tjene nok til at vi kan ryge os skæve gratis for altid uden at skulle gøre en skid." Det var nytårsaften, vi var 13 år gamle og min barndomskammerat Christian havde lige fortalt vores fælles ven Martin om hans store plan for hvordan de kunne ryge sig tæskeskæve de næste 3 år uden nogen konsekvenser (begge navne er ændret for at beskytte de skyldige). Den aften står rimeligt klart i mit hoved, selvom jeg først indså det meget senere var det der vores venskab begyndte at lakke mod enden.

Jeg havde mødt Christian på mit fritidshjem i 1. klasse, og vi var blevet gode venner. Vi gik på hver sin skole, men om eftermiddagen legede vi tit sammen på fritidshjemmet. Hver tirsdag og torsdag tog vi i den lokale svømmehal sammen og blev der indtil de lukkede og næsten fysisk smed os op af vandet. I weekenderne overnattede vi oftest hjemme hos hinanden. Christians forældre var skilt og hans mor arbejdede som tjener. Det betød at han ofte var alene hjemme om aftenen. Christian kunne og gjorde en helt masse ting som jeg aldrig havde lært. Som 8 årig viste han mig hvordan man kogte pasta og lavede hakkebøffer, Christian kunne også finde på at hugge en tår øl hvis hans mor havde efterladt en åben flaske på bordet uden opsyn. Det syntes jeg var mærkeligt, fordi den slags smagte pænt forfærdeligt. Christian og hans mor boede på 4. sal lige ud til Nørrebro-parken og lå lige midt imellem fritidshjemmet og mit eget hjem. Det betød at ganske ofte endte vi med bare at tage hjem til ham og så ringe til min mor og høre om det var i orden at jeg blev og legede eller tog i svømmehallen sammen. Min mor var næppe klar over at Christian var så ofte alene hjemme som han nu var.

Christians far var taxachauffør og ind i mellem skulle Christian være sammen med ham. Han var også ret gode venner med en gruppe rockere på Østerbro. Når Christian var sammen med sin far, og jeg var sammen med Christian tog han os derfor med ned i rockerborgen. Der kunne vi så få lov til at spille pool og billard til lyden af høj rockmusik og gå rundt i moderat tætte hashtåger. Det var sjovt at spille billard, selvom Christian tit gav mig klø. Jeg var mindre glad for at blive passivt skæv. Måske var det bare doseringen, men det var lige nok til at blive sløv og tung i hovedet, og derfor hoppede vi jævnligt ud for at få noget frisk luft. Der var også rockere i mit eget nabolag, og at rockere gik i lædertøj, solgte hash og var uvenner med politiet var bare sådan tingene var i min barndom. Uanset hvad har hash aldrig haft den store appel for mig og jeg har aldrig prøvet at være rigtigt skæv.

Da jeg var 10 år gammel flyttede min familie fra Nørrebro og ud på Amager. På det tidspunkt var jeg rykket ned i fritidsklubben på institutionen og jeg blev ved med at komme der ret ofte, efter flytningen, selvom det krævede 45 minutter i bus eller på cykel at komme frem og tilbage. Transporten satte en stopper for vores ugentlige svømmeeventyr, men vi var stadig ganske ofte sammen.

Da vi var 12 år gamle, var mig og Christian taget på cykeltur til Bornholm, uden voksent opsyn. Mine forældre var meget imod ideen, men Christians mor fik overbevist dem om at vi godt kunne klare os selv. Da vi kom af båden hoppede vi på vores cykler og krydsede øen til Svaneke hvor vi slog vores telt op på campingpladsen. Senere på dagen gik turen til Brændegårdshaven hvor vi efter lidt hurtig hovedregning besluttede os for at investere i et sæsonpas hver. I den følgende uge opholdte vi os langt det meste af tiden i Brændegårdshavens vandland. Det var egentlig meningen at vi skulle have været langt omkring på øen, men på andendagen gik gear-skifteren på min cykel i stykker og satte sig fast i det tungeste gear. Det gjorde det stort set umuligt for os at komme omkring på øen på cykel, og da vi skulle krydse øen for at komme hjem igen tog vi bussen i stedet.

Jeg havde holdt nytår hos Christian de forrige par år, men dette var det første hvor han havde travlt med at ryge sig skæv. Tidligere år havde vi haft det skægt med at fyre en farlig stor mængde nytårskrudt af og generelt været nogle rødder. Dette nytår var anderledes, og i tiden derefter mistede jeg langsomt kontakten med Christian, vi gik stadig i den samme fritidsklub, men ud over nogle enkelte kolonier, så jeg ham sjældent. Da jeg blev for stor til at blive i fritidsklubben mistede jeg helt kontakten. Når man ringede blev telefonen aldrig taget, jeg prøvede også at gå forbi hans opgang et par gange og ringe på, uden held. Martin fortalte mig senere at Christians hash-handler var gået så godt at han nu mere eller mindre konstant var for skæv til at opfatte telefonen.

Hvad Christian laver den dag idag har jeg ingen ide om, jeg håber han har et godt liv, på den renere side af loven, men jeg tvivler på det. Jeg håber på at han har droppet sin forretning og er kommet ud af sit misbrug, uden at være endt i bundløs gæld til sin hashleverandør. Men jeg ved det ikke. Jeg kører ind i mellem det gadehjørne hvor han boede oppe på 4. sal, og kigger op for at se om der er lys, selvom han med overvejende sandsynlighed er flyttet derfra for længst. Når jeg gør dette spørger jeg ofte i mit stille sind hvor længe vi vil vente før vi gør hash lovligt?

Vent hvad? Lovligt, men jeg troede lige du sagde...

Du læste skam rigtigt. Havde hash været lovligt, var hele forretningsmodellen og de hurtige penge som pusher forsvundet. Uden de mange penge som Christian lige pludselig fik mellem hænderne, havde han aldrig haft råd til at købe hash i noget nævneværdigt omfang. I stedet for bare at skulle sidde på sit misbrug og sælge videre til venner og bekendte, ville han have været nødt til at knokle videre med at omdele reklamer og søndagsavisen for at tjene penge, og hvis man først har brugt en halv weekend på at tonse op og ned af trapper for håndører, så er der en vis chance for at man vil bruge de penge bare en smule anderledes. Jeg mistede kontakten til Christian efter vi begge forlod fritidsklubben, så jeg kan kun gisne om hvordan hans liv har formet sig siden da.

Christian var hverken et værre eller bedre menneske end os andre, eller faktisk var han bedre, han var selvstændig, initiativrig og vellidt. Han så bare en mulighed for at tjene en masse penge rigtigt nemt og tog den. Som 13-årig er man pænt skidt til at bedømme konsekvenser af ens handlinger, og umiddelbart så lignede det jo en sikker ting, i hvert fald indtil han fyldte 15 og derfor kom over den kriminelle lavalder. Når man har haft en fed indtægtskilde i 2 år, uden problemer, så er det svært at omstille sig til at skulle knokle til en almindelig ung-arbejders timeløn. Så er det meget nemmere at fortsætte med det job man allerede havde, ens kundekreds er jo blevet plejet og vedligeholdt i 2 år, og chancerne for at blive fanget er næppe så store. Med tiden vender man sig til at tjene hurtige penge, og hvis man bliver fanget, så er det bare endnu sværere at få et normalt job, mens ens muligheder for at tjene penge på at sælge hash stadig er der.

Der er nogle folk der påstår at hash er et såkaldt "gateway drug" der fører til misbrug af hårdere stoffer, og det bliver generelt tilbagevist af folk der udfører forskning indenfor emnet. Men det er en kilde til en masse andet skidt. Den milliard-forretning som hashhandel er, kræver en masse mennesker til at drive butikken. Disse mennesker starter enten i en desperat situation, eller bare fordi det virker som nemt tjente penge, og når først man er trådt i den verden så kan det være svært for folk at slippe ud igen. Ud over de forskellige selvstændige hash-sælgere, er en stor del af dem tilknyttet diverse bander der kæmper om markedsandele ved at bekrige hinanden på åben gade. Hashsalget er også deres klart største indtægtskilde og det betyder at kriminaliseringen af hash er med til at styrke og skabe de problemer som banderne ofte bringer med sig.

Hvad så med børnene?

Salg af hash er allerede strafbart, hvilket gør at de fleste pusher er ligeglade om deres kunde er 12 eller 32 år gammel. Den eneste regel der gælder er: "Har du penge, så kan du få", og det gør at det faktisk kan være nemmere for mindreårige at få fingrene i hash end i alkohol i dagens Danmark. I min og en masse andres optik, så skal hashsalg legaliseres og salget reguleres efter de samme regler som alkohol-salg. D.v.s. ingen salg til børn under 16 år og ingen joints i byen til folk under 18.

Om hash har større skadelige virkninger end f.eks. alkohol finder jeg egentlig underordnet. Alkohol og tobak har kendte og omfattende skadelige virkninger. I min opfattelse af det gode liv, så må man gerne tage chancer med sit eget helbred, hvis det betyder at man får mere ud af livet. I den sammenhæng er det underordnet om du ryger hash, tager på skiferie eller dyrker faldskærmsudspring (dog kun i det omfang at man lader være med at springe ud hvor der er en risiko for at falde ned i hovedet på folk). Vi skal selvfølgelig stadig have hjælpemidler klar til de folk hvor det går fra at være en nydelse de sætter pris på til at være et misbrug de er fanget i (og jeg glæder mig til at høre om det første møde for anonyme skiturister).

Beskat det!

Jeg har faktisk lidt svært ved at forstå præcis hvad grunden er til at hash stadig er ulovligt. Vi bruger anseelige politi-ressourcer på at forsøge at undertrykke den organiserede handel med hash. Når politiet får lavet en større fangst, resulterer det i at gadeprisen stiger for en stund indtil markedet har tiltrukket nye mennesker der er fristet til at tjene nogle hurtige penge. Når dem der er røget ind bag tremmer kommer ud igen, opstår der en konflikt imellem dem der sidder på markedet nu og dem der sad på markedet før, resultatet er at folk begynder at skyde på hinanden. Mit forslag er at vi gør det lovligt, og i stedet beskatter det på linie med andre luksusvarer. Det vil tilføje statskassen noget i retning af 500 mio. kroner, og samtidigt frigøre 400+ betjente til at gøre andre mere fornuftige ting. Det vil også tage en masse luft ud af diverse bander og rockergruppers økonomi og derved spare os alle for en masse problemer. Så lad os tage et kig rundt i folketingssalen og se om der burde være et flertal for det.

Enhedslisten

De er for fri hash og har været det længe. Dette kan måske være en del af problemet, da de helt sikkert vil se det som en politisk sejr at få det indført, hvilket alle de andre partier sikkert er imod, bare fordi.

Socialistisk Folkeparti

De har allerede stemt ja til det på deres landsmøde, selvom folketingsgruppen lader til at modarbejde dette. Hvorfor er mindre klart, særligt når nu SFs parti-struktur siger at folketingsmedlemmerne skal underlægge deres politiske virke for landsmødet.

Socialdemokraterne

Med et punkt som hedder "Frihed" som det absolut første ord i deres parti-ideologi, er det svært at se hvordan de kan være imod det. At det stadig er ulovligt, viser bare hvor langt folketingsgruppen p.t. befinder sig fra hvor medlemmerne og deres partihistorie siger de bør være.

Radikale Venstre

Radikale har en særlig konstruktion, der siger at det er folketingsgruppen der bestemmer hvad partiet skal mene, i stedet for medlemmerne. Så at den Socialliberale holdning de blev grundlagt på, er blevet udskiftet af en nypuritansk neo-liberalisme er åbenbart helt i orden, og på ingen måde at holde resten af partiet for nar. De har også en sundhedsordfører der har udtalt at de med glæde ville gøre almindelig rygning ulovligt, hvis de kunne slippe væk med det, så måske er det Radikale der stopper initiativet.

Venstre

Det liberale parti, de om nogen burde være friske på at gøre hash lovligt. Med en formand som Lars Løkke Rasmussen, der på den måde forstår at feste igennem (omend for andre folks penge) burde det være helt oplagt. Eneste grund til at Venstre skulle holde igen, var hvis de fik partistøtte fra organiseret kriminalitet, som selvfølgelig vil tabe alle de penge staten vinder ved en legalisering. Jeg ville gerne påstå at det er utænkeligt, men venstre har gjort det til en dyd at omgå lovkrav om åbenhed m.h.t. økonomisk støtte fra private og erhvervsliv, og holder det hemmeligt hvem der rent faktisk sidder i deres hovedbestyrelse (som det eneste politiske parti i Danmark).

Konservative Folkeparti

Som partiet der holder på gamle dyder og værdier, giver det fint mening at de er imod en legalisering. hash er noget som fedtede hippier ryger, og den slags skal man undlade at opmuntre, det næste bliver vel at de vil frigive porno.

dansk folkeparti

DF idealiserer 1950'erne og det var hash forbudt . Ergo er de imod. At kriminaliseringen også gør at de kan beskylde en masse indvandrere for at være vane-kriminelle passer også strålende med deres overordnede målsætning om at sikre at vi alle har det skidt og give indvandrerne skylden for det.

Liberal Alliance

De er nok for lovliggørelse, men sikkert imod at vi så skal beskatte det. Vi kan eventuelt tilbyde dem at skatterne bliver brugt halvt til at smide penge efter sygehusene og halvt til skattelettelser. Hvis de alligevel stejler, så har det nok mere at gøre med at de er mere fokuserede på at være neo-liberale og derfor skaffe flere penge til de rige, end alment liberale og skaffe mere frihed til den almindelige dansker.

Hvis vi tæller sammen kommer det til at vi har 81 mandater der helt sikkert burde være for fri hash. Enten Radikale eller Venstre kan faktisk gøre dette til en realitet. Selv hvis SF insisterer på at slæbe deres fødder kunne det blive en realitet hvis bare Venstre fik sparket Lille Lars ud af hængekøjen. Man kunne selvfølgelig også bare tage en lidt længere snak med Radikale omkring deres værdier og normer. Uanset hvad, så er det faktisk lidt en joke at det stadig er ulovligt. Det er en joke der får folk skudt og overfaldet i hovedstaden, koster os millioner af kroner årligt i tabte skattekroner og trækker en masse folk ind på en kriminel løbebane som ender med at gøre enorm skade på resten af samfundet. Så hvorfor er det præcis at vi tillader vores politikere at forsætte med at sidde på deres hænder?

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er jeg pænt ligeglad med hash som forbruger, så jeg burde egentlig være ligeglad. Men jeg bliver sur når jeg ved at i de 20 år der gik fra at min barndomsven trådte ned af den forkerte sti, er det kun blevet værre. I stedet for at se realiteterne i øjnene, har de investeret tungt i at bekrige deres egne borgere. For dem der ryger hash er jo almindelige danskere, det er både gamle og unge, rige og fattige. Det eneste kampen mod hash har gjort, er at gøre livet surt for alle, politiet, almindelige mennesker der bliver kropsvisiteret på gaden og så alle os der har boet i et nabolag hvor det efterhånden blev rutine at der var skyderier på gaden. Når vi giver politikerne myndigheden til at tage hånd om den slags problemer, så forventer vi også at de bruger den øverste etage til at finde på noget bedre end "vi rydder pusherstreet, så forsvinder problemet nok".

Nogen gange er det for sent at gøre det rette, men i dette tilfælde er der stadig tid, det kræver bare at de får fingeren ud og tager initiativ til at gøre mere end bare pege fingre af hinanden over regeringens seneste forræderi mod deres eget værdigrundlag.

Reformer er aldrig bare en spareøvelse

Siden finanskrisen, har der været en masse reformer, som stort set alle som en, har haft det officielle formål at gøre tingene mere tidssvarende, at imødekomme fremtidens behov og selvfølgelig at spare lidt på statens finanser. Processen kan meget kort beskrives i følgende tre trin:

1. Regeringen (uanset parti-farve) annoncerer en reform der vil gøre livet hårdere for en mindre del af befolkningen og samtidigt spare statskassen for nogle penge.
2. Folk der bliver ramt brokker sig højlydt mens alle andre kigger lidt vantro på fra sidelinien og håber at med denne reform så bliver det mindre nødvendigt også at skære et sted hvor man selv har noget at miste.
3. Regeringen gennemfører reformen alligevel med en henvisning til at det nødvendigt efter krisen at holde hus med pengene, og at der skam også er nogle gode ting ved reformen.

Efter lidt tid kommer der lidt brok fra forskellige fagforeninger og andre interesseorganisationer om at de lovede nye ting var et skalkeskjul og at det var en ren spareøvelse. Derefter ved man næsten hvordan tingene kommer til at forløbe, dem der holder med de røde (eller gerne ville holde med de røde) vil insistere på at vi er ved at spare os ihjel, mens dem der holder med de blå insisterer på at vi er nødt til at holde hus med pengene nu, for at sikre at der er råd til velstand senere.

Begge sider overser at reformer aldrig bare er spareøvelser, selvom det kan virke på den måde ved første blik. Målet for de reformer vi har set efter finanskrisen har alle været at skabe flere arbejdsplader efter en noget snørklet formel.

1. Reformens umiddelbare mål er at skabe flere arbejdssøgende ledige.
2. Tanken er at hvis der er flere ledige der søger arbejde, vil folk kræve mindre i løn (eller bare acceptere nul-stigninger mens inflationen løber fra folk).
3. Hvis real-lønnen falder, så stiger den famøse konkurrence-evne og vi får derved jobs til alle de folk vi nu har gjort ledige.

Personligt syntes jeg det er en rigtigt dårlig ide, men derfor er det stadig den ide de handler efter. Grunden til at de samtidigt undgår at tale om den del af det, er selvfølgelig at den klassiske reform-plan falder til jorden med et brag hvis man melder ud at målet er at ramme størstedelen af danskerne på pengepungen, om de så arbejder eller ej.

Trin 1, flere ledige der søger arbejde

Når det kommer til at skabe flere ledige så giver det bedst mening at have ledigheden blandt de yngre generationer. De er de omstillingsparate, de har kun en svag reference for "hvordan det burde være" og det er helt ufatteligt meget nemmere at sælge folk på en historie om at Sigurd på 23 år er en doven ung mand som sagtens kunne finde sig et job hvis han tog sig sammen. Prøver man at fortælle den samme smøre om hans far, Claus på 54, der er blevet fyret efter at gjort sit job godt i 32 år, så kan folk godt se at det er en stor fed løgnehistorie vi bliver fortalt om at folk er skyld i deres egen ulykke.

Efterlønnen der blev for dyr

De færreste virksomheder fyrer eksisterende medarbejdere for at hyre nogle andre. De hyrer når der er behov for flere folk eller de mister medarbejdere enten til jobskifte eller pensionering. Når det kommer til nedskæringer på arbejdspladserne, så er hovedreglen typisk "Sidst ind, først ud". Det giver fin mening, at man på den måde belønner loyalitet med jobsikkerhed. Det betyder så desværre også at det er de unge der oftere oplever ledighed. Efterlønnen blev indført fordi vi i Danmark havde et problem med en stigende ungdomsarbejdsløshed i landet. Der var en frygt for at alle de nyuddannede og arbejdsparate folk ville gå ledige i længere periode og så glemme alle de ting vi lige havde brugt tid og penge på at lære dem. Ved at tilbyde folk at kunne gå på pension tidligere, så fik man fjernet nogle folk i den ene ende af arbejdsmarkedet for at løse proppen i den anden. Samtidigt betød det at når virksomheder skulle skære ned, så kunne de diskret forhøre om nogle af deres ældste medarbejdere var ok med at smutte lidt tidligere på pension.

I det store hele var efterlønnen en succes for samfundet. De unge kom i arbejde, og folk der var nedslidte fik lov til at trække sig tilbage under ordentlige forhold. Samfundsøkonomisk var den som udgangspunkt nogenlunde udgiftsneutral, vi byttede bare unge på dagpenge ud med ældre på efterløn, satserne var stort set det samme. Samtidigt blev det gjort til at man skulle betale til efterlønnen, så ud over at man sparede på dagpengene, sparede man også op på efterlønsopsparingen.  Umiddelbart før krisen indtræf stod vi dog i den modsatte situation, vi havde mangel på arbejdskraft og derfor var det jo lidt problematisk at vi havde folk med årelang erfaring der gik på efterløn når vi stod og manglede dem på arbejdsmarkedet.

Før krisen var der derfor allerede snak om at afskaffe efterlønnen for at holde folk i arbejde, efter krisen blev det kun nemmere, der kunne man henføre til at den var dyr i drift, selvom de samme mennesker nok bare havde figureret som dagpengemodtagere til den præcis samme takst, hvis efterløn var blevet afskaffet. Oven i det kom den fjollede tanke om at hvis vi bare tilbageførte folks indbetalinger til efterlønnen, så ville de bruge pengene på privatforbrug og kickstarte økonomien. Jeg mindedes stadig de tåbelige udtalelser fra politikerne om at nu gjaldt det om at svinge dankortet for at redde økonomien. Hele opturen frem til krisen var drevet af at folk levede over evne for lån i en friværdi der aldrig var der, og nu var en stor mængde danskere teknisk insolvente (skyldte mere i huset, end huset var værd) eller tæt på. I mere folkelige termer kan det forklares som at Anders Fogh havde overbevist folk om at de bare kunne tisse i bukserne. Det skulle nok tørre, før det blev et problem. Efter at Anders Fogh var daffet videre og folk opdagede hvor dum den ide var, dukkede Lars Løkke op og tilbød en fadbamse til folket, "øl er vanddrivende og du fryser jo, så drik og tis igen, så bliver alting bedre".

Uanset at det oprindelige grundlag til at droppe efterlønnen, nemlig at holde folk på arbejdsmarkedet var forduftet. Og den oprindelige betingelse for at indføre den, stigende ungdomsarbejsløshed i den grad var tilstede efter krisen rigtigt var kommet undervejs, så valgte man stadig at droppe efterlønnen over to skridt. Den nye ide om at krisen kunne bekæmpes ved at gøre Danmark mere konkurrencedygtig var blevet født og derfor gav det mening at afskaffe efterlønnen så vi havde en højere mængde ledige mennesker på markedet.

Vi skal alle uddanne os hurtigere og mere effektivt

Der har været adskillige reformer der skulle hjælpe studerende med at blive færdige hurtige. Målet er selvfølgelig at få mere kvalificeret arbejdskraft ud af systemet og helst så hurtigt som muligt. Folk skal vælge tidligt og hurtigt. Hvis de indser at de har valgt forkert skal de straffes. Hvis de tøver skal de "motiveres" økonomisk. Hvorfor det præcist giver mening at prøve at presse studerende igennem deres studier på rekord-tid er der ingen der forstår. Hvis man tænker over at planen er at skaffe flere arbejdssøgende ledige, giver det dog straks fin mening. Da krisen i første omgang startede, var der en del universiteter der tilbød deres studerende at de kunne blive og læse videre et semester mere, så de både holdt deres uddannelse frisk i hovedet og samtidigt fik opkvalificeret sig endnu mere. Den slags initiativer går direkte imod planen og derfor er det nødvendigt at tvinge studerende og uddannelsesstederne til at presse folk ud på den anden side hurtigst muligt.

Andre initiativer

Generelt er der en del mindre ting som de skiftende regeringer har gjort for at sikre at de ledige bliver ved med at søge jobs. Den mest indlysende er selvfølgelig kravet om at kunne dokumentere at man har søgt mindst 4 jobs hver eneste uge, uanset om der er noget du finder relevant for dig eller ej. At sende folk på jobsøgningskurser eller til tvungen jobsøgning på jobcentrene med til at holde folk til ilden. I den offentlige debat handler det om at stigmatisere det at være arbejdsløs mest muligt, for at sikre at ingen af de ledige affinder sig med deres økonomiske situation under krisen og bruger deres energi på andre ting end at søge arbejde. Man kunne jo eventuelt undre sig over at man som ledig skal registrere sin ledighed en gang om ugen, når dagpenge og kontanthjælp alt sammen er udbetalt på månedsbasis. Den eneste grund jeg kan tænke på er at stresse de arbejdsløse til at søge flere jobs, for tanken om at man bare ønsker at sikre at jobnet.dk har en 100% ajourført cv-database er totalt absurd.

Og så var der skolereformen

Skolereformen ses af mange som et gedigent overgreb på lærerne, grundet KL's lockout og regeringens indgreb hvor alle KL's krav blev indfriet. Det var også en rigtig grim sag, selve skolereformen er dog lige så meget et angreb mod pædagogerne. Når man tvinger lærerne til at blive på skolen og underholde børnene indtil kl. 16, så står SFO'erne pludselig et underligt sted. I forvejen er de fleste SFO-stillinger deltidsstillinger, fordi de kun har børnene fra det tidspunkt hvor ungerne får fri og til de bliver hentet af forældrene. Det giver en ugentlig åbningstid på mellem 20 og 30 timer.  Når man så forlænger alle skoledagene med 2 timer, betyder det at en SFO i snit har åbent 10-20 timer om ugen. Ligesom med efterlønnen, så er den nemmeste måde at skære noget helt væk, først at beskære det til et niveau hvor folk alligevel tænker "så kan det også være lige meget". Hvad de regner med at gøre med alle de pædagoger de gør arbejdsløse i processen er der ingen der rigtigt har snakket om, men jeg er sikker på at det nok skal skabe en masse arbejdssøgende mennesker.

Trin 2, sænk lønnen for folk

Dette er lidt det springende punkt i hele denne øvelse. De fleste områder er underlagt overenskomster med fagforeninger, som på ingen måder ønsker at deres medlemmer skal gå ned i løn for at give mere overskud til ejerne. Derfor er målet i første omgang at sikre "løntilbageholdenhed", hvilket reelt betyder at man skal have mindre i lønstigning end hvad inflationen spiser, så man går ned i løn, men det ser ud af mere på papiret. Uanset hvad, så er det vigtigt at få justeret folks opfattelse af hvad der er en fair løn.

2 smæk med en dagpengereform

For at den store plan skal virke, er det en nødvendighed at de ledige rent faktisk er jobsøgende. Hvis folk erkender at der næppe er nogen jobs til dem indenfor de næste 6-12 måneder og derfor stopper med at søge jobs hele tiden, så vil planen fejle. Kilden til at holde folk i bevægelse er selvfølgelig desperation. Hvis man forventer 2 års krise, og har 4 år på dagpenge, så vil man måske fokusere på at skære lidt i privatforbruget, så man kan blive boende hvor man bor nu og måske tage noget efteruddannelse, men generelt bare indstille dig på at overleve denne tid uden for mange ar på sjælen. Nogen vil måske bruge perioden på at arbejde på at starte egen virksomhed op, hvor man kan lave en masse forarbejde uden at tjene en krone. Når man skærer dagpengeperioden ned til 2 år, så forsvinder den luksus, i stedet skal man finde et job i en fart eller risikere at se hele ens privatøkonomi kollapse. Det sikrer at folk giver den god gas på jobsøgningen.

Derudover er der den evige snak om at det skal kunne betale sig at arbejde (for mit forslag til en bedre løsning på den problematik læs 3:2-princippet). Hvis folk er på dagpenge, er den mindste løn de er villige til at arbejde for meget højere end dem der er på kontanthjælp. Med reformen får man både smidt folk hurtigere over på kontanthjælp og der dukker en særligt ugunstig situation op for husejere på vej ud af dagpenge. De fanget i en klemme hvor de kan har svært ved at sælge deres hus, og indtil det er solgt er de udelukket fra at modtage kontanthjælp. Det gør dem desperate nok til at arbejde for langt under hvad selv en kontanthjælpsmodtager ville arbejde for, bare for at få mad på bordet.

Gratis arbejdskraft, bare til låns

Løntilskudsstillinger lyder måske som en god ide ved første blik, men når man kigger efter på hvilken effekt den har indenfor det offentlige, så bliver billedet lidt mere dystert. Det træner nemlig de ledige til at skulle arbejde til den samme månedsløn som de allerede får på dagpenge, samtidigt arbejder de på tidsbegrænsede kontrakter af 3-6 måneders varighed. Da kommunerne gerne vil spare på pengene og har fået et krav fra staten om at oprette løntilskudsstillinger, opstår de absurde situationer hvor folk bliver fyret grundet besparelser og 6 måneder senere tilbud deres tidligere stilling som et løntilskudsjob. For dem der undgår sparekniven er budskabet også meget tydeligt: "Vi har intet problem med at finde folk der vil have dit job for en lavere løn". Der er en tvungen rotation i løntilskudsstillingerne, således at man ser et par nye ansigter hele tiden til at holde budskabet frisk i erindringen. Indenfor det private er det forbudt at udnytte folk i løntilskud og tilskuddet er begrænset til maksimalt 50% af lønnen, indenfor det offentlige er det 100% dækning og de offentlige institutioner har en pligt til at sørge for at holde disse stillinger kørende.

Det skal kunne betale sig at arbejde

Pr. 1. Januar 2014 er der en masse kontanthjælpsmodtagere som får en alvorlig økonomisk lussing. Alle under 30 år bliver sat ned til en grundydelse der svarer til SU'en. Samtidigt bliver man straffet økonomisk hvis man deler bolig med nogen andre. Hele ideen om gensidig forsørgerpligt og det dyneløfteri dette medfører er totalt absurd. Uanset hvad man ellers måtte tænke om denne reform, så står målsætningen om at sænke niveauet for hvilken timeløn det kan betale sig at arbejde for meget tydeligt frem.

Reformen introducerer også begrebet om nyttejobs. Nyttejobs er arbejde som vi tidligere nægtede at betale nok for til at det kunne ordnes, nu får kontanthjælpsmodtagere så lov til at gøre det gratis. Folk under 30 år der har et nyttejob på fuldtid tjener en timeløn der ligger under hvad jeg fik som ungarbejder i Netto i midten af 90'erne! Oven i det kommer selvfølgelig at der med garanti vil ske det samme som vi ser indenfor løntilskudsordningen, eksisterende stillinger vil løbende bliver nedlagt, fordi vi alligevel kan få ordnet den slags gratis af folk på understøttelse. Det er faktisk et krav at kommunen skal levere nyttejobs til arbejdsløse, så derfor er de jo nødsaget til at misbruge folks uheldige omstændigheder.

Trin 3, så bliver alting godt igen, eller gør det?

Når de arbejdsløse først begynder at tage imod arbejde til halvdelen af den gældende overenskomst, så skal der nok ske ting og sager. Virksomheder vil kunne hyre nye medarbejdere til den halve løn af hvad alle andre betaler, og derfra konkurrere meget hårdere på prisen. Derfra er resten af firmaerne også nødt til at rette ind hvis de vil kunne overleve. På den måde kommer vi hele vejen rundt, den almindelige medarbejder får mindre i løn og tingene bliver lidt billigere at købe. Erfaringer fra USA og Tyskland viser at vi skaber en stadig voksende underklasse af folk der lever i fattigdom mens de arbejder på fuld tid. Det vil dog også skabe økonomisk vækst så vi kan kalde hele øvelsen en succes.

Det er selvfølgelig en succes med en bitter bismag, for den vækst vi opnår eksisterer kun så længe underklassen er der til at knokle for den, uden selv at få lov til at nyde godt af den. Det er derfor det er så vigtigt at gøre opmærksom på at disse reformer aldrig bare er spareøvelser. De er et led i et større økonomisk tankesæt, kaldet neo-liberalismen, hvor målet er at hæve gennemsnittet for velstand, uden at skelne til at det oftest gøres ved at gøre de 1-10% af befolkningen utroligt rige, på alle andres bekostning.

Den eneste måde vi får sat en stopper for dette er ved at blokere for de "besparelses-reformer" som de skiftende regeringer har gang i. I starten redegjorde jeg for hvordan det gennemsnitlige forløb er for en reform, nemlig at alle os der går ramt forbi, bare står tavse på sidelinien og ser på. At håbe på at folk endelig vil hoppe op af stolen for at beskytte minoriteter af forskellige slags er nok optimistisk. Hvis det skulle ske, var det sket længe før nu, nej, vi skal i stedet forklare folk at når de reformer rammer som de gør, så kommer det tilbage og bider os alle sammen i røven. Når Venstre snakker om hvor fedt det kan være at få tyske vækstrater, så skal vi råbe højt om at det kun sker fordi 25% af folk i arbejde knokler 40-50 timer om ugen til en månedsløn på under 6000 kr. efter skat.

Det her gælder vores alle sammens Danmark, tingene er allerede i bevægelse, folks realløn bliver allerede udhulet af inflationen. Fagforbundene, det eneste der faktisk holder lønningerne i Danmark på et fornuftigt niveau for de fleste er allerede blevet kørt over en gang af regeringen i lærerkonflikten. For at understrege at det var alt andet end en engangsforestilling, satte regeringen lægerne stolen for døren umiddelbart efter. Hvis vi ønsker at undgå en end dog mere dyster fremtid, så kræver det at vi får ryddet op på venstrefløjen i dansk politik, det kommer i hvert fald til at gå meget skidt til, hvis vi fortsætter med at have to højrefløje som bare prøver at overgå hinanden i modbydelige overgreb på samfundets svageste og derigennem på os alle sammen.

Det gode liv

I stil med at jeg under diskussionen omkring de seneste par regeringers økonomiske politik, prøvede at gøre opmærksom på at hvis man stiller det forkerte spørgsmål, så er det svært at få det rigtige svar. Så vil jeg nu prøve at grave lidt nærmere i hvad jeg mener det er vigtigt at vi som samfund og nation søger at opnå. I den sammenhæng er det meget vigtigt at skelne mellem mål og midler. Alt for ofte ofrer vi store dele af livet på at skaffe flere midler, i håbet om at hvis bare har nok penge, så kan vi købe os de ting der gør os lykkelige. Mangel på penge kan gøre livet surt for os, desværre er det at have penge nok, langt fra en garanti for lykke. Derfor bør vi finde os et andet mål for samfundet end ren økonomisk vækst.

Det gode liv

Danskerne bliver ofte kaldet for verdens lykkeligste folk, men med sådanne undersøgelser gælder det næsten altid at der også findes mindst en anden undersøgelse der viser at vi kun ligger lige i midten af feltet. Uanset hvor vi ligger i forhold til andre, så mener jeg stadig det er værd at stræbe efter at gøre tingene bedre. En af de første ting jeg har måttet erkende er at lykke er et individuel størrelse. Nogen folk elsker at rejse, andre at danse, nogen er glade når de er i selskab med en masse andre mennesker, mens andre har det bedst når de kan få lov til at gemme sig i en lille hule med en stabel bøger. Derfor er det vigtigt at respektere at hvad der gør os lykkelige er dybt personligt og huske på at løsninger der forsøger at behandle alle folk ens, oftest bare behandler den der har fundet på løsningen godt på bekostning af alle andre.

Frihed

Frihed betyder grundlæggende set at man har lov til at udvikle de løsninger i livet som passer en bedst. Det handler om at tage vare på sig selv efter bedste evne, og dyrke de ting i livet som giver en glæde. Det handler om at have kontrol over sit eget liv, til at træffe de beslutninger som man finder bedst. For nogen vil det betyde at man går efter den klassiske kernefamilie, for andre er det en karriere der trækker. Uanset hvordan vi vælger at søge lykken, så handler frihed om at give folk plads. Det er frihed under ansvar, så længe du holder dig fra at gøre skade på andre mennesker og vores fælles goder, bør samfundet give os alle så frie rammer til at te os så tosset vi nu har lyst til, hvis det vil gøre os mere lykkelige.

Et svært spørgsmål indenfor diskussioner omkring frihed, er når det kommer til at gøre uoprettelig skade på sig selv mod betaling. Det typiske eksempel er når en rask person ønsker at sælge sin ene nyre. Vi mennesker er født med to nyrer og kan overleve med kun en enkelt funktionel nyre. Dette betyder at vi som mennesker egentlig godt kan sælge den ene, mens et andet menneske slipper for at skulle sidde koblet op til en dialysemaskine en stor del af sin tid. Umiddelbart mener jeg at det er problematisk at acceptere den slags, alle organdonationer indebærer en risiko, og derfor vil det typisk være samfundets fattigste der kommer til at være organdonorer. Dette vil også betyde at samfundets stærkere borgere har en klar interesse i at få skabt og opretholdt en økonomisk bundklasse som er villige til at agere organdonorer, og det kan vi umuligt være tjent med.

Grænsen for frihed bør derfor gå tæt på at gøre skade sig selv for egen glæde. Stort set alt hvad du måtte ønske at gøre mod dig selv, for dig selv, kan jeg acceptere. Dette inkluderer aktiv dødshjælp i de situationer hvor det giver mening. Hvis der derimod er andre der ønsker at du gør skade på dig selv, for deres fornøjelse, så er det at vi som samfund bør træde i karakter og forhindre det. Vi bør selvfølgelig hjælpe folk der gør skade på sig selv, grundet psykiske problemer, så det er alt andet end nemt at holde styr på.

Lighed

"Lige børn leger bedst", lyder ordsproget, og der er et gran af sandhed i det. Lighed er dog mere end bare rå økonomisk lighed. Når jeg tænker på lighed, er der nogle forskellige ting der dukker op.

• Lighed for loven, det er vigtigt at vi alle skal overholde de samme love, og bliver straffet ens når vi bryder den. Dette er selvfølgelig målet, som vi altid bør stræbe efter, selvom det alt for ofte ses at hvis ens forældre er gode anstændige samfundsborgere, så kan man slippe med en løftet pegefinger fra en dommer, mens andre ryger i spjældet for mindre. Vi kan og må gøre det bedre på den front.
• Lighed i muligheder, dette er nok den vigtigste, som samfund er det vigtigt at alle får en chance for at forfølge deres drøm. Dette er noget vi gør (eller gjorde) exceptionelt godt i Danmark, hvor vi både har økonomisk støtte til vores studerende og gratis uddannelse til alle. Dette står i skarp kontrast til f.eks. USA hvor forældre både skal spare en masse op til at sikre deres børn en uddannelse, og de fleste studerende efter studiet er tynget ned af en enorm gæld.
• Lighed i tryghed. I et land som Danmark bør vi have styr på de grundlæggende fornødenheder, folk skal have råd til at få ordentlig mad i maven, de skal have tag over hovedet og varmt tøj på kroppen. Folk skal kunne gå i seng om natten uden at skulle bekymre sig om hvorvidt de mon overlever de næste par uger. I bredt omfang er dette lykkedes, vi har stadig hjemløse der bor på gaden og jeg ser allerede nu en stigning i folk der føler at de er nødt til at skralde (samle datovarer fra containere bag supermarkeder m.m.) for at kunne få råd til både at spise og leve. Det bliver desværre nok endnu værre når de kommende reformer rigtigt træder i kraft. Tryghed betyder også at man kan komme til en læge når man bliver syg og på hospitalet når der er brug for det, uden at personalet skal skele til om man er rig eller fattig.
• Lighed i økonomisk formåen, de andre elementer af lighed er typisk meget svære at definere, måle og sammenligne på. Økonomisk indkomst er relativt meget nemmere at arbejde med i de henseender og derfor bliver den typisk brugt som en målestok for lighed der omfatter alle de ting jeg har nævnt ovenfor. I mine øjne er det mindre vigtigt hvor meget de absolut rigeste tjener i forhold til mig, så længe jeg har alle de andre ting på min liste.

Jeg kan godt se problematikken i at den øverste ledelses lønninger er steget voldsomt i det seneste årti uden at medarbejdernes løn er fulgt med. For mig handler det dog først og fremmest om at løfte fra bunden af samfundet, frem for at barbere af på toppen. Gennem topskatten sørger vi for at folk med eksorbitant høje lønninger også får lov til at betale en anseelig del af det tilbage til samfundet.

Fællesskab

At føle at man hører til er et menneskeligt behov. En klog mand lærte mig i foråret at der er forskel på at acceptere andre og at inkludere dem. Accept er når man lader folk være underlige uden at brokke sig, inklusion er når man snakker med dem som ligemænd selvom de er anderledes. Som minimum skal vi acceptere hinandens forskelle, og vi bør altid søge at skabe et samfund hvor alle kan føle at de er inkluderet. Dette bør ske både på nationalt og lokalt plan, vi skal sikre et sundt forenings og kulturliv hvor folk kan engagere sig i hinanden. Vi skal søge at styrke lokalsamfundene, så folk kommer hinanden ved, på den gode måde. Det er i den sammenhæng underordnet om vi betragter lokalsamfundet som en gruppe boligblokke på københavns vestegn eller en mindre landsby på Fyn.

Deltagelse i de forskellige fællesskaber skal selvfølgelig være frivilligt, alt efter hvad man finder bedst for en selv. Det vigtige er at vi søger at være åbne for nye mennesker og indtryk, uden at det betyder at vi skal gå på køb med hvem vi er og hvad vi gerne vil. Vi skal også være opsøgende i vores inklusion. Personligt ved jeg ihvertfald at jeg har enormt svært ved få mig selv til at søge inklusion i nye fællesskaber, men hvis der er nogen der aktivt prøver at involvere mig og få mig til at føle mig velkommen, så kan jeg sagtens åbne op og blive en del af gruppen i en fart.

For at fællesskabet på nationalt plan kan fungere, kræver det at vi gør en aktiv indsats på kulturfronten for at styrke og dirrigere den nationale identitet, jeg har tidligere snakket lidt om hvordan jeg gerne så denne nationale identitet udformet, ligesom netop opfattelsen af hvad vi mener er det gode liv og derfor det vi arbejder hen imod, også er en vigtig brik i det billede (jeg er så småt begyndt at skrive på et indlæg omkring hvordan jeg gerne ser denne kultur-udvikling finder sted, men da bl.a. det indlæg du skriver nu, og nogle senere jeg vil skrive er en forudsætning for kultur-indlægget må det vente lidt på sig).

Indhold frem for varighed

Sundhedspolitik handler meget er at få folk til at leve sundere og længere. Men hvad er formålet med at leve længere, hvis man glemmer at leve livet overhovedet. Hvis vi holder os fra alkohol, smøger, stoffer, fed mad, motionerer dagligt og undgår stillesiddende arbejde kan vi leve i 110 år. Der er selvfølgelig en masse sunde aktiviteter i livet som også er sjove, men derfor skal der også være plads til en druktur ind i mellem. Der skal være plads til rødvin til maden og nogen gange vil man sku' gerne bare bruge sin søndag på sofaen. For mig giver det god mening at have afgifter på de ting som både er usunde og at betragte som luksusvarer, så som sprut, slik og smøger. Med afgifterne på det usunde får vi spyttet nogle penge i statskassen, så der er penge til at behandle os når vores usunde vaner rammer os senere i livet.

At være ok med at skattefar tjener penge på vores usunde vaner ser jeg dog som meget anderledes end når vi søger at lave direkte indgreb i den enkeltes frihed, for deres egen sundhed. Som anti-ryger, var jeg glad for rygeloven der satte en stopper for at en tur i byen automatisk betød at man skulle være passiv ryger og at alt ens tøj stank af røg når man kom hjem. Derefter er vi dog stormet langt forbi punktet hvor man skulle tage hensyn til andre, og nu ligner reglerne bare regulær mobning af rygere. Indenfor offentlige institutioner gik vi fra at rygning indendørs kun måtte ske i rygerum, til at kræve at rygerne altid skulle udenfor, og nu er de så gået skridtet videre og har forlangt at rygere skal forlade matriklen helt. Hvis det var problematisk at rygerne samlede sig ved alle indgangene til offentlige bygninger, så kunne man snildt have lavet halvtage et lille stykke væk og opstillet askebægere der. I stedet har vi nu skolelærere der bruger 10 minutter af deres kvarters pause på at vade frem og tilbage bare for at få sig en halv smøg, tidligere nåede de en hel smøg og hjalp samtidigt til med at holde øje med børnene i skolegården. Resultatet er at der er færre lærere i skolegården, rygerne er mere stressede (hvilket nok var grunden til at de var smøg-trængende til at starte med) og at vi kan pege på en statistik der siger at lærererne nu ryger mindre (og så nok alligevel dør af stress tidligere end rygerlungerne kunne have gjort det).

Hvad så med væksten?

Hvis vi holder op med at stræbe efter at få en god karriere og generelt knokle røven ud af bukserne indtil det tidspunkt i livet hvor vi er klar til at gå på pension, hvad sker der så med væksten? Det er nok det som en del "rationelle" folk vil prøve at påstå. Personligt tror jeg at vækst er skabt af teknologisk udvikling, innovation og kreative mennesker. Indenfor mit eget felt, IT, var der længe en opfattelse af at fokus skulle være på at knokle så mange timer som muligt, fordi jo længere tid man brugte på tingene, jo mere fik man lavet. I dag er opfattelse at man skal holde sig tættere på 37 timer om ugen. For at kunne løse vanskelige problemer på en god måde kræver det at ens mentale batterier jævnligt får tid til at blive genopladet. Det samme tror jeg i høj grad gør sig gældende for alt forskning og udviklingsarbejde. Så på forskningsfronten har jeg ingen bekymring. På det kreative og innovative er jeg endnu mindre bekymret for at et fokus på at leve det gode liv vil skade. Folk får sjældent virkeligt originale ideer når de er under konstant pres. De kommer tværtimod når vi har en afslappet eftermiddag i godt selskab hvor man kan lade tankerne flyve og diskutere ting frit fra leveren.

Hvad gør vi herfra?

Det er jo altid det svære spørgsmål. I første omgang vil jeg meget gerne høre om dette er en nogenlunde fyldestgørende beskrivelse af hvad i mener er "det gode liv". Har jeg misset noget? Sagt noget du er uenig med, eller på anden måde fået skrevet noget hvor du tænker, "hvis det her bliver grundlaget vi handler ud fra, så flytter jeg sku'!", så lad mig høre. Jeg vil undlade at nævne konkrete tiltag i dette oplæg, selvom jeg nok har 2-3 andre oplæg som vil referere tilbage til dette oplæg når de bliver skrevet. Selv uden disse følge-oplæg, kan man selvfølgelig tage diverse aktuelle lovforslag op og vurdere om man mener de er med til at fremelske et bedre liv for os alle, om det handler om noget helt andet, eller, som det ofte er tilfældet, går imod det gode liv, for at sikre bedre konkurrenceevne, eller bare forsøger at gøre folk sundere end de selv har lyst til, med tvang om nødvendigt.

Kapitalisme på godt og ondt

Inspireret af en diskussion omkring socialisme og hvad det kan indebære at kalde sig socialist blev jeg nødt til at skrive lidt omkring mine tanker omkring kapitalisme, både for min egen skyld, men også fordi der er en del forskellige tilgang til kapitalisme og jeg tror det kunne være gavnligt at få dem samlet sammen på et sted.

Kapitalisme på godt og ondt

Kapitalisme er i sin grundsten funderet i at hvis man giver folk friheden til at handle direkte i egen interesse, så vil de hurtigt finde frem til at gøre hvad der nu tjener dem bedst enten direkte eller ved at lave noget som andre folk er villige til at betale dig for. Tanken er at vi hver i sær har nogle ting vi er gode til og dårlige til, hvis vi alle skal lave alle opgaverne, så kommer vi kun så langt, men hvis jeg f.eks. er vildt god til at sy sko, og ret dårlig til at fikse taget på mit hus, så vil jeg enten kunne bruge en stor del af min tid på at knokle med mit utætte tag, eller jeg kan finde en som er god til at lappe tage og så sy et par sko til ham mens han laver mit tag. Jo flere par sko jeg får lavet, jo dygtigere bliver jeg og derfor også mere produktiv.

Det er almindelig arbejdsdeling og en naturlig ting der opstår i forskellige samfund når de bliver avancerede nok, der hvor kapitalismens styrke ligger, er i dens evne til at tilpasse sig folks skiftende behov. Hvis jeg er den eneste skomager i byen, så kan jeg egentlig kræve en vilkårlig høj pris for at sælge mine sko. Hvis jeg gør dette, vil der nok være en anden der giver sig i kast med også at producere sko, bare billigere, og så er jeg nødt til at sænke min pris igen, ellers køber alle jo deres sko af min konkurrent. Hvis folk begynder efterspørge høje støvler, så kan det være jeg kan tjene en masse penge på at fremstille dem, mens de andre skomagere stadig er i gang med at sy sandaler. Det handler derfor om at tilpasse sig hurtigt og imødekomme efterspørgslen.

Det gode

Kapitalisme har bragt enormt mange gode ting med sig. Den er absolut uovertruffen i at skabe velstand og imødekomme folks behov. Den belønner de folk med evner vi har allermest brug for og sikrer at de folk der tager initiativ til at skabe noget som folk eftertragter, også bliver belønnet og derigennem i stand til at skabe flere ting til at tilfredsstille vores behov. Fordi kapitalismen er konkurrencepræget, hjælper den os til at satse på de processer og metoder der er mest effektive, således at vi som samfund kan blive ved med at udvikle os. Nogen vil sige at kapitalisme er ret dårlig til at udføre grundforskning, og det er nok meget rigtigt, dog er kapitalisme helt utroligt god til at omdanne forskningsresultater til produkter og viden som vi almindelige mennesker har gavn af.

Det problematiske

Kapitalisme er næsten at betragte som en naturkraft, hvis der er et udækket behov, så skal de nok prøve alle mulige og umulige ting for at opfylde det behov. Derefter vil den så gøre hvad som helst for at finde den korteste vej til sit mål, ved at skære alle hjørner der kan skæres og til tider bryde gamle forhindringer ned, hvis det kan betale sig. Det betyder at kapitalisme uden begrænsninger gladeligt smadrer miljøet og bedriver rovdrift på naturressourcer rundt omkring i verden. Kapitalisme er absolut uden nogen etik eller moral, og de hjørner der bliver skåret kan meget vel være mennesker der bliver gjort hjemløse eller det der er værre. Der er derfor et klart behov for at forsøge at tøjle kapitalismen, omend det kan være lettere sagt end gjort. Kapitalisme er lyn-hurtig til at tilpasse sig, og hvis man laver et forbud mod at smide giftige kemikalier i den lokale å, så skal der nok være en kreativ vognmand der tilbyder at køre skidtet et andet sted hen og dumpe det. Således skal man hele tiden holde sig for øje at når man forsøger at bremse en slags opførsel, så vil kapitalisme bare nå frem til den næstbilligste løsning, og det kan meget vel være noget andet end man forventede.

Det fordækte

Selvom vi godt kunne ønske det, så holder kapitalismens kreative løsninger sig langt fra til kun at finde på den billigste måde at fremstille ting til folk. Målet er at tjene penge, og nogen gange kan det bedre betale sig at opkøbe konkurrenterne, end at skulle sænke prisen. Ligeledes er der tider hvor det er billigere at købe lovgiverne, så man forhindrer eller får slækket på bl.a. miljø-lovgivning. Særligt hvis man vender øjnene mod USA, kan man se det problem. Derudover er der forskellige kapitalistiske aktiviteter hvor man tjener sine penge på at opkøbe og ødelægge virksomheder eller udføre kursmanipulation, og hvor bagmændene bliver rigere, på alle andres bekostning. Særligt de sidste aktiviteter er utroligt gode til at maskere sig som legitime kapitalistiske aktiviteter fordi de jo tjener penge, men det er bare et dække for det faktum at de tager pengene op af lommen på både almindelige danskere og de investorer der rent faktisk taget den økonomiske risiko og potentielt også lagt en masse energi og sjæl i de firmaer.

Omfordeling

Gennem historien har der været en tendens til at dem med penge og magt får flere penge og mere magt med tiden. Kapitalismen har gjort at der nu er andre folk der kan komme til fadet, men det er oftest stadig enkeltpersoner, og ureguleret kapitalisme ender stadig ud i at en håndfuld mennesker ejer stort set alt i verdenen, hvilket er mildest talt uheldigt for alle os andre. Så hvad bør vi gøre ved det det?

Socialismen mener at vi som arbejdere bør overtage magten og få kontrollen over produktionsmidlerne. Når fabrikkerne er kilden til alt den velstand vi ser, så kan vi bruge dem til at gøre alle rige i stedet for et fåtal. Gennem kapitalismens historie er forskellige industri-giganter blevet overhalet af nye små virksomheder, der er hurtigere til at tilpasse sig og mere sultne efter succes. Når man griber produktionsapparatet på den måde som socialismen foreslår, så får man samtidigt blokeret for fremtidige innovative sjæle og driftige iværksættere. Resultatet er at selvom man kan kan overtage tingene på det niveau de er nu, så vil resten af verdenen overhale en, fordi den drivkraft der ligger i kapitalismen, bliver fordrevet under socialisme.

Jeg tror at vi i Danmark allerede har fundet en god del af løsningen på den udfordring som hedder omfordeling. I stedet for at forsøge at gribe produktionsmidlerne, så lad dem endeligt beholde dem, og så beskatte dem således at de tager alle os andre med op til toppen. I Danmark har vi længe nydt godt af at have en ret høj grad af social lighed og det skal vi kæmpe for at fastholde. Lighed er ekstremt vigtigt, også for dem der bor på toppen af pyramiden, selvom de nok har sværere ved at at se det end os der bor lidt længere nede.

Efter at have tænkt nærmere over dette, har jeg måttet erkende at det var forkert at kalde mig selv for en liberal socialist, fordi jeg mener at det vil være forkert at prøve at indføre socialisme i Danmark (eller nogen steder) og i stedet kalder mig en socialliberalist. Jeg ønsker i høj grad at vi omfordeler ved at lade dem der tjener mest, betaler mere til de fælles økonomiske omkostninger som et samfund som det danske har. For det er et samfund der har tjent os godt før og hvis vi får rettet op på tingene før det går helt af sporet, nok skal tjene os godt i fremtiden.

Drop overvågningssamfundet

Jeg tager lige en pause fra at diskutere økonomi og økonomer generelt, for at fokusere mere på de konkrete tiltag vi kan give os i kast med. Jeg har tidligere snakket om at indrette nogle af vores offentlige institutioner således at vi undgår et behov for at staten skal spionere på borgere, uanset om det er en situation hvor vi alle skal betale for at være med alligevel, eller hvor frygten for misbrug gør at man faktisk skader de folk man forsøger at hjælpe.

Drop overvågningssamfundet

Tilbage før Berlinmuren faldt og tyskland blev genforenet, snakkede man ofte om hvor forfærdeligt det måtte være at bo i et land hvor staten spionerede på alle, og man aldrig kunne føle at man rent faktisk havde et privatliv. Vi priste os lykkelige for at i Danmark og den vestlige verden aldrig kunne finde på at oprette et så omfattende system af stikkere til at rapportere på deres medborgere. Hvor virker det hyklerisk, i bagklogskabens klare lys. I dag er vi nemlig godt på vej til at ende i samme grøft, nogle vil faktisk påstå at vi er gået meget længere allerede.

I dag bliver alt digital kommunikation registreret og arkiveret. Telefon-opkald, smser, samt en del af alle de hjemmesider du besøger på nettet. Det bliver alt sammen gemt med et tidspunkt, så man senere kan gå tilbage og se hvornår du har snakket med hvem. Derudover gemmes informationer omkring hvilke mobiltelefonmaster du har været tilkoblet, så de kan holde styr på hvor du var hvornår. Alt dette sker uden du kan gøre noget ved det, fordi sådan er loven indrettet. Selv grundloven er blevet sat ud af drift, vi har reelt ingen mulighed for at have en privat samtale nogen steder, med mindre den foregår ansigt til ansigt, og det kun hvis i begge har efterladt mobilen derhjemme før i tog hen for at mødes. I år 2008 var det i gennemsnit 82.000 poster (om året) om hver eneste dansker der blev gemt, jeg tvivler på at det tal på nogen måde er faldet frem til 2013 der er gået siden.

Hvis du ikke har noget at skjule...

Det argument kommer altid op hver gang nogen prøver at gøre indsigelser overfor måden vores privatliv bliver revet i stykker og gemt uden at vi kan gøre noget for at beskytte os selv. "Hvis du ikke har noget at skjule, hvorfor er du så imod at nogen kigger?" Jamen jeg har noget at skjule, mit privatliv. Det er af den samme grund at jeg lukker døren når jeg går på toiletter og jeg har gardinerne trukket for om natten. Det er sku' ubehageligt at tænke på at der er computere rundt omkring i Danmark, hos internet og teleudbyderne, som registrerer alle de ting du går og foretager dig. Retten til et privatliv bør være normen, og kun hvis en retskendelse udstedt af en dommer foreligger, bør det være tilladt på nogen måde at gå i gang med at aflytte folks kommunikation.

Argumentet er altid at mere overvågning vil gøre det nemmere for politiet at opklare kriminalitet, og det er selvfølgelig en nobel tanke, sådan at gøre livet nemmere for politiet. Vi skal dog huske på at alt denne registrering kun bliver brugt længe efter en eventuel forbrydelse er fundet sted. Så hver gang vi hører om at PET har forhindret endnu et terrorangreb mod Jyllandsposten eller andre højtråbende elementer i det danske samfund, så er det helt andre værktøjer de har haft gang i. Det er typisk folk i deres umiddelbare nærhed, der lurer at de her folk er på vej ud på et skråplan og har gang i noget virkeligt dumt og så ringer de til politiet og giver dem et tip.

Det er staten der skal tjene borgerne

Dette er noget som mange har glemt, det er os, almindelige danskere, der er Danmark. Staten eksisterer for at holde os sikre, tjene os og gøre vores liv nemmere, derfor har jeg svært ved at se fornuften i at snage i samtlige menneskers liv, for at gøre det nemmere at opklare hvem der har udført eventuelle terrorhandlinger i Danmark. Hvis nogen af dem slipper igennem nettet og har held til at udføre deres horrible planer, så går der næppe 72 timer før en eller anden gruppe tager "æren" for angrebet. Vi som almindelige borgere opgiver en masse tryghed og privatliv og vinder absolut intet ved det. For at gøre det endnu mere klart, selv hvis alt denne registrering kunne bruges til at forhindre terrorister i at angribe Danmark, så ville jeg stadig være imod at man tog hele befolkningen som gidsler for at forsøge at fange nogle enkelte kriminelle. Overvågning af almindelige borgere sker for at pleje statens egne interesser, på bekostning af alle os den egentlig skulle tjene.

Skrot logningsbekendtgørelsen

Mit forslag i denne omgang går på at skrotte logningsbekendtgørelsen (det er den lov der tvinger samtlige tele- og internetudbydere til at gemme alle disse oplysninger om os og videregive dem til staten efter anmodning). Det koster selskaberne et sted mellem 50 og 200 mio. kroner om året at holde det kørende, som de så tvinger os til at betale som deres kunder. Jeg syntes vi skal skrotte loven og ved samme lejlighed forbyde tele og internetselskaberne at gemme den slags data om deres brugere. Privatlivets fred skal genetableres, og hvis vi så gerne vil dele ting med resten af verden, så kan vi smide det op på vores blog, vores familiehjemmeside eller på vores facebook-væg, det skal bare altid være vores valg hvad vi vil dele og med hvem.

Dette er kun det første forslag til at få genoprettet det danske retssamfund, der er mange andre steder hvor den almindelige borgers retssikkerhed har måttet vige for politi og konkurrencestaten. Nogle af de udfordringer er at vores muligheder for at demonstrere hvis vi er utilfredse med magthaverne, er blevet kraftigt reducerede efter at lømmelpakken blev indført og at vores mulighed for at kunne forsvare os selv imod alvorlige anklager er blevet voldsomt reduceret efter at rockerloven blev indført. Den har gjort det tilladt for statens anklager at hemmeligholde dele af deres bevismateriale, så du effektivt kan blive anklaget og dømt uden at få at vide hvilke beviser der foreligger og derfor har voldsomt svært ved at forsvare dig, om du så er skyldig eller ej. Nok var loven tiltænkt at gøre det nemmere at få ram på rockerne, men den er formuleret således at den gælder alle danskere, høj som lav.

Der er mange ting der er gået af sporet i dagens Danmark, og desværre bliver det nok værre før det bliver bedre. Heldigvis kan vi allerede nu gå i gang med at modarbejde dette, så kom ind i kampen.

Økonomer og deres modeller

Igår eftermiddags hørte jeg nyheden om at der var risiko for sne om aftenen, og blev lidt glad, her til morgen kunne jeg konstatere at nogle enkelte af mine venner rapporterede sne i deres facebook-feed, mens vi andre blev snydt. Det er egentlig en ret god indledning til hvad jeg vil skrive om i dag, for vi skal nemlig snakke om de forskellige fags evner indenfor forudsigelser. Dette er en fortsættelse af mit forrige indlæg omkring neoliberale tåbeligheder hvor der blev efterspurgt nogle lidt mere dybdegående argumenter.

Økonomer og deres modeller

Økonomer er rigtigt glade for at bygge modeller, pille lidt ved de indstillinger de har på modellen, sammenligne imellem deres forskellige modeller og derfra konkludere om noget vil være en god eller dårlig ide. Det virker jo rimeligt tilforladeligt, hvis man tror på at de modeller er nogenlunde pålidelige, jeg har sjældent hørt nogen økonomer påstå at de skulle være andet, selvom de hvis man virkeligt går dem på klingen vil indrømme at deres model måske har nogle enkelte blinde vinkler, men at det selvfølgelig på ingen måde invaliderer de resultater de er kommet frem til.

Meteorologer

Før vi går videre vil jeg lige vende tilbage til eksemplet med vejrmeldingen. Meteorologer er nemlig også rigtigt glade for modeller. Tilbage i starten af sidste århundrede, var der nogen der opdagede at med deres daværende kendskab til fysikkens love, så kunne de, givet tilpas mange informationer omkring luftfugtighed, temperatur, lufttryk og vindretning, med en vis sandsynlighed forudsige om det ville regne i et givent område indenfor den nærmere fremtid. Meteorologi er funderet i hårde naturvidenskabelige love omkring termodynamik, og med det i hånden kunne de til stadighed lave mere indviklede modeller til at forudsige vejret.

Edward Lorenz opdagede at selv bittesmå ændringer i de informationer de anvendte i deres vejrmodeller, kunne give voldsomt forskellige resultater. I 1961 var han i gang med at genkøre en kendt prognose på en computer og for at spare tid, så nøjedes han med at indtaste .506 i stedet for 0.506127, resultatet den spyttede ud var voldsomt anderledes end hvad man fik hvis man gav den det fulde tal. Det var starten på en matematik-gren kaldet Kaos teori, og uden at grave dybere i det kan jeg fortælle at den gør livet svært for på både meteorologer og økonomer. En af definitionerne på et kaotisk system er at bittesmå ændringer i de oprindelige betingelser kan have en markant forskel på effekten. Populært formidlet som sommerfugle-effekten, hvor det at en sommerfugls blafren med vingerne i Brasilien kan betyde at de får tornadoer i stedet for solskin i Texas 4 uger senere.

I kælderen hos DMI står en af landets kraftigste supercomputere og regner i døgndrift på vejrmodeller, de har adgang til hundredvis af vejrmålingsstationer over hele landet, der sender data til dem mange gange om dagen og de får satellitbilleder ind i en lind strøm. Når de laver en vejrprognose, så får de hele tiden øjeblikkeligt feedback, der hjælper dem til at se hvor meget de skød forbi målet og derefter tilpasse modellen så den bliver en lille bitte smule mere præcis. Samtidigt står de på mål for hele Danmark, for har vi planlagt en skovtur når de har lovet godt vejr og det så siler ned hele dagen, så er dem vi giver skylden. Meteorologi er blevet bedre, meget bedre, men det er bare stadig ufatteligt langt fra at være noget man kan stille sit ur efter. De har måske fået nogle tal ud af deres model der siger 35% chance for sne, 40% chance for regn og 20% chance for tørt men overskyet og 5% chance for skyfrit. Så de går på t.v. og siger "der er risiko for sne i aften", fordi deres model siger at der er 35% for at der er nogle fjolser der stadig drøner rundt på sommerdæk der bliver overrasket i trafikken og vi andre bliver skuffede over at et snedækket Danmark er udeblevet lidt endnu.

Tilbage til økonomerne

Som jeg startede med at skrive, så er økonomerne rigtigt glade for deres modeller og de arbejder også med indviklede systemer hvor mindre ændringer kan have enorme konsekvenser. Herefter slutter sammenfaldene dog.

• Meteorologer arbejder med data der er få sekunder gammelt, økonomernes modeller bliver fodret med nye informationer hvert 3-6 måned, når de forskellige regnskabstal for det foregående kvartal bliver samlet ind.
• Meteorologer har ufatteligt mange datakilder, som alle er leverer præcise informationer i både tid og værdi, økonomernes modeller får klumper af gennemsnitsværdier og estimater fra forskellige steder.
• Meteorologer arbejder ud fra hårde naturlove som er efterprøvet og bevist utallige gange, og økonomerne bygger på "vi mener at kunne se en sammenhæng imellem a og b, sådan for det meste" regler. Økonomi er en samfundsvidenskab, selvom de meget gerne vil lade os glemme det.
• Meteorologer får øjeblikkeligt feedback på deres modeller, de kan se ud af vinduet om det rent faktisk regner når de har forudsagt regn eller se satellitbilleder for at opdage hvordan tingene rent faktisk gik på den store skala, økonomerne må vente til næste hold data og selv der vil de rent faktisk have svært ved at sammenligne deres modeller med virkeligheden.
• Meteorologer prøver kun at forudsige hvordan vejret vil arte sig indenfor de næste 24-72 timer og gisne om hvordan tingene vil være om 2 ugers tid, økonomerne vil gladeligt forudsige hvordan tingene ser ud om 10-15 år og konsekvenserne af enhver given handling på denne hypotetiske fremtid.

At spå om fremtiden

Det første stykke visdom som alle får at vide hvis de nærmer sig et aktiemarked er at "tidligere resultater er ikke en indikator for fremtiden". De der er vant til at investere penge på aktiemarkederne, kunne aldrig drømme om at basere deres handler på modeller og prognoser fra økonomer, uanset om det spekulationer på nogle få timer frem i tiden eller reelle langsigtede investeringer.

Jeg personligt tillægger næsten ingen værdi til økonomernes evner til at spå om fremtiden, og med de kendsgerninger jeg har fremlagt her, håber jeg at det er en opfattelse vi kan få udbredt lidt mere. Ydermere er det helt utroligt pinligt når det kommer frem at den primære model (DREAM-modellen) økonomerne bruger til at rådgive landets ledelse med, desværre mangler information omkring gevinster på offentlige investeringer, og derfor universelt råder til skattelettelser frem for investeringer. Selv uden så enorme huller, vil deres model være en yderst tvivlsom størrelse, men sjovt nok bliver hullet brugt som et argument for at den jo tydeligvis må være helt fin til andre beregninger.

Hvis vi vil skabe fremdrift i Danmark, så er vi nødt til at være både fornuftige og modige. Vi er nødt til at vælge hvilken sti vi gerne vil træde ned af i fremtiden og så investere derefter. Hvis vi bliver ved med at gemme os bare økonomernes regneark og modeller mens vi fortæller os selv at nationaløkonomi er det samme som et husholdningsbudget, så ender vi med endnu et årti fyldt med visionsløs politik mens det Danmark vi kender og holder af langsomt forfalder omkring os. Jeg er ved at gøre mig klar til at kæmpe for det, og jeg håber også jeg får inspireret nogle af jer andre til at slutte op om det, for det her gælder os alle, og jeg kan garantere at der skal mere end bare min indsats til før der sker noget.

Neo-liberale tåbeligheder

Her kommer lige en svada til, som forhåbentligt hjælper til at give folk et overblik over hvorfor de skiftende regeringen gør som de gør. Hvis du tygger dig igennem den lidt tunge snak om økonomisk teori og eksempler på neoliberal politik i praksis, så skal jeg nok redegøre for hvorfor deres overordnede plan egentlig er en ret dårlig ide senere.

Lige en hurtig note, selvom jeg er uddannet ingeniør indenfor IT, så har jeg også taget kurser indenfor bl.a. erhvervsøkonomi, så hvis nogen af termerne virker lidt indspiste, så må i lige sige til, så vil jeg prøve at omformulere og gøre det nemmere at forstå.

Neo-liberale tåbeligheder

Når jeg skriver neoliberalt, så er det for at referere til overbevisningen om at hvis vi bare indretter os efter det frie marked, så bliver alting bedre. Det er økonomisk videnskab i praktisk forstand, som absolut ignorerer at økonomi er en samfundsvidenskab frem for en naturvidenskab. Der er altså ingen hårde love selvom økonomerne gerne vil prøve at sælge os på ideen, tværtimod så er det mere en "vi tror vidst nok at hvis vi gør noget i denne her retning så sker der nok også noget herovre, selvom det langt fra altid passer". Økonomi er mudret, og der er ingen absolutte svar. Når økonomer prøver at sælge den ide til dig, så er det væsentligt mere en løgn end når TDC lover dig 100% mobildækning i hele landet.

Lad mig gøre det helt klart, jeg er alt andet end tilhænger af det neoliberale økonomiske paradigme der er mest fremtrædende i den offentlige debat i dag. Økonomerne bag det pynter sig med lånte fjer og prædiker noget de burde vide sjældent holder vand. Hvad værre er, at selv hvis man accepterer deres "økonomiske love", så er hvad de har gang i stadig en skidt ide. For at kunne forstå hvad jeg vil snakke om er det nødvendigt med en hurtig introduktion til grundlæggende markedsmekanismer:

• Den første mekanisme de snakker om, er hvad der kaldes "udbud og efterspørgsel", den er rimeligt intuitiv at forstå. "Hvis der er flere der sælger en vare end der vil købe den, så falder prisen og hvis der er mange der vil købe en var der kun er et fåtal af, så stiger prisen". 
• Den anden mekanisme er afledt at den første og kaldes "pris-elasticitet", mekanismen siger at hvis prisen falder, så er der flere der gerne vil købe en ting og hvis prisen stiger, så er der færre der ønsker at købe. Det giver nogenlunde mening, men er langt fra altid sandt.

Disse to mekanismer udgør grundstenen i markedsmekanismerne og er den hellige gral for frimarkeds-økonomer.

Målet er jobskabelse

Tanken er at flere mennesker i job er bedre for økonomien og for landet. Mekanismen "Pris-elasticitet" siger at for at sælge flere arbejdspladser er vi nødt til at sænke lønniveauet, for hvis prisen for at købe arbejdskraft falder, så vil "vi" købe mere af det. Det betyder at lønnen skal ned og da det er pænt svært at overbevise folk om at de skal ned i løn så vi kan få flere i job, må man være lidt kreativ i stedet. Løsningen kommer så i form af "udbud og efterspørgsel". Prisen på arbejdskraft, altså lønnen er jo styret af hvor mange der er villige til at tage et arbejde. Jo flere ledige der er, jo lavere burde prisen på arbejdskraft blive, og så kommer der flere jobs. Det er selvfølgelig knapt så simpelt, heldigvis er der en masse forskellige ting man kan gøre for at få antallet af ledige til at stige og samtidigt være mere villige til at arbejde til en lavere løn. Fælles for de fleste af dem er at de kan både kan beskrives som "forbedringer af konkurrence-evnen" og "nødvendige besparelser".

Det er vigtigt at pointere at ingen af disse beslutninger rent faktisk kræver en samlet "plan" for at blive ført ud i livet. Når man stiller spørgsmålet "hvordan får vi flere jobs til Danmark, så er det bare det nemmeste svar at give (ligesom hvordan sælger vi flere X? Sænk prisen er et nemt og simpelt svar på det forkerte spørgsmål)? Uden at gå for meget i detaljerne, vil jeg bare sige at stort set alle arbejdsmarkedsinitiativer det seneste årti kan forklares indenfor dette paradigme, om det så er:

• Den øgede hetz på ledige (jobcentre, ugentlig antal ansøgninger, ligegyldige kurser).
• Forøgelsen af pensionsalderen.
• Afskaffelse af efterlønnen (som oprindeligt blev indført for at sænke ungdomsledigheden).
• Forsøg på at folk hurtigere igennem uddannelserne
• Stramninger på invalide- og  førtidspension samt sygedagpenge
• Løntilskudsordninger og aktivering
• Dagpengeforringelse
• Kontanthjælpsnedslagtningen
• "Nyttejobs"

Disse tjener alle til at øge udbuddet af jobsøgende mennesker, som så skal hjælpe med at få lønnen ned. Jeg har prøvet at fatte mig i rimelig korthed, mest fordi det begyndte at fylde helt utroligt meget og være pænt kedeligt. "At forbedre konkurrence-evnen" bliver ganske ofte nævnt af regeringen i forbindelse med de reformer nævnt ovenfor, og det betyder helt konkret at få sænket lønnen for alle.

Kampen mod fagforeningerne

Når det kommer til at få sænket lønnen, er de traditionelle fagforbund er klart et problem. De har kæmpet hårdt og længe imod løndumping, så derfor er det et mål at få svækket deres indflydelse. Dette er allerede godt undervejs:

1. Tillad folk at have en A-kasse uden at være medlem af en fagforening, på den måde mister fagforeninger deres vigtigste funktion i "fredstid".
2. Sæt et kunstigt loft over hvor stort et fagforeningskontigent man kan trække fra i skat. Det vil presse fagforeningerne økonomisk, fordi deres medlemmer bliver presset først. Dette gøder også jorden for at folk kan melde sig ind i gule fagforeninger, som hverken har en strejkekasse eller besværet med at skulle kæmpe for en god overenskomst. I den sammenhæng er der to fordele, den først er at det svækker de reelle fagforbunds forhandlingsgrundlag og den anden er at hvis det kommer til en konflikt, så får fagforbundene meget svært ved at lave en effektiv blokade. Folk hedder jo nu "anderledes organiseret" frem for "skruebrækkere". "Del og hersk" er vejen frem på denne front.
3. Statuer et eksempel mod en stærk fagforening indenfor et niche-fag som er ude af stand til at lamme hele landet. Margaret Thatcher valgte at opkøbe 2 års kulreserver og derefter knuse kulminearbejdernes fagforening selvom de strejkede i 12 måneder i træk. Den siddende regering valgte at stille folkeskolelærerne op mod muren, med Kommunernes Landsforening som deres stråmand. Forventningen var at deres strejkekasse kunne holde i ca. 6 uger, i tide til at nå de almindelige afgangseksaminer. Da Dansk Lærerforening valgte at udstede lån i stedet for rene erstatninger (en absolut geni-streg, omend med store konsekvenser for lærerne) blev regeringen så tvunget til at vise deres hånd og lave et indgreb.

Nemt, simpelt og forkert

Som jeg nævnte lidt tidligere i mit indlæg, så er "sænk lønnen" det nemme svar på det forkerte spørgsmål. Hvis man gerne vil tjene penge på at sælge et produkt, så skal man spørge sig selv, "hvordan tjener jeg flere penge på at sælge dette produkt", i stedet for "hvordan sælger jeg et større antal af dette produkt". At sænke prisen kan godt hjælpe dig med at sælge flere enheder af dit produkt, det gør samtidigt at din fortjeneste pr. solgte vare falder dramatisk. Selvom det næsten altid giver flere solgte enheder at sænke prisen, så er det langt fra altid at det er det rette at gøre for at øge fortjenesten på et produkt. Til tider kan det være en fordel at hæve prisen i stedet. Det er bedst forklaret med et lille regneeksempel.

Eksempel: Vi har en vare der koster 7 kr af fremstille, og den bliver solgt for 10 kr. til den pris sælger vi 10.000 enheder om måneden. Hvis vi sænker prisen med 25% (til 7,50 kr) så får vi dobbelt så mange kunder (så vi kan sælge 20.000 om måneden), hæver vi prisen med 50%(til 15 kr) så mister vi også halvdelen af kunderne (så kun kan sælge 5.000 om måneden), Hvilken en af de 3 priser er bedst?

• Ved en salgspris på 10 kr pr. enhed tjener vi (10-7)*10.000 = 30.0000 kr om måneden.
• Ved en salgspris på 7,50 kr pr. enhed tjener vi (7,50-7)*20.000 = 10.000 kr om måneden.
• Ved en salgspris på 15 kr pr. enhed tjener vi (15-7)*5.000 = 40.000 kr om måneden.

Hvis vi kigger på arbejdsmarkedet i det perspektiv, så kan vi spørge os selv om det vi gerne vil opnå er flere jobs, eller en bedre økonomi. Ved at presse lønnen får vi nemlig kun skabt jobs som folk vil betale en skodløn for at få udført, samtidigt udhuler vi fortjenesten for resten af arbejdsmarkedet, så vi alle bliver fattigere, og der bliver endnu færre penge til at betale for de fælles udgifter. Når der så kommer et opsving og ledigheden falder, vil lønnen samtidigt stige igen(udbud og efterspørgsel virker jo begge veje), og alle de lavløns-jobs vi har lokket til ved at presse lønnen i bund over hele linien, vil derfor forsvinde i en fart. Det virker derfor som en utroligt kortsigtet og meget dårlig løsning på noget som kun blev til et problem fordi vi insisterede på gøre det til et problem. Lidt som at tisse i bukserne hjælper på den meget korte linie, men derefter bliver mere problematisk. Lige for tiden vil spørgsmålet "mine bukser er våde og jeg fryser, hvad skal jeg gøre?" give svaret fra økonomerne: "Her drik noget mere og tis igen, det bliver forhåbentligt snart sommer."

Hvad med alle de varme hænder vi skal bruge i 2020?

En af de ting der blev snakket meget om, da de neo-liberale tiltag rigtigt tog fart var at vi har nogle store generationer der går på pension efter 2020. Det betyder at rigtigt mange danskere går på pension og fordi generationerne der kommer ind på arbejdsmarkedet i den anden ende er betydeligt mindre, så vil vi komme i klemme i forhold til hvor mange "varme hænder" der er til at hjælpe de helt utroligt mange pensionister der er. Det er ganske rigtigt, men de tiltag vi er gået igang med nu, svarer lidt til at sætte bilen i 2. gear mens man stadig kører på motorvejen, bare fordi der ligger en stejl bakke man skal køre op af senere på køreturen(for dem der er mindre velbevandrede i bil-kørsel kan det nævnes at det er ualmindeligt ubehageligt at sætte bilen i 2. gear på motorvejen, både for passagerer, medtrafikanter og gearkassen selv).

Konklusion

Hanlon's Razor siger at man aldrig skal tillægge skidte intentioner til hvad der retteligt kan forklares med inkompetence. I dette tilfælde er jeg overbevist om at det er et uheldigt sammentræf af politikere der stiller de forkerte spørgsmål og har en for kort tidshorisont. De vil hellere virke aktive end at skulle forklare folk at "hey, der er nedgangstider, så vi vil have en del folk der går ledige en overgang og minus på statsøkonomien indtil tingene bliver bedre". Så hellere lave drastiske indgreb, så folk virkelig kan føle at krisen kradser og opleve at politikerne udviser mod og ansvarlighed. At det i den grad er en forkert strategi er jo så ved at blive åbenlyst for selv almindelige danskere, desværre kan vi kun forvente mere af samme skuffe hvis/når VKLA kommer til magten, hvilket nok forklarer hvorfor de store demonstrationer foran Christiansborg er udeblevet.

Diskussion

• Er hele min argumentation bygget på en retorisk stråmand? (Giv mig nogle argumenter for at det er andre ting som driver værket rundt)
• Er der nogle ting jeg skal prøve at formulere bedre eller anderledes?

National stolthed på venstrefløjen

Efter jeg er begyndt at skrive mine politiske tanker og ideer ned og sprede dem ud til resten af verden, er mit behov for selv-reflektion også steget dramatisk. Mens jeg tidligere kunne læse forskellige holdninger rundt omkring og bare tage stilling til om jeg var enig eller ej, så er jeg nu nødt til at tænke lidt dybere over hvor deres holdninger kommer fra og hvordan min enighed (eller uenighed)  med de holdninger passer ind i min samlede opfattelse af mig selv. Jeg er altså nødt til at samle alle de forskellige puslespilsbrikker jeg har af små holdninger til ting og få det til at passe ind i en større helhed. Det betyder også at man ind i mellem må erkende at nogen af ens brikker og holdninger, udelukker hinanden, og derfor må man lave nogle tilpasninger og komme til nogle erkendelser.

National stolthed på venstrefløjen

Den ting der nok absolut generer mig mest ved Dansk Folkeparti, er at de gennem deres navn og deres handlen har taget ejerskab for danskheden, og i samme ombæring tillader sig at definere den som ting jeg kan være rygende uenige i og skammer mig over. Det er et træk der er gået igennem for den nationalistisk højrefløj igennem tiden, man spiller på den nationale stolthed og når folk så har travlt med at kigge op på Dannebrog der står så flot og blafrer i vinden, så sniger man en masse snavs ind under næsen på folk, typisk ved at definere nogle uønskede elementer, enten ved opførsel, handikap , politisk overbevisning, etnisk herkomst eller seksualitet. Pludselig er der sat lighedstegn imellem national stolthed og homofobi, eller national stolthed og ekstrem racisme, og det er jeg helt abnormt ked af. Indtil videre har jeg valgt at beskrive mig selv som "socialliberalist", og i den beskrivelse er der intet der lugter af national stolthed.

Socialisme er international

Den socialistiske bevægelse har fra starten haft et internationalt præg, det var en arbejderbevægelse der skulle forene folk fra hele verden og skabe fred og velstand over alt. Et absolut nobelt mål, men det betyder også at for rigtigt mange, så er socialister direkte fjender af en national identitet, alle socialistiske stater skulle forenes i et arbejderparadis der skulle omslutte hele verden. Historien vil vide at tingene fik en lidt anden drejning, men den oprindelige yderste venstrefløj mente at hvis de fik magten, så skulle Danmark straks underlægge sig Sovjetunionen, hvilket i bakspejlets klare lys, er en pænt skræmmende tanke. Nu er sovjet blevet fortid, men en del af det fællesskab der snakkes om, er stadig et der går på tværs af grænser og helst gerne så alle nationer nedlagt. Det giver god mening når man husker på at de forrige århundrede var domineret af to verdenskrige mellem nationer, ingen nationer, ingen til at bekrige hinanden, alle vinder. I den tidsperiode jeg er vokset op i, er det dog borgerkrige der dominerer billedet, så tanken om at afskaffe nationalstaterne virker overflødig eller direkte skadelig.

Nationalisme ynder gerne at tage socialisme som gidsel, i stil med hvad Dansk folkeparti har gjort, hvor de hævder at støtte op om samfundets svage, mens de i virkeligheden dyrker en ren nationalistisk agenda. Nok snakker de om at tingene skal gøres bedre for alle, men når det kommer til stykket kan man få ret mange sociale forringelser gennemført, hvis man bare vil opføre lidt grænsebomme.

Liberalisme er hævet over landegrænser

Grundtanken i liberalisme er at sætte individet i centrum og fokusere på den enkeltes rettigheder. En af de rettigheder er retten til at rejse frit omkring. Historisk handlede det om at have lov til at forlade sin hjemstavn og søge lykken et andet sted, men den samme rettighed betyder også at det er problematisk for dem at insistere på at folk skal holde dig uden for et lands grænser. Generelt er de liberalistiske tanker orienteret på et niveau der hverken efterlader plads eller behov for national stolthed.

Hvor socialisme ville forhindre krige ved at sørge for at alle var på samme hold, så vil liberalisme forhindre krige ved at afskaffe alle holdene komplet. Begge løsninger indebærer lidt at man kasserer ideen om at man tilhører et specifikt land. Det er så der jeg kan se at der er et hul i min selvopfattelse. Ingen af de ting jeg siger at jeg er, giver plads til at jeg kan kalde mig dansk og stolt af det. Og hvis man ser bort fra diverse ting som DF har gjort gennem tiden der får en til at blive voldsomt frustreret, så er jeg sku' stolt af at være dansk. Jeg er stolt af at komme fra et land som på trods af at være ganske lille, stadig formår at gøre en markant forskel ude i verden. Det gør mig glad når jeg ser Danmark blive brugt som et eksempel på hvor godt tingene kan gøres. Vi har nemlig så mange ting vi kan være stolte af, og det skal en flok navlebeskuende racister der mener at alting var bedre for 60 år siden lade være med at tage æren for.

Når jeg tænker på Danmark, så tænker jeg på et land som kan finde ud af hvile i sig selv. Et land hvor vi giver plads til at folk kan være forskellige, og samtidigt tager os af de svageste. Et land hvor alle får en fair chance i livet, til at tage en uddannelse, få et godt job og søge lykken. Et land hvor man kan tale frit og forvente at selv dem der er uenige med dig, forsvarer din ret til at sige din mening. Et land hvor vi oftere vælger at gøre hvad der er rigtigt frem for hvad der er nemt. Et land hvor folkestyre betyder at almindelige folk har en reel mulighed for at få indflydelse. Et land hvor vi forstår at knokle igennem for de ting vi tror på, men også slappe af og drikke en øl eller tre ind i mellem. Et land hvor vi er åbne for nye ideer og kulturer, men stadig holder fast på hvad der er rigtigt og forkert. Det er det Danmark jeg er stolt af, og det bør du også være.

Dansk Socialliberalist

Det bliver så den beskrivelse jeg vil bruge om mig selv fremover:

• Jeg tror på at vi som samfund skal gøre hvad vi kan for at sikre den største personlige frihed til alle.
• Jeg tror på at hvis vi deles om at løfte de udfordringer der er i samfundet, så bliver det bedre for alle.
• Jeg tror på at vi kan skabe et Danmark som vi alle kan være stolte af igen.

Overvåg politiet

Så er det tid til endnu et af de forslag som ligger lidt på kanten af tanken om at ideerne helst skal være udgiftsneutrale. I modsætning til tidligere, så vil jeg undlade at argumentere for at tingene kan tjene sig ind igen, da jeg ser dette som en essentiel investering og hvis den skal lykkedes, så forudsættes det at vi undlader at følge den op med et spare-initiativ. Før vi går videre vil jeg sige at jeg generelt mener at politiet i Danmark gør et godt arbejde under til tider umulige forhold. Det betyder dog langt fra at jeg så mener at vi skal holde os tilbage fra at kritisere når tingene kan gøres bedre, eller for den sags skyld at forholde os kritisk til de beføjelser som politiet har i dagens Danmark.

Dette forslag går ganske simpelt ud på at udstyre alle betjente med en videokamera på skulderen der skal optage til alle tider når politiet er "i felten". Det skal optage både lyd og video, og optagelserne skal opbevares i en rimelig tid bagefter. Video-materiale skal så kunne anvendes til retssager og lige så vigtigt i eventuelle klagesager senere. Det er alt for ofte at man hører fra folk at det er nødvendigt at filme politiet hvis der sker noget, fordi når man senere bliver stillet for en dommer og har en lidt anderledes opfattelse af hvordan tingene hænger sammen, så vil retten i næsten alle tilfælde vægte politiets vidneudsagn tungere end personen der er blevet anholdt eller dennes venner. Fra et lidt logisk synspunkt giver det jo også mening, hvis man er blevet fanget med fingrene i kagedåsen, så har man alt at vinde ved at lyve om det. Hvis de tror på løgnen slipper man for straf, hvis de gennemskuer at man lyver får man bare den samme straf som hvis man indrømmede det fra starten af. Betjentene der vidner imod en, er uden nogen part i sagen, og derfor har de ingen grund til at lyve. Når man sætter tingene i det lys, så er det jo klart at retten lytter til politiets vidneudsagn næsten hver eneste gang. Der er en masse grunde til at dette kan være en dårlig ting, som jeg nu vil prøve at opridse.

Det menneskelige element

Vi alle er mennesker, og mennesker er langt fra perfekte. Det har længe været vidst at den menneskelige hukommelse er jævnt elendig og at vi både kan narres til at tro vi har oplevet noget der aldrig er sket, og at vores hjerne vil "fylde hullerne ud" for os, på de ting vi ganske enkelt har glemt. Derudover er der det meget subjektive i personlig bedømmelse, du kan f.eks. stort set aldrig se dit eget kropssprog og derfor har du meget svært ved at bedømme hvad du egentlig "siger" til folk omkring dig. Derudover så vil der typisk være en del dramatik i sådanne situationer, hvilket gør at alle involverede har rigeligt med adrenalin i blodet, og det er om noget med til at farve folks opfattelse af hvad der er sket.

Retsfølelsen

Folks tiltro til politiet bygger på at de kan vide sig sikre på at få en retfærdig behandling. Hvis man bor i et nabolag hvor man gentagne gange oplever at folk bliver uskyldigt dømt eller bare udsat for konstante overgreb fra ordensmagten, så mister man troen på at politiet er der for ens beskyttelse. At man kan henvende sig til dem hvis der er nogle problemer og generelt på at retssamfundet eksisterer for ens skyld. Hvis man mister tilliden til politiet og ordensmagten, så er det vi oplever situationer hvor selv ambulance og brandfolk har svært ved at få adgang til områder, fordi de bliver set som en del af den statsmagt der burer deres venner og bekendte inde, uden nogen grund, og hvis man brokker sig eller på anden måde gør sig bemærket, så får man lov til at blive kropsvisiteret hver eneste gang man skal ud af døren, fordi der er oprettet en visitationszone i ens nabolag. Nu er det blevet moderne at hver eneste gang politiet anholder nogen, så er det frem med mobiltelefonen og filme, det er den eneste måde man kan få en "stemme" hvis man føler sig forurettet. Det virker selvfølgelig kun så længe man har venner nok i nærheden. Sjovt nok skaber det en problematisk situation når kvarterets unge altid går rundt i grupper af 3-5 stykker for at kunne føle sig sikker.

Bøllerne i egne rækker

Selvom politiet gerne vil benægte det, så vil der altid være nogle folk der målrettet går efter at få en stilling der tillader dem at få magt over andre. Det er meget langt fra alle der gør det, men der vil altid være nogen, og de "nogen" vil typisk være et problem både almindelige borgere og for politiet selv. Hvis vi tager en fiktiv afdeling med 20 betjente i, og samtidigt antager at der er blevet indgivet 20 klager over vold fra den afdeling. Så vil vi som mennesker være tilbøjelige til at antage at de klager vil fordele sig nogenlunde jævnt. Nogen vil have nul klager, de fleste vil have en enkelt klage, og nogle enkelte to, måske tre klager. I virkeligheden viser det sig at være ganske anderledes, der vil langt de fleste betjente have nul klager, nogle enkelte vil have en klage og en eller to betjente vil stå for resten.

Det er kort sagt muligt at nedbringe mængden af politi-vold markant ved at skille sig af med nogle enkelte tvivlsomme elementer. Nu er det sådan at magtmisbrug indenfor politiet ofte er meget svært at få opklaret fordi politiets arbejde tvinger dem til at stå sammen i modgang og at have tillid til hinanden når tingene brænder på. Det er den tillid som bøllerne misbruger, så når jorden brænder under dem, kan de presse deres kollegaer til at dække over dem med henvisning til at politifolk skal stå sammen og at det jo handler om at kunne stole på hinanden. Det er den samme grund til at folk sætter tvivl ved ordensmagten, en tvivl som i langt de fleste tilfælde er ubegrundet, men i nogle enkelte tilfælde er overordentligt velbegrundet.

Incitamentsstruktur

I starten af indlægget skrev jeg at en betjent er uden part i en retssag. Det er en lidt fri tolkning af virkeligheden. I virkeligheden har det neo-liberale verdenssyn sneget sig ind af bagdøren, også indenfor ordensmagten. Det betyder at politi-cheferne bliver stillet nogle performance-mål i sigte og belønnet med en bonus hvis de når dem. Selvom den menige betjent endnu er forskånet for den slags (i modsætning til f.eks. England), så vil den slags stadig forplante sig ned igennem organisationen. Hvis man sætter folk til at udføre trafik-kontrol indtil de har nået en vis kvote af bøder, så holder de meget hurtigt op med at lade folk slippe med en advarsel. Det er selvfølgelig svært at vide hvad for typer pres en given betjent er under fra sine overordnede, men den grundlæggende historie om at betjenten er uafhængig af anklagen er usand. Jeg er også overbevist om at en betjent der gentagne gange taber retssager baseret på en erkendelse af at de har husket eller handlet forkert næppe får den mest storslåede karriere indenfor ordensmagten, så der er nogle klare incitamenter til at holde på sit vidneudsagn og få folk dømt.

Så jeg mener altså der er alt muligt god grund til at få sat dette projekt i vandet i en fart. Et af de steder i verden hvor jeg så det anvendt rapporterede et fald i klager over poliets opførsel med 80% om det så er fordi bøllerne i uniform er nødt til at opføre sig eksemplarisk, eller det er fordi det er så utroligt meget nemmere at se hvem der slog først når det er på video skal jeg undlade at gøre mig klog på. Jeg er dog overbevist om at det vil have en god effekt, både for politiet selv, men også for alle andres følelse af retssikkerhed, en følelse der har været pænt undertrykt de det sidste årti, efterhånden som vores rettigheder som almindelige borgere er blevet af først rockerpakken, så terrorpakkerne og endeligt lømmelpakken, men det er emnet for en senere diskussion.

Jeg troede du var imod overvågning?

Jeg er stærkt imod overvågning af almindelige danskere, både fysisk og digitalt. Det er centralt at vi som borgere i Danmark får sikret vores privatliv og grundlæggende rettigheder igen. Politifolk er også borgere og har en ret til at slippe for at blive overvåget i deres fritid. Når de er i tjeneste, handler de på samfundets vegne og derfor er det kun naturligt at vi holder grundigt øje med hvad de går og foretager sig. Jeg er dog stærkt imod at nogen skulle anvende de ting som kameraerne optager til at afholde performance evalueringer eller generelt vurdere om de tager sig en kaffepause mere end de burde på en vagt. Det handler om at sikre retfærdighed for alle i samfundet, frem for bare at prøve at "optimere" på hvornår betjente på vagt holder en velfortjent pause.

Da jeg søgte lidt rundt på nettet omkring emnet stødte jeg også på en bekymring om at betjente udstyret med kameraer også vil resultere i øget overvågning af almindelige borger. Det ser jeg lidt som en stråmand, da kameraerne kun vil opleve det samme som politifolkene allerede selv ser.

Hvad så med økonomien?

Jeg sagde oprindeligt at jeg gerne ville undgå at dette blev til en spare-øvelse. Nogen mener at man kan spare en del politi-tid på sagsbehandling og retsforfølgelse senere, fordi de folk som er blevet taget på video igang med at begå en forbrydelse, typisk vil erkende deres skyld når de selv ser videoen. Det samme gælder i klage-sager hvor opklaringsarbejdet kan gå væsentligt hurtigere når man rent faktisk har optaget hvem der sagde hvad og i hvilken rækkefølge (nogen der sagde "perle"?). Endeligt vil betjente kunne spare tid i vidneskranken, fordi de i en del sager bare kan henvise til optagelser, frem for selv at skulle stille sig op til et krydsforhør i arbejdstiden. Alt sammen ting der bør give bedre tid til at udføre almindeligt opklarende og præventivt politi-arbejde. De tanker er jeg egentlig enig i, jeg tror dog at de gevinster primært vil betyde at man kan få dækket investeringen i alt det ekstra it-udstyr på en fornuftig måde, frem for at det giver anledning til at skære ned på antallet af almindelige betjente rundt omkring i landet.

Konklusion

Jeg tror at denne ide både kan være med til at få ryddet ud i en masse problematiske elementer indenfor politiet, det kan give hurtigere ekspedition indenfor retssager til gavn for både politi, samfund og vigtigst af alt, ofrene og så tror jeg på at det kan hjælpe til med at oprette en følelse af retssikkerhed i Danmark, hvilket jeg tror at alle der føler sig udsat for marginalisering af ordensmagten, herunder første-generations danskere, vil blive glade for.

---

Ting der er værd at diskutere:

• Hvor længe bør vi opbevare det film der bliver optaget?
• Hvordan sikrer vi at kun de rette folk får adgang til optagelserne?
• Hvilke etiske og moralske aspekter har jeg overset (der skal nok være nogen)?

At stemme blankt

Som en naturlig følge af at jeg går og føler mig politisk hjemløs for tiden, kommer diskussionen om det så også er oplagt at stemme blankt når det kommer til valgperioderne, for at vise sin utilfredshed. Jeg kan sagtens følge tanken om at det sender et budskab, desværre er det et budskab der er gratis at ignorere. Mandaterne eller pladserne i byråd og regionerne bliver jo stadig fyldt op, og det stadig med de samme kandidater som vi gerne så kasseret. Folk havde i årevist stemt blankt for at sende et budskab, og resultatet deraf er nu at i officielle stemme-optællinger der bliver blanke og ugyldige stemmer sidestillet. Så i stedet for at det ser ud som om man har givet et solidt politisk budskab om utilfredshed med udvalget, så ser det ud som om at man mangler de motoriske evner til at udfylde en stemmeseddel korrekt.

Om man stemmer blankt eller helt undlader at stemme er for det politiske valg-apparat det samme. Kommunal og regionsvalgene har historisk haft en deltagelse på under 60%, så når du overvejer at stemme blankt, så husk på at der allerede er 40%+ af befolkningen der gør det allerede, og det har gjort lige nøjagtigt nok indtryk til at der bliver brugt penge på busreklamer for at stemme til valget, men historien om "at folk er for dovne til at stemme" er på ingen måde blevet anfægtet. Der er ingen der har overvejet at grunden til at folk undlader at stemmer måske er fordi de føler at det er nytteløst eller bare at udvalget af kandidater og mærkesager er for tyndt?

Jeg kan sagtens forstå folk der læser op på emnerne, vurderer kandidaterne og derefter forkaster dem alle som en. Det er acceptabelt i min bog, hvis udvalget er noget skidt, så kan man godt takke nej første gang. At stemme blankt kommer dog også med en forpligtigelse. Som borger i et demokratisk samfund, så er det bydende nødvendigt at man derefter tager ansvar og gør en indsats for at sikre at der bliver rettet op på manglen før næste valg. De fleste vil insistere på at de er uegnede til at være politikere, men der er forskel på at være politisk aktiv og at være politiker. Det er ude i de enkelte partiforeninger at grovsorteringen af hvem der skal stå på stemmesedlen foregår. Det er også værd at huske på at de fleste af os har 3-4 ting vi både har en holdning til og finder vigtigt. Lige som jeg skriver her for at blive klogere på mig selv, og få udfordret nogle af mine holdninger, så er det internt i partiforeningerne diskussionen lever. Det er her man arbejde for at sikre at ens kandidat har styr på de ting man selv finder vigtigt og sørger for at der sker noget på den front. Når først de forlader de "trygge" rammer indenfor partiforeningen så ændres samtalen fra at være en diskussion til at være en debat. Målet er nu at få ret, og at vise alle andre at man har ret.

Når vi føler vi bliver angrebet, så falder vi nemt tilbage til "kæmp eller flygt" refleksen. Det samme sker i en debat når vores holdninger bliver anfægtet, enten så får vi travlt med at forsvare os, benægte fakta eller komme med et modangreb, sjældent er svaret "det lyder nyt for mig, fortæl mere, kan være jeg har taget fejl alt denne tid". I en intern diskussion er det muligt at blive klogere, ændre sin holdning og nå frem til en bedre løsning end hvad man kan udrette når man samtidigt skal tage sig godt ud overfor alle tilhørerne. Så derfor er det også centralt hvis man skal have de folkevalgte til at ændre deres holdninger til det bedre at man engagerer sig med dem på i et forum hvor de har mulighed for at blive klogere på tingene uden at miste ansigt, hvor de kan svare ærligt tilbage, lufte bekymringer og generelt tygge på tingene. Dette uden at de senere får deres usikkerhed og åbenhed brugt mod dem når de skal til at føre valgkamp og offentlige debatter hvor modstanderne på ingen måde er interesserede i at blive klogere. Ligeledes er det vigtigt at de holdninger er noget man får bearbejdet før de er blevet "hærdet" gennem offentlig debat.

Når det kommer til stykket, så er vi alle lidt ansvarlige for at S, SF og R er fløjet langt langt mod højre. Ingen af os fik fingeren ud, tog snakken med kandidaterne og forklarede hvorfor en ide som f.eks. "nyttejobs" er en skidt ide. Det er nok af den samme grund at jeg kan se i DR's kandidat-test af det kun er kandidater uden for de store partier(enhedslisten har ingen kandidater opstillet i Hillerød) der har svaret "meget uenig" til spørgsmålet: "Det er en god ide at sætte kontanthjælpsmodtagere til at udføre nyttejob som for eksempel at rydde sne og feje fortove for en løn, der svarer til kontanthjælp". Hvis nogen skulle være i tvivl om hvorfor det er en horribel ide, så kan det også formuleres således: "Syntes du at det er en god ide at tvinge folk til at udføre hårdt fysisk arbejde på alle døgnets timer til en løn på under 40 kroner i timen, uden basale rettigheder så som retten til ferie, mulighed for at spare penge sammen(held og lykke med det når du får 40 kr i timen) og løn under sygdom?" De fleste af kandidaterne fra partier på "venstre"-fløjen er delvist enig eller meget enig med den udtalelse. Selv de enkelte kandidater fra S, SF og Radikale der er delvist uenige med spørgsmålet, har smidt en bemærkning med der understreger at de syntes det er helt i orden at tvinge folk ud i nyttejobs, men at de er lidt uenige med om f.eks. snerydning nu er det rette at sætte dem til.

Da lærerkonflikten kørte på sit højeste, var der en del folk der opfordrede lærerne til at melde sig ind i den lokalforening der havde opstillet Bjarne Corydon, så de kunne sørge for at hans mulighed for at genopstille til næste folketingsvalg blev fjernet. Han skulle ganske enkelt stemmes ud af kandidatlisten. Den slags virker selvfølgelig kun hvis man så også sørger for at finde nogle andre kandidater der kan tage hans plads, men det er reelt mere af den slags der skal til for at få os tilbage i den rette spor. Alternativet er at oprette et nyt politiske parti som f.eks. Forenede Demokrater og så vente på at de vildfarne partier kravler under spærregrænsen.

Indenfor IT-udvikling står vi ofte i en situation hvor vi kan vælge imellem at prøve at bygge videre på det gamle system med hvad det måtte have af skavanker, eller lave et helt nyt system fra bunden af. Det typiske valg er at starte på noget nyt, fordi det er mere spændende og umiddelbart nemmere. Man kan jo starte helt forfra uden at skulle tage stilling til alle de problemer det gamle system har. Ofte er dem der vælger at laver det nye, folk der har set hvor det gamle er nu, men ingen forståelse har for hvordan det mon er endt der. De starter så på en frisk, og bruger ret mange kræfter på at prøve at nå frem til det niveau det gamle system havde. Undervejs bliver nogle af de samme fejl gentaget, og forsøg på at undgå de fejl der eksisterede i det gamle system fører til at man i stedet løber ind i andre problemer. Hvis man er heldig ender man med noget nyt, måske bedre, men alt for ofte spilder man bare en masse energi på at genopfinde den dybe tallerken.

Det er nok det der gør at jeg hælder mere til at slutte mig til et af de etablerede partier, selvom de er groft på afveje med den politik de fører nu. Hvis man kan køre af sporet på 2-3 år, så bør det også være muligt at rette op på tingene igen på nogenlunde den samme tid eller måske lidt længere. Omvendt så tvivler jeg på at det er muligt at opbygge en velfungerende venstrefløj fra bunden af, på mindre end et årti og jeg tror det er længere end jeg tør vente, også selvom de givet vis vil undgå at have de samme pletter på deres omdømme (men helt sikkert får nogle andre i en fart når den tid kommer). Jeg er stadig i tvivl om det er Det Radikale Venstre eller Socialdemokratiet jeg bør slutte mig til, men uanset hvad skal støvet nok have lov til at lægge sig efter kommunal og regionsvalget før jeg træffer min endelige beslutning. Jeg vil nemlig gerne snakke lidt mere med nogen af de folk som er indenfor partierne først og de har sjovt nok ret travlt lige for tiden.