Hvorfor gensidig forsøgerpligt er noget skidt

For nyligt var jeg til min første demonstration mod kontanthjælpsreformen. Jeg er sikker på at der nok skal komme flere. Til demonstrationen stillede ind til flere talere sig op og brokkede sig over indførelsen af gensidig forsørgerpligt. De fleste er overbevist om at gensidig forsørgerpligt er en skidt ide. Det jeg oplevede til demonstrationen var at de færreste var i stand til at forklare hvorfor det er en skidt ide. Regeringen har påstået at indførelsen af gensidig forsøgerpligt handler om sidestille gifte mennesker og folk der bare er samboende. Det er dette argument alle folk har travlt med at skyde ned. De fokuserer på at gifte folk får lov til at udnytte hinandens fradrag, en mulighed samboende mangler. Det er helt rigtigt. Det er også ganske irrelevant. I stedet for at fokusere på regeringens håbløse argument for indførelsen, bør vi tage et skridt tilbage.

Balance i et parforhold er vigtigt. Begge parter skal tilføje noget og helst i lige store mængder. Ellers ender den ene med at bestemmer det hele, og begge parter med at afsky hinanden. Før kvinderne trådte ind på arbejdsmarkedet var det normalt at have en enkelt forsørger i en familie, og en der gik hjemme. Nu er det normalt at begge arbejder. Når vi snakker arbejdsløshed, kan det være giftigt for et forhold. Hvis kun den ene part arbejder, sætter det et betydeligt pres på dem begge. Der opstår nemt en forventning om at den arbejdsløse bør klare alle de huslige opgaver, på trods af at de samtidigt forventes at søge nyt arbejde på fuldtid. Det er psykisk hårdt at være arbejdsløs, men samtidigt ser det ud som om man har massere tid til at nå det hele. Oven i det forringes familiens samlede økonomi. Hvis man er den part der stadig arbejder, kan det være svært at acceptere at man skal lide afsavn fordi ens partner mangler arbejde. Og som ledig kan det være hårdt at føle at man nu er økonomisk belastning, fordi man nu tilfører væsentligt mindre til den fælles økonomi.

Derfor er gensidig forsørgerpligt noget skidt. På kontanthjælp kan man klare sig selv. Også selvom der næppe det store til fællesøkonomien. Sådan er det. At fjerne kontanthjælpen helt betyder at alle penge man skal bruge, skal ens partner levere. Julegaven til kæresten? Den har han selv betalt for. Overrask hende med blomster? Dem har hun selv betalt. Lav en lækker middag til når din partner kommer træt hjem fra arbejde? Kun hvis du kan få udbetalt lommepenge af din partner inden de tager på arbejde om morgenen. Gensidig forsørgerpligt sætter parhold under pres. Dem der bliver presset er så også dem der mest har brug for støtte. Derfor bør gensidig forsørgerpligt droppes. For gifte såvel som samboende.

Hvis man en enlig er den også noget skidt. Så har man tre valgmuligheder. Man kan forblive enlig. Så er man immun for reglerne. At være arbejdsløs er hårdt for psyken. At være tvunget ud af mulighed for samvær og kærlighed hjælper næppe. Man kan finde sammen med en anden person på kontanthjælp. Så skal de begge finde et job samtidigt, alternativt så må den der arbejder acceptere at de første 21.000 kroner der bliver tjent ingen forskel har på privatøkonomien
Sidste mulighed er at finde sammen med en person som både har økonomisk overskud og vilje til at afholde ens leveomkostninger. Det er næsten at sidestille med prostitution. Held og lykke med at finde kærligheden når det kommer med et 7.000 kroners prismærke med. Og det er selvfølgelig hver måned de penge skal betales.

Hvad med privatlivet?

Gensidig forsørgerpligt knuser parforhold og privatøkonomier. Derudover er der en detalje jeg sjældent hører nævnt. Det er kommunen der bedømmer om folk er samboende. For at kunne gøre dette skal de jo kende til personerne. Det betyder at alle ugifte kontanthjælpsmodtagere skal have kommunen ind i deres privatliv. Sådan helt ind. Kommunen vil tage stilling til hvem der sover i din lejlighed, hvor ofte de gør det og hvor. Hvordan de vil gøre det, uden at kigge ind af vinduet jævnligt kan man spørge sig selv om. Os der har et arbejde, kan også blive spioneret på, hvis vi omgås med ledige under mistanke. Ingen går ramt forbi. Oven i det kommer mistanken om socialt bedrageri. En mistanke som alle ledige nu skal døje med. Jeg har tidligere beskrevet hvordan det var ekstremt problematisk for enlige forældre. Nu vil de overføre denne ide til alle ledige.

Det er en krænkelse af privatlivets fred. Både for de ledige, men også for alle os andre. Kommunen skal jo søge informationer overalt. Så du kan risikere at blive udspurgt om dine venner og bekendte. Det offentlige vil aktivt opsøge folk og forsøge at få dem til at angive deres venner. Den slags hører til i et totalitært kontrolsamfund som DDR. I Danmark burde det aldrig komme på tale. Men nu er det her. Indtil vi forener vores kræfter og smider den "røde" regering på porten.

Dette er mine argumenter for hvorfor gensidig forsørgerpligt er noget skidt. Næste gang nogen snakker om det, så snak om den slags, og lad være med at blive fanget i fradragsfælden. Det er en blindgyde. Ligeværdighed i parforhold. Moderne parforhold betyder økonomisk uafhængighed. Ingen prostitution af ledige. Og næsten aller-vigtigst. Ingen kontrol-fascisme i det danske land.

Undervis når eleverne er vågne

Den gennemsnitlige teenagers krop fortæller dem at de bør sove i tidsrummet 01-10. Hvorfor starter vi så undervisningen klokken 8.00 i folkeskolen og gymnasiet? Det betyder at de første 2-4 lektioner er går tabt. Eleverne sover stadig. Hvad om vi droppede at undervise før klokken 9.30 for 7. klasse og op i folkeskolen og før klokken 11 i gymnasiet? Vi kan med fordel rykke undervisningen til om eftermiddagen. Skoledagen skal have den samme længde. Bare uden at spilde de første 2-3 timer på sovende elever.

Normalt når vi snakker om mennesker og søvn, inddeler vi dem i morgenmennesker og natteravne. Nogen folk er friske og klar til kamp tidligt om morgenen, mens andre har svært ved at falde i søvn om natten før klokken har passeret midnat. Det viser sig at denne søvnrytme er baseret på folks interne ur. Er ur som de har meget lidt kontrol over. Alle kender oplevelsen af at have fri dagen efter, glæde sig til at kunne sove ekstra længe, og så alligevel vågne tidligt på morgenen og være lysvågen. Også selvom man er kommet lidt senere i seng. Det er kroppens indre ur der træder i karakter. Det holder styr på hvornår du skal være vågen og klar i hovedet, hvornår du bliver sulten og hvornår du bliver træt.

Det er sjældent at kroppens indre ur tror at en dag varer præcis 24 timer. Hvis det tror at dagen kun varer 23 timer, vil du typisk være et morgenmenneske, fordi dagen altid er en smule længere end din krop forventer. Hvis dit indre ur tror  at dagen er 25 timer lang, er du nok en natteravn. I løbet af dagen vil kroppen justere sit ur ud fra hvor meget sollys man får ind. Om vinteren er dette problematisk for nogen. Mindre sol betyder at kroppen mangler noget at rette ind efter. Personligt bruger jeg en dagslyslampe i vinterhalvåret. Den hjælper mig med at holde en fornuftig døgnrytme.

Ud over vinterens kommen og gåen ændrer vores døgnrytme sig igennem hele livet. I de tidlige leveår er de fleste morgenmennesker. Særligt i weekenderne. Til stor fortrydelse for forældrene der bliver vækket klokken skidt om morgenen, på en søndag, af deres unger der pludselig er lysvågne og aktive. Når vi når til teenageårene skifter dette søvnmønster ret kraftigt. De fleste af os bliver natteravne. Og deraf kommer stereotypen om dovne teenagere. Vi mennesker fungerer sjældent særligt godt når vi kun får halvdelen af den søvn vi skal bruge. At hive en teenager ud af sengen klokken 6.30 svarer til at nogen kommer og vækker dig klokken 3 om natten. På en dag hvor du skal møde klokken 8-9 stykker. Der er ret gode chancer for at dit humør og din mentale tilstedeværelse er mildest talt mangelfuld.

Hvad med alle de andre?

I et tidligere indlæg omkring endnu en skolereform, argumenterede jeg for at folk er forskellige. Vi skal lave være med at prøve at vælge den eneste rigtige løsning. Løsningen som er forkert for alle. Bare i forskellig grad. Det mener jeg stadigvæk vi skal undgå. Jeg vil tro at de fleste elever, givet et valg, vil vælge at møde senere. Nogen er morgenmennesker selv som teenagere. De skal selvfølgelig så stadig have undervisning som de plejer. I praksis forestiller jeg mig at man fremover sammensætter klasserne ud fra hvornår folk ønsker at starte undervisning. Så på et normalt gymnasium vil du have 3 trin med første lektion enten klokken 8.00, 9.30 eller 11.00.

I folkeskolen er det lidt mere udfordrende, da eleverne allerede er fordelt i klasser. I stedet kunne jeg tro at man måske sørgede for at have de samme to undervisningstimer i starten og slutningen af en dag. Tag en dag der starter med engelsk fra klokken 8-8.45, dansk fra klokken 8.45-9.30 og normalt slutter klokken 13.30. Man kunne så tilføje engelsk ind klokken 13.30-14.15 og dansk ind igen klokken 14.15-15.00. Det ville betyde at eleverne kan vælge om de vil have undervisning 8-13.30, 8.45-14.15 eller 9.30-15.00 på en given dag. Det ville give lærerne mere undervisningstid med færre elever. Det ville også give de elever der havde brug for lidt ekstra støtte i de fag muligheden for at deltage i både morgen og eftermiddagsundervisningen.

Dette er næppe løsningen på alle vores udfordringer. Det er bare en ide. Den burde være relativt omkostningsfri, og kunne give os bedre akademiske resultater på særlige de gymnasiale uddannelser. Ideen er lidt mere besværlig at overføre til de tekniske skoler, da en del håndværksfag gerne starter ganske tidligt. I forhold til sikkerhed på arbejdspladsen og teenageres søvnmønstre kunne man ligefrem sige urimeligt tidligt. Jeg anser det dog som uheldigt at blande mig i hvornår folk ønsker at tage på arbejde. Jeg vil bare gerne tilbyde et alternativ som giver bedre undervisning der hvor det er muligt.

Frem med fakler og høtyve

Ok, måske kun faklerne. Så er det blevet indkaldt til demonstration imod kontanthjælpsreformen på torsdag d. 19. December kl. 16. Det er primært nye politiske initiativer der står bag det. Resten af "venstre"-fløjen sidder jo allerede og trækker i snorene. Jeg er spændt på hvordan det kommer til at forløbe. Om der er held med at samle en folkelige opbakning? Om vi kan råbe politikerne op? Jeg håber på det første, tvivler stærkt på det andet. Hvis vi ønsker at gøre en forskel virker det som så godt et sted at starte som noget andet. Timingen er elendig, men det er jo nok en del af grunden til at lade reformen træde i kraft omkring nytår.

Forskere mener at hvis den amerikanske Tea-party bevægelse havde forsøgt at komme igang på en regnvejrsdag, var den aldrig kommet i luften. Folk ville være blevet hjemme, og bevægelsen havde aldrig fået luft under vingerne. Det tror jeg er rigtigt nok. Derfor er jeg også lidt ked af at de har valgt at lægge det en torsdag lige før jul. Folk er stressede med juleindkøb. Det er koldt (og vådt). Jeg dukker stadig op. Jeg forventer dog at mange folk vælger at gemme deres harme til det bliver lidt varmere i vejret. Særligt med udsigten til at blive sat i futtog på jorden i et par timer. Sådan "ganske præventivt" forstås.

Det er Forenede Demokrater der står som initiativtagere til demonstrationen. De er også i mindre grad kendt som lærer-partiet. Sådan som jeg læser deres parti-program er de mest en ny udgave af SF. På samme måde er "Alternativet" kommet til live, som en pendant til de Radikale. Gad vide hvornår Socialdemokraterne får en direkte konkurrent?

Jeg er stadig ubesluttet om hvorvidt jeg skal slutte mig til S og forsøge at ændre tingene indefra, eller starte / slutte mig til et nyt socialdemokrati. Selvom Forenede Demokrater er hovedinitiativtageren, er de langt fra de eneste der støttet op om det. Jeg vil noget andet end FD, og vil stadig dukke op. Både for at se hvor mange andre der er rede til forandring. Og fordi man skal starte et sted og protester mod kontanthjælpsreformen er et oplagt sted at starte.

Om det er fornuftigt at holde et fakkeloptog foran Christiansborg vil vise sig med tiden. Var det mig der var kommet i klemme, ville jeg nok være fristet til at bruge min fakkel til mere end bare at holde den højt i vejret, når først jeg stod der. Jeg håber at folk opfører sig pænt. Afbrænding af regeringsbygninger eller forsøg derpå ender ofte med at totalitære kræfter bruger det til at gribe magten. Eller bare stramme grebet om befolkningen.

I stedet vil jeg klæde mig varmt på. I tøj der også kan holde mig varmt hvis politiet sætter os i futtog. Og så have en negleklipper i lommen, så jeg kan komme fri hvis behovet for at komme på toilettet melder sig mens politiet mener jeg skal sidde der på asfalten og kukkelure. Endeligt vil jeg øve mig lidt på en sangtekst eller to.

Kan I høre folkets sang?
Høre det klinger fast og hårdt.
Det er musikken fra et folk,
der kaster slavelænken bort.
Når de dumpe trommers bud,
svarers af stærke hjerteslag,
Der skal et bedre liv gå ud i den nye dag.

Hvem går med i vores kamp?
Hvem følger med i vores spor?
Bag stridens røg og damp, kan I da se en bedre jord?
Så gå gennem kampen, til landet hvor friheden bor!

Kan I høre folkets sang?
Høre det klinger fast og hårdt.
Det er musikken fra et folk,
der kaster slavelænken bort.
Når de dumpe trommers bud,
svarers af stærke hjerteslag,
Der skal et bedre liv gå ud i den nye dag.

Vil I give hvad I kan af styrke, dødsforagt og mod?
Vil I tappert holde stand,
så kæmp jer fremad fod for fod.
Og jorden i fremtid skal vandes af martyrers blod.

Kan I høre folkets sang?
Høre det klinger fast og hårdt.
Det er musikken fra et folk,
der kaster slavelænken bort.
Når de dumpe trommers bud,
svarers af stærke hjerteslag,
Der skal et bedre liv gå ud i den nye dag.

Det neoliberale livssyn

Det er vigtigt at kende sin modstander. Jeg er modstander af neoliberalismen. Neoliberalismen er en flygtig modstander. Den har ingen åbne forkæmpere. Derimod har den noget tankegods som siver ind under radaren. Man kommer til at acceptere nogle ting som logiske og fornuftige. Også selvom det er forkert når man tænker over det. Det er nogle af de tanker jeg prøver at samle her. Hvis vi skal gøre modstand imod dette tankegods er det nødvendigt at gøre os klart hvad det er vi kæmper imod.

Det rationelle menneske

Begrebet omkring det rationelle menneske blev udviklet af Nobelprismodtageren John Nash (spillet af Russell Crowe i "A beautiful mind") og brugt til at beskrive hvordan de politiske stormagter ville agere under den kolde krig. Senere blev ideen taget fra "stormagter med atomvåben" over til almindelige mennesker. John Nash har selv udtalt at den sidste ide er helt hen i vejret. Det gav kun mening for ham fordi han led af ubehandlet paranoia og skizofreni. Økonomer ser den sidste ide som et kærkomment værktøj. Det gør nemlig at de kan beskrive alle mennesker som robotter der alene handler ud fra et ønske om at "maksimere deres glæde". Og det er meget nemmere at få til at passe ind i deres økonomiske modeller.

I økonomiske fagtermer kalder de deres ide for Homo Economicus. Det er hjørnestenen i den neoliberale tankegang. Ideen om at vi mennesker er simple lykkejægere. Det er tanken om at vi er 100% ego-centrerede. Homo economicus har ingen plads til medmenneskelighed. Når du giver penge til en hjemløs, så er det alene fordi du selv får en glædesfølelse ud af det. Der er ingen plads til etik. At overholde loven er et spørgsmål om at afveje risiko og konsekvenser for at blive fanget. Fred i samfundet er kun muligt fordi vi forventer at alle andre mennesker også er kyniske psykopater. De fleste økonomer ved godt at vi mennesker langt fra er 100% rationelle. De ser det som et ideal at efterstræbe.

Jeg ønsker at alle folk skal have muligheden for at finde lykken. Derfra og til at regne med at alle folk er psykopater der vil optimere deres egen glæde til alle tider uden betragtning for moral, etik eller deres medmennesker er hvor filmen knækker. I den offentlige sektor blev denne ide indført i 80'erne i bl.a. Storbritannien under navnet "New public management". Mantraet var at offentlige ansatte kun var ude på at mele deres egen kage. For at modvirke dette skulle alle måles og vejes i alt hvad de gjorde og belønnes efter deres resultater.

Hvis man har en hammer ligner hele verden søm. Og når man er økonom kan alting reduceres til penge. Flere penge betyder mere glæde. Hvis man ønsker at få folk til at gøre noget, så giver man dem penge for at gøre det. Hvis man ønsker at få folk til at stoppe med at gøre noget, så straffer man dem økonomisk. I offentlig forvaltning betød det at lønstigninger og forfremmelser alle blev bundet til om man opfyldte sine mål. Ramte man forbi sine mål blev man forbigået eller fyret.

Resultatet var at folk følte sig mistænkeliggjort, umyndiggjort og behandlet som robotter. De mistede lysten og viljen til at gøre et ordentligt stykke arbejde. I stedet gjorde de kun hvad de blev målt på. I Politiet blev de belønnet hvis der var et fald i rapporteret kriminalitet i et område. Det betød at politiet hold op med at optage rapporter når folk anmeldte en forbrydelse. Det så godt ud i statistikken, men gav også kriminelle frit spil. De implicerede fik forfremmelser og bonusser for deres gode arbejde. Hvis man betragter folk som upålidelige, utroværdige opportunister og behandler dem derefter, så får man præcis det man leder efter.

Lyder det som et fedt sted at arbejde? Nej vel. Der er en grundene til at folk spillede "Ding Dong the Witch is Dead" da kvinden bag indførelsen i Storbritannien, Margaret Thatcher, døde. I Danmark har vi udvist mådehold med at indføre denne ledelsesform. Administrationsform er nok et bedre ord for det. At indføre mistro og micromanagement på en arbejdsplads, kan dårligt kaldes at lede. Selvom det offentlige i et vidst omfang har været forskånet for "new public management", så er det grundlæggende tankesæt stadig iblandt os. I stedet for at rette det mod offentlig ansatte, som kunne finde på at sige op, så bliver blikket rettet imod befolkningen som helhed. Særligt folk på offentlig forsørgelse er i søgelyset.

Når beskæftigelsesministeren siger ting som "ingen bliver jo raske af at være på sygedagpenge", så er det Homo Economicus hun taler om. Tanken er at så længe folk bliver belønnet for at være syge, så har de ingen motivation for at blive raske. I rationelle termer er det jo en skide god ordning, man får dagpenge for at gøre absolut intet. Timelønnen er jo astronomisk. Så hvorfor skulle nogen arbejde på at blive raske når de får så god en hyre? Til den absurde påstand kan jeg kun tænke: "Tror ministeren at penge er en form for mirakelmedicin?". Vi giver folk sygedagpenge, så de kan få tid til at blive helt raske før de skal på arbejde igen. Alternativet er at folk går igang for tidligt og gør varig skade på sig selv. Vi giver folk sygedagpenge, så de slipper for at stresse alt for meget over økonomien og kan fokusere på at blive friske igen. Vi giver folk sygedagpenge fordi det er det anstændige at gøre. Som samfund er det vores opgave at hjælpe hinanden på fode igen når uheldet er ude.

Når folk snakker om "at det skal kunne betale sig at arbejde", så er det igen mistroen der hersker. Tanken er at hvis man kan opretholde en nogenlunde levestandard når man er arbejdsløs, så mister man motivationen til at søge arbejde. Det er igen helt hovedløst. Arbejde er med til at give indhold i hverdagen. Vi søger alle sammen en mulighed for at være relevante. For at gøre en forskel. Og for at finde noget mening med hverdagen. For langt de fleste er et godt arbejde grad svaret på den udfordring. Jeg ved godt hvor destruktivt det kan være at mangle noget at stå op om morgenen. Når man føler at man står stille. Når det hele bliver en grå miskmask og man dårligt kan se forskel på weekend og hverdag. Det er et rigtigt trist sted at være. Når man er fanget i det hul, vil man meget gerne væk derfra, og det er næsten uanset hvad folk vil betale en for at blive.

Pisk og gulerod

Der er en endnu mørkere side af "det rationelle menneske". Hvis man tror at folk kun søger glæde, så siger det sig også at de vil forsøge at undgå ubehag. Så hvis det fejler at lokke med en gulerod, så er det lige så godt at bruge pisken. Det er derfor vi står med både den nye kontanthjælpsreform og skolereformen. Formålet er at piske folk til at få sig en uddannelse. Det gamle mundheld siger "man kan tvinge hesten til truget, men ikke til at drikke". Med andre ord, det er håbløst at tro på at folk vil lære noget, bare fordi man tvinger dem til at dukke op på en skole.

Vi er tænkende, følende individer. Hvad bilder de sig ind at snakke om frihed og lighed, og så tvinge folk mod deres vilje. At tro på at folk bare flytter sig fordi man gør det ubehageligt at blive, er virkeligt dumt. At sætte en grænse op, og sige "her vil vi gerne have i holder jer fra" kan fungere. At sætte en grænse op hvor folk allerede er og sige "Flyt jer!" Det gør folk sure. Og med god grund. Det kan måske gå med en flok får. At prøve det med mennesker er både arrogant og kortsigtet. Vi nægter at acceptere den slags fra vores folkevalgte, og efterhånden som folk virkelig kommer i klemme med de nyeste reformer, vil regeringen mærke jorden brænde under sig.

Endnu en skolereform

Jeg har tidligere fortalt at jeg flyttede da jeg var 10 år gammel. Det gjorde at jeg også skulle skifte folkeskole. Fra børnehave-klasse til 4. Klasse gik jeg på en skole på Nørrebro. 5. til 9. klasse foregik på Amager, 10. Klasse tog jeg på en efterskole. I forhold til den nye skolereform vækker det nogle forskellige tanker i mig. I min første skole havde vi en del socialt udsatte børn, og det faglige niveau var presset. Alligevel var der et ret godt sammenhold. Da jeg skiftede skole landede jeg i et nyt miljø. Klassen var mere splittet og der var mobning i udstrakt grad. Det faglige niveau var også meget højere. Efterskoleopholdet tog jeg for den personlige udvikling. Det gjorde den pågældende efterskole rigtigt godt. Der var nogle problemer med mobning, men de løste sig over tid.

Hvis jeg skal relatere min skolegang til den nye reform, så er mine tanker noget i retning af dette: Min første skole ville nok have gavnet af at få udvidet undervisningstiden. Der var en del af børnene hvor det var umuligt at give dem lektier for og forvente at de kunne løse dem hjemme. Derfor ville lektiecafeer og andre støtteordninger have hjulpet markant. Samtidigt ville jeg have det fint med at skulle være i klassen 2-3 timer mere pr. dag. Min anden skole var et socialt helvede for mig. Nok lærte jeg en masse, men hvis jeg var blevet tvunget til at blive i skolen 2-3 timer mere hver eneste dag, så ville jeg næppe have været i live i dag. Min efterskoletid er så meget heldagsskole som noget kan være. Der var ingen problemer for mig med at være der hele tiden og altid.

Det jeg har taget med mig af indtryk fra min skoletid er at en heldagsskole kan være en god ide, men langt fra altid er det. Som så mange andre ting i livet, er der forskellige løsninger til forskellige situationer. Så hvis vi skal indrette folkeskolen på nogen måde, må det være efter det princip. Vi skal holde op med at forsøge at normalisere lærergerningen. Børn og unge er vidt forskellige og de fortjener at blive respekteret for dette. Det vi har nu er et forsøg på at finde en enkelt løsning der passer alle lige dårligt.

I foråret var jeg på kursus med Arbejdernetværket og på det kursus var der bl.a. et par folketingspolitikere vi kunne få i tale. Da jeg spurgte ind til skolereformen lød svaret som følger: "Folketinget udstikker kun rammelovgivninger, nogen rammer er vide, andre er stramme. På det seneste har der været en trend imod meget stramme rammer". Det er en pænt måde at sige at folketinget prøver at detailstyre tingene. Jeg mener at det er en fejl at prøve at styre dette centralt. I første omgang skal folketinget give slip på detailstyringen af folkeskolen. Det skal være op til de enkelte kommuner at gøre hvad de finder bedst for skolebørnene i deres egen kommune.

Målet er at kommunen tager noget af ansvaret og samtidigt giver tøjlerne videre til lærerne. På den måde bliver der igen plads til at indrette folkeskolen efter børnenes behov. På anvisninger af dem der er tættest på udfordringerne og har den bedste viden om hvad løsningen kunne være. For det er lærerne der sidder med svarene. På det højere organisatoriske plan kan jeg sagtens forestille mig at Undervisningsministeriet kan fungere som sparringspartner overfor kommunerne, så de undgår kendte faldgruber og kan tage ved lære af andres erfaringer. Men i sidste ende vender det altid tilbage til lærerne. Deres job er benhård emotionelt arbejde. Og hvis vi forventer at de skal dedikere alt deres energi til at give vores børn den bedst tænkelige uddannelse, så skal de have vores respekt, vores opbakning og ikke mindst retten til at indrette undervisningen som de selv finder det bedst.

Pisa-undersøgelser trækker hver år opmærksomhed, fordi vi på den måde kan se os selv i forhold til andre lande, men de er også irrelevante. Om Finland eller Kina er bedre end os til matematik er underordnet. Det der er relevant i den sammenhæng er om børnene lærer det de har brug for. Lærer de at kunne begå sig i samfundet som hele, afbalancerede mennesker. Får de lært at skille skidt fra kanel, så de er rustet til en verden fyldt med misinformation og propaganda. Har de forudsætningerne for at fortsætte deres uddannelse, om det så er af boglig eller praktisk natur. Og har de tilegnet sig evnerne til at samarbejde med andre, handle selvstændigt og tænke kritisk. Det er den slags ting vi skal bruge folkeskolen til. Og det er der ingen pisa-test der kan måle.

Hvad om vi delte opgaverne?

For tiden går jeg rundt på deltid. Jeg afholder min forældreorlov. Det betyder at jeg kun arbejder tre dage om ugen. Efter nytår ændrer det sig til at jeg kun har en ugentlig fridag. Det fortsætter så indtil en gang i slutningen af foråret. Jeg arbejder med IT-udvikling og skal derfor forsøge at finde løsninger på en masse komplekse problemstillinger. Ofte summer jeg videre over nogen af de udfordringer der er, selv når jeg holder fri. Når jeg arbejder færre dage om ugen, kommer jeg også tilbage på arbejde med bedre ideer. Det giver så at sige et mentalt forspring. Det er nok til at jeg finder tiden til at reflektere lidt dybere over nogen ting. Til at hjælpe med at finde løsninger. En arbejdsdag er stadig mere produktiv end en fridag. Men en fridag er sjældent bare tabt tid.

Jeg arbejder med resultatorienteret arbejde. Så for mig gør det en forskel på den målbare kvalitet af mit arbejde. Jeg vil mene at det også kan gøre en forskel for folk der laver godt-nok arbejde også (for en forklaring på de termer, læs mere her. Det kan være forskellen imellem at have en mentalt udkørt kasse-assistent, der sidder i en dårlig arbejdsstilling og slider sig selv ned. Eller en buschauffør der er i godt humør og tager sig tid til at vente et ekstra par sekunder ekstra på folk der løber efter hans bus, fordi han ved at han kan hente det på tidsplanen igen. Det kan være medarbejderen i serviceskranken på kommunen, der ringer op til en afdeling for at sikre sig at der er nogen, før de sender en gangbesværet person ud og gå den fulde længde af rådhuset. Alt sammen ting som man hverken er en direkte del af jobbeskrivelsen eller det man bliver målt på. Det er dog stadig ting der gør en forskel imellem om vi får en god eller en dårlig dag når vi møder dem.

Så mit forslag er et der er blevet prøvet adskillige gange gennem tiden. Tilbyd offentlige ansatte at de kan få en midlertidig ugentlig fridag. For hver 4 personer der siger ja tak til tilbuddet, hyrer man en ny person ind. Dem der går ned i tid, skal selvfølgelig også gå noget ned i løn. Umiddelbart ville jeg mene at de skulle holde fri uden løn, og så blive kompenseret med en halv dagpenge sats i stedet. Så de får ~400 kr ekstra om dagen for deres fridage. Det vil stadig være en nedgang, men det vil være overkommeligt.

Tidligere forsøg som dette har brugt fuld dagpenge sats, og reglerne om supplerende dagpenge. Jeg vil foreslå halv dagpenge sats. Det betyder at det vil være udgiftsneutralt selv om den man ansætter er person der normalt er på kontanthjælp. Det gør at ingen skal bruge deres dagpengeperiode på at være solidarisk. Folk optjener stadig dagpenge-ret som normalt. Administrativt er det simpelt. Så længe vi holder denne løsning indenfor det offentlige slipper vi for at kreative arbejdsgivere udnytter systemet til egen profit. Grundlæggende er det  lidt løntilskud, men uden lønpresset, usikkerheden og følelsen af at være andenrangs-medarbejder.

Når ledigheden begynder at falde igen, kan man afvikle dele-stillingerne. Indtil da vil man kunne håndtere stigninger i antallet af opgaver ved at inddrage de midlertidige fridage. Det samme gælder hvis nogen folk stopper på arbejdspladsen, bliver syge eller går på barsel. Fordi man allerede har den ekstra buffer er det smertefrit at håndtere den slags. På samme måde kan man vælge at skifte over til nedsat tid i afdelinger som en spare-mekanisme for at undgå at skulle afskedige folk på et tidspunkt hvor deres muligheder for at finde anden ansættelse er helt i bund.

For faggrupper som i forvejen investerer tungt på den emotionelle konto vil det i mit hoved give endnu bedre mening. Jeg tænker her primært på lærerne. Når man ignorerer normaliseringsidiotien, så er det tydeligt at dette er en faggruppe som lægger liv og sjæl i deres arbejde. En nedgang i timetallet og lidt ekstra kollegaer kan vel kun betragtes som en fordel. Særligt nyuddannede lærere kan sikkert bruge lidt ekstra fritid til at bearbejde alting. Når vi så samtidigt har en del lærere gående ledige for tiden, virker det som en oplagt løsning. Alternativet er at de finder anden beskæftigelse så vi står og mangler dem senere.

Hvorfor vente?

Når løsningen er så lige til, hvorfor tøver politikerne så? Svaret er desværre noget vi har mødt før. At sætte folk i arbejde på denne måde vil totalt modvirke den store plan. Så længe de er overbevist om at øget ulighed og lavere løn er fremtiden, vil denne løsning være en trussel. Dette er kun en del af løsningen på de udfordringer vi står overfor. Men den er udgiftsneutral for samfundet og vil helt sikkert hjælpe på sagerne, og det er godt nok til at sætte den på min liste over gode ideer.

Med kultur skal kultur forædles

Kultur er den fælles identitet der holder os sammen og gør livet nemmere i hverdagen. Når vi er hjemme i vores egen kultur, så ved vi hvad vi skal forvente at folk gør i de mest almindelige situationer. Til hverdag har vi kulturen alt for tæt inde på livet, til at vi overhovedet forstår at den er der. Det er kun når man tager ud i verden og ser hvor anderledes tingene kan være, at man ser forskellene, og at man derfor bliver i stand til at tænke over at den danske kultur er sit helt eget væsen. Vores opfattelse af hvad der giver livet værdi, er i høj grad kulturelt bestemt.

Kulturen i Danmark, såvel som i resten af verden, er altid i forandring. Vi bliver alle sammen påvirket af hvad der sker både i vores nærmiljø såvel som i resten af verdenen. Dette sker både gennem tv og internettet, men også ved direkte møder, enten ved at vi tager ud i verden og oplever noget vi tager med hjem, eller gennem indvandring, hvor folk tager deres kulturelle ophav med til Danmark og begynder at dele det med resten af os på hjemmebanen. At dette sker kan ingen fornægte, omend der er forskellige måder at håndtere det på.

I Danmark lider vi under at vi aldrig rigtigt har taget os sammen og defineret hvad dansk kultur handler om. Dette er nok grunden til at DF i den grad har fået lov til at definere den ud fra deres forstokkede verdenssyn omkring hvordan tingene var dengang Pia K. var barn og alting bare var bedre. Det er sygt og der er i den grad et behov for en bedre fortælling om hvad det er dansk kultur handler om.

For mig handler det om lighed og fællesskab. Vi står som samfund sammen om at sikre at alle får en fair chance i livet. Vi er åbne overfor nye indtryk og ideer. Dog vælger vi at sortere i tingene. Så de ting der giver mening at beholde, lader vi blive en del af vores samfund. De ting der bryder med vores værdier, bliver forkastet. Vi er absolut for adspredelse, så længe det sker på en frivillig facon. At en person gerne vil iføre sig en særlig klædedragt er helt fint. At pålægge andre at skulle gå klædt på en særlig måde er absolut yt. Det er en hårfin grænse, særligt fordi det kan være så svært at skelne.

Det betyder at vi til tider skal være klar til at opdrage på folk der flytter til landet. Jeg ville f.eks. forvente at vi tog en alvorssnak med en gruppe tilflyttende amerikanere hvis de valgte at bruge deres frihed til at prøve at benægte kvinder retten til abort. Det er fint at de har en holdning til det og vælger at dele den vidt og bredt. Den holdning skal bare holde sig væk fra at verbalt eller fysisk angribe folk uden for sygehuse, som det ellers ses i deres hjemland. Der er bare visse barbariske traditioner vi er for civiliserede til i Danmark, og det bør vi aldrig være for blege til at kæfte op om.

Kultur er på godt og ondt et samfunds vaner. Det er de gode og dårlige ting vi tillægger os, uden egentlig at tænke over det. En af de dårlige vaner vi har haft, er at sidestille tolerance, med at lægge bånd på vores egen kultur. Dette er en dårlig vane, fordi det giver plads til andre dårlige vaner. Med kultur såvel som med vaner, gælder det at man aldrig kan bekæmpe det ved at forsøge at gøre mindre. Hvis man vil af med en dårlig vane er man nødt til at anlægge sig en anden god vane. Hvis man gør det godt, vil den gode vane fylde mere end den dårlige vane og fortrænge den over tid. Det samme gør sig gældende med kultur. Hvis vi ønsker at bevare og styrke den danske kultur, så skal vi dyrke den. Den skal dyrkes åbent, skamløst og fordomsfuldt. Folk der flytter til Danmark skal gennemsyres af vores kultur. De skal blive danske helt ind i hjertet, om de så vil det eller ej. Selvfølgelig skal de have lov til at bevare deres særpræg. Den danske kultur bygger trods alt på frihed og frivillighed. Men vi skal stadig holde ved vores kultur, også når den kan støde andre.

At blive stødt over noget, er altid et aktivt valg. Hvis folk ønsker at blive stødt, så skal de nok finde noget at blive det over. De vil altid gå og simre i en krog. Den bedste måde at gøre noget ved det, er at åbent og ærligt at ignorere dem. Det er deres valg, og det skal de have lov til. Nu er vi bare i Danmark, og der har vi bedre ting at bruge krudtet på. Så lad os endeligt blive ved med at gøre ting som andre kan vælge at blive stødte over. Så længe vi gør noget der gør os selv lykkelige. Vi er et frit folkeslag og den eneste måde fremmede kulturer opdager dette er ved at vi fejrer det.

Den danske kultur er under angreb. Angrebet kommer fra de der ønsker at omskrive den til at tjene deres egen politiske agenda. Det kommer fra dem der føler at det er vigtigt at vi giver plads til fremmede kulturer. Det kommer fra dem som er grådige og vil forbeholde vores kultur til "rigtige danskere". Og det kommer fra de folk der er for dovne til at engagere sig i deres eget land. Vi er kun 5½ mio. Danskere i verden. I visse lande ville de betragtes som et truet mindretal man bør oprette særlig beskyttelse til. Nok er vi få, men vi er stolte over hvem vi er, vi har haft og kan igen få en stærk kultur-tradition. Det kræver at vi gider gør indsatsen der skal til.

Helt konkret betyder det at vi skal holde fast i alle de gode danske traditioner, og lære dem til hvem der end måtte flytte til landet. Nu står julen for døren og diverse grupper af folk jeg har svært ved at se forenet med gode danske værdier har travlt med at blive stødt over at tilflyttere uden en kristen baggrund rent faktisk ønsker at deltage. Det er da den helt forkerte tilgang. For det første er det en vinterfest vi har fejret længe før kristendommen kom til Norden. Den blev sågar lagt hvor den ligger, fordi det var den eneste måde kristendommen kunne komme ind i varmen til vores vintersolhvervsfest. For det andet, er det da en kæmpe sejr at de begynder at fejre julen. Hvis vi skal drukne dem i dansk kultur, så er julen et oplagt sted at starte. Lad dem føle hjertevarmen og hyggen som den danske jul indebærer.

Det er vores fælles ansvar at dyrke den danske kultur, og at dyrke den betyder også at dele den med andre. Det er den sikreste måde at både bevare vores egen kultur, og sikre os imod diverse uskikke som kan følge med fremmede kulturer. Vi har helt sikkert også en masse ting som vil forfærde andre nationer fra nær og fjern, men det er deres hovedpine. Vi skal bare holde fast i at være dem vi er, og være stolte af det. Og det starter med at droppe den undskyldende holdning til vores egen nationale identitet.

Arbejdsløsheden er fagbevægelsens skyld

Det er min simple påstand. I debatten om kontanthjælp og dagpenge hører jeg ofte at folk har brug for et job. Jeg vil gerne udfordre den holdning lidt. I et jobmarked findes der 2 overordnede grupper af arbejde. Godt-nok arbejde og resultatorienteret-arbejde. Det er et skel folk ofte glemmer. Det er langt fra alle jobs der falder i disse to grupper, men det gør det nemmere at skrive om hvis vi har lavet det skel.

Godt-nok arbejde

Det der kendetegner et "godt nok"-job er at selv hvis man gør jobbet fejlfrit, er der næsten ingen mulighed for at gøre tingene bedre. Klassiske eksempler på dette er en buschauffør eller togfører på en fast tidsplan. Når bare de kører til tiden, så er der intet de kan gøre for at hæve niveauet. Det samme gælder for de fleste kasseassistenter i f.eks. supermarkeder. En trænet kasseassistent kan scanne varer hurtigere end kunderne kan pakke tingene i den anden ende. Så alt evne til at gøre sit job bedre efter det punkt er spildt. Det ses også på butikkernes ansættelsesmønstre hvor de fyrer erfarne (og dyrere) medarbejdere, for at hyre medarbejdere der er et par kroner billigere i timen. Mange stillinger i Danmark hører under denne kategori.

Resultatorienteret-arbejde

Dette er de opgaver hvor der er betydelig forskel på godt jobbet bliver udført. Indenfor IT snakker man om at dygtige programmører kan være 10, 100 eller 1000 gange mere produktive end den gennemsnitlige programmør. Indenfor andre kreative fag så som grafisk arbejde, musik og forfatterskab er det også accepteret at der er en enorm spredning på hvad der bliver leveret. En dygtig jurist kan være gøre forskellen mellem en vundet eller tabt sag.

Der er en del jobs der hverken hører til i den ene eller anden gruppe. Til tider vil folk dog fejlagtigt placere dem i en af grupperne, dette gælder særligt en del bløde fag, hvor det kan være svært at måle eller se forskellen i hvad personen leverer og de derfor bliver betragtet som godt-nok stillinger.

Lønforhandling

Man skelner mellem individuel forhandling og kollektiv forhandling. Hvad der er bedst, afhænger hvad for et type arbejde man forhandler om. Hvis man har resultatorienteret-arbejde er det typisk i både arbejdsgiver og arbejdstagers interesse at have individuel forhandling. En overenskomst vil straffe de dygtigste folk og de vil derfor søge andet job eller bliver mindre produktive fordi de kun ønsker at levere hvad de er blevet betalt for. Hvis man har godt-nok arbejde, vil det typisk være til arbejdstagerens fordel at forhandle kollektivt og til arbejdsgiverens fordel at forhandle individuelt. Typisk vil der også være en middelvej, så som en kollektiv forhandling, med mulighed for at tildele forskellige personlige tillæg til de enkelte medarbejdere.

Kollektive forhandlinger er fagforeningernes område. 

Det er dem der sætter sig ved bordet og forhandler de næste par års lønstigninger og rettigheder for folk på en overenskomst. Og her er det så vi kommer til kødet i min indlæg. For fagforeningerne ved godt at når de forlanger mere i løn, så kommer til til at koste nogle arbejdspladser. Det er trods alt grundlæggende økonomisk lærdom omkring prissætning. Prisen bestemmer hvor meget efterspørgsel der vil være. Dette gælder også for køb af arbejdskraft.

Hvis en af nabolagets unger tilbyder at klippe din græsplæne for 25 kroner per gang så er du nok interesseret. Er prisen er 75 kr. Er det måske interessant alt efter græsplænens størrelse. De færreste vil dog takke ja hvis prisen er 200 kr. For 25 kr. per gang vil du nok ønske at få græsset klippet hver uge. Er prisen 75 kr pr. gang, ville du nok nøjedes med at få det klippet hver anden uge.

På den måde kan vi forholde os til at stillinger opstår og forsvinder alt efter prisen på arbejdskraft. Med godt-nok arbejde gælder det at man ansætter den billigste arbejdskraft man kan finde. Så man kan godt sige at lønnen gælder for alle i branchen. I et frit marked vil lønnen finde et naturligt niveau, hvor alle folk er i arbejde og ingen ønsker yderligere arbejdskraft til den pris. Hvis der var flere ledige stillinger, ville de tilbyde en lidt højere løn og på den måde ville markedet finde en ny hvile-position. Kom der flere ledige til, ville de tilbyde at arbejde for færre penge end dem der havde et job, og så ville lønnen falde. Når lønnen falder, dukker der nye job op. På den måde finder lønnen igen et naturligt niveau at blive på hvor alle er i arbejde.

I økonomi gælder det om at maksimere profitten, og det samme gælder selvfølgelig for lønforhandlinger. Målet er at tjene flest muligt penge til lønmodtagerne. Når vi introducerer kollektiv forhandling, bryder vi dette fine naturlige system. I stedet for at sætte et mål om at have fuld beskæftigelse, så sætter vi lønnen så det giver flest samlede lønkroner. Lad os tage et eksempel: I lille bakkeby er der opgaver nok til at 150 personer kunne holdes beskæftiget. Dog er alting jo forskellige ting værd, så for hver krone lønnen stiger, holder en af de job op med at kunne betale sig. Så ingen løn, betyder 150 stillinger, 50 kroner i timen betyder 100 stillinger, 100 kr i timen betyder 50 stillinger og 150 kroner i timen betyder ingen stillinger. Hvis vi nu siger at der er 110 arbejdsduelige folk i byen. Så vil lønnen finde en balance på 40 kroner i timen, hvor alle har et arbejde.

Nu er spørgsmålet så. Er det den bedste løsning for de 110 folk? Svaret er nej. Lige nu tjener de til sammen 110 stillinger x 40 kroner i timen = 4.400 kroner. Hvis nu 10 af dem besluttede sig for at nægte at arbejde. Så ville de forskellige arbejdsgivere skulle kæmpe om de resterende 100 folk, og en ny lønbalance vil ende på 50 kroner i timen. 100 stillinger x 50 kroner i timen = 5.000 kroner. Det er her kollektiv forhandling viser sin styrke. Ved at stå sammen kan de insistere på en højere løn. Det vil betyde at de som gruppe får en samlet højere løn, også selvom en del af dem bliver arbejdsløse. I vores lille eksempel får man tjent flest lønkroner ved at holde fast på en løn på 75 kroner. Det betyder at der vil være 75 i job, til 75 kr i timen og tjene = 5625 kroner i alt.

Det vil også betyde at 35 mand går arbejdsløse, så hvis den løsning skal fungere, så kræver det at dem i job deler fortjenesten med dem uden arbejde. Hvis vi nu siger at de 35 uden job, bliver ved med at få 40 kroner i timen, selvom de intet laver. Så er de holdt skadesløse i forhold til at tage et job og derved presse lønnen ned igen. Så af de 5625 lønkroner skal vi trække 40 kroner x 35 ledige = 5625 - 1400 kroner = 4225 kroner til fordeling blandt de arbejdende 75, det giver dem 56,25 kroner i timen "efter a-kasse". Det er selvfølgelig surt at skulle se 25% af sin løn forsvinde på den måde, men man skal huske på at man stadig tjener 40% mere end man ellers ville. Og det er 40% ekstra efter vi har trukket bidraget til dem der går ledige fra.

Hele vejen rundt

Med det kan vi kigge tilbage på min oprindelige påstand. Jeg vil påstå at arbejdsløshed er fagbevægelsens skyld, og det er bedst sådan. Med mindre man altså er arbejdsgiver, så er det klart at man har en konkret grund til at sælge folk på en historie om at ledige mennesker er dovne og en byrde for samfundet. At fagbevægelsen skaber arbejdsløshed, og at det ville være bedre hvis vi altid brugte individuel lønforhandling, specielt når vi snakker om godt-nok stillinger, hvor arbejdsgiverne kan bytte medarbejdere ud løbende for at holde lønnen så langt nede som muligt.

Så næste gang du hører folk brokke sig over samfundsnassere og lignende, så overvej præcis hvorfor du får den løn du får i dag og hvem det mon er der står til at vinde hvis vi får tvunget de ledige i arbejde.

Hash og børn

"Vi kan sælge det for en halvtredser grammet og så tjene nok til at vi kan ryge os skæve gratis for altid uden at skulle gøre en skid." Det var nytårsaften, vi var 13 år gamle og min barndomskammerat Christian havde lige fortalt vores fælles ven Martin om hans store plan for hvordan de kunne ryge sig tæskeskæve de næste 3 år uden nogen konsekvenser (begge navne er ændret for at beskytte de skyldige). Den aften står rimeligt klart i mit hoved, selvom jeg først indså det meget senere var det der vores venskab begyndte at lakke mod enden.

Jeg havde mødt Christian på mit fritidshjem i 1. klasse, og vi var blevet gode venner. Vi gik på hver sin skole, men om eftermiddagen legede vi tit sammen på fritidshjemmet. Hver tirsdag og torsdag tog vi i den lokale svømmehal sammen og blev der indtil de lukkede og næsten fysisk smed os op af vandet. I weekenderne overnattede vi oftest hjemme hos hinanden. Christians forældre var skilt og hans mor arbejdede som tjener. Det betød at han ofte var alene hjemme om aftenen. Christian kunne og gjorde en helt masse ting som jeg aldrig havde lært. Som 8 årig viste han mig hvordan man kogte pasta og lavede hakkebøffer, Christian kunne også finde på at hugge en tår øl hvis hans mor havde efterladt en åben flaske på bordet uden opsyn. Det syntes jeg var mærkeligt, fordi den slags smagte pænt forfærdeligt. Christian og hans mor boede på 4. sal lige ud til Nørrebro-parken og lå lige midt imellem fritidshjemmet og mit eget hjem. Det betød at ganske ofte endte vi med bare at tage hjem til ham og så ringe til min mor og høre om det var i orden at jeg blev og legede eller tog i svømmehallen sammen. Min mor var næppe klar over at Christian var så ofte alene hjemme som han nu var.

Christians far var taxachauffør og ind i mellem skulle Christian være sammen med ham. Han var også ret gode venner med en gruppe rockere på Østerbro. Når Christian var sammen med sin far, og jeg var sammen med Christian tog han os derfor med ned i rockerborgen. Der kunne vi så få lov til at spille pool og billard til lyden af høj rockmusik og gå rundt i moderat tætte hashtåger. Det var sjovt at spille billard, selvom Christian tit gav mig klø. Jeg var mindre glad for at blive passivt skæv. Måske var det bare doseringen, men det var lige nok til at blive sløv og tung i hovedet, og derfor hoppede vi jævnligt ud for at få noget frisk luft. Der var også rockere i mit eget nabolag, og at rockere gik i lædertøj, solgte hash og var uvenner med politiet var bare sådan tingene var i min barndom. Uanset hvad har hash aldrig haft den store appel for mig og jeg har aldrig prøvet at være rigtigt skæv.

Da jeg var 10 år gammel flyttede min familie fra Nørrebro og ud på Amager. På det tidspunkt var jeg rykket ned i fritidsklubben på institutionen og jeg blev ved med at komme der ret ofte, efter flytningen, selvom det krævede 45 minutter i bus eller på cykel at komme frem og tilbage. Transporten satte en stopper for vores ugentlige svømmeeventyr, men vi var stadig ganske ofte sammen.

Da vi var 12 år gamle, var mig og Christian taget på cykeltur til Bornholm, uden voksent opsyn. Mine forældre var meget imod ideen, men Christians mor fik overbevist dem om at vi godt kunne klare os selv. Da vi kom af båden hoppede vi på vores cykler og krydsede øen til Svaneke hvor vi slog vores telt op på campingpladsen. Senere på dagen gik turen til Brændegårdshaven hvor vi efter lidt hurtig hovedregning besluttede os for at investere i et sæsonpas hver. I den følgende uge opholdte vi os langt det meste af tiden i Brændegårdshavens vandland. Det var egentlig meningen at vi skulle have været langt omkring på øen, men på andendagen gik gear-skifteren på min cykel i stykker og satte sig fast i det tungeste gear. Det gjorde det stort set umuligt for os at komme omkring på øen på cykel, og da vi skulle krydse øen for at komme hjem igen tog vi bussen i stedet.

Jeg havde holdt nytår hos Christian de forrige par år, men dette var det første hvor han havde travlt med at ryge sig skæv. Tidligere år havde vi haft det skægt med at fyre en farlig stor mængde nytårskrudt af og generelt været nogle rødder. Dette nytår var anderledes, og i tiden derefter mistede jeg langsomt kontakten med Christian, vi gik stadig i den samme fritidsklub, men ud over nogle enkelte kolonier, så jeg ham sjældent. Da jeg blev for stor til at blive i fritidsklubben mistede jeg helt kontakten. Når man ringede blev telefonen aldrig taget, jeg prøvede også at gå forbi hans opgang et par gange og ringe på, uden held. Martin fortalte mig senere at Christians hash-handler var gået så godt at han nu mere eller mindre konstant var for skæv til at opfatte telefonen.

Hvad Christian laver den dag idag har jeg ingen ide om, jeg håber han har et godt liv, på den renere side af loven, men jeg tvivler på det. Jeg håber på at han har droppet sin forretning og er kommet ud af sit misbrug, uden at være endt i bundløs gæld til sin hashleverandør. Men jeg ved det ikke. Jeg kører ind i mellem det gadehjørne hvor han boede oppe på 4. sal, og kigger op for at se om der er lys, selvom han med overvejende sandsynlighed er flyttet derfra for længst. Når jeg gør dette spørger jeg ofte i mit stille sind hvor længe vi vil vente før vi gør hash lovligt?

Vent hvad? Lovligt, men jeg troede lige du sagde...

Du læste skam rigtigt. Havde hash været lovligt, var hele forretningsmodellen og de hurtige penge som pusher forsvundet. Uden de mange penge som Christian lige pludselig fik mellem hænderne, havde han aldrig haft råd til at købe hash i noget nævneværdigt omfang. I stedet for bare at skulle sidde på sit misbrug og sælge videre til venner og bekendte, ville han have været nødt til at knokle videre med at omdele reklamer og søndagsavisen for at tjene penge, og hvis man først har brugt en halv weekend på at tonse op og ned af trapper for håndører, så er der en vis chance for at man vil bruge de penge bare en smule anderledes. Jeg mistede kontakten til Christian efter vi begge forlod fritidsklubben, så jeg kan kun gisne om hvordan hans liv har formet sig siden da.

Christian var hverken et værre eller bedre menneske end os andre, eller faktisk var han bedre, han var selvstændig, initiativrig og vellidt. Han så bare en mulighed for at tjene en masse penge rigtigt nemt og tog den. Som 13-årig er man pænt skidt til at bedømme konsekvenser af ens handlinger, og umiddelbart så lignede det jo en sikker ting, i hvert fald indtil han fyldte 15 og derfor kom over den kriminelle lavalder. Når man har haft en fed indtægtskilde i 2 år, uden problemer, så er det svært at omstille sig til at skulle knokle til en almindelig ung-arbejders timeløn. Så er det meget nemmere at fortsætte med det job man allerede havde, ens kundekreds er jo blevet plejet og vedligeholdt i 2 år, og chancerne for at blive fanget er næppe så store. Med tiden vender man sig til at tjene hurtige penge, og hvis man bliver fanget, så er det bare endnu sværere at få et normalt job, mens ens muligheder for at tjene penge på at sælge hash stadig er der.

Der er nogle folk der påstår at hash er et såkaldt "gateway drug" der fører til misbrug af hårdere stoffer, og det bliver generelt tilbagevist af folk der udfører forskning indenfor emnet. Men det er en kilde til en masse andet skidt. Den milliard-forretning som hashhandel er, kræver en masse mennesker til at drive butikken. Disse mennesker starter enten i en desperat situation, eller bare fordi det virker som nemt tjente penge, og når først man er trådt i den verden så kan det være svært for folk at slippe ud igen. Ud over de forskellige selvstændige hash-sælgere, er en stor del af dem tilknyttet diverse bander der kæmper om markedsandele ved at bekrige hinanden på åben gade. Hashsalget er også deres klart største indtægtskilde og det betyder at kriminaliseringen af hash er med til at styrke og skabe de problemer som banderne ofte bringer med sig.

Hvad så med børnene?

Salg af hash er allerede strafbart, hvilket gør at de fleste pusher er ligeglade om deres kunde er 12 eller 32 år gammel. Den eneste regel der gælder er: "Har du penge, så kan du få", og det gør at det faktisk kan være nemmere for mindreårige at få fingrene i hash end i alkohol i dagens Danmark. I min og en masse andres optik, så skal hashsalg legaliseres og salget reguleres efter de samme regler som alkohol-salg. D.v.s. ingen salg til børn under 16 år og ingen joints i byen til folk under 18.

Om hash har større skadelige virkninger end f.eks. alkohol finder jeg egentlig underordnet. Alkohol og tobak har kendte og omfattende skadelige virkninger. I min opfattelse af det gode liv, så må man gerne tage chancer med sit eget helbred, hvis det betyder at man får mere ud af livet. I den sammenhæng er det underordnet om du ryger hash, tager på skiferie eller dyrker faldskærmsudspring (dog kun i det omfang at man lader være med at springe ud hvor der er en risiko for at falde ned i hovedet på folk). Vi skal selvfølgelig stadig have hjælpemidler klar til de folk hvor det går fra at være en nydelse de sætter pris på til at være et misbrug de er fanget i (og jeg glæder mig til at høre om det første møde for anonyme skiturister).

Beskat det!

Jeg har faktisk lidt svært ved at forstå præcis hvad grunden er til at hash stadig er ulovligt. Vi bruger anseelige politi-ressourcer på at forsøge at undertrykke den organiserede handel med hash. Når politiet får lavet en større fangst, resulterer det i at gadeprisen stiger for en stund indtil markedet har tiltrukket nye mennesker der er fristet til at tjene nogle hurtige penge. Når dem der er røget ind bag tremmer kommer ud igen, opstår der en konflikt imellem dem der sidder på markedet nu og dem der sad på markedet før, resultatet er at folk begynder at skyde på hinanden. Mit forslag er at vi gør det lovligt, og i stedet beskatter det på linie med andre luksusvarer. Det vil tilføje statskassen noget i retning af 500 mio. kroner, og samtidigt frigøre 400+ betjente til at gøre andre mere fornuftige ting. Det vil også tage en masse luft ud af diverse bander og rockergruppers økonomi og derved spare os alle for en masse problemer. Så lad os tage et kig rundt i folketingssalen og se om der burde være et flertal for det.

Enhedslisten

De er for fri hash og har været det længe. Dette kan måske være en del af problemet, da de helt sikkert vil se det som en politisk sejr at få det indført, hvilket alle de andre partier sikkert er imod, bare fordi.

Socialistisk Folkeparti

De har allerede stemt ja til det på deres landsmøde, selvom folketingsgruppen lader til at modarbejde dette. Hvorfor er mindre klart, særligt når nu SFs parti-struktur siger at folketingsmedlemmerne skal underlægge deres politiske virke for landsmødet.

Socialdemokraterne

Med et punkt som hedder "Frihed" som det absolut første ord i deres parti-ideologi, er det svært at se hvordan de kan være imod det. At det stadig er ulovligt, viser bare hvor langt folketingsgruppen p.t. befinder sig fra hvor medlemmerne og deres partihistorie siger de bør være.

Radikale Venstre

Radikale har en særlig konstruktion, der siger at det er folketingsgruppen der bestemmer hvad partiet skal mene, i stedet for medlemmerne. Så at den Socialliberale holdning de blev grundlagt på, er blevet udskiftet af en nypuritansk neo-liberalisme er åbenbart helt i orden, og på ingen måde at holde resten af partiet for nar. De har også en sundhedsordfører der har udtalt at de med glæde ville gøre almindelig rygning ulovligt, hvis de kunne slippe væk med det, så måske er det Radikale der stopper initiativet.

Venstre

Det liberale parti, de om nogen burde være friske på at gøre hash lovligt. Med en formand som Lars Løkke Rasmussen, der på den måde forstår at feste igennem (omend for andre folks penge) burde det være helt oplagt. Eneste grund til at Venstre skulle holde igen, var hvis de fik partistøtte fra organiseret kriminalitet, som selvfølgelig vil tabe alle de penge staten vinder ved en legalisering. Jeg ville gerne påstå at det er utænkeligt, men venstre har gjort det til en dyd at omgå lovkrav om åbenhed m.h.t. økonomisk støtte fra private og erhvervsliv, og holder det hemmeligt hvem der rent faktisk sidder i deres hovedbestyrelse (som det eneste politiske parti i Danmark).

Konservative Folkeparti

Som partiet der holder på gamle dyder og værdier, giver det fint mening at de er imod en legalisering. hash er noget som fedtede hippier ryger, og den slags skal man undlade at opmuntre, det næste bliver vel at de vil frigive porno.

dansk folkeparti

DF idealiserer 1950'erne og det var hash forbudt . Ergo er de imod. At kriminaliseringen også gør at de kan beskylde en masse indvandrere for at være vane-kriminelle passer også strålende med deres overordnede målsætning om at sikre at vi alle har det skidt og give indvandrerne skylden for det.

Liberal Alliance

De er nok for lovliggørelse, men sikkert imod at vi så skal beskatte det. Vi kan eventuelt tilbyde dem at skatterne bliver brugt halvt til at smide penge efter sygehusene og halvt til skattelettelser. Hvis de alligevel stejler, så har det nok mere at gøre med at de er mere fokuserede på at være neo-liberale og derfor skaffe flere penge til de rige, end alment liberale og skaffe mere frihed til den almindelige dansker.

Hvis vi tæller sammen kommer det til at vi har 81 mandater der helt sikkert burde være for fri hash. Enten Radikale eller Venstre kan faktisk gøre dette til en realitet. Selv hvis SF insisterer på at slæbe deres fødder kunne det blive en realitet hvis bare Venstre fik sparket Lille Lars ud af hængekøjen. Man kunne selvfølgelig også bare tage en lidt længere snak med Radikale omkring deres værdier og normer. Uanset hvad, så er det faktisk lidt en joke at det stadig er ulovligt. Det er en joke der får folk skudt og overfaldet i hovedstaden, koster os millioner af kroner årligt i tabte skattekroner og trækker en masse folk ind på en kriminel løbebane som ender med at gøre enorm skade på resten af samfundet. Så hvorfor er det præcis at vi tillader vores politikere at forsætte med at sidde på deres hænder?

Hvis nogen skulle være i tvivl, så er jeg pænt ligeglad med hash som forbruger, så jeg burde egentlig være ligeglad. Men jeg bliver sur når jeg ved at i de 20 år der gik fra at min barndomsven trådte ned af den forkerte sti, er det kun blevet værre. I stedet for at se realiteterne i øjnene, har de investeret tungt i at bekrige deres egne borgere. For dem der ryger hash er jo almindelige danskere, det er både gamle og unge, rige og fattige. Det eneste kampen mod hash har gjort, er at gøre livet surt for alle, politiet, almindelige mennesker der bliver kropsvisiteret på gaden og så alle os der har boet i et nabolag hvor det efterhånden blev rutine at der var skyderier på gaden. Når vi giver politikerne myndigheden til at tage hånd om den slags problemer, så forventer vi også at de bruger den øverste etage til at finde på noget bedre end "vi rydder pusherstreet, så forsvinder problemet nok".

Nogen gange er det for sent at gøre det rette, men i dette tilfælde er der stadig tid, det kræver bare at de får fingeren ud og tager initiativ til at gøre mere end bare pege fingre af hinanden over regeringens seneste forræderi mod deres eget værdigrundlag.

Reformer er aldrig bare en spareøvelse

Siden finanskrisen, har der været en masse reformer, som stort set alle som en, har haft det officielle formål at gøre tingene mere tidssvarende, at imødekomme fremtidens behov og selvfølgelig at spare lidt på statens finanser. Processen kan meget kort beskrives i følgende tre trin:

1. Regeringen (uanset parti-farve) annoncerer en reform der vil gøre livet hårdere for en mindre del af befolkningen og samtidigt spare statskassen for nogle penge.
2. Folk der bliver ramt brokker sig højlydt mens alle andre kigger lidt vantro på fra sidelinien og håber at med denne reform så bliver det mindre nødvendigt også at skære et sted hvor man selv har noget at miste.
3. Regeringen gennemfører reformen alligevel med en henvisning til at det nødvendigt efter krisen at holde hus med pengene, og at der skam også er nogle gode ting ved reformen.

Efter lidt tid kommer der lidt brok fra forskellige fagforeninger og andre interesseorganisationer om at de lovede nye ting var et skalkeskjul og at det var en ren spareøvelse. Derefter ved man næsten hvordan tingene kommer til at forløbe, dem der holder med de røde (eller gerne ville holde med de røde) vil insistere på at vi er ved at spare os ihjel, mens dem der holder med de blå insisterer på at vi er nødt til at holde hus med pengene nu, for at sikre at der er råd til velstand senere.

Begge sider overser at reformer aldrig bare er spareøvelser, selvom det kan virke på den måde ved første blik. Målet for de reformer vi har set efter finanskrisen har alle været at skabe flere arbejdsplader efter en noget snørklet formel.

1. Reformens umiddelbare mål er at skabe flere arbejdssøgende ledige.
2. Tanken er at hvis der er flere ledige der søger arbejde, vil folk kræve mindre i løn (eller bare acceptere nul-stigninger mens inflationen løber fra folk).
3. Hvis real-lønnen falder, så stiger den famøse konkurrence-evne og vi får derved jobs til alle de folk vi nu har gjort ledige.

Personligt syntes jeg det er en rigtigt dårlig ide, men derfor er det stadig den ide de handler efter. Grunden til at de samtidigt undgår at tale om den del af det, er selvfølgelig at den klassiske reform-plan falder til jorden med et brag hvis man melder ud at målet er at ramme størstedelen af danskerne på pengepungen, om de så arbejder eller ej.

Trin 1, flere ledige der søger arbejde

Når det kommer til at skabe flere ledige så giver det bedst mening at have ledigheden blandt de yngre generationer. De er de omstillingsparate, de har kun en svag reference for "hvordan det burde være" og det er helt ufatteligt meget nemmere at sælge folk på en historie om at Sigurd på 23 år er en doven ung mand som sagtens kunne finde sig et job hvis han tog sig sammen. Prøver man at fortælle den samme smøre om hans far, Claus på 54, der er blevet fyret efter at gjort sit job godt i 32 år, så kan folk godt se at det er en stor fed løgnehistorie vi bliver fortalt om at folk er skyld i deres egen ulykke.

Efterlønnen der blev for dyr

De færreste virksomheder fyrer eksisterende medarbejdere for at hyre nogle andre. De hyrer når der er behov for flere folk eller de mister medarbejdere enten til jobskifte eller pensionering. Når det kommer til nedskæringer på arbejdspladserne, så er hovedreglen typisk "Sidst ind, først ud". Det giver fin mening, at man på den måde belønner loyalitet med jobsikkerhed. Det betyder så desværre også at det er de unge der oftere oplever ledighed. Efterlønnen blev indført fordi vi i Danmark havde et problem med en stigende ungdomsarbejdsløshed i landet. Der var en frygt for at alle de nyuddannede og arbejdsparate folk ville gå ledige i længere periode og så glemme alle de ting vi lige havde brugt tid og penge på at lære dem. Ved at tilbyde folk at kunne gå på pension tidligere, så fik man fjernet nogle folk i den ene ende af arbejdsmarkedet for at løse proppen i den anden. Samtidigt betød det at når virksomheder skulle skære ned, så kunne de diskret forhøre om nogle af deres ældste medarbejdere var ok med at smutte lidt tidligere på pension.

I det store hele var efterlønnen en succes for samfundet. De unge kom i arbejde, og folk der var nedslidte fik lov til at trække sig tilbage under ordentlige forhold. Samfundsøkonomisk var den som udgangspunkt nogenlunde udgiftsneutral, vi byttede bare unge på dagpenge ud med ældre på efterløn, satserne var stort set det samme. Samtidigt blev det gjort til at man skulle betale til efterlønnen, så ud over at man sparede på dagpengene, sparede man også op på efterlønsopsparingen.  Umiddelbart før krisen indtræf stod vi dog i den modsatte situation, vi havde mangel på arbejdskraft og derfor var det jo lidt problematisk at vi havde folk med årelang erfaring der gik på efterløn når vi stod og manglede dem på arbejdsmarkedet.

Før krisen var der derfor allerede snak om at afskaffe efterlønnen for at holde folk i arbejde, efter krisen blev det kun nemmere, der kunne man henføre til at den var dyr i drift, selvom de samme mennesker nok bare havde figureret som dagpengemodtagere til den præcis samme takst, hvis efterløn var blevet afskaffet. Oven i det kom den fjollede tanke om at hvis vi bare tilbageførte folks indbetalinger til efterlønnen, så ville de bruge pengene på privatforbrug og kickstarte økonomien. Jeg mindedes stadig de tåbelige udtalelser fra politikerne om at nu gjaldt det om at svinge dankortet for at redde økonomien. Hele opturen frem til krisen var drevet af at folk levede over evne for lån i en friværdi der aldrig var der, og nu var en stor mængde danskere teknisk insolvente (skyldte mere i huset, end huset var værd) eller tæt på. I mere folkelige termer kan det forklares som at Anders Fogh havde overbevist folk om at de bare kunne tisse i bukserne. Det skulle nok tørre, før det blev et problem. Efter at Anders Fogh var daffet videre og folk opdagede hvor dum den ide var, dukkede Lars Løkke op og tilbød en fadbamse til folket, "øl er vanddrivende og du fryser jo, så drik og tis igen, så bliver alting bedre".

Uanset at det oprindelige grundlag til at droppe efterlønnen, nemlig at holde folk på arbejdsmarkedet var forduftet. Og den oprindelige betingelse for at indføre den, stigende ungdomsarbejsløshed i den grad var tilstede efter krisen rigtigt var kommet undervejs, så valgte man stadig at droppe efterlønnen over to skridt. Den nye ide om at krisen kunne bekæmpes ved at gøre Danmark mere konkurrencedygtig var blevet født og derfor gav det mening at afskaffe efterlønnen så vi havde en højere mængde ledige mennesker på markedet.

Vi skal alle uddanne os hurtigere og mere effektivt

Der har været adskillige reformer der skulle hjælpe studerende med at blive færdige hurtige. Målet er selvfølgelig at få mere kvalificeret arbejdskraft ud af systemet og helst så hurtigt som muligt. Folk skal vælge tidligt og hurtigt. Hvis de indser at de har valgt forkert skal de straffes. Hvis de tøver skal de "motiveres" økonomisk. Hvorfor det præcist giver mening at prøve at presse studerende igennem deres studier på rekord-tid er der ingen der forstår. Hvis man tænker over at planen er at skaffe flere arbejdssøgende ledige, giver det dog straks fin mening. Da krisen i første omgang startede, var der en del universiteter der tilbød deres studerende at de kunne blive og læse videre et semester mere, så de både holdt deres uddannelse frisk i hovedet og samtidigt fik opkvalificeret sig endnu mere. Den slags initiativer går direkte imod planen og derfor er det nødvendigt at tvinge studerende og uddannelsesstederne til at presse folk ud på den anden side hurtigst muligt.

Andre initiativer

Generelt er der en del mindre ting som de skiftende regeringer har gjort for at sikre at de ledige bliver ved med at søge jobs. Den mest indlysende er selvfølgelig kravet om at kunne dokumentere at man har søgt mindst 4 jobs hver eneste uge, uanset om der er noget du finder relevant for dig eller ej. At sende folk på jobsøgningskurser eller til tvungen jobsøgning på jobcentrene med til at holde folk til ilden. I den offentlige debat handler det om at stigmatisere det at være arbejdsløs mest muligt, for at sikre at ingen af de ledige affinder sig med deres økonomiske situation under krisen og bruger deres energi på andre ting end at søge arbejde. Man kunne jo eventuelt undre sig over at man som ledig skal registrere sin ledighed en gang om ugen, når dagpenge og kontanthjælp alt sammen er udbetalt på månedsbasis. Den eneste grund jeg kan tænke på er at stresse de arbejdsløse til at søge flere jobs, for tanken om at man bare ønsker at sikre at jobnet.dk har en 100% ajourført cv-database er totalt absurd.

Og så var der skolereformen

Skolereformen ses af mange som et gedigent overgreb på lærerne, grundet KL's lockout og regeringens indgreb hvor alle KL's krav blev indfriet. Det var også en rigtig grim sag, selve skolereformen er dog lige så meget et angreb mod pædagogerne. Når man tvinger lærerne til at blive på skolen og underholde børnene indtil kl. 16, så står SFO'erne pludselig et underligt sted. I forvejen er de fleste SFO-stillinger deltidsstillinger, fordi de kun har børnene fra det tidspunkt hvor ungerne får fri og til de bliver hentet af forældrene. Det giver en ugentlig åbningstid på mellem 20 og 30 timer.  Når man så forlænger alle skoledagene med 2 timer, betyder det at en SFO i snit har åbent 10-20 timer om ugen. Ligesom med efterlønnen, så er den nemmeste måde at skære noget helt væk, først at beskære det til et niveau hvor folk alligevel tænker "så kan det også være lige meget". Hvad de regner med at gøre med alle de pædagoger de gør arbejdsløse i processen er der ingen der rigtigt har snakket om, men jeg er sikker på at det nok skal skabe en masse arbejdssøgende mennesker.

Trin 2, sænk lønnen for folk

Dette er lidt det springende punkt i hele denne øvelse. De fleste områder er underlagt overenskomster med fagforeninger, som på ingen måder ønsker at deres medlemmer skal gå ned i løn for at give mere overskud til ejerne. Derfor er målet i første omgang at sikre "løntilbageholdenhed", hvilket reelt betyder at man skal have mindre i lønstigning end hvad inflationen spiser, så man går ned i løn, men det ser ud af mere på papiret. Uanset hvad, så er det vigtigt at få justeret folks opfattelse af hvad der er en fair løn.

2 smæk med en dagpengereform

For at den store plan skal virke, er det en nødvendighed at de ledige rent faktisk er jobsøgende. Hvis folk erkender at der næppe er nogen jobs til dem indenfor de næste 6-12 måneder og derfor stopper med at søge jobs hele tiden, så vil planen fejle. Kilden til at holde folk i bevægelse er selvfølgelig desperation. Hvis man forventer 2 års krise, og har 4 år på dagpenge, så vil man måske fokusere på at skære lidt i privatforbruget, så man kan blive boende hvor man bor nu og måske tage noget efteruddannelse, men generelt bare indstille dig på at overleve denne tid uden for mange ar på sjælen. Nogen vil måske bruge perioden på at arbejde på at starte egen virksomhed op, hvor man kan lave en masse forarbejde uden at tjene en krone. Når man skærer dagpengeperioden ned til 2 år, så forsvinder den luksus, i stedet skal man finde et job i en fart eller risikere at se hele ens privatøkonomi kollapse. Det sikrer at folk giver den god gas på jobsøgningen.

Derudover er der den evige snak om at det skal kunne betale sig at arbejde (for mit forslag til en bedre løsning på den problematik læs 3:2-princippet). Hvis folk er på dagpenge, er den mindste løn de er villige til at arbejde for meget højere end dem der er på kontanthjælp. Med reformen får man både smidt folk hurtigere over på kontanthjælp og der dukker en særligt ugunstig situation op for husejere på vej ud af dagpenge. De fanget i en klemme hvor de kan har svært ved at sælge deres hus, og indtil det er solgt er de udelukket fra at modtage kontanthjælp. Det gør dem desperate nok til at arbejde for langt under hvad selv en kontanthjælpsmodtager ville arbejde for, bare for at få mad på bordet.

Gratis arbejdskraft, bare til låns

Løntilskudsstillinger lyder måske som en god ide ved første blik, men når man kigger efter på hvilken effekt den har indenfor det offentlige, så bliver billedet lidt mere dystert. Det træner nemlig de ledige til at skulle arbejde til den samme månedsløn som de allerede får på dagpenge, samtidigt arbejder de på tidsbegrænsede kontrakter af 3-6 måneders varighed. Da kommunerne gerne vil spare på pengene og har fået et krav fra staten om at oprette løntilskudsstillinger, opstår de absurde situationer hvor folk bliver fyret grundet besparelser og 6 måneder senere tilbud deres tidligere stilling som et løntilskudsjob. For dem der undgår sparekniven er budskabet også meget tydeligt: "Vi har intet problem med at finde folk der vil have dit job for en lavere løn". Der er en tvungen rotation i løntilskudsstillingerne, således at man ser et par nye ansigter hele tiden til at holde budskabet frisk i erindringen. Indenfor det private er det forbudt at udnytte folk i løntilskud og tilskuddet er begrænset til maksimalt 50% af lønnen, indenfor det offentlige er det 100% dækning og de offentlige institutioner har en pligt til at sørge for at holde disse stillinger kørende.

Det skal kunne betale sig at arbejde

Pr. 1. Januar 2014 er der en masse kontanthjælpsmodtagere som får en alvorlig økonomisk lussing. Alle under 30 år bliver sat ned til en grundydelse der svarer til SU'en. Samtidigt bliver man straffet økonomisk hvis man deler bolig med nogen andre. Hele ideen om gensidig forsørgerpligt og det dyneløfteri dette medfører er totalt absurd. Uanset hvad man ellers måtte tænke om denne reform, så står målsætningen om at sænke niveauet for hvilken timeløn det kan betale sig at arbejde for meget tydeligt frem.

Reformen introducerer også begrebet om nyttejobs. Nyttejobs er arbejde som vi tidligere nægtede at betale nok for til at det kunne ordnes, nu får kontanthjælpsmodtagere så lov til at gøre det gratis. Folk under 30 år der har et nyttejob på fuldtid tjener en timeløn der ligger under hvad jeg fik som ungarbejder i Netto i midten af 90'erne! Oven i det kommer selvfølgelig at der med garanti vil ske det samme som vi ser indenfor løntilskudsordningen, eksisterende stillinger vil løbende bliver nedlagt, fordi vi alligevel kan få ordnet den slags gratis af folk på understøttelse. Det er faktisk et krav at kommunen skal levere nyttejobs til arbejdsløse, så derfor er de jo nødsaget til at misbruge folks uheldige omstændigheder.

Trin 3, så bliver alting godt igen, eller gør det?

Når de arbejdsløse først begynder at tage imod arbejde til halvdelen af den gældende overenskomst, så skal der nok ske ting og sager. Virksomheder vil kunne hyre nye medarbejdere til den halve løn af hvad alle andre betaler, og derfra konkurrere meget hårdere på prisen. Derfra er resten af firmaerne også nødt til at rette ind hvis de vil kunne overleve. På den måde kommer vi hele vejen rundt, den almindelige medarbejder får mindre i løn og tingene bliver lidt billigere at købe. Erfaringer fra USA og Tyskland viser at vi skaber en stadig voksende underklasse af folk der lever i fattigdom mens de arbejder på fuld tid. Det vil dog også skabe økonomisk vækst så vi kan kalde hele øvelsen en succes.

Det er selvfølgelig en succes med en bitter bismag, for den vækst vi opnår eksisterer kun så længe underklassen er der til at knokle for den, uden selv at få lov til at nyde godt af den. Det er derfor det er så vigtigt at gøre opmærksom på at disse reformer aldrig bare er spareøvelser. De er et led i et større økonomisk tankesæt, kaldet neo-liberalismen, hvor målet er at hæve gennemsnittet for velstand, uden at skelne til at det oftest gøres ved at gøre de 1-10% af befolkningen utroligt rige, på alle andres bekostning.

Den eneste måde vi får sat en stopper for dette er ved at blokere for de "besparelses-reformer" som de skiftende regeringer har gang i. I starten redegjorde jeg for hvordan det gennemsnitlige forløb er for en reform, nemlig at alle os der går ramt forbi, bare står tavse på sidelinien og ser på. At håbe på at folk endelig vil hoppe op af stolen for at beskytte minoriteter af forskellige slags er nok optimistisk. Hvis det skulle ske, var det sket længe før nu, nej, vi skal i stedet forklare folk at når de reformer rammer som de gør, så kommer det tilbage og bider os alle sammen i røven. Når Venstre snakker om hvor fedt det kan være at få tyske vækstrater, så skal vi råbe højt om at det kun sker fordi 25% af folk i arbejde knokler 40-50 timer om ugen til en månedsløn på under 6000 kr. efter skat.

Det her gælder vores alle sammens Danmark, tingene er allerede i bevægelse, folks realløn bliver allerede udhulet af inflationen. Fagforbundene, det eneste der faktisk holder lønningerne i Danmark på et fornuftigt niveau for de fleste er allerede blevet kørt over en gang af regeringen i lærerkonflikten. For at understrege at det var alt andet end en engangsforestilling, satte regeringen lægerne stolen for døren umiddelbart efter. Hvis vi ønsker at undgå en end dog mere dyster fremtid, så kræver det at vi får ryddet op på venstrefløjen i dansk politik, det kommer i hvert fald til at gå meget skidt til, hvis vi fortsætter med at have to højrefløje som bare prøver at overgå hinanden i modbydelige overgreb på samfundets svageste og derigennem på os alle sammen.

Det gode liv

I stil med at jeg under diskussionen omkring de seneste par regeringers økonomiske politik, prøvede at gøre opmærksom på at hvis man stiller det forkerte spørgsmål, så er det svært at få det rigtige svar. Så vil jeg nu prøve at grave lidt nærmere i hvad jeg mener det er vigtigt at vi som samfund og nation søger at opnå. I den sammenhæng er det meget vigtigt at skelne mellem mål og midler. Alt for ofte ofrer vi store dele af livet på at skaffe flere midler, i håbet om at hvis bare har nok penge, så kan vi købe os de ting der gør os lykkelige. Mangel på penge kan gøre livet surt for os, desværre er det at have penge nok, langt fra en garanti for lykke. Derfor bør vi finde os et andet mål for samfundet end ren økonomisk vækst.

Det gode liv

Danskerne bliver ofte kaldet for verdens lykkeligste folk, men med sådanne undersøgelser gælder det næsten altid at der også findes mindst en anden undersøgelse der viser at vi kun ligger lige i midten af feltet. Uanset hvor vi ligger i forhold til andre, så mener jeg stadig det er værd at stræbe efter at gøre tingene bedre. En af de første ting jeg har måttet erkende er at lykke er et individuel størrelse. Nogen folk elsker at rejse, andre at danse, nogen er glade når de er i selskab med en masse andre mennesker, mens andre har det bedst når de kan få lov til at gemme sig i en lille hule med en stabel bøger. Derfor er det vigtigt at respektere at hvad der gør os lykkelige er dybt personligt og huske på at løsninger der forsøger at behandle alle folk ens, oftest bare behandler den der har fundet på løsningen godt på bekostning af alle andre.

Frihed

Frihed betyder grundlæggende set at man har lov til at udvikle de løsninger i livet som passer en bedst. Det handler om at tage vare på sig selv efter bedste evne, og dyrke de ting i livet som giver en glæde. Det handler om at have kontrol over sit eget liv, til at træffe de beslutninger som man finder bedst. For nogen vil det betyde at man går efter den klassiske kernefamilie, for andre er det en karriere der trækker. Uanset hvordan vi vælger at søge lykken, så handler frihed om at give folk plads. Det er frihed under ansvar, så længe du holder dig fra at gøre skade på andre mennesker og vores fælles goder, bør samfundet give os alle så frie rammer til at te os så tosset vi nu har lyst til, hvis det vil gøre os mere lykkelige.

Et svært spørgsmål indenfor diskussioner omkring frihed, er når det kommer til at gøre uoprettelig skade på sig selv mod betaling. Det typiske eksempel er når en rask person ønsker at sælge sin ene nyre. Vi mennesker er født med to nyrer og kan overleve med kun en enkelt funktionel nyre. Dette betyder at vi som mennesker egentlig godt kan sælge den ene, mens et andet menneske slipper for at skulle sidde koblet op til en dialysemaskine en stor del af sin tid. Umiddelbart mener jeg at det er problematisk at acceptere den slags, alle organdonationer indebærer en risiko, og derfor vil det typisk være samfundets fattigste der kommer til at være organdonorer. Dette vil også betyde at samfundets stærkere borgere har en klar interesse i at få skabt og opretholdt en økonomisk bundklasse som er villige til at agere organdonorer, og det kan vi umuligt være tjent med.

Grænsen for frihed bør derfor gå tæt på at gøre skade sig selv for egen glæde. Stort set alt hvad du måtte ønske at gøre mod dig selv, for dig selv, kan jeg acceptere. Dette inkluderer aktiv dødshjælp i de situationer hvor det giver mening. Hvis der derimod er andre der ønsker at du gør skade på dig selv, for deres fornøjelse, så er det at vi som samfund bør træde i karakter og forhindre det. Vi bør selvfølgelig hjælpe folk der gør skade på sig selv, grundet psykiske problemer, så det er alt andet end nemt at holde styr på.

Lighed

"Lige børn leger bedst", lyder ordsproget, og der er et gran af sandhed i det. Lighed er dog mere end bare rå økonomisk lighed. Når jeg tænker på lighed, er der nogle forskellige ting der dukker op.

• Lighed for loven, det er vigtigt at vi alle skal overholde de samme love, og bliver straffet ens når vi bryder den. Dette er selvfølgelig målet, som vi altid bør stræbe efter, selvom det alt for ofte ses at hvis ens forældre er gode anstændige samfundsborgere, så kan man slippe med en løftet pegefinger fra en dommer, mens andre ryger i spjældet for mindre. Vi kan og må gøre det bedre på den front.
• Lighed i muligheder, dette er nok den vigtigste, som samfund er det vigtigt at alle får en chance for at forfølge deres drøm. Dette er noget vi gør (eller gjorde) exceptionelt godt i Danmark, hvor vi både har økonomisk støtte til vores studerende og gratis uddannelse til alle. Dette står i skarp kontrast til f.eks. USA hvor forældre både skal spare en masse op til at sikre deres børn en uddannelse, og de fleste studerende efter studiet er tynget ned af en enorm gæld.
• Lighed i tryghed. I et land som Danmark bør vi have styr på de grundlæggende fornødenheder, folk skal have råd til at få ordentlig mad i maven, de skal have tag over hovedet og varmt tøj på kroppen. Folk skal kunne gå i seng om natten uden at skulle bekymre sig om hvorvidt de mon overlever de næste par uger. I bredt omfang er dette lykkedes, vi har stadig hjemløse der bor på gaden og jeg ser allerede nu en stigning i folk der føler at de er nødt til at skralde (samle datovarer fra containere bag supermarkeder m.m.) for at kunne få råd til både at spise og leve. Det bliver desværre nok endnu værre når de kommende reformer rigtigt træder i kraft. Tryghed betyder også at man kan komme til en læge når man bliver syg og på hospitalet når der er brug for det, uden at personalet skal skele til om man er rig eller fattig.
• Lighed i økonomisk formåen, de andre elementer af lighed er typisk meget svære at definere, måle og sammenligne på. Økonomisk indkomst er relativt meget nemmere at arbejde med i de henseender og derfor bliver den typisk brugt som en målestok for lighed der omfatter alle de ting jeg har nævnt ovenfor. I mine øjne er det mindre vigtigt hvor meget de absolut rigeste tjener i forhold til mig, så længe jeg har alle de andre ting på min liste.

Jeg kan godt se problematikken i at den øverste ledelses lønninger er steget voldsomt i det seneste årti uden at medarbejdernes løn er fulgt med. For mig handler det dog først og fremmest om at løfte fra bunden af samfundet, frem for at barbere af på toppen. Gennem topskatten sørger vi for at folk med eksorbitant høje lønninger også får lov til at betale en anseelig del af det tilbage til samfundet.

Fællesskab

At føle at man hører til er et menneskeligt behov. En klog mand lærte mig i foråret at der er forskel på at acceptere andre og at inkludere dem. Accept er når man lader folk være underlige uden at brokke sig, inklusion er når man snakker med dem som ligemænd selvom de er anderledes. Som minimum skal vi acceptere hinandens forskelle, og vi bør altid søge at skabe et samfund hvor alle kan føle at de er inkluderet. Dette bør ske både på nationalt og lokalt plan, vi skal sikre et sundt forenings og kulturliv hvor folk kan engagere sig i hinanden. Vi skal søge at styrke lokalsamfundene, så folk kommer hinanden ved, på den gode måde. Det er i den sammenhæng underordnet om vi betragter lokalsamfundet som en gruppe boligblokke på københavns vestegn eller en mindre landsby på Fyn.

Deltagelse i de forskellige fællesskaber skal selvfølgelig være frivilligt, alt efter hvad man finder bedst for en selv. Det vigtige er at vi søger at være åbne for nye mennesker og indtryk, uden at det betyder at vi skal gå på køb med hvem vi er og hvad vi gerne vil. Vi skal også være opsøgende i vores inklusion. Personligt ved jeg ihvertfald at jeg har enormt svært ved få mig selv til at søge inklusion i nye fællesskaber, men hvis der er nogen der aktivt prøver at involvere mig og få mig til at føle mig velkommen, så kan jeg sagtens åbne op og blive en del af gruppen i en fart.

For at fællesskabet på nationalt plan kan fungere, kræver det at vi gør en aktiv indsats på kulturfronten for at styrke og dirrigere den nationale identitet, jeg har tidligere snakket lidt om hvordan jeg gerne så denne nationale identitet udformet, ligesom netop opfattelsen af hvad vi mener er det gode liv og derfor det vi arbejder hen imod, også er en vigtig brik i det billede (jeg er så småt begyndt at skrive på et indlæg omkring hvordan jeg gerne ser denne kultur-udvikling finder sted, men da bl.a. det indlæg du skriver nu, og nogle senere jeg vil skrive er en forudsætning for kultur-indlægget må det vente lidt på sig).

Indhold frem for varighed

Sundhedspolitik handler meget er at få folk til at leve sundere og længere. Men hvad er formålet med at leve længere, hvis man glemmer at leve livet overhovedet. Hvis vi holder os fra alkohol, smøger, stoffer, fed mad, motionerer dagligt og undgår stillesiddende arbejde kan vi leve i 110 år. Der er selvfølgelig en masse sunde aktiviteter i livet som også er sjove, men derfor skal der også være plads til en druktur ind i mellem. Der skal være plads til rødvin til maden og nogen gange vil man sku' gerne bare bruge sin søndag på sofaen. For mig giver det god mening at have afgifter på de ting som både er usunde og at betragte som luksusvarer, så som sprut, slik og smøger. Med afgifterne på det usunde får vi spyttet nogle penge i statskassen, så der er penge til at behandle os når vores usunde vaner rammer os senere i livet.

At være ok med at skattefar tjener penge på vores usunde vaner ser jeg dog som meget anderledes end når vi søger at lave direkte indgreb i den enkeltes frihed, for deres egen sundhed. Som anti-ryger, var jeg glad for rygeloven der satte en stopper for at en tur i byen automatisk betød at man skulle være passiv ryger og at alt ens tøj stank af røg når man kom hjem. Derefter er vi dog stormet langt forbi punktet hvor man skulle tage hensyn til andre, og nu ligner reglerne bare regulær mobning af rygere. Indenfor offentlige institutioner gik vi fra at rygning indendørs kun måtte ske i rygerum, til at kræve at rygerne altid skulle udenfor, og nu er de så gået skridtet videre og har forlangt at rygere skal forlade matriklen helt. Hvis det var problematisk at rygerne samlede sig ved alle indgangene til offentlige bygninger, så kunne man snildt have lavet halvtage et lille stykke væk og opstillet askebægere der. I stedet har vi nu skolelærere der bruger 10 minutter af deres kvarters pause på at vade frem og tilbage bare for at få sig en halv smøg, tidligere nåede de en hel smøg og hjalp samtidigt til med at holde øje med børnene i skolegården. Resultatet er at der er færre lærere i skolegården, rygerne er mere stressede (hvilket nok var grunden til at de var smøg-trængende til at starte med) og at vi kan pege på en statistik der siger at lærererne nu ryger mindre (og så nok alligevel dør af stress tidligere end rygerlungerne kunne have gjort det).

Hvad så med væksten?

Hvis vi holder op med at stræbe efter at få en god karriere og generelt knokle røven ud af bukserne indtil det tidspunkt i livet hvor vi er klar til at gå på pension, hvad sker der så med væksten? Det er nok det som en del "rationelle" folk vil prøve at påstå. Personligt tror jeg at vækst er skabt af teknologisk udvikling, innovation og kreative mennesker. Indenfor mit eget felt, IT, var der længe en opfattelse af at fokus skulle være på at knokle så mange timer som muligt, fordi jo længere tid man brugte på tingene, jo mere fik man lavet. I dag er opfattelse at man skal holde sig tættere på 37 timer om ugen. For at kunne løse vanskelige problemer på en god måde kræver det at ens mentale batterier jævnligt får tid til at blive genopladet. Det samme tror jeg i høj grad gør sig gældende for alt forskning og udviklingsarbejde. Så på forskningsfronten har jeg ingen bekymring. På det kreative og innovative er jeg endnu mindre bekymret for at et fokus på at leve det gode liv vil skade. Folk får sjældent virkeligt originale ideer når de er under konstant pres. De kommer tværtimod når vi har en afslappet eftermiddag i godt selskab hvor man kan lade tankerne flyve og diskutere ting frit fra leveren.

Hvad gør vi herfra?

Det er jo altid det svære spørgsmål. I første omgang vil jeg meget gerne høre om dette er en nogenlunde fyldestgørende beskrivelse af hvad i mener er "det gode liv". Har jeg misset noget? Sagt noget du er uenig med, eller på anden måde fået skrevet noget hvor du tænker, "hvis det her bliver grundlaget vi handler ud fra, så flytter jeg sku'!", så lad mig høre. Jeg vil undlade at nævne konkrete tiltag i dette oplæg, selvom jeg nok har 2-3 andre oplæg som vil referere tilbage til dette oplæg når de bliver skrevet. Selv uden disse følge-oplæg, kan man selvfølgelig tage diverse aktuelle lovforslag op og vurdere om man mener de er med til at fremelske et bedre liv for os alle, om det handler om noget helt andet, eller, som det ofte er tilfældet, går imod det gode liv, for at sikre bedre konkurrenceevne, eller bare forsøger at gøre folk sundere end de selv har lyst til, med tvang om nødvendigt.

Kapitalisme på godt og ondt

Inspireret af en diskussion omkring socialisme og hvad det kan indebære at kalde sig socialist blev jeg nødt til at skrive lidt omkring mine tanker omkring kapitalisme, både for min egen skyld, men også fordi der er en del forskellige tilgang til kapitalisme og jeg tror det kunne være gavnligt at få dem samlet sammen på et sted.

Kapitalisme på godt og ondt

Kapitalisme er i sin grundsten funderet i at hvis man giver folk friheden til at handle direkte i egen interesse, så vil de hurtigt finde frem til at gøre hvad der nu tjener dem bedst enten direkte eller ved at lave noget som andre folk er villige til at betale dig for. Tanken er at vi hver i sær har nogle ting vi er gode til og dårlige til, hvis vi alle skal lave alle opgaverne, så kommer vi kun så langt, men hvis jeg f.eks. er vildt god til at sy sko, og ret dårlig til at fikse taget på mit hus, så vil jeg enten kunne bruge en stor del af min tid på at knokle med mit utætte tag, eller jeg kan finde en som er god til at lappe tage og så sy et par sko til ham mens han laver mit tag. Jo flere par sko jeg får lavet, jo dygtigere bliver jeg og derfor også mere produktiv.

Det er almindelig arbejdsdeling og en naturlig ting der opstår i forskellige samfund når de bliver avancerede nok, der hvor kapitalismens styrke ligger, er i dens evne til at tilpasse sig folks skiftende behov. Hvis jeg er den eneste skomager i byen, så kan jeg egentlig kræve en vilkårlig høj pris for at sælge mine sko. Hvis jeg gør dette, vil der nok være en anden der giver sig i kast med også at producere sko, bare billigere, og så er jeg nødt til at sænke min pris igen, ellers køber alle jo deres sko af min konkurrent. Hvis folk begynder efterspørge høje støvler, så kan det være jeg kan tjene en masse penge på at fremstille dem, mens de andre skomagere stadig er i gang med at sy sandaler. Det handler derfor om at tilpasse sig hurtigt og imødekomme efterspørgslen.

Det gode

Kapitalisme har bragt enormt mange gode ting med sig. Den er absolut uovertruffen i at skabe velstand og imødekomme folks behov. Den belønner de folk med evner vi har allermest brug for og sikrer at de folk der tager initiativ til at skabe noget som folk eftertragter, også bliver belønnet og derigennem i stand til at skabe flere ting til at tilfredsstille vores behov. Fordi kapitalismen er konkurrencepræget, hjælper den os til at satse på de processer og metoder der er mest effektive, således at vi som samfund kan blive ved med at udvikle os. Nogen vil sige at kapitalisme er ret dårlig til at udføre grundforskning, og det er nok meget rigtigt, dog er kapitalisme helt utroligt god til at omdanne forskningsresultater til produkter og viden som vi almindelige mennesker har gavn af.

Det problematiske

Kapitalisme er næsten at betragte som en naturkraft, hvis der er et udækket behov, så skal de nok prøve alle mulige og umulige ting for at opfylde det behov. Derefter vil den så gøre hvad som helst for at finde den korteste vej til sit mål, ved at skære alle hjørner der kan skæres og til tider bryde gamle forhindringer ned, hvis det kan betale sig. Det betyder at kapitalisme uden begrænsninger gladeligt smadrer miljøet og bedriver rovdrift på naturressourcer rundt omkring i verden. Kapitalisme er absolut uden nogen etik eller moral, og de hjørner der bliver skåret kan meget vel være mennesker der bliver gjort hjemløse eller det der er værre. Der er derfor et klart behov for at forsøge at tøjle kapitalismen, omend det kan være lettere sagt end gjort. Kapitalisme er lyn-hurtig til at tilpasse sig, og hvis man laver et forbud mod at smide giftige kemikalier i den lokale å, så skal der nok være en kreativ vognmand der tilbyder at køre skidtet et andet sted hen og dumpe det. Således skal man hele tiden holde sig for øje at når man forsøger at bremse en slags opførsel, så vil kapitalisme bare nå frem til den næstbilligste løsning, og det kan meget vel være noget andet end man forventede.

Det fordækte

Selvom vi godt kunne ønske det, så holder kapitalismens kreative løsninger sig langt fra til kun at finde på den billigste måde at fremstille ting til folk. Målet er at tjene penge, og nogen gange kan det bedre betale sig at opkøbe konkurrenterne, end at skulle sænke prisen. Ligeledes er der tider hvor det er billigere at købe lovgiverne, så man forhindrer eller får slækket på bl.a. miljø-lovgivning. Særligt hvis man vender øjnene mod USA, kan man se det problem. Derudover er der forskellige kapitalistiske aktiviteter hvor man tjener sine penge på at opkøbe og ødelægge virksomheder eller udføre kursmanipulation, og hvor bagmændene bliver rigere, på alle andres bekostning. Særligt de sidste aktiviteter er utroligt gode til at maskere sig som legitime kapitalistiske aktiviteter fordi de jo tjener penge, men det er bare et dække for det faktum at de tager pengene op af lommen på både almindelige danskere og de investorer der rent faktisk taget den økonomiske risiko og potentielt også lagt en masse energi og sjæl i de firmaer.

Omfordeling

Gennem historien har der været en tendens til at dem med penge og magt får flere penge og mere magt med tiden. Kapitalismen har gjort at der nu er andre folk der kan komme til fadet, men det er oftest stadig enkeltpersoner, og ureguleret kapitalisme ender stadig ud i at en håndfuld mennesker ejer stort set alt i verdenen, hvilket er mildest talt uheldigt for alle os andre. Så hvad bør vi gøre ved det det?

Socialismen mener at vi som arbejdere bør overtage magten og få kontrollen over produktionsmidlerne. Når fabrikkerne er kilden til alt den velstand vi ser, så kan vi bruge dem til at gøre alle rige i stedet for et fåtal. Gennem kapitalismens historie er forskellige industri-giganter blevet overhalet af nye små virksomheder, der er hurtigere til at tilpasse sig og mere sultne efter succes. Når man griber produktionsapparatet på den måde som socialismen foreslår, så får man samtidigt blokeret for fremtidige innovative sjæle og driftige iværksættere. Resultatet er at selvom man kan kan overtage tingene på det niveau de er nu, så vil resten af verdenen overhale en, fordi den drivkraft der ligger i kapitalismen, bliver fordrevet under socialisme.

Jeg tror at vi i Danmark allerede har fundet en god del af løsningen på den udfordring som hedder omfordeling. I stedet for at forsøge at gribe produktionsmidlerne, så lad dem endeligt beholde dem, og så beskatte dem således at de tager alle os andre med op til toppen. I Danmark har vi længe nydt godt af at have en ret høj grad af social lighed og det skal vi kæmpe for at fastholde. Lighed er ekstremt vigtigt, også for dem der bor på toppen af pyramiden, selvom de nok har sværere ved at at se det end os der bor lidt længere nede.

Efter at have tænkt nærmere over dette, har jeg måttet erkende at det var forkert at kalde mig selv for en liberal socialist, fordi jeg mener at det vil være forkert at prøve at indføre socialisme i Danmark (eller nogen steder) og i stedet kalder mig en socialliberalist. Jeg ønsker i høj grad at vi omfordeler ved at lade dem der tjener mest, betaler mere til de fælles økonomiske omkostninger som et samfund som det danske har. For det er et samfund der har tjent os godt før og hvis vi får rettet op på tingene før det går helt af sporet, nok skal tjene os godt i fremtiden.