Hvorfor gensidig forsøgerpligt er noget skidt

For nyligt var jeg til min første demonstration mod kontanthjælpsreformen. Jeg er sikker på at der nok skal komme flere. Til demonstrationen stillede ind til flere talere sig op og brokkede sig over indførelsen af gensidig forsørgerpligt. De fleste er overbevist om at gensidig forsørgerpligt er en skidt ide. Det jeg oplevede til demonstrationen var at de færreste var i stand til at forklare hvorfor det er en skidt ide. Regeringen har påstået at indførelsen af gensidig forsøgerpligt handler om sidestille gifte mennesker og folk der bare er samboende. Det er dette argument alle folk har travlt med at skyde ned. De fokuserer på at gifte folk får lov til at udnytte hinandens fradrag, en mulighed samboende mangler. Det er helt rigtigt. Det er også ganske irrelevant. I stedet for at fokusere på regeringens håbløse argument for indførelsen, bør vi tage et skridt tilbage.

Balance i et parforhold er vigtigt. Begge parter skal tilføje noget og helst i lige store mængder. Ellers ender den ene med at bestemmer det hele, og begge parter med at afsky hinanden. Før kvinderne trådte ind på arbejdsmarkedet var det normalt at have en enkelt forsørger i en familie, og en der gik hjemme. Nu er det normalt at begge arbejder. Når vi snakker arbejdsløshed, kan det være giftigt for et forhold. Hvis kun den ene part arbejder, sætter det et betydeligt pres på dem begge. Der opstår nemt en forventning om at den arbejdsløse bør klare alle de huslige opgaver, på trods af at de samtidigt forventes at søge nyt arbejde på fuldtid. Det er psykisk hårdt at være arbejdsløs, men samtidigt ser det ud som om man har massere tid til at nå det hele. Oven i det forringes familiens samlede økonomi. Hvis man er den part der stadig arbejder, kan det være svært at acceptere at man skal lide afsavn fordi ens partner mangler arbejde. Og som ledig kan det være hårdt at føle at man nu er økonomisk belastning, fordi man nu tilfører væsentligt mindre til den fælles økonomi.

Derfor er gensidig forsørgerpligt noget skidt. På kontanthjælp kan man klare sig selv. Også selvom der næppe det store til fællesøkonomien. Sådan er det. At fjerne kontanthjælpen helt betyder at alle penge man skal bruge, skal ens partner levere. Julegaven til kæresten? Den har han selv betalt for. Overrask hende med blomster? Dem har hun selv betalt. Lav en lækker middag til når din partner kommer træt hjem fra arbejde? Kun hvis du kan få udbetalt lommepenge af din partner inden de tager på arbejde om morgenen. Gensidig forsørgerpligt sætter parhold under pres. Dem der bliver presset er så også dem der mest har brug for støtte. Derfor bør gensidig forsørgerpligt droppes. For gifte såvel som samboende.

Hvis man en enlig er den også noget skidt. Så har man tre valgmuligheder. Man kan forblive enlig. Så er man immun for reglerne. At være arbejdsløs er hårdt for psyken. At være tvunget ud af mulighed for samvær og kærlighed hjælper næppe. Man kan finde sammen med en anden person på kontanthjælp. Så skal de begge finde et job samtidigt, alternativt så må den der arbejder acceptere at de første 21.000 kroner der bliver tjent ingen forskel har på privatøkonomien
Sidste mulighed er at finde sammen med en person som både har økonomisk overskud og vilje til at afholde ens leveomkostninger. Det er næsten at sidestille med prostitution. Held og lykke med at finde kærligheden når det kommer med et 7.000 kroners prismærke med. Og det er selvfølgelig hver måned de penge skal betales.

Hvad med privatlivet?

Gensidig forsørgerpligt knuser parforhold og privatøkonomier. Derudover er der en detalje jeg sjældent hører nævnt. Det er kommunen der bedømmer om folk er samboende. For at kunne gøre dette skal de jo kende til personerne. Det betyder at alle ugifte kontanthjælpsmodtagere skal have kommunen ind i deres privatliv. Sådan helt ind. Kommunen vil tage stilling til hvem der sover i din lejlighed, hvor ofte de gør det og hvor. Hvordan de vil gøre det, uden at kigge ind af vinduet jævnligt kan man spørge sig selv om. Os der har et arbejde, kan også blive spioneret på, hvis vi omgås med ledige under mistanke. Ingen går ramt forbi. Oven i det kommer mistanken om socialt bedrageri. En mistanke som alle ledige nu skal døje med. Jeg har tidligere beskrevet hvordan det var ekstremt problematisk for enlige forældre. Nu vil de overføre denne ide til alle ledige.

Det er en krænkelse af privatlivets fred. Både for de ledige, men også for alle os andre. Kommunen skal jo søge informationer overalt. Så du kan risikere at blive udspurgt om dine venner og bekendte. Det offentlige vil aktivt opsøge folk og forsøge at få dem til at angive deres venner. Den slags hører til i et totalitært kontrolsamfund som DDR. I Danmark burde det aldrig komme på tale. Men nu er det her. Indtil vi forener vores kræfter og smider den "røde" regering på porten.

Dette er mine argumenter for hvorfor gensidig forsørgerpligt er noget skidt. Næste gang nogen snakker om det, så snak om den slags, og lad være med at blive fanget i fradragsfælden. Det er en blindgyde. Ligeværdighed i parforhold. Moderne parforhold betyder økonomisk uafhængighed. Ingen prostitution af ledige. Og næsten aller-vigtigst. Ingen kontrol-fascisme i det danske land.

Undervis når eleverne er vågne

Den gennemsnitlige teenagers krop fortæller dem at de bør sove i tidsrummet 01-10. Hvorfor starter vi så undervisningen klokken 8.00 i folkeskolen og gymnasiet? Det betyder at de første 2-4 lektioner er går tabt. Eleverne sover stadig. Hvad om vi droppede at undervise før klokken 9.30 for 7. klasse og op i folkeskolen og før klokken 11 i gymnasiet? Vi kan med fordel rykke undervisningen til om eftermiddagen. Skoledagen skal have den samme længde. Bare uden at spilde de første 2-3 timer på sovende elever.

Normalt når vi snakker om mennesker og søvn, inddeler vi dem i morgenmennesker og natteravne. Nogen folk er friske og klar til kamp tidligt om morgenen, mens andre har svært ved at falde i søvn om natten før klokken har passeret midnat. Det viser sig at denne søvnrytme er baseret på folks interne ur. Er ur som de har meget lidt kontrol over. Alle kender oplevelsen af at have fri dagen efter, glæde sig til at kunne sove ekstra længe, og så alligevel vågne tidligt på morgenen og være lysvågen. Også selvom man er kommet lidt senere i seng. Det er kroppens indre ur der træder i karakter. Det holder styr på hvornår du skal være vågen og klar i hovedet, hvornår du bliver sulten og hvornår du bliver træt.

Det er sjældent at kroppens indre ur tror at en dag varer præcis 24 timer. Hvis det tror at dagen kun varer 23 timer, vil du typisk være et morgenmenneske, fordi dagen altid er en smule længere end din krop forventer. Hvis dit indre ur tror  at dagen er 25 timer lang, er du nok en natteravn. I løbet af dagen vil kroppen justere sit ur ud fra hvor meget sollys man får ind. Om vinteren er dette problematisk for nogen. Mindre sol betyder at kroppen mangler noget at rette ind efter. Personligt bruger jeg en dagslyslampe i vinterhalvåret. Den hjælper mig med at holde en fornuftig døgnrytme.

Ud over vinterens kommen og gåen ændrer vores døgnrytme sig igennem hele livet. I de tidlige leveår er de fleste morgenmennesker. Særligt i weekenderne. Til stor fortrydelse for forældrene der bliver vækket klokken skidt om morgenen, på en søndag, af deres unger der pludselig er lysvågne og aktive. Når vi når til teenageårene skifter dette søvnmønster ret kraftigt. De fleste af os bliver natteravne. Og deraf kommer stereotypen om dovne teenagere. Vi mennesker fungerer sjældent særligt godt når vi kun får halvdelen af den søvn vi skal bruge. At hive en teenager ud af sengen klokken 6.30 svarer til at nogen kommer og vækker dig klokken 3 om natten. På en dag hvor du skal møde klokken 8-9 stykker. Der er ret gode chancer for at dit humør og din mentale tilstedeværelse er mildest talt mangelfuld.

Hvad med alle de andre?

I et tidligere indlæg omkring endnu en skolereform, argumenterede jeg for at folk er forskellige. Vi skal lave være med at prøve at vælge den eneste rigtige løsning. Løsningen som er forkert for alle. Bare i forskellig grad. Det mener jeg stadigvæk vi skal undgå. Jeg vil tro at de fleste elever, givet et valg, vil vælge at møde senere. Nogen er morgenmennesker selv som teenagere. De skal selvfølgelig så stadig have undervisning som de plejer. I praksis forestiller jeg mig at man fremover sammensætter klasserne ud fra hvornår folk ønsker at starte undervisning. Så på et normalt gymnasium vil du have 3 trin med første lektion enten klokken 8.00, 9.30 eller 11.00.

I folkeskolen er det lidt mere udfordrende, da eleverne allerede er fordelt i klasser. I stedet kunne jeg tro at man måske sørgede for at have de samme to undervisningstimer i starten og slutningen af en dag. Tag en dag der starter med engelsk fra klokken 8-8.45, dansk fra klokken 8.45-9.30 og normalt slutter klokken 13.30. Man kunne så tilføje engelsk ind klokken 13.30-14.15 og dansk ind igen klokken 14.15-15.00. Det ville betyde at eleverne kan vælge om de vil have undervisning 8-13.30, 8.45-14.15 eller 9.30-15.00 på en given dag. Det ville give lærerne mere undervisningstid med færre elever. Det ville også give de elever der havde brug for lidt ekstra støtte i de fag muligheden for at deltage i både morgen og eftermiddagsundervisningen.

Dette er næppe løsningen på alle vores udfordringer. Det er bare en ide. Den burde være relativt omkostningsfri, og kunne give os bedre akademiske resultater på særlige de gymnasiale uddannelser. Ideen er lidt mere besværlig at overføre til de tekniske skoler, da en del håndværksfag gerne starter ganske tidligt. I forhold til sikkerhed på arbejdspladsen og teenageres søvnmønstre kunne man ligefrem sige urimeligt tidligt. Jeg anser det dog som uheldigt at blande mig i hvornår folk ønsker at tage på arbejde. Jeg vil bare gerne tilbyde et alternativ som giver bedre undervisning der hvor det er muligt.

Frem med fakler og høtyve

Ok, måske kun faklerne. Så er det blevet indkaldt til demonstration imod kontanthjælpsreformen på torsdag d. 19. December kl. 16. Det er primært nye politiske initiativer der står bag det. Resten af "venstre"-fløjen sidder jo allerede og trækker i snorene. Jeg er spændt på hvordan det kommer til at forløbe. Om der er held med at samle en folkelige opbakning? Om vi kan råbe politikerne op? Jeg håber på det første, tvivler stærkt på det andet. Hvis vi ønsker at gøre en forskel virker det som så godt et sted at starte som noget andet. Timingen er elendig, men det er jo nok en del af grunden til at lade reformen træde i kraft omkring nytår.

Forskere mener at hvis den amerikanske Tea-party bevægelse havde forsøgt at komme igang på en regnvejrsdag, var den aldrig kommet i luften. Folk ville være blevet hjemme, og bevægelsen havde aldrig fået luft under vingerne. Det tror jeg er rigtigt nok. Derfor er jeg også lidt ked af at de har valgt at lægge det en torsdag lige før jul. Folk er stressede med juleindkøb. Det er koldt (og vådt). Jeg dukker stadig op. Jeg forventer dog at mange folk vælger at gemme deres harme til det bliver lidt varmere i vejret. Særligt med udsigten til at blive sat i futtog på jorden i et par timer. Sådan "ganske præventivt" forstås.

Det er Forenede Demokrater der står som initiativtagere til demonstrationen. De er også i mindre grad kendt som lærer-partiet. Sådan som jeg læser deres parti-program er de mest en ny udgave af SF. På samme måde er "Alternativet" kommet til live, som en pendant til de Radikale. Gad vide hvornår Socialdemokraterne får en direkte konkurrent?

Jeg er stadig ubesluttet om hvorvidt jeg skal slutte mig til S og forsøge at ændre tingene indefra, eller starte / slutte mig til et nyt socialdemokrati. Selvom Forenede Demokrater er hovedinitiativtageren, er de langt fra de eneste der støttet op om det. Jeg vil noget andet end FD, og vil stadig dukke op. Både for at se hvor mange andre der er rede til forandring. Og fordi man skal starte et sted og protester mod kontanthjælpsreformen er et oplagt sted at starte.

Om det er fornuftigt at holde et fakkeloptog foran Christiansborg vil vise sig med tiden. Var det mig der var kommet i klemme, ville jeg nok være fristet til at bruge min fakkel til mere end bare at holde den højt i vejret, når først jeg stod der. Jeg håber at folk opfører sig pænt. Afbrænding af regeringsbygninger eller forsøg derpå ender ofte med at totalitære kræfter bruger det til at gribe magten. Eller bare stramme grebet om befolkningen.

I stedet vil jeg klæde mig varmt på. I tøj der også kan holde mig varmt hvis politiet sætter os i futtog. Og så have en negleklipper i lommen, så jeg kan komme fri hvis behovet for at komme på toilettet melder sig mens politiet mener jeg skal sidde der på asfalten og kukkelure. Endeligt vil jeg øve mig lidt på en sangtekst eller to.

Kan I høre folkets sang?
Høre det klinger fast og hårdt.
Det er musikken fra et folk,
der kaster slavelænken bort.
Når de dumpe trommers bud,
svarers af stærke hjerteslag,
Der skal et bedre liv gå ud i den nye dag.

Hvem går med i vores kamp?
Hvem følger med i vores spor?
Bag stridens røg og damp, kan I da se en bedre jord?
Så gå gennem kampen, til landet hvor friheden bor!

Kan I høre folkets sang?
Høre det klinger fast og hårdt.
Det er musikken fra et folk,
der kaster slavelænken bort.
Når de dumpe trommers bud,
svarers af stærke hjerteslag,
Der skal et bedre liv gå ud i den nye dag.

Vil I give hvad I kan af styrke, dødsforagt og mod?
Vil I tappert holde stand,
så kæmp jer fremad fod for fod.
Og jorden i fremtid skal vandes af martyrers blod.

Kan I høre folkets sang?
Høre det klinger fast og hårdt.
Det er musikken fra et folk,
der kaster slavelænken bort.
Når de dumpe trommers bud,
svarers af stærke hjerteslag,
Der skal et bedre liv gå ud i den nye dag.

Det neoliberale livssyn

Det er vigtigt at kende sin modstander. Jeg er modstander af neoliberalismen. Neoliberalismen er en flygtig modstander. Den har ingen åbne forkæmpere. Derimod har den noget tankegods som siver ind under radaren. Man kommer til at acceptere nogle ting som logiske og fornuftige. Også selvom det er forkert når man tænker over det. Det er nogle af de tanker jeg prøver at samle her. Hvis vi skal gøre modstand imod dette tankegods er det nødvendigt at gøre os klart hvad det er vi kæmper imod.

Det rationelle menneske

Begrebet omkring det rationelle menneske blev udviklet af Nobelprismodtageren John Nash (spillet af Russell Crowe i "A beautiful mind") og brugt til at beskrive hvordan de politiske stormagter ville agere under den kolde krig. Senere blev ideen taget fra "stormagter med atomvåben" over til almindelige mennesker. John Nash har selv udtalt at den sidste ide er helt hen i vejret. Det gav kun mening for ham fordi han led af ubehandlet paranoia og skizofreni. Økonomer ser den sidste ide som et kærkomment værktøj. Det gør nemlig at de kan beskrive alle mennesker som robotter der alene handler ud fra et ønske om at "maksimere deres glæde". Og det er meget nemmere at få til at passe ind i deres økonomiske modeller.

I økonomiske fagtermer kalder de deres ide for Homo Economicus. Det er hjørnestenen i den neoliberale tankegang. Ideen om at vi mennesker er simple lykkejægere. Det er tanken om at vi er 100% ego-centrerede. Homo economicus har ingen plads til medmenneskelighed. Når du giver penge til en hjemløs, så er det alene fordi du selv får en glædesfølelse ud af det. Der er ingen plads til etik. At overholde loven er et spørgsmål om at afveje risiko og konsekvenser for at blive fanget. Fred i samfundet er kun muligt fordi vi forventer at alle andre mennesker også er kyniske psykopater. De fleste økonomer ved godt at vi mennesker langt fra er 100% rationelle. De ser det som et ideal at efterstræbe.

Jeg ønsker at alle folk skal have muligheden for at finde lykken. Derfra og til at regne med at alle folk er psykopater der vil optimere deres egen glæde til alle tider uden betragtning for moral, etik eller deres medmennesker er hvor filmen knækker. I den offentlige sektor blev denne ide indført i 80'erne i bl.a. Storbritannien under navnet "New public management". Mantraet var at offentlige ansatte kun var ude på at mele deres egen kage. For at modvirke dette skulle alle måles og vejes i alt hvad de gjorde og belønnes efter deres resultater.

Hvis man har en hammer ligner hele verden søm. Og når man er økonom kan alting reduceres til penge. Flere penge betyder mere glæde. Hvis man ønsker at få folk til at gøre noget, så giver man dem penge for at gøre det. Hvis man ønsker at få folk til at stoppe med at gøre noget, så straffer man dem økonomisk. I offentlig forvaltning betød det at lønstigninger og forfremmelser alle blev bundet til om man opfyldte sine mål. Ramte man forbi sine mål blev man forbigået eller fyret.

Resultatet var at folk følte sig mistænkeliggjort, umyndiggjort og behandlet som robotter. De mistede lysten og viljen til at gøre et ordentligt stykke arbejde. I stedet gjorde de kun hvad de blev målt på. I Politiet blev de belønnet hvis der var et fald i rapporteret kriminalitet i et område. Det betød at politiet hold op med at optage rapporter når folk anmeldte en forbrydelse. Det så godt ud i statistikken, men gav også kriminelle frit spil. De implicerede fik forfremmelser og bonusser for deres gode arbejde. Hvis man betragter folk som upålidelige, utroværdige opportunister og behandler dem derefter, så får man præcis det man leder efter.

Lyder det som et fedt sted at arbejde? Nej vel. Der er en grundene til at folk spillede "Ding Dong the Witch is Dead" da kvinden bag indførelsen i Storbritannien, Margaret Thatcher, døde. I Danmark har vi udvist mådehold med at indføre denne ledelsesform. Administrationsform er nok et bedre ord for det. At indføre mistro og micromanagement på en arbejdsplads, kan dårligt kaldes at lede. Selvom det offentlige i et vidst omfang har været forskånet for "new public management", så er det grundlæggende tankesæt stadig iblandt os. I stedet for at rette det mod offentlig ansatte, som kunne finde på at sige op, så bliver blikket rettet imod befolkningen som helhed. Særligt folk på offentlig forsørgelse er i søgelyset.

Når beskæftigelsesministeren siger ting som "ingen bliver jo raske af at være på sygedagpenge", så er det Homo Economicus hun taler om. Tanken er at så længe folk bliver belønnet for at være syge, så har de ingen motivation for at blive raske. I rationelle termer er det jo en skide god ordning, man får dagpenge for at gøre absolut intet. Timelønnen er jo astronomisk. Så hvorfor skulle nogen arbejde på at blive raske når de får så god en hyre? Til den absurde påstand kan jeg kun tænke: "Tror ministeren at penge er en form for mirakelmedicin?". Vi giver folk sygedagpenge, så de kan få tid til at blive helt raske før de skal på arbejde igen. Alternativet er at folk går igang for tidligt og gør varig skade på sig selv. Vi giver folk sygedagpenge, så de slipper for at stresse alt for meget over økonomien og kan fokusere på at blive friske igen. Vi giver folk sygedagpenge fordi det er det anstændige at gøre. Som samfund er det vores opgave at hjælpe hinanden på fode igen når uheldet er ude.

Når folk snakker om "at det skal kunne betale sig at arbejde", så er det igen mistroen der hersker. Tanken er at hvis man kan opretholde en nogenlunde levestandard når man er arbejdsløs, så mister man motivationen til at søge arbejde. Det er igen helt hovedløst. Arbejde er med til at give indhold i hverdagen. Vi søger alle sammen en mulighed for at være relevante. For at gøre en forskel. Og for at finde noget mening med hverdagen. For langt de fleste er et godt arbejde grad svaret på den udfordring. Jeg ved godt hvor destruktivt det kan være at mangle noget at stå op om morgenen. Når man føler at man står stille. Når det hele bliver en grå miskmask og man dårligt kan se forskel på weekend og hverdag. Det er et rigtigt trist sted at være. Når man er fanget i det hul, vil man meget gerne væk derfra, og det er næsten uanset hvad folk vil betale en for at blive.

Pisk og gulerod

Der er en endnu mørkere side af "det rationelle menneske". Hvis man tror at folk kun søger glæde, så siger det sig også at de vil forsøge at undgå ubehag. Så hvis det fejler at lokke med en gulerod, så er det lige så godt at bruge pisken. Det er derfor vi står med både den nye kontanthjælpsreform og skolereformen. Formålet er at piske folk til at få sig en uddannelse. Det gamle mundheld siger "man kan tvinge hesten til truget, men ikke til at drikke". Med andre ord, det er håbløst at tro på at folk vil lære noget, bare fordi man tvinger dem til at dukke op på en skole.

Vi er tænkende, følende individer. Hvad bilder de sig ind at snakke om frihed og lighed, og så tvinge folk mod deres vilje. At tro på at folk bare flytter sig fordi man gør det ubehageligt at blive, er virkeligt dumt. At sætte en grænse op, og sige "her vil vi gerne have i holder jer fra" kan fungere. At sætte en grænse op hvor folk allerede er og sige "Flyt jer!" Det gør folk sure. Og med god grund. Det kan måske gå med en flok får. At prøve det med mennesker er både arrogant og kortsigtet. Vi nægter at acceptere den slags fra vores folkevalgte, og efterhånden som folk virkelig kommer i klemme med de nyeste reformer, vil regeringen mærke jorden brænde under sig.

Endnu en skolereform

Jeg har tidligere fortalt at jeg flyttede da jeg var 10 år gammel. Det gjorde at jeg også skulle skifte folkeskole. Fra børnehave-klasse til 4. Klasse gik jeg på en skole på Nørrebro. 5. til 9. klasse foregik på Amager, 10. Klasse tog jeg på en efterskole. I forhold til den nye skolereform vækker det nogle forskellige tanker i mig. I min første skole havde vi en del socialt udsatte børn, og det faglige niveau var presset. Alligevel var der et ret godt sammenhold. Da jeg skiftede skole landede jeg i et nyt miljø. Klassen var mere splittet og der var mobning i udstrakt grad. Det faglige niveau var også meget højere. Efterskoleopholdet tog jeg for den personlige udvikling. Det gjorde den pågældende efterskole rigtigt godt. Der var nogle problemer med mobning, men de løste sig over tid.

Hvis jeg skal relatere min skolegang til den nye reform, så er mine tanker noget i retning af dette: Min første skole ville nok have gavnet af at få udvidet undervisningstiden. Der var en del af børnene hvor det var umuligt at give dem lektier for og forvente at de kunne løse dem hjemme. Derfor ville lektiecafeer og andre støtteordninger have hjulpet markant. Samtidigt ville jeg have det fint med at skulle være i klassen 2-3 timer mere pr. dag. Min anden skole var et socialt helvede for mig. Nok lærte jeg en masse, men hvis jeg var blevet tvunget til at blive i skolen 2-3 timer mere hver eneste dag, så ville jeg næppe have været i live i dag. Min efterskoletid er så meget heldagsskole som noget kan være. Der var ingen problemer for mig med at være der hele tiden og altid.

Det jeg har taget med mig af indtryk fra min skoletid er at en heldagsskole kan være en god ide, men langt fra altid er det. Som så mange andre ting i livet, er der forskellige løsninger til forskellige situationer. Så hvis vi skal indrette folkeskolen på nogen måde, må det være efter det princip. Vi skal holde op med at forsøge at normalisere lærergerningen. Børn og unge er vidt forskellige og de fortjener at blive respekteret for dette. Det vi har nu er et forsøg på at finde en enkelt løsning der passer alle lige dårligt.

I foråret var jeg på kursus med Arbejdernetværket og på det kursus var der bl.a. et par folketingspolitikere vi kunne få i tale. Da jeg spurgte ind til skolereformen lød svaret som følger: "Folketinget udstikker kun rammelovgivninger, nogen rammer er vide, andre er stramme. På det seneste har der været en trend imod meget stramme rammer". Det er en pænt måde at sige at folketinget prøver at detailstyre tingene. Jeg mener at det er en fejl at prøve at styre dette centralt. I første omgang skal folketinget give slip på detailstyringen af folkeskolen. Det skal være op til de enkelte kommuner at gøre hvad de finder bedst for skolebørnene i deres egen kommune.

Målet er at kommunen tager noget af ansvaret og samtidigt giver tøjlerne videre til lærerne. På den måde bliver der igen plads til at indrette folkeskolen efter børnenes behov. På anvisninger af dem der er tættest på udfordringerne og har den bedste viden om hvad løsningen kunne være. For det er lærerne der sidder med svarene. På det højere organisatoriske plan kan jeg sagtens forestille mig at Undervisningsministeriet kan fungere som sparringspartner overfor kommunerne, så de undgår kendte faldgruber og kan tage ved lære af andres erfaringer. Men i sidste ende vender det altid tilbage til lærerne. Deres job er benhård emotionelt arbejde. Og hvis vi forventer at de skal dedikere alt deres energi til at give vores børn den bedst tænkelige uddannelse, så skal de have vores respekt, vores opbakning og ikke mindst retten til at indrette undervisningen som de selv finder det bedst.

Pisa-undersøgelser trækker hver år opmærksomhed, fordi vi på den måde kan se os selv i forhold til andre lande, men de er også irrelevante. Om Finland eller Kina er bedre end os til matematik er underordnet. Det der er relevant i den sammenhæng er om børnene lærer det de har brug for. Lærer de at kunne begå sig i samfundet som hele, afbalancerede mennesker. Får de lært at skille skidt fra kanel, så de er rustet til en verden fyldt med misinformation og propaganda. Har de forudsætningerne for at fortsætte deres uddannelse, om det så er af boglig eller praktisk natur. Og har de tilegnet sig evnerne til at samarbejde med andre, handle selvstændigt og tænke kritisk. Det er den slags ting vi skal bruge folkeskolen til. Og det er der ingen pisa-test der kan måle.

Hvad om vi delte opgaverne?

For tiden går jeg rundt på deltid. Jeg afholder min forældreorlov. Det betyder at jeg kun arbejder tre dage om ugen. Efter nytår ændrer det sig til at jeg kun har en ugentlig fridag. Det fortsætter så indtil en gang i slutningen af foråret. Jeg arbejder med IT-udvikling og skal derfor forsøge at finde løsninger på en masse komplekse problemstillinger. Ofte summer jeg videre over nogen af de udfordringer der er, selv når jeg holder fri. Når jeg arbejder færre dage om ugen, kommer jeg også tilbage på arbejde med bedre ideer. Det giver så at sige et mentalt forspring. Det er nok til at jeg finder tiden til at reflektere lidt dybere over nogen ting. Til at hjælpe med at finde løsninger. En arbejdsdag er stadig mere produktiv end en fridag. Men en fridag er sjældent bare tabt tid.

Jeg arbejder med resultatorienteret arbejde. Så for mig gør det en forskel på den målbare kvalitet af mit arbejde. Jeg vil mene at det også kan gøre en forskel for folk der laver godt-nok arbejde også (for en forklaring på de termer, læs mere her. Det kan være forskellen imellem at have en mentalt udkørt kasse-assistent, der sidder i en dårlig arbejdsstilling og slider sig selv ned. Eller en buschauffør der er i godt humør og tager sig tid til at vente et ekstra par sekunder ekstra på folk der løber efter hans bus, fordi han ved at han kan hente det på tidsplanen igen. Det kan være medarbejderen i serviceskranken på kommunen, der ringer op til en afdeling for at sikre sig at der er nogen, før de sender en gangbesværet person ud og gå den fulde længde af rådhuset. Alt sammen ting som man hverken er en direkte del af jobbeskrivelsen eller det man bliver målt på. Det er dog stadig ting der gør en forskel imellem om vi får en god eller en dårlig dag når vi møder dem.

Så mit forslag er et der er blevet prøvet adskillige gange gennem tiden. Tilbyd offentlige ansatte at de kan få en midlertidig ugentlig fridag. For hver 4 personer der siger ja tak til tilbuddet, hyrer man en ny person ind. Dem der går ned i tid, skal selvfølgelig også gå noget ned i løn. Umiddelbart ville jeg mene at de skulle holde fri uden løn, og så blive kompenseret med en halv dagpenge sats i stedet. Så de får ~400 kr ekstra om dagen for deres fridage. Det vil stadig være en nedgang, men det vil være overkommeligt.

Tidligere forsøg som dette har brugt fuld dagpenge sats, og reglerne om supplerende dagpenge. Jeg vil foreslå halv dagpenge sats. Det betyder at det vil være udgiftsneutralt selv om den man ansætter er person der normalt er på kontanthjælp. Det gør at ingen skal bruge deres dagpengeperiode på at være solidarisk. Folk optjener stadig dagpenge-ret som normalt. Administrativt er det simpelt. Så længe vi holder denne løsning indenfor det offentlige slipper vi for at kreative arbejdsgivere udnytter systemet til egen profit. Grundlæggende er det  lidt løntilskud, men uden lønpresset, usikkerheden og følelsen af at være andenrangs-medarbejder.

Når ledigheden begynder at falde igen, kan man afvikle dele-stillingerne. Indtil da vil man kunne håndtere stigninger i antallet af opgaver ved at inddrage de midlertidige fridage. Det samme gælder hvis nogen folk stopper på arbejdspladsen, bliver syge eller går på barsel. Fordi man allerede har den ekstra buffer er det smertefrit at håndtere den slags. På samme måde kan man vælge at skifte over til nedsat tid i afdelinger som en spare-mekanisme for at undgå at skulle afskedige folk på et tidspunkt hvor deres muligheder for at finde anden ansættelse er helt i bund.

For faggrupper som i forvejen investerer tungt på den emotionelle konto vil det i mit hoved give endnu bedre mening. Jeg tænker her primært på lærerne. Når man ignorerer normaliseringsidiotien, så er det tydeligt at dette er en faggruppe som lægger liv og sjæl i deres arbejde. En nedgang i timetallet og lidt ekstra kollegaer kan vel kun betragtes som en fordel. Særligt nyuddannede lærere kan sikkert bruge lidt ekstra fritid til at bearbejde alting. Når vi så samtidigt har en del lærere gående ledige for tiden, virker det som en oplagt løsning. Alternativet er at de finder anden beskæftigelse så vi står og mangler dem senere.

Hvorfor vente?

Når løsningen er så lige til, hvorfor tøver politikerne så? Svaret er desværre noget vi har mødt før. At sætte folk i arbejde på denne måde vil totalt modvirke den store plan. Så længe de er overbevist om at øget ulighed og lavere løn er fremtiden, vil denne løsning være en trussel. Dette er kun en del af løsningen på de udfordringer vi står overfor. Men den er udgiftsneutral for samfundet og vil helt sikkert hjælpe på sagerne, og det er godt nok til at sætte den på min liste over gode ideer.

Med kultur skal kultur forædles

Kultur er den fælles identitet der holder os sammen og gør livet nemmere i hverdagen. Når vi er hjemme i vores egen kultur, så ved vi hvad vi skal forvente at folk gør i de mest almindelige situationer. Til hverdag har vi kulturen alt for tæt inde på livet, til at vi overhovedet forstår at den er der. Det er kun når man tager ud i verden og ser hvor anderledes tingene kan være, at man ser forskellene, og at man derfor bliver i stand til at tænke over at den danske kultur er sit helt eget væsen. Vores opfattelse af hvad der giver livet værdi, er i høj grad kulturelt bestemt.

Kulturen i Danmark, såvel som i resten af verden, er altid i forandring. Vi bliver alle sammen påvirket af hvad der sker både i vores nærmiljø såvel som i resten af verdenen. Dette sker både gennem tv og internettet, men også ved direkte møder, enten ved at vi tager ud i verden og oplever noget vi tager med hjem, eller gennem indvandring, hvor folk tager deres kulturelle ophav med til Danmark og begynder at dele det med resten af os på hjemmebanen. At dette sker kan ingen fornægte, omend der er forskellige måder at håndtere det på.

I Danmark lider vi under at vi aldrig rigtigt har taget os sammen og defineret hvad dansk kultur handler om. Dette er nok grunden til at DF i den grad har fået lov til at definere den ud fra deres forstokkede verdenssyn omkring hvordan tingene var dengang Pia K. var barn og alting bare var bedre. Det er sygt og der er i den grad et behov for en bedre fortælling om hvad det er dansk kultur handler om.

For mig handler det om lighed og fællesskab. Vi står som samfund sammen om at sikre at alle får en fair chance i livet. Vi er åbne overfor nye indtryk og ideer. Dog vælger vi at sortere i tingene. Så de ting der giver mening at beholde, lader vi blive en del af vores samfund. De ting der bryder med vores værdier, bliver forkastet. Vi er absolut for adspredelse, så længe det sker på en frivillig facon. At en person gerne vil iføre sig en særlig klædedragt er helt fint. At pålægge andre at skulle gå klædt på en særlig måde er absolut yt. Det er en hårfin grænse, særligt fordi det kan være så svært at skelne.

Det betyder at vi til tider skal være klar til at opdrage på folk der flytter til landet. Jeg ville f.eks. forvente at vi tog en alvorssnak med en gruppe tilflyttende amerikanere hvis de valgte at bruge deres frihed til at prøve at benægte kvinder retten til abort. Det er fint at de har en holdning til det og vælger at dele den vidt og bredt. Den holdning skal bare holde sig væk fra at verbalt eller fysisk angribe folk uden for sygehuse, som det ellers ses i deres hjemland. Der er bare visse barbariske traditioner vi er for civiliserede til i Danmark, og det bør vi aldrig være for blege til at kæfte op om.

Kultur er på godt og ondt et samfunds vaner. Det er de gode og dårlige ting vi tillægger os, uden egentlig at tænke over det. En af de dårlige vaner vi har haft, er at sidestille tolerance, med at lægge bånd på vores egen kultur. Dette er en dårlig vane, fordi det giver plads til andre dårlige vaner. Med kultur såvel som med vaner, gælder det at man aldrig kan bekæmpe det ved at forsøge at gøre mindre. Hvis man vil af med en dårlig vane er man nødt til at anlægge sig en anden god vane. Hvis man gør det godt, vil den gode vane fylde mere end den dårlige vane og fortrænge den over tid. Det samme gør sig gældende med kultur. Hvis vi ønsker at bevare og styrke den danske kultur, så skal vi dyrke den. Den skal dyrkes åbent, skamløst og fordomsfuldt. Folk der flytter til Danmark skal gennemsyres af vores kultur. De skal blive danske helt ind i hjertet, om de så vil det eller ej. Selvfølgelig skal de have lov til at bevare deres særpræg. Den danske kultur bygger trods alt på frihed og frivillighed. Men vi skal stadig holde ved vores kultur, også når den kan støde andre.

At blive stødt over noget, er altid et aktivt valg. Hvis folk ønsker at blive stødt, så skal de nok finde noget at blive det over. De vil altid gå og simre i en krog. Den bedste måde at gøre noget ved det, er at åbent og ærligt at ignorere dem. Det er deres valg, og det skal de have lov til. Nu er vi bare i Danmark, og der har vi bedre ting at bruge krudtet på. Så lad os endeligt blive ved med at gøre ting som andre kan vælge at blive stødte over. Så længe vi gør noget der gør os selv lykkelige. Vi er et frit folkeslag og den eneste måde fremmede kulturer opdager dette er ved at vi fejrer det.

Den danske kultur er under angreb. Angrebet kommer fra de der ønsker at omskrive den til at tjene deres egen politiske agenda. Det kommer fra dem der føler at det er vigtigt at vi giver plads til fremmede kulturer. Det kommer fra dem som er grådige og vil forbeholde vores kultur til "rigtige danskere". Og det kommer fra de folk der er for dovne til at engagere sig i deres eget land. Vi er kun 5½ mio. Danskere i verden. I visse lande ville de betragtes som et truet mindretal man bør oprette særlig beskyttelse til. Nok er vi få, men vi er stolte over hvem vi er, vi har haft og kan igen få en stærk kultur-tradition. Det kræver at vi gider gør indsatsen der skal til.

Helt konkret betyder det at vi skal holde fast i alle de gode danske traditioner, og lære dem til hvem der end måtte flytte til landet. Nu står julen for døren og diverse grupper af folk jeg har svært ved at se forenet med gode danske værdier har travlt med at blive stødt over at tilflyttere uden en kristen baggrund rent faktisk ønsker at deltage. Det er da den helt forkerte tilgang. For det første er det en vinterfest vi har fejret længe før kristendommen kom til Norden. Den blev sågar lagt hvor den ligger, fordi det var den eneste måde kristendommen kunne komme ind i varmen til vores vintersolhvervsfest. For det andet, er det da en kæmpe sejr at de begynder at fejre julen. Hvis vi skal drukne dem i dansk kultur, så er julen et oplagt sted at starte. Lad dem føle hjertevarmen og hyggen som den danske jul indebærer.

Det er vores fælles ansvar at dyrke den danske kultur, og at dyrke den betyder også at dele den med andre. Det er den sikreste måde at både bevare vores egen kultur, og sikre os imod diverse uskikke som kan følge med fremmede kulturer. Vi har helt sikkert også en masse ting som vil forfærde andre nationer fra nær og fjern, men det er deres hovedpine. Vi skal bare holde fast i at være dem vi er, og være stolte af det. Og det starter med at droppe den undskyldende holdning til vores egen nationale identitet.

Arbejdsløsheden er fagbevægelsens skyld

Det er min simple påstand. I debatten om kontanthjælp og dagpenge hører jeg ofte at folk har brug for et job. Jeg vil gerne udfordre den holdning lidt. I et jobmarked findes der 2 overordnede grupper af arbejde. Godt-nok arbejde og resultatorienteret-arbejde. Det er et skel folk ofte glemmer. Det er langt fra alle jobs der falder i disse to grupper, men det gør det nemmere at skrive om hvis vi har lavet det skel.

Godt-nok arbejde

Det der kendetegner et "godt nok"-job er at selv hvis man gør jobbet fejlfrit, er der næsten ingen mulighed for at gøre tingene bedre. Klassiske eksempler på dette er en buschauffør eller togfører på en fast tidsplan. Når bare de kører til tiden, så er der intet de kan gøre for at hæve niveauet. Det samme gælder for de fleste kasseassistenter i f.eks. supermarkeder. En trænet kasseassistent kan scanne varer hurtigere end kunderne kan pakke tingene i den anden ende. Så alt evne til at gøre sit job bedre efter det punkt er spildt. Det ses også på butikkernes ansættelsesmønstre hvor de fyrer erfarne (og dyrere) medarbejdere, for at hyre medarbejdere der er et par kroner billigere i timen. Mange stillinger i Danmark hører under denne kategori.

Resultatorienteret-arbejde

Dette er de opgaver hvor der er betydelig forskel på godt jobbet bliver udført. Indenfor IT snakker man om at dygtige programmører kan være 10, 100 eller 1000 gange mere produktive end den gennemsnitlige programmør. Indenfor andre kreative fag så som grafisk arbejde, musik og forfatterskab er det også accepteret at der er en enorm spredning på hvad der bliver leveret. En dygtig jurist kan være gøre forskellen mellem en vundet eller tabt sag.

Der er en del jobs der hverken hører til i den ene eller anden gruppe. Til tider vil folk dog fejlagtigt placere dem i en af grupperne, dette gælder særligt en del bløde fag, hvor det kan være svært at måle eller se forskellen i hvad personen leverer og de derfor bliver betragtet som godt-nok stillinger.

Lønforhandling

Man skelner mellem individuel forhandling og kollektiv forhandling. Hvad der er bedst, afhænger hvad for et type arbejde man forhandler om. Hvis man har resultatorienteret-arbejde er det typisk i både arbejdsgiver og arbejdstagers interesse at have individuel forhandling. En overenskomst vil straffe de dygtigste folk og de vil derfor søge andet job eller bliver mindre produktive fordi de kun ønsker at levere hvad de er blevet betalt for. Hvis man har godt-nok arbejde, vil det typisk være til arbejdstagerens fordel at forhandle kollektivt og til arbejdsgiverens fordel at forhandle individuelt. Typisk vil der også være en middelvej, så som en kollektiv forhandling, med mulighed for at tildele forskellige personlige tillæg til de enkelte medarbejdere.

Kollektive forhandlinger er fagforeningernes område. 

Det er dem der sætter sig ved bordet og forhandler de næste par års lønstigninger og rettigheder for folk på en overenskomst. Og her er det så vi kommer til kødet i min indlæg. For fagforeningerne ved godt at når de forlanger mere i løn, så kommer til til at koste nogle arbejdspladser. Det er trods alt grundlæggende økonomisk lærdom omkring prissætning. Prisen bestemmer hvor meget efterspørgsel der vil være. Dette gælder også for køb af arbejdskraft.

Hvis en af nabolagets unger tilbyder at klippe din græsplæne for 25 kroner per gang så er du nok interesseret. Er prisen er 75 kr. Er det måske interessant alt efter græsplænens størrelse. De færreste vil dog takke ja hvis prisen er 200 kr. For 25 kr. per gang vil du nok ønske at få græsset klippet hver uge. Er prisen 75 kr pr. gang, ville du nok nøjedes med at få det klippet hver anden uge.

På den måde kan vi forholde os til at stillinger opstår og forsvinder alt efter prisen på arbejdskraft. Med godt-nok arbejde gælder det at man ansætter den billigste arbejdskraft man kan finde. Så man kan godt sige at lønnen gælder for alle i branchen. I et frit marked vil lønnen finde et naturligt niveau, hvor alle folk er i arbejde og ingen ønsker yderligere arbejdskraft til den pris. Hvis der var flere ledige stillinger, ville de tilbyde en lidt højere løn og på den måde ville markedet finde en ny hvile-position. Kom der flere ledige til, ville de tilbyde at arbejde for færre penge end dem der havde et job, og så ville lønnen falde. Når lønnen falder, dukker der nye job op. På den måde finder lønnen igen et naturligt niveau at blive på hvor alle er i arbejde.

I økonomi gælder det om at maksimere profitten, og det samme gælder selvfølgelig for lønforhandlinger. Målet er at tjene flest muligt penge til lønmodtagerne. Når vi introducerer kollektiv forhandling, bryder vi dette fine naturlige system. I stedet for at sætte et mål om at have fuld beskæftigelse, så sætter vi lønnen så det giver flest samlede lønkroner. Lad os tage et eksempel: I lille bakkeby er der opgaver nok til at 150 personer kunne holdes beskæftiget. Dog er alting jo forskellige ting værd, så for hver krone lønnen stiger, holder en af de job op med at kunne betale sig. Så ingen løn, betyder 150 stillinger, 50 kroner i timen betyder 100 stillinger, 100 kr i timen betyder 50 stillinger og 150 kroner i timen betyder ingen stillinger. Hvis vi nu siger at der er 110 arbejdsduelige folk i byen. Så vil lønnen finde en balance på 40 kroner i timen, hvor alle har et arbejde.

Nu er spørgsmålet så. Er det den bedste løsning for de 110 folk? Svaret er nej. Lige nu tjener de til sammen 110 stillinger x 40 kroner i timen = 4.400 kroner. Hvis nu 10 af dem besluttede sig for at nægte at arbejde. Så ville de forskellige arbejdsgivere skulle kæmpe om de resterende 100 folk, og en ny lønbalance vil ende på 50 kroner i timen. 100 stillinger x 50 kroner i timen = 5.000 kroner. Det er her kollektiv forhandling viser sin styrke. Ved at stå sammen kan de insistere på en højere løn. Det vil betyde at de som gruppe får en samlet højere løn, også selvom en del af dem bliver arbejdsløse. I vores lille eksempel får man tjent flest lønkroner ved at holde fast på en løn på 75 kroner. Det betyder at der vil være 75 i job, til 75 kr i timen og tjene = 5625 kroner i alt.

Det vil også betyde at 35 mand går arbejdsløse, så hvis den løsning skal fungere, så kræver det at dem i job deler fortjenesten med dem uden arbejde. Hvis vi nu siger at de 35 uden job, bliver ved med at få 40 kroner i timen, selvom de intet laver. Så er de holdt skadesløse i forhold til at tage et job og derved presse lønnen ned igen. Så af de 5625 lønkroner skal vi trække 40 kroner x 35 ledige = 5625 - 1400 kroner = 4225 kroner til fordeling blandt de arbejdende 75, det giver dem 56,25 kroner i timen "efter a-kasse". Det er selvfølgelig surt at skulle se 25% af sin løn forsvinde på den måde, men man skal huske på at man stadig tjener 40% mere end man ellers ville. Og det er 40% ekstra efter vi har trukket bidraget til dem der går ledige fra.

Hele vejen rundt

Med det kan vi kigge tilbage på min oprindelige påstand. Jeg vil påstå at arbejdsløshed er fagbevægelsens skyld, og det er bedst sådan. Med mindre man altså er arbejdsgiver, så er det klart at man har en konkret grund til at sælge folk på en historie om at ledige mennesker er dovne og en byrde for samfundet. At fagbevægelsen skaber arbejdsløshed, og at det ville være bedre hvis vi altid brugte individuel lønforhandling, specielt når vi snakker om godt-nok stillinger, hvor arbejdsgiverne kan bytte medarbejdere ud løbende for at holde lønnen så langt nede som muligt.

Så næste gang du hører folk brokke sig over samfundsnassere og lignende, så overvej præcis hvorfor du får den løn du får i dag og hvem det mon er der står til at vinde hvis vi får tvunget de ledige i arbejde.