Arbejdsløsheden er fagbevægelsens skyld

Det er min simple påstand. I debatten om kontanthjælp og dagpenge hører jeg ofte at folk har brug for et job. Jeg vil gerne udfordre den holdning lidt. I et jobmarked findes der 2 overordnede grupper af arbejde. Godt-nok arbejde og resultatorienteret-arbejde. Det er et skel folk ofte glemmer. Det er langt fra alle jobs der falder i disse to grupper, men det gør det nemmere at skrive om hvis vi har lavet det skel.

Godt-nok arbejde

Det der kendetegner et "godt nok"-job er at selv hvis man gør jobbet fejlfrit, er der næsten ingen mulighed for at gøre tingene bedre. Klassiske eksempler på dette er en buschauffør eller togfører på en fast tidsplan. Når bare de kører til tiden, så er der intet de kan gøre for at hæve niveauet. Det samme gælder for de fleste kasseassistenter i f.eks. supermarkeder. En trænet kasseassistent kan scanne varer hurtigere end kunderne kan pakke tingene i den anden ende. Så alt evne til at gøre sit job bedre efter det punkt er spildt. Det ses også på butikkernes ansættelsesmønstre hvor de fyrer erfarne (og dyrere) medarbejdere, for at hyre medarbejdere der er et par kroner billigere i timen. Mange stillinger i Danmark hører under denne kategori.

Resultatorienteret-arbejde

Dette er de opgaver hvor der er betydelig forskel på godt jobbet bliver udført. Indenfor IT snakker man om at dygtige programmører kan være 10, 100 eller 1000 gange mere produktive end den gennemsnitlige programmør. Indenfor andre kreative fag så som grafisk arbejde, musik og forfatterskab er det også accepteret at der er en enorm spredning på hvad der bliver leveret. En dygtig jurist kan være gøre forskellen mellem en vundet eller tabt sag.

Der er en del jobs der hverken hører til i den ene eller anden gruppe. Til tider vil folk dog fejlagtigt placere dem i en af grupperne, dette gælder særligt en del bløde fag, hvor det kan være svært at måle eller se forskellen i hvad personen leverer og de derfor bliver betragtet som godt-nok stillinger.

Lønforhandling

Man skelner mellem individuel forhandling og kollektiv forhandling. Hvad der er bedst, afhænger hvad for et type arbejde man forhandler om. Hvis man har resultatorienteret-arbejde er det typisk i både arbejdsgiver og arbejdstagers interesse at have individuel forhandling. En overenskomst vil straffe de dygtigste folk og de vil derfor søge andet job eller bliver mindre produktive fordi de kun ønsker at levere hvad de er blevet betalt for. Hvis man har godt-nok arbejde, vil det typisk være til arbejdstagerens fordel at forhandle kollektivt og til arbejdsgiverens fordel at forhandle individuelt. Typisk vil der også være en middelvej, så som en kollektiv forhandling, med mulighed for at tildele forskellige personlige tillæg til de enkelte medarbejdere.

Kollektive forhandlinger er fagforeningernes område. 

Det er dem der sætter sig ved bordet og forhandler de næste par års lønstigninger og rettigheder for folk på en overenskomst. Og her er det så vi kommer til kødet i min indlæg. For fagforeningerne ved godt at når de forlanger mere i løn, så kommer til til at koste nogle arbejdspladser. Det er trods alt grundlæggende økonomisk lærdom omkring prissætning. Prisen bestemmer hvor meget efterspørgsel der vil være. Dette gælder også for køb af arbejdskraft.

Hvis en af nabolagets unger tilbyder at klippe din græsplæne for 25 kroner per gang så er du nok interesseret. Er prisen er 75 kr. Er det måske interessant alt efter græsplænens størrelse. De færreste vil dog takke ja hvis prisen er 200 kr. For 25 kr. per gang vil du nok ønske at få græsset klippet hver uge. Er prisen 75 kr pr. gang, ville du nok nøjedes med at få det klippet hver anden uge.

På den måde kan vi forholde os til at stillinger opstår og forsvinder alt efter prisen på arbejdskraft. Med godt-nok arbejde gælder det at man ansætter den billigste arbejdskraft man kan finde. Så man kan godt sige at lønnen gælder for alle i branchen. I et frit marked vil lønnen finde et naturligt niveau, hvor alle folk er i arbejde og ingen ønsker yderligere arbejdskraft til den pris. Hvis der var flere ledige stillinger, ville de tilbyde en lidt højere løn og på den måde ville markedet finde en ny hvile-position. Kom der flere ledige til, ville de tilbyde at arbejde for færre penge end dem der havde et job, og så ville lønnen falde. Når lønnen falder, dukker der nye job op. På den måde finder lønnen igen et naturligt niveau at blive på hvor alle er i arbejde.

I økonomi gælder det om at maksimere profitten, og det samme gælder selvfølgelig for lønforhandlinger. Målet er at tjene flest muligt penge til lønmodtagerne. Når vi introducerer kollektiv forhandling, bryder vi dette fine naturlige system. I stedet for at sætte et mål om at have fuld beskæftigelse, så sætter vi lønnen så det giver flest samlede lønkroner. Lad os tage et eksempel: I lille bakkeby er der opgaver nok til at 150 personer kunne holdes beskæftiget. Dog er alting jo forskellige ting værd, så for hver krone lønnen stiger, holder en af de job op med at kunne betale sig. Så ingen løn, betyder 150 stillinger, 50 kroner i timen betyder 100 stillinger, 100 kr i timen betyder 50 stillinger og 150 kroner i timen betyder ingen stillinger. Hvis vi nu siger at der er 110 arbejdsduelige folk i byen. Så vil lønnen finde en balance på 40 kroner i timen, hvor alle har et arbejde.

Nu er spørgsmålet så. Er det den bedste løsning for de 110 folk? Svaret er nej. Lige nu tjener de til sammen 110 stillinger x 40 kroner i timen = 4.400 kroner. Hvis nu 10 af dem besluttede sig for at nægte at arbejde. Så ville de forskellige arbejdsgivere skulle kæmpe om de resterende 100 folk, og en ny lønbalance vil ende på 50 kroner i timen. 100 stillinger x 50 kroner i timen = 5.000 kroner. Det er her kollektiv forhandling viser sin styrke. Ved at stå sammen kan de insistere på en højere løn. Det vil betyde at de som gruppe får en samlet højere løn, også selvom en del af dem bliver arbejdsløse. I vores lille eksempel får man tjent flest lønkroner ved at holde fast på en løn på 75 kroner. Det betyder at der vil være 75 i job, til 75 kr i timen og tjene = 5625 kroner i alt.

Det vil også betyde at 35 mand går arbejdsløse, så hvis den løsning skal fungere, så kræver det at dem i job deler fortjenesten med dem uden arbejde. Hvis vi nu siger at de 35 uden job, bliver ved med at få 40 kroner i timen, selvom de intet laver. Så er de holdt skadesløse i forhold til at tage et job og derved presse lønnen ned igen. Så af de 5625 lønkroner skal vi trække 40 kroner x 35 ledige = 5625 - 1400 kroner = 4225 kroner til fordeling blandt de arbejdende 75, det giver dem 56,25 kroner i timen "efter a-kasse". Det er selvfølgelig surt at skulle se 25% af sin løn forsvinde på den måde, men man skal huske på at man stadig tjener 40% mere end man ellers ville. Og det er 40% ekstra efter vi har trukket bidraget til dem der går ledige fra.

Hele vejen rundt

Med det kan vi kigge tilbage på min oprindelige påstand. Jeg vil påstå at arbejdsløshed er fagbevægelsens skyld, og det er bedst sådan. Med mindre man altså er arbejdsgiver, så er det klart at man har en konkret grund til at sælge folk på en historie om at ledige mennesker er dovne og en byrde for samfundet. At fagbevægelsen skaber arbejdsløshed, og at det ville være bedre hvis vi altid brugte individuel lønforhandling, specielt når vi snakker om godt-nok stillinger, hvor arbejdsgiverne kan bytte medarbejdere ud løbende for at holde lønnen så langt nede som muligt.

Så næste gang du hører folk brokke sig over samfundsnassere og lignende, så overvej præcis hvorfor du får den løn du får i dag og hvem det mon er der står til at vinde hvis vi får tvunget de ledige i arbejde.