Reformer er aldrig bare en spareøvelse

Siden finanskrisen, har der været en masse reformer, som stort set alle som en, har haft det officielle formål at gøre tingene mere tidssvarende, at imødekomme fremtidens behov og selvfølgelig at spare lidt på statens finanser. Processen kan meget kort beskrives i følgende tre trin:

1. Regeringen (uanset parti-farve) annoncerer en reform der vil gøre livet hårdere for en mindre del af befolkningen og samtidigt spare statskassen for nogle penge.
2. Folk der bliver ramt brokker sig højlydt mens alle andre kigger lidt vantro på fra sidelinien og håber at med denne reform så bliver det mindre nødvendigt også at skære et sted hvor man selv har noget at miste.
3. Regeringen gennemfører reformen alligevel med en henvisning til at det nødvendigt efter krisen at holde hus med pengene, og at der skam også er nogle gode ting ved reformen.

Efter lidt tid kommer der lidt brok fra forskellige fagforeninger og andre interesseorganisationer om at de lovede nye ting var et skalkeskjul og at det var en ren spareøvelse. Derefter ved man næsten hvordan tingene kommer til at forløbe, dem der holder med de røde (eller gerne ville holde med de røde) vil insistere på at vi er ved at spare os ihjel, mens dem der holder med de blå insisterer på at vi er nødt til at holde hus med pengene nu, for at sikre at der er råd til velstand senere.

Begge sider overser at reformer aldrig bare er spareøvelser, selvom det kan virke på den måde ved første blik. Målet for de reformer vi har set efter finanskrisen har alle været at skabe flere arbejdsplader efter en noget snørklet formel.

1. Reformens umiddelbare mål er at skabe flere arbejdssøgende ledige.
2. Tanken er at hvis der er flere ledige der søger arbejde, vil folk kræve mindre i løn (eller bare acceptere nul-stigninger mens inflationen løber fra folk).
3. Hvis real-lønnen falder, så stiger den famøse konkurrence-evne og vi får derved jobs til alle de folk vi nu har gjort ledige.

Personligt syntes jeg det er en rigtigt dårlig ide, men derfor er det stadig den ide de handler efter. Grunden til at de samtidigt undgår at tale om den del af det, er selvfølgelig at den klassiske reform-plan falder til jorden med et brag hvis man melder ud at målet er at ramme størstedelen af danskerne på pengepungen, om de så arbejder eller ej.

Trin 1, flere ledige der søger arbejde

Når det kommer til at skabe flere ledige så giver det bedst mening at have ledigheden blandt de yngre generationer. De er de omstillingsparate, de har kun en svag reference for "hvordan det burde være" og det er helt ufatteligt meget nemmere at sælge folk på en historie om at Sigurd på 23 år er en doven ung mand som sagtens kunne finde sig et job hvis han tog sig sammen. Prøver man at fortælle den samme smøre om hans far, Claus på 54, der er blevet fyret efter at gjort sit job godt i 32 år, så kan folk godt se at det er en stor fed løgnehistorie vi bliver fortalt om at folk er skyld i deres egen ulykke.

Efterlønnen der blev for dyr

De færreste virksomheder fyrer eksisterende medarbejdere for at hyre nogle andre. De hyrer når der er behov for flere folk eller de mister medarbejdere enten til jobskifte eller pensionering. Når det kommer til nedskæringer på arbejdspladserne, så er hovedreglen typisk "Sidst ind, først ud". Det giver fin mening, at man på den måde belønner loyalitet med jobsikkerhed. Det betyder så desværre også at det er de unge der oftere oplever ledighed. Efterlønnen blev indført fordi vi i Danmark havde et problem med en stigende ungdomsarbejdsløshed i landet. Der var en frygt for at alle de nyuddannede og arbejdsparate folk ville gå ledige i længere periode og så glemme alle de ting vi lige havde brugt tid og penge på at lære dem. Ved at tilbyde folk at kunne gå på pension tidligere, så fik man fjernet nogle folk i den ene ende af arbejdsmarkedet for at løse proppen i den anden. Samtidigt betød det at når virksomheder skulle skære ned, så kunne de diskret forhøre om nogle af deres ældste medarbejdere var ok med at smutte lidt tidligere på pension.

I det store hele var efterlønnen en succes for samfundet. De unge kom i arbejde, og folk der var nedslidte fik lov til at trække sig tilbage under ordentlige forhold. Samfundsøkonomisk var den som udgangspunkt nogenlunde udgiftsneutral, vi byttede bare unge på dagpenge ud med ældre på efterløn, satserne var stort set det samme. Samtidigt blev det gjort til at man skulle betale til efterlønnen, så ud over at man sparede på dagpengene, sparede man også op på efterlønsopsparingen.  Umiddelbart før krisen indtræf stod vi dog i den modsatte situation, vi havde mangel på arbejdskraft og derfor var det jo lidt problematisk at vi havde folk med årelang erfaring der gik på efterløn når vi stod og manglede dem på arbejdsmarkedet.

Før krisen var der derfor allerede snak om at afskaffe efterlønnen for at holde folk i arbejde, efter krisen blev det kun nemmere, der kunne man henføre til at den var dyr i drift, selvom de samme mennesker nok bare havde figureret som dagpengemodtagere til den præcis samme takst, hvis efterløn var blevet afskaffet. Oven i det kom den fjollede tanke om at hvis vi bare tilbageførte folks indbetalinger til efterlønnen, så ville de bruge pengene på privatforbrug og kickstarte økonomien. Jeg mindedes stadig de tåbelige udtalelser fra politikerne om at nu gjaldt det om at svinge dankortet for at redde økonomien. Hele opturen frem til krisen var drevet af at folk levede over evne for lån i en friværdi der aldrig var der, og nu var en stor mængde danskere teknisk insolvente (skyldte mere i huset, end huset var værd) eller tæt på. I mere folkelige termer kan det forklares som at Anders Fogh havde overbevist folk om at de bare kunne tisse i bukserne. Det skulle nok tørre, før det blev et problem. Efter at Anders Fogh var daffet videre og folk opdagede hvor dum den ide var, dukkede Lars Løkke op og tilbød en fadbamse til folket, "øl er vanddrivende og du fryser jo, så drik og tis igen, så bliver alting bedre".

Uanset at det oprindelige grundlag til at droppe efterlønnen, nemlig at holde folk på arbejdsmarkedet var forduftet. Og den oprindelige betingelse for at indføre den, stigende ungdomsarbejsløshed i den grad var tilstede efter krisen rigtigt var kommet undervejs, så valgte man stadig at droppe efterlønnen over to skridt. Den nye ide om at krisen kunne bekæmpes ved at gøre Danmark mere konkurrencedygtig var blevet født og derfor gav det mening at afskaffe efterlønnen så vi havde en højere mængde ledige mennesker på markedet.

Vi skal alle uddanne os hurtigere og mere effektivt

Der har været adskillige reformer der skulle hjælpe studerende med at blive færdige hurtige. Målet er selvfølgelig at få mere kvalificeret arbejdskraft ud af systemet og helst så hurtigt som muligt. Folk skal vælge tidligt og hurtigt. Hvis de indser at de har valgt forkert skal de straffes. Hvis de tøver skal de "motiveres" økonomisk. Hvorfor det præcist giver mening at prøve at presse studerende igennem deres studier på rekord-tid er der ingen der forstår. Hvis man tænker over at planen er at skaffe flere arbejdssøgende ledige, giver det dog straks fin mening. Da krisen i første omgang startede, var der en del universiteter der tilbød deres studerende at de kunne blive og læse videre et semester mere, så de både holdt deres uddannelse frisk i hovedet og samtidigt fik opkvalificeret sig endnu mere. Den slags initiativer går direkte imod planen og derfor er det nødvendigt at tvinge studerende og uddannelsesstederne til at presse folk ud på den anden side hurtigst muligt.

Andre initiativer

Generelt er der en del mindre ting som de skiftende regeringer har gjort for at sikre at de ledige bliver ved med at søge jobs. Den mest indlysende er selvfølgelig kravet om at kunne dokumentere at man har søgt mindst 4 jobs hver eneste uge, uanset om der er noget du finder relevant for dig eller ej. At sende folk på jobsøgningskurser eller til tvungen jobsøgning på jobcentrene med til at holde folk til ilden. I den offentlige debat handler det om at stigmatisere det at være arbejdsløs mest muligt, for at sikre at ingen af de ledige affinder sig med deres økonomiske situation under krisen og bruger deres energi på andre ting end at søge arbejde. Man kunne jo eventuelt undre sig over at man som ledig skal registrere sin ledighed en gang om ugen, når dagpenge og kontanthjælp alt sammen er udbetalt på månedsbasis. Den eneste grund jeg kan tænke på er at stresse de arbejdsløse til at søge flere jobs, for tanken om at man bare ønsker at sikre at jobnet.dk har en 100% ajourført cv-database er totalt absurd.

Og så var der skolereformen

Skolereformen ses af mange som et gedigent overgreb på lærerne, grundet KL's lockout og regeringens indgreb hvor alle KL's krav blev indfriet. Det var også en rigtig grim sag, selve skolereformen er dog lige så meget et angreb mod pædagogerne. Når man tvinger lærerne til at blive på skolen og underholde børnene indtil kl. 16, så står SFO'erne pludselig et underligt sted. I forvejen er de fleste SFO-stillinger deltidsstillinger, fordi de kun har børnene fra det tidspunkt hvor ungerne får fri og til de bliver hentet af forældrene. Det giver en ugentlig åbningstid på mellem 20 og 30 timer.  Når man så forlænger alle skoledagene med 2 timer, betyder det at en SFO i snit har åbent 10-20 timer om ugen. Ligesom med efterlønnen, så er den nemmeste måde at skære noget helt væk, først at beskære det til et niveau hvor folk alligevel tænker "så kan det også være lige meget". Hvad de regner med at gøre med alle de pædagoger de gør arbejdsløse i processen er der ingen der rigtigt har snakket om, men jeg er sikker på at det nok skal skabe en masse arbejdssøgende mennesker.

Trin 2, sænk lønnen for folk

Dette er lidt det springende punkt i hele denne øvelse. De fleste områder er underlagt overenskomster med fagforeninger, som på ingen måder ønsker at deres medlemmer skal gå ned i løn for at give mere overskud til ejerne. Derfor er målet i første omgang at sikre "løntilbageholdenhed", hvilket reelt betyder at man skal have mindre i lønstigning end hvad inflationen spiser, så man går ned i løn, men det ser ud af mere på papiret. Uanset hvad, så er det vigtigt at få justeret folks opfattelse af hvad der er en fair løn.

2 smæk med en dagpengereform

For at den store plan skal virke, er det en nødvendighed at de ledige rent faktisk er jobsøgende. Hvis folk erkender at der næppe er nogen jobs til dem indenfor de næste 6-12 måneder og derfor stopper med at søge jobs hele tiden, så vil planen fejle. Kilden til at holde folk i bevægelse er selvfølgelig desperation. Hvis man forventer 2 års krise, og har 4 år på dagpenge, så vil man måske fokusere på at skære lidt i privatforbruget, så man kan blive boende hvor man bor nu og måske tage noget efteruddannelse, men generelt bare indstille dig på at overleve denne tid uden for mange ar på sjælen. Nogen vil måske bruge perioden på at arbejde på at starte egen virksomhed op, hvor man kan lave en masse forarbejde uden at tjene en krone. Når man skærer dagpengeperioden ned til 2 år, så forsvinder den luksus, i stedet skal man finde et job i en fart eller risikere at se hele ens privatøkonomi kollapse. Det sikrer at folk giver den god gas på jobsøgningen.

Derudover er der den evige snak om at det skal kunne betale sig at arbejde (for mit forslag til en bedre løsning på den problematik læs 3:2-princippet). Hvis folk er på dagpenge, er den mindste løn de er villige til at arbejde for meget højere end dem der er på kontanthjælp. Med reformen får man både smidt folk hurtigere over på kontanthjælp og der dukker en særligt ugunstig situation op for husejere på vej ud af dagpenge. De fanget i en klemme hvor de kan har svært ved at sælge deres hus, og indtil det er solgt er de udelukket fra at modtage kontanthjælp. Det gør dem desperate nok til at arbejde for langt under hvad selv en kontanthjælpsmodtager ville arbejde for, bare for at få mad på bordet.

Gratis arbejdskraft, bare til låns

Løntilskudsstillinger lyder måske som en god ide ved første blik, men når man kigger efter på hvilken effekt den har indenfor det offentlige, så bliver billedet lidt mere dystert. Det træner nemlig de ledige til at skulle arbejde til den samme månedsløn som de allerede får på dagpenge, samtidigt arbejder de på tidsbegrænsede kontrakter af 3-6 måneders varighed. Da kommunerne gerne vil spare på pengene og har fået et krav fra staten om at oprette løntilskudsstillinger, opstår de absurde situationer hvor folk bliver fyret grundet besparelser og 6 måneder senere tilbud deres tidligere stilling som et løntilskudsjob. For dem der undgår sparekniven er budskabet også meget tydeligt: "Vi har intet problem med at finde folk der vil have dit job for en lavere løn". Der er en tvungen rotation i løntilskudsstillingerne, således at man ser et par nye ansigter hele tiden til at holde budskabet frisk i erindringen. Indenfor det private er det forbudt at udnytte folk i løntilskud og tilskuddet er begrænset til maksimalt 50% af lønnen, indenfor det offentlige er det 100% dækning og de offentlige institutioner har en pligt til at sørge for at holde disse stillinger kørende.

Det skal kunne betale sig at arbejde

Pr. 1. Januar 2014 er der en masse kontanthjælpsmodtagere som får en alvorlig økonomisk lussing. Alle under 30 år bliver sat ned til en grundydelse der svarer til SU'en. Samtidigt bliver man straffet økonomisk hvis man deler bolig med nogen andre. Hele ideen om gensidig forsørgerpligt og det dyneløfteri dette medfører er totalt absurd. Uanset hvad man ellers måtte tænke om denne reform, så står målsætningen om at sænke niveauet for hvilken timeløn det kan betale sig at arbejde for meget tydeligt frem.

Reformen introducerer også begrebet om nyttejobs. Nyttejobs er arbejde som vi tidligere nægtede at betale nok for til at det kunne ordnes, nu får kontanthjælpsmodtagere så lov til at gøre det gratis. Folk under 30 år der har et nyttejob på fuldtid tjener en timeløn der ligger under hvad jeg fik som ungarbejder i Netto i midten af 90'erne! Oven i det kommer selvfølgelig at der med garanti vil ske det samme som vi ser indenfor løntilskudsordningen, eksisterende stillinger vil løbende bliver nedlagt, fordi vi alligevel kan få ordnet den slags gratis af folk på understøttelse. Det er faktisk et krav at kommunen skal levere nyttejobs til arbejdsløse, så derfor er de jo nødsaget til at misbruge folks uheldige omstændigheder.

Trin 3, så bliver alting godt igen, eller gør det?

Når de arbejdsløse først begynder at tage imod arbejde til halvdelen af den gældende overenskomst, så skal der nok ske ting og sager. Virksomheder vil kunne hyre nye medarbejdere til den halve løn af hvad alle andre betaler, og derfra konkurrere meget hårdere på prisen. Derfra er resten af firmaerne også nødt til at rette ind hvis de vil kunne overleve. På den måde kommer vi hele vejen rundt, den almindelige medarbejder får mindre i løn og tingene bliver lidt billigere at købe. Erfaringer fra USA og Tyskland viser at vi skaber en stadig voksende underklasse af folk der lever i fattigdom mens de arbejder på fuld tid. Det vil dog også skabe økonomisk vækst så vi kan kalde hele øvelsen en succes.

Det er selvfølgelig en succes med en bitter bismag, for den vækst vi opnår eksisterer kun så længe underklassen er der til at knokle for den, uden selv at få lov til at nyde godt af den. Det er derfor det er så vigtigt at gøre opmærksom på at disse reformer aldrig bare er spareøvelser. De er et led i et større økonomisk tankesæt, kaldet neo-liberalismen, hvor målet er at hæve gennemsnittet for velstand, uden at skelne til at det oftest gøres ved at gøre de 1-10% af befolkningen utroligt rige, på alle andres bekostning.

Den eneste måde vi får sat en stopper for dette er ved at blokere for de "besparelses-reformer" som de skiftende regeringer har gang i. I starten redegjorde jeg for hvordan det gennemsnitlige forløb er for en reform, nemlig at alle os der går ramt forbi, bare står tavse på sidelinien og ser på. At håbe på at folk endelig vil hoppe op af stolen for at beskytte minoriteter af forskellige slags er nok optimistisk. Hvis det skulle ske, var det sket længe før nu, nej, vi skal i stedet forklare folk at når de reformer rammer som de gør, så kommer det tilbage og bider os alle sammen i røven. Når Venstre snakker om hvor fedt det kan være at få tyske vækstrater, så skal vi råbe højt om at det kun sker fordi 25% af folk i arbejde knokler 40-50 timer om ugen til en månedsløn på under 6000 kr. efter skat.

Det her gælder vores alle sammens Danmark, tingene er allerede i bevægelse, folks realløn bliver allerede udhulet af inflationen. Fagforbundene, det eneste der faktisk holder lønningerne i Danmark på et fornuftigt niveau for de fleste er allerede blevet kørt over en gang af regeringen i lærerkonflikten. For at understrege at det var alt andet end en engangsforestilling, satte regeringen lægerne stolen for døren umiddelbart efter. Hvis vi ønsker at undgå en end dog mere dyster fremtid, så kræver det at vi får ryddet op på venstrefløjen i dansk politik, det kommer i hvert fald til at gå meget skidt til, hvis vi fortsætter med at have to højrefløje som bare prøver at overgå hinanden i modbydelige overgreb på samfundets svageste og derigennem på os alle sammen.