3:2 Princippet

Hej og velkommen tilbage.

Dette er det første indlæg i kategorien Idekatalog, mit forsøg på at samlet nogle forskellige ideer, som forhåbentligt kan bruges til at gøre Danmark endnu bedre at leve i for os alle sammen. Jeg håber i tager godt imod det og beklager hvis det er blevet lidt tungt på talsiden, selvom jeg havde lovet at holde lidt igen med den slags.

Omstil alle offentlige ydelser efter 3:2 princippet.

Denne ide tager sit udspring i den evindelige debat om at det skal kunne betale sig at arbejde. For selvom nok så mange analyser viser at det godt kan betale sig at tage et fuldtidsjob, så ignorer de fleste af dem, at langt fra alle stillinger rent faktisk er på 37 timer om ugen. En stilling på kun 20 timer om ugen i et supermarked, giver dig kun ~9-10.000 kr om måneden i løn. Når kontanthjælpen er på 10.500 kr om måneden, og alle penge man tjener bliver direkte modregnet i kontanthjælpen, så betyder det at man ender med at arbejde 80 timer på en måned og få absolut ingenting for det. Resultatet er at stillingen går ubesat hen, fordi det kun er studerende der er interesserede i sådan en stilling og at arbejdsgiverne kan brokke sig over at de dovne arbejdsløse der nægter at tage imod det de bliver tilbudt.

Så kernen i min ide består i at man i stedet for at modregne hver eneste krone tjent, med en krone mindre i offentlig ydelse, så at man modregner med at for hver 3 kroner tjent, så fjerner vi kun 2 kroner fra den tilsvarende offentlige ydelse. Det betyder at hvor en person der arbejdede sig frem til 9.000 kr i løn tidligere ville have fået modregnet alt og derfor stået med de samme 10.500 kr før skat. Så vil den samme person nu få sine 9.000 kr i løn og så 10.500 kr - (9.000 * 2/3) = 4.500 kr i kontanthjælp. Derved ender de med at få 13.500 kr før skat. Det er nemmest at vise med en graf.

På økonomien vil det betyde at man bliver ved med at modtage kontanthjælp indtil man tjener 15.750kr før skat om måneden. Kontanthjælpen er så yderligere begrænset af at man skal være "rigtigt fattig" før man må modtage den. Nærmere betegnet skal man have mindre end 10.000 kr på kontoen, for at være værdigt trængende. Det har så den ret uheldige bieffekt at de færreste der er på kontanthjælp har muligheden for at spare op til indskuddet i en lejlighed (typisk 3 måneders husleje). Deres muligheder for at få lån til sådan et indskud er også ret begrænsede, så de bliver med andre ord stavnsbundet til hvor de nu måtte bo for tiden, om det så måtte være på gaden. Derfor ville jeg foreslå at loftet gøres fleksibelt efter nogenlunde det samme princip. Tanken er at efterhånden som du får sparet lidt penge sammen, sættes mængden af kontanthjælp du maksimalt kan få udbetalt ned.

Hvis vi tager eksemplet fra tidligere, med en person der arbejder 80 timer om måneden, og derfor kun får 4.500 kr udbetalt som kontanthjælp, så vil de nu have mulighed for at spare ca. 33.000 kr sammen, uden at det påvirker det kontanthjælpsbeløb de modtager. Det giver folk en mulighed for at langsomt arbejde sig op fra det hul som kontanthjælpen kan være for nogen, hvilket jeg syntes er enormt vigtigt. Som samfund skal vi tage os af dem der har brug for hjælp, og det er derfor vigtigt at vi hjælper dem på en værdig måde og samtidig sikrer os at det er overkommeligt at komme til at stå på egne ben igen. Dette er også grunden til at jeg er glad for tanken om det fleksible loft. Den eksisterende måde kontanthjælpen er sammensat på fungerer nok som sikkerhedsnet, men det er et sikkerhedsnet som fungerer på en meget brutal måde. Der er ingen hjælp at hente før du er helt og aldeles på spanden og alle andre muligheder er udtømt, så når du først lander dernede, så har man også opbrugt alle de ressourcer man kunne anvende på at komme på fode igen i en fart. Min tanke er at i stedet for at lade folk være i frit fald hele vejen ned til bunden, så at støtte dem tidligere i forløbet.

Derved undgår man også det lidt perverse i at hvis man bliver ledig med 30.000 kr på kontoen, så har man valget mellem at holde igen og overleve for 5.000 kr om måneden i 5-6 måneder og så få kontanthjælp, eller bare brænde de første 25.000 kr af i en fart og derefter får kontanthjælp med det samme. Mængden af penge man har at overleve for er den samme, og som samfundsdebatten er for tiden, så er du stemplet som "ledig" (og derfor uønsket) uanset om du får kontanthjælp, dagpenge eller lever af egen opsparing, så hellere bruge pengene i en fart!

Hvad med alle de andre ydelser?

Generelt var min tanke at man anvendte 3:2 på alle offentlige ydelser, særligt kunne jeg godt tænke mig at man anvendte det på førtidspensionister, og så helt droppede tanken om at revisitere deres status som pensionister hvis de har held med at opretholde et arbejde over en kortere eller længere periode. Jeg kender indtil flere personer med psykiske og fysiske skavanker der giver dem mulighed for at arbejde alt mellem et par uger og nogen gange et halvt år i træk før deres krop eller psyke siger stop. For dem ville det være en stor glæde at kunne tage noget ansvar for deres egen skæbne, uden at frygte at de så mister deres førtidspension de er så afhængige af når den gode periode slutter for dem. En 3:2 løsning for dem uden revisitering vil gøre deres liv markant bedre uden at koste samfundet noget som helst.

SU er en lidt særlig størrelse, fordi man på SU gerne må tjene et vidst beløb pr. måned, men i samme øjeblik man overskrider dette, så frafalder SU'en helt. Dette er opgjort på årsbasis og giver alskens uforudsigelige konsekvenser for studerende. I det nuværende system må man tjene lige over 9.000 kr om måneden, og derefter falder hammeren. I min version har jeg som udgangspunkt sat det til at man kan tjene det samme som man får i SU før 3:2 reglen træder i kraft. Det giver følgende graf for SU-modtagere.
 

For ydelser hvor der er "klip" involveret så som dagpenge og SU ville jeg end videre gøre det sådan at det beløb der bliver reduceret i ens udbetaling bliver overført til næste måned, og at man først bruger det næste "klip", når eventuelle restbeløb fra tidligere måneder er anvendt. Så hvis man f.eks. Kun får 2/3 af sine dagpenge udbetalt fordi man har fundet deltidsarbejde, så rækker ens dagpengeperiode 50% længere. Generelt er dagpenge-systemet en smule mere fleksibelt end de fleste andre systemer, men det er langt fra perfekt. F.eks. kigges der kun på antallet af arbejdstimer for supplerende dagpenge og frem på hvor meget man rent faktisk har tjent mens man arbejdede.

Anekdote: Da jeg var ledig sidst blev jeg tilbudt en konsulent-opgave hvor lønnen var fast for at løse nogle veldefinerede problemer. Det konkrete beløb er gået i glemmebogen, men lad os antage at opgaven blev aflønnet med 5.000 kr, Eftersom arbejdsgiveren var ligeglad med hvor mange arbejdstimer jeg brugte på at løse problemet (så længe problemet blev løst hurtigst muligt), så ville det kun være mig selv der kendte sandheden om jeg havde brugt 2 eller 30 timer på opgaven (indenfor IT kan der godt være voldsom forskel på hvor længe en opgave tager, nogen gange finder man bare fejlen i en fart og der er en simpel løsning for hånden). Det bliver problematisk når man tænker på at for hver time jeg fortæller A-kassen at jeg har været om at løse opgaven bliver mine dagpenge reduceret med 100 kr, så er der alt mulig grund til at lyve for sig selv og andre. Lige i dette tilfælde var jeg sygemeldt med stress og en depression, så opgaven var præcis den slags ting jeg skulle undgå. Så jeg takkede nej og slap for det moralske dilemma i den omgang.
Jeg kan sagtens forestille mig at der er mange freelancere på dagpenge der sidder i den klemme hver eneste gang de skal udføre en mindre opgaver, og indenfor særligt en del af de kreative fag er det de små jobs der opbygger ens portefølje og ry, så man bliver hyret til de gode jobs der gør at man kan komme helt væk fra dagpengene og få skub i karrieren. Hvis man reformerede dagpengene efter 3:2 princippet, så ville vi slippe for at skulle tvinges til at vidne mod os selv. Hvis man sidder derhjemme og arbejder, så er det nemt at tælle tiden foran computeren hvor man knokler løs, men hvad med når man lige smutter på Facebook for at se hvad vennerne laver, eller den tid hvor man tænker over sit arbejde, mens man laver noget andet så som at fikse noget frokost, købe ind eller vaske tøj, hvordan skal det opgøres? Det er et kompliceret regnestykke uanset hvor ærlig man gerne vil være, at sætte penge på bordet for at lyve omkring det gør det bare værre. Lad os fjerne det element helt og bare kigge på hvad man har fået af løn for jobbet i stedet.

Hov, du sagde da at ideerne skulle være udgiftsneutrale?

Jo, og dette er et af de forslag der ligger lidt på vippen. Når det kommer til stykket, så tror jeg faktisk at statskassen vil spare penge hvis vi laver tingene om efter 3:2 princippet. For de folk der ligger med en indtægt mellem 10.500 kr og 15.750 kr om måneden vil det være en ekstra udgift for statskassen. Ligesom folk der er arbejdsløse nu, men har mellem 10.000 kr og 50.000 kr på kontoen. I de to grupper vil der være en ekstra udgift for statskassen, det må jeg erkende. Jeg er dog overbevist om at det vil blive opvejet af de folk på fuld kontanthjælp, som nu kan tage deltidsjobs og derved både tjene penge til sig selv og samtidig reducere deres behov for økonomisk støtte.

---

-----------------
Det er ideen i en nøddeskal, håber det er formuleret nogenlunde fornuftigt og forståeligt. Kommentarer er meget velkomne, bare husk på at holde tonen saglig og åben. Målet er at blive klogere på hinanden, frem for at vinde over de andre. Ting jeg har undladt at skrive noget om endnu, men som helt sikkert kan være interessant at snakke om:

• Risikerer vi at skabe en underklasse af "working poor" med dette system?
• Hvordan skal systemet håndtere de folk hvis normal-løn ligger under 150% af dagpenge satsen, d.v.s. de efter 3:2 princippet skulle have supplerende dagpenge selvom de arbejdede på fuld tid, som f.eks. pædagogmedhjælpere?