Endnu en skolereform

Jeg har tidligere fortalt at jeg flyttede da jeg var 10 år gammel. Det gjorde at jeg også skulle skifte folkeskole. Fra børnehave-klasse til 4. Klasse gik jeg på en skole på Nørrebro. 5. til 9. klasse foregik på Amager, 10. Klasse tog jeg på en efterskole. I forhold til den nye skolereform vækker det nogle forskellige tanker i mig. I min første skole havde vi en del socialt udsatte børn, og det faglige niveau var presset. Alligevel var der et ret godt sammenhold. Da jeg skiftede skole landede jeg i et nyt miljø. Klassen var mere splittet og der var mobning i udstrakt grad. Det faglige niveau var også meget højere. Efterskoleopholdet tog jeg for den personlige udvikling. Det gjorde den pågældende efterskole rigtigt godt. Der var nogle problemer med mobning, men de løste sig over tid.

Hvis jeg skal relatere min skolegang til den nye reform, så er mine tanker noget i retning af dette: Min første skole ville nok have gavnet af at få udvidet undervisningstiden. Der var en del af børnene hvor det var umuligt at give dem lektier for og forvente at de kunne løse dem hjemme. Derfor ville lektiecafeer og andre støtteordninger have hjulpet markant. Samtidigt ville jeg have det fint med at skulle være i klassen 2-3 timer mere pr. dag. Min anden skole var et socialt helvede for mig. Nok lærte jeg en masse, men hvis jeg var blevet tvunget til at blive i skolen 2-3 timer mere hver eneste dag, så ville jeg næppe have været i live i dag. Min efterskoletid er så meget heldagsskole som noget kan være. Der var ingen problemer for mig med at være der hele tiden og altid.

Det jeg har taget med mig af indtryk fra min skoletid er at en heldagsskole kan være en god ide, men langt fra altid er det. Som så mange andre ting i livet, er der forskellige løsninger til forskellige situationer. Så hvis vi skal indrette folkeskolen på nogen måde, må det være efter det princip. Vi skal holde op med at forsøge at normalisere lærergerningen. Børn og unge er vidt forskellige og de fortjener at blive respekteret for dette. Det vi har nu er et forsøg på at finde en enkelt løsning der passer alle lige dårligt.

I foråret var jeg på kursus med Arbejdernetværket og på det kursus var der bl.a. et par folketingspolitikere vi kunne få i tale. Da jeg spurgte ind til skolereformen lød svaret som følger: "Folketinget udstikker kun rammelovgivninger, nogen rammer er vide, andre er stramme. På det seneste har der været en trend imod meget stramme rammer". Det er en pænt måde at sige at folketinget prøver at detailstyre tingene. Jeg mener at det er en fejl at prøve at styre dette centralt. I første omgang skal folketinget give slip på detailstyringen af folkeskolen. Det skal være op til de enkelte kommuner at gøre hvad de finder bedst for skolebørnene i deres egen kommune.

Målet er at kommunen tager noget af ansvaret og samtidigt giver tøjlerne videre til lærerne. På den måde bliver der igen plads til at indrette folkeskolen efter børnenes behov. På anvisninger af dem der er tættest på udfordringerne og har den bedste viden om hvad løsningen kunne være. For det er lærerne der sidder med svarene. På det højere organisatoriske plan kan jeg sagtens forestille mig at Undervisningsministeriet kan fungere som sparringspartner overfor kommunerne, så de undgår kendte faldgruber og kan tage ved lære af andres erfaringer. Men i sidste ende vender det altid tilbage til lærerne. Deres job er benhård emotionelt arbejde. Og hvis vi forventer at de skal dedikere alt deres energi til at give vores børn den bedst tænkelige uddannelse, så skal de have vores respekt, vores opbakning og ikke mindst retten til at indrette undervisningen som de selv finder det bedst.

Pisa-undersøgelser trækker hver år opmærksomhed, fordi vi på den måde kan se os selv i forhold til andre lande, men de er også irrelevante. Om Finland eller Kina er bedre end os til matematik er underordnet. Det der er relevant i den sammenhæng er om børnene lærer det de har brug for. Lærer de at kunne begå sig i samfundet som hele, afbalancerede mennesker. Får de lært at skille skidt fra kanel, så de er rustet til en verden fyldt med misinformation og propaganda. Har de forudsætningerne for at fortsætte deres uddannelse, om det så er af boglig eller praktisk natur. Og har de tilegnet sig evnerne til at samarbejde med andre, handle selvstændigt og tænke kritisk. Det er den slags ting vi skal bruge folkeskolen til. Og det er der ingen pisa-test der kan måle.