Tanker fra en Venstremand - borgerløn

En god ven sendte mit oprindelige oplæg omkring borgerløn i retning af en ven der var engageret i Venstre. Her er den respons han gav. Det er typisk de samme modargumenter der kommer af stabelen hver eneste gang. Derfor tænkte jeg at det var praktisk at lige adressere dem her. Jeg har valgt at undlade at nævne hvem der er. Jeg har ingen direkte kontakt med personen og har ingen intentioner om at hænge dem ud for deres holdninger. Også selvom jeg er uenig.

"Der er allerede problemer med danskere der ikke er villige til at tage et arbejde der på nogen måde befinder sig inden for rækkevidden af hvad en kontanthjælp ville give. Det er ikke for at demonisere arbejdsløse, men der er helt klart jobs som de fleste danske ikke er villige til at tage, som f.eks. oprydder og andre service-sektor jobs."

Nogen ville kalde dette en sandhed med modifikationer. Andre ville sige det byggede på en lodret løgn. Historien tager udgangspunkt i en jordbæravler. Han var trådt frem og brokket sig over at ingen ville arbejde for ham. At alle de arbejdsløse var dovne og nu var han nødt til at hyre rumænere til at plukke hans jordbær. Da der blev gravet i historien kom det frem at han... ehrm... havde "glemt" at slå arbejdet op nogen steder. Han var gået direkte til at hyre rumænere med det samme.

Der er selvfølgelig stadig problemet med at folk på kontanthjælp bliver modregnet på alt hvad de tjener. Så motivationen for at arbejde hvis det giver mindre end en fuld månedsløn er reduceret. Da jeg var ledig søgte jeg stadig service og rengøringsjobs bare for at have noget at lave. Og med den erkendelse at det vil være til 0 kr. i egentlig fortjeneste. Det samme gælder venner og bekendte omkring mig.

Endeligt vil borgerløn faktisk eliminere denne problemstilling. Når folk får en fast ydelse uden modregning, så kan arbejde betale sig, altid.

"En ordning med borgerløn vil være at tage penge fra folk der arbejder hårdest i de dårligst lønnede jobs til fordel for folk der ikke vil arbejde i de selv samme jobs. Altså en omfordeling for folk der reelt burde blive betalt bedre, i stedet for at de går til folk der ikke vil arbejde."

Det regnestykke er en meget skævt gang hovedregning. Jeg tænker. Man tager en fast procentdel af alles indkomst og kommer i en pulje. Derefter fordeler man puljen så alle får en lige stor andel, uanset hvor meget de spyttede i puljen. Min matematik siger mig at kun dem der tjener over gennemsnittet mister penge. Bemærk i den sammenhæng forskellen mellem median og gennemsnit. Det vil således være omkring 57% af Danmarks befolkning der får mere retur end de spytter i puljen.

"Der er selvfølgelig også det økonomiske aspekt af det at priser ville stige med en hel del, da producenterne nu kan forvente der altid er en vis mængde penge sikret hos alle folk. Det betyder pris-mekanismen vil blive forvrænget og "den reele pris" for en vare ville blive sat højere end f.eks. nu".

En anden måde at sige dette på er: Hvis de fattige får penge så bruger de dem bare. Så er der mindre til mig. Det er jeg meget imod.

Det er sandt at en ufinancieret borgerløn hurtigt kan ende i et inflationshelvede. At bare sætte seddeltrykken i højeste gear og fordele blandt folk vil give enorme problemer. At affeje ideen på grundlag af den udfordring ser jeg som værende alt for letkøbt. Alle principper for at indrette vores samfund på kan udføres så det giver et forfærdeligt resultat.
--------
Jeg er meget villig til at diskutere borgerløn, både fordele og ulemper. Det kræver dog at der bliver lagt ordentlige argumenter på bordet. Helst med udgangspunkt i den køreplan jeg har fremlagt for at føre det ud i livet

Borgerløn hvordan?

Jeg er blevet spurgt en del ind til mine nærmere ideer omkring borgerløn. Både hvordan jeg vil implementere det og hvad jeg håber på at opnå med det. Dette er så et af mine bud på en implementering af borgerløn. Jeg har mere end ét bud. Dette ser jeg dog som det bud der er nemmest at implementere i praksis. Mest fordi det indeholder en masse mindre ændringer der hver i sær bringer os tættere på målet.

Det hele tager udgangspunkt i ændringer til kontanthjælpen. Når vi er i mål med disse ændringer kan vi med rette kalde det for borgerløn, og begynde at rydde op i alle de andre støtteordninger der er. De forskellige delmål er, uden nogen egentlig orden:

• Drop gensidig forsørgerpligt
• Drop kravet om at man skal være aktivt jobsøgende
• Drop formuekravet
• Indfør 3:2 princippet

Drop gensidig forsørgerpligt

Dette har jeg skrevet om tidligere. Gensidig forsørgerpligt er i den grad den forkerte retning at gå. Det vil selvfølgelig koste noget for os som samfund at skulle betale en marginalt større sum penge til folk uden arbejde. Det vi typisk brokker os over er tanken om at direktørfruen der går derhjemme pludselig skal have penge af staten. Selvfølgelig virker det lidt absurd. Omvendt, så er det nok i høj grad direktørens skattebillet der betaler for konens kontanthjælp alligevel. Så vil jeg hellere at vi holder staten langt ude af folks privatliv.

Drop kravet om at man skal være aktivt jobsøgende

Folk skal nok selv hvis vi lader dem. Ideen om at det er så fedt at være på kontanthjælp er helt skæv. Det er smalkost der vil noget. Hvis situationen vender. Og vi lige pludselig mangler arbejdskraft. Og vi har 150.000 raske friske mennesker der nægter at tage et job. Så kan vi snakke. Ind til da kan vi helt sikkert spare en masse penge ved at lukke de forskellige jobcentre. Den nuværende aktiveringsindsats er i mine øjne psykisk tortur. Tanken er at motivere. Realiteten er at det forårsager tillært hjælpeløshed.

Drop formuekravet

Borgerløn skal være for alle. I stedet for at vente med at hjælpe til folk er totalt på spanden, skal vi træde til med det samme. At vente til folk er nået helt ned på bunden er kortsigtet. Hvorfor vente til folk har mistet deres hjem? Las os i stedet yde støtte til at komme tilbage ind i kampen. Samtidigt kan vi spare en masse dyneløftere der skal vurdere om folk har formue eller ej. Vil det koste penge? Afgjort. Skal vi så stadig gøre det? Absolut. Denne ændring vil også gøre det nemmere at starte egen virksomhed op. Man kan overleve på borgerlønnen indtil virksomheden begynder at give et overskud.

Indfør 3:2 princippet

Ideen er meget simpel. For hver 3 kroner tjent bliver der modregnet 2 kroner af borgerlønnen. Det gør at jobs med relativt få timer stadig bliver belønnet. På den måde undgår vi problemer med at "det skal kunne betale sig at arbejde". For langt størstedelen af mennesker tjener arbejde som noget andet og mere end bare end kilde til penge. Det er en identitet. Det er et fællesskab. Det er med til at give mening med hverdagen.

Er det bare det?

Ja og nej. Dette er de simple trin der skal til for at få borgerløn til at blive en realitet. Derefter er der et oprydningsarbejde. A-kasserne bør reformere sig selv. SU-en skal gentænkes (eller bare overgå til borgerløn). Folkepensionen kan nedlægges og overgå til borgerløn. Sygedagpengene kunne meget vel tænkes at overgå til at være en forsikringsordning under A-kasserne. Hvis man altså ønsker at modtage en højere ydelse under ens sygeforløb. Der er også nogle særtilfælde der skal håndteres, så folk undlader at går over til at få løn udbetalt hver anden måned og borgerløn i andre måneder.

Jeg tror dog stadig dette er vejen frem og i dette tilfælde kan det lade sig gøre i mindre skridt der alle gør vores samfund til et bedre sted at bo.

Klar til borgerløn

Da jeg oprindeligt hørte om denne ide var jeg skeptisk. Meget skeptisk. Det må jeg nu erkende har ændret sig. For lige at opsummere for de uindviede. Borgerløn, eller basisindkomst som det også bliver kaldt, handler om at alle voksne borgere i landet skal have en grundydelse man kan overleve på. Den skal gives uden nogen forpligtelser eller begrænsninger. Selv til folk i arbejde. Det vil lette administrationen enormt.

Hvordan gør vi det?

Min tanke er at vi sløjfer personfradrag og beskæftigelsesfradrag for alle. Danske statsborgere over 25 år får skattefrit sat 7.800 kroner ind på deres nemkonto hver måned. Det svarer til normal kontanthjælp efter skat. Statsborgere mellem 18-25 år vil få sat 4.850 kroner ind. Det svarer til SU'en efter skat. Samtidigt rydder vi op i alle de særlige støtteordninger vi har rundt omkring i Danmark. Nogen af de mere målrettede ordninger skal selvfølgelig bevares. Enlige forsørgere, handikappede og andre med særlige behov skal stadig have den støtte de har brug for. A-kasserne må klare sig uden statsstøtte i fremtiden. På den måde kan de selv definere præcis hvad for en ydelse de vil tilbyde deres medlemmer.

Begrænsninger?

Jeg forestiller mig at der skulle være nogle enkelte begrænsninger. For at kunne modtage borgerløn skal man bo i Danmark. Og man skal være dansk statsborger. Hvordan den skal grejes m.h.t. EU er endnu uklart. Jeg er dog sikker på at det kan lade sig gøre, hvis viljen er der.

Har vi råd til det?

I praksis er det danske samfund allerede indrettet efter borgerløn. Man kunne opnå nogenlunde samme effekt ved tre simple ændringer af kontanthjælpen.

1. Fjern formuekravet (det der siger at du skal være HELT på røven før du kan få kontanthjælp).
2. Fjern kravet om at man skal søge arbejde.
3. Fjern gensidig forsøgerpligt.

Det vil koste noget at fjerne punkt 1 og 3. Og vi sparer penge på punkt 2.
Overgangen til borgerløn vil simplificere reglerne enormt og sikkert spare os noget på kommunernes lønkonto.

Vil folk stadig arbejde?

Absolut. Man vil altid være bedre tjent ved at arbejde. Samtidigt gør det det nemmere at starte egen virksomhed. Når man starter op skal man typisk kunne klare sig i 6-12 måneder uden indtægt. Det bliver aldrig muligt for en kontanthjælpsmodtager. På borgerløn kan man bruge tiden til at få virksomheden til at fungere, uden at sulte. Med borgerløn har vi pludselig 200.000 potentielle iværksættere. De går straks fra at være passiviseret i jobsøgningsmøllen til at blive sat fri.

Det er selvfølgelig langt fra så simpelt. Der vil være en større omstilling. Alle overenskomster og ansættelseskontrakter skal genforhandles med borgerløn i mente. Skatteprocenten på arbejde bliver nok også en smule højere. Alligevel tror jeg dette vil være den rette vej at gå. Vi går en fremtid i møde hvor der til stadighed vil være perioder hvor vi har mere arbejdskraft end der er behov for. At forsøge at dæmonisere dem der er endt på sidelinien er en dødssejler.

På gæsteophold i Danmark

Når jeg tænker tilbage på min tid i Danmark får jeg en klump i halsen. Det er nu næsten et årti siden. De tog imod os da vores hjemland var i krise. Borgerkrigen hærgede og folket blødte. Vi var mange der flygtede. Kun nogen af os kom til Danmark. Resten endte i flygtningelejre. Der fik de lov til at rådne op. Da krigen sluttede blev de smidt hjem. Fire år ældre. Arene på sjælen ubehandlede. Typisk i værre stand end da de flygtede.

Danmark var anderledes. De tog imod os. Børnene kom i skole. De voksne lige så. Målet var altid klart. Når krigen sluttede skulle der genopbygges. Målet var at klæde os bedst muligt på til den opgave. Mange af os havde ar på sjælen. Sådan er det når man har oplevet krigen tæt på. De sørgede for krise-psykologer til os. Og lærte os op i psykologi. Så var vi bedre rustet til at hinanden. Både i lejren og da vi kom hjem igen.

Vi fik lov til at dyrke vores egen kultur, samtidigt med at den danske bød sig til. På den måde kunne vi opretholde vores egne traditioner. Vores børn kendte vores historie. Det var først da vi kom hjem at vi indså hvor meget Danmark havde vokset på os. Således fejrer vi jul nu. Selvom det er umuligt at opdrive et grantræ i vores ende af verden. Vi lært at hygge om hinanden. At respektere hinandens forskelle.

Da krigen endeligt sluttede drog vi hjem i samlet flok. På den måde kunne vi trække på hinandens styrke. Danmark leverede mere end bare en flybillet hjem. De var dedikeret til at sikre os en god start på vores genopbygning. De sendte os hjem med mad og byggematerialer. De sørgede for medicin og rådgivning. Landsbyen blomstrede hurtigt da vi kom tilbage. Vi var klar til at tage fat. Til at bygge nyt. Og til at sikre at det skete på en ordentlig måde. Vi døbte vores landsby Dannely. Som så mange andre hjemvendte flygtninge, husker vi hvem der hjalp os i nødens stund. I den henseende er det lille kolde land mod nord en perle over alle.

Min pointé

Der vil altid opstå situationer rundt omkring i verdenen der tvinger folk på flugt. Hvordan vi håndterer det er op til os. Vi kan enten se det som en sur tjans. Hvor vi alle skal tage os af vores pulje af flygtninge der skal opbevares i en årrække. Eller vi kan vælge at investere i dem. Se det som en mulighed for at sprede dansk kultur til fjerne egne. Mens vi hjælper folk der har mistet alt.

Historien har en tendens til at gentage sig selv, indtil nogen gør noget anderledes. Lande hærget af borgerkrig er sårbare overfor korruption, ambitiøse diktatorer og rabiate ekstremister. Den bedste måde at forhindre det på, er at sikre at folk tror på fremtiden. At de ved at tingene bliver bedre. At de har noget at arbejde hen imod. En grund til at stå imod. Det er en proces jeg er overbevist om at vi som nation kan hjælpe dem med. En hjælp til at hjælpe sig selv. Og når de rejser sig fra tidligere nederlag vil de stå stærkere end før. Og verden som helhed vil være et bedre sted at være.

Danmark og EU

Mit forhold til EU er tvetydigt. På den ene side kan jeg godt se den nytte vi har af et samlet Europa. På den anden side er jeg meget kritisk overfor de institutioner som EU har udviklet sig til. Min selvopfattelse er stærkt knyttet til at være dansk, sekundært at være nordisk. Jeg kan dog sagtens forholde mig til at fred i Europa er noget der bunder i samarbejde og handel. Noget som EU i den grad er stærke til. Omvendt, så har de nordiske velfærdsstater trænge kår under i et Europa der kærer til laveste fællesnævner.

En klog mand har sagt noget i denne retning: "Alt hvad der bliver opfundet før vi fylder 20 er en selvfølge. Alt hvad der bliver opfundet inden vi fylder 40 er den fagre nye verden. Alt hvad der bliver opfundet derefter er imod naturens orden." Jeg har det lidt på samme måde med EU. Alle de afstemning der har været om EU er blevet foretaget før jeg fyldte 20. Derfor virker det umiddelbart naturligt at vi har åbne grænser og fri handel. I det sidste årti har jeg generelt været for EU. Jeg er vokset op i en tid uden krig. Jeg bor tæt på Sverige. Og jeg ved at Danmark og Sverige er de to lande i verdenshistorien, der har haft flest krige indbyrdes. I dag virker en krig med Sverige utænkeligt. En stor del af grunden til dette er EU.

På samme måde tror jeg at en egentlig europæisk union nok skal kunne lykkedes hvis man giver den tid nok. Jeg kan godt forstå at det skulle gå relativt stærkt i starten. Vi havde Sovjetunionen og USA på hver sin side under den kolde krig. Hvis Europa skulle kunne undgå at blive opslugt af parterne, var det nødvendigt at stå sammen. Da Sovjet kollapsede, blev det en prioritet at indlemme en masse af Østeuropa i EU før Rusland igen fik imperialistiske ambitioner. Alt dette blev gjort i hast, og resultatet er at en del af medlemslandene nu overvejer at daffe af igen. Særligt Storbritannien varsler en snarligt afgang fra EU.

Jeg tvivler egentlig på at briterne rent faktisk ønsker at forlade EU permanent. De ønsker bare at der bliver ryddet grundigt op i de institutioner som udgør EU. Lige som jeg ønsker det. De forsøger så at lægge lidt pres på processen ved at true med at forlade unionen. Jeg har kun lidt kendskab til de indre linier i EU. Alligevel har jeg svært ved at forestille mig at EU vil få ryddet op, før briterne er smuttet. Lige som Schweiz vil de nok stadig være ret meget med på sidelinien. Om Danmark kunne gøre det samme er jeg usikker på.

Som det er lige nu, tror jeg vi er bedre tjent med at holde igen med vores EU engagement. Vi er bedre tjent med at være et lille land der kan tilpasse sig hurtigt. Alternativet er at koble sig på supertankeren EU, som en knold i toppen af Tyskland. Vi skal stadig arbejde for et bedre EU, et mindre bureaukratisk EU og når et reelt samlet Europa kommer på tale, skal vi sikre os at der er blevet ryddet grundigt op i det indre cirkus først. Hvis de kommer med en 3-5 siders EU forfatning der skal være grundstenen i et samlet Europa, så har jeg håb. Kommer de med 300 siders traktat, ser jeg hellere at vi danner en simplere og mere robust union blandt de nord-europæiske lande.

I forbindelse med EU skal vi snart til valgurnerne og stemme om en europæisk patentdomstol. Umiddelbart agter jeg at stemme nej. Så længe EU er sådan et bureaukratisk helvede som det er, virker det som en dårlig ide at udbygge tingene. Oven i det, er det måske på rette tid at få revideret patentsystemet. Poul Henning Kamp har skrevet en række dybe og indsigtsfulde indlæg omkring patenter. Det sidste indlæg i rækken er her. Det starter med en fin oversigt over hele serien, så man kan læse sig klog på emnet.

Tobinskatten er symptombehandling

I stedet for at prøve at stoppe højfrekvenshandlen ved at sætte en lille skat på transaktioner, bør vi overveje hvor meget nytte den daglige handel på børsen rent faktisk gør. I realiteten er der meget lille forskel på folk der er ludomaner og spekulanter. Den ene spænderer deres dag på travbanen. Den anden på børsen. Begge satser en masse penge på den umiddelbare fremtid. Forskellen er at på travbanen sørger bookmakeren for at få sin andel, så den samlede gevinst bliver mindre for hvert løb. På børsen vokser det samlede antal værdier. Så den gennemsnitlige spekulant beholder sit indskud og kan lege videre dagen efter.

På det finansielle marked er der 3 niveauer af aktører.

Det første niveau er investorerne. Typisk pensionsfonde eller private folk med penge. Det er dem der skyder penge ind i firmaer når de prøver at rejse kapital til at udvide forretningen.
De handler også indbyrdes, ved at overtage hinandens investeringer så dem der ønsker at trække sig ud af en investering kan gøre dette og dem der ønsker at overtage den ligeledes har den mulighed. Folk på dette niveau tjener deres penge på at en investering med tiden bliver mere værd. Deres tidshorisont er måneder og år. Oftest flere år.

Det andet niveau er spekulanterne. De køber og sælger dagligt. Typisk sidder de med aktierne i få minutter eller timer. Ind i mellem dage, hvis det er før en stor nyhed. De tjener deres penge på at gamble på fremtiden. De penge spekulanterne tjener er penge som investorerne går glip af. For at spekulanter kan tjene deres penge er det nødvendigt at et marked er ustabilt. Jo mere priserne går op og ned, jo større er potentialet for at tjene kassen.

Det tredje niveau er robotterne. De bliver ofte kaldt for højfrekvens handlende. En robot ejer kun sine aktier i nogle få mikro-sekunder af gangen. Når prisen er på vej op, køber de aktier og sælger dem igen til en mikroskopisk højere takst. Det samme gælder når prisen er på vej ned. Ideen virker fordi robotterne er hurtigere end normale investorer og derfor kan klemme deres handler ind imellem de normale handler på børsen. Robotterne tjener deres penge ved at udhule spekulanternes fortjeneste. I praksis så hver gang en spekulant eller investor handler aktier, så har robotterne presset prisen en lille smule højere op eller ned. For hver handel en robot laver tjener de kun en lille bitte smule, men robotterne kan lave ufatteligt mange handler i minuttet. Resultatet er at omsætningen på en børs stiger helt ekstremt når robotterne laver deres indtog.

Hvad er en tobinskat?

Tobinskatten er en lille bitte skat på hver enkelt børs transaktion. Det vil gøre livet surt for robotterne. At få en 5 kr afgift pr. handel er småting for en investor der lægger 100.000 kr på bordet og forventer at kunne sælge for 250.000 kr efter ti år. For en robot der køber aktier for 100.000 kr og forventer at kunne sælge dem for 100.001 kr efter nogle få mikrosekunder, så er det gift.

Bankerne, som typisk er dem der ejer robotterne, siger at det vil skade investorerne. Det de i den sammenhæng ignorerer er at robotterne allerede fungerer som en tobinskat. Hver eneste gang en ærlig investering finder sted, har robotterne taget en lille del til sig selv. Så en tobinskat kan sagtens indføres. Den vil give nogle penge, men den del er egentlig underordnet. Det der er vigtigt er at få stoppet robotterne.

Hvorfor er robotter skidt?

Spekulanter tjener deres penge på at markedet et ustabilt. Jo mere tingene går op og ned, jo bedre. Robotterne tjener deres penge på spekulanterne. De har en tendens til at forstærke de markedsudsving der er. I det store hele er det mest et spørgsmål om at spekulanterne kæmper om at snyde hinanden og investorerne, mens robotterne står i baggrunden og tager deres andel. I min optik er robotterne kun et symptom på et underliggende problem. I stedet for at stoppe robotterne, skal vi rette skytset mod spekulanterne.

Spekulanterne bruger enorme kræfter på at manipulere markederne til deres egen fordel. Det er decideret skadelig virksomhed til egen fordel og vi bør søge at dæmme op for det. Dette kan bedst illustreres med dette eksempel:

Mit forslag går på at lovgive således at værdipapirer først kan sælges videre efter én uges ejerskab. Det vil begrænse spekulanternes daglige jagen efter profit og totalt knuse robotternes aktivitet. Det er også helt indtægtsneutralt, så vi undgår hele den debat om at det bare er en ny indtægtskilde for staten.

En sådan ændring vil sætte en voldsom dæmper på børs-aktiviteterne. Sikre en større del af overskuddet går til dem der rent faktisk har hjulpet med til at skabe værdierne og bremse op for de problematiske bivirkninger som automatiseret aktiehandel kan have. Så lad os endelig få det indført før bankerne får skubbet os ud i endnu en krise.

Hvorfor gensidig forsøgerpligt er noget skidt

For nyligt var jeg til min første demonstration mod kontanthjælpsreformen. Jeg er sikker på at der nok skal komme flere. Til demonstrationen stillede ind til flere talere sig op og brokkede sig over indførelsen af gensidig forsørgerpligt. De fleste er overbevist om at gensidig forsørgerpligt er en skidt ide. Det jeg oplevede til demonstrationen var at de færreste var i stand til at forklare hvorfor det er en skidt ide. Regeringen har påstået at indførelsen af gensidig forsøgerpligt handler om sidestille gifte mennesker og folk der bare er samboende. Det er dette argument alle folk har travlt med at skyde ned. De fokuserer på at gifte folk får lov til at udnytte hinandens fradrag, en mulighed samboende mangler. Det er helt rigtigt. Det er også ganske irrelevant. I stedet for at fokusere på regeringens håbløse argument for indførelsen, bør vi tage et skridt tilbage.

Balance i et parforhold er vigtigt. Begge parter skal tilføje noget og helst i lige store mængder. Ellers ender den ene med at bestemmer det hele, og begge parter med at afsky hinanden. Før kvinderne trådte ind på arbejdsmarkedet var det normalt at have en enkelt forsørger i en familie, og en der gik hjemme. Nu er det normalt at begge arbejder. Når vi snakker arbejdsløshed, kan det være giftigt for et forhold. Hvis kun den ene part arbejder, sætter det et betydeligt pres på dem begge. Der opstår nemt en forventning om at den arbejdsløse bør klare alle de huslige opgaver, på trods af at de samtidigt forventes at søge nyt arbejde på fuldtid. Det er psykisk hårdt at være arbejdsløs, men samtidigt ser det ud som om man har massere tid til at nå det hele. Oven i det forringes familiens samlede økonomi. Hvis man er den part der stadig arbejder, kan det være svært at acceptere at man skal lide afsavn fordi ens partner mangler arbejde. Og som ledig kan det være hårdt at føle at man nu er økonomisk belastning, fordi man nu tilfører væsentligt mindre til den fælles økonomi.

Derfor er gensidig forsørgerpligt noget skidt. På kontanthjælp kan man klare sig selv. Også selvom der næppe det store til fællesøkonomien. Sådan er det. At fjerne kontanthjælpen helt betyder at alle penge man skal bruge, skal ens partner levere. Julegaven til kæresten? Den har han selv betalt for. Overrask hende med blomster? Dem har hun selv betalt. Lav en lækker middag til når din partner kommer træt hjem fra arbejde? Kun hvis du kan få udbetalt lommepenge af din partner inden de tager på arbejde om morgenen. Gensidig forsørgerpligt sætter parhold under pres. Dem der bliver presset er så også dem der mest har brug for støtte. Derfor bør gensidig forsørgerpligt droppes. For gifte såvel som samboende.

Hvis man en enlig er den også noget skidt. Så har man tre valgmuligheder. Man kan forblive enlig. Så er man immun for reglerne. At være arbejdsløs er hårdt for psyken. At være tvunget ud af mulighed for samvær og kærlighed hjælper næppe. Man kan finde sammen med en anden person på kontanthjælp. Så skal de begge finde et job samtidigt, alternativt så må den der arbejder acceptere at de første 21.000 kroner der bliver tjent ingen forskel har på privatøkonomien
Sidste mulighed er at finde sammen med en person som både har økonomisk overskud og vilje til at afholde ens leveomkostninger. Det er næsten at sidestille med prostitution. Held og lykke med at finde kærligheden når det kommer med et 7.000 kroners prismærke med. Og det er selvfølgelig hver måned de penge skal betales.

Hvad med privatlivet?

Gensidig forsørgerpligt knuser parforhold og privatøkonomier. Derudover er der en detalje jeg sjældent hører nævnt. Det er kommunen der bedømmer om folk er samboende. For at kunne gøre dette skal de jo kende til personerne. Det betyder at alle ugifte kontanthjælpsmodtagere skal have kommunen ind i deres privatliv. Sådan helt ind. Kommunen vil tage stilling til hvem der sover i din lejlighed, hvor ofte de gør det og hvor. Hvordan de vil gøre det, uden at kigge ind af vinduet jævnligt kan man spørge sig selv om. Os der har et arbejde, kan også blive spioneret på, hvis vi omgås med ledige under mistanke. Ingen går ramt forbi. Oven i det kommer mistanken om socialt bedrageri. En mistanke som alle ledige nu skal døje med. Jeg har tidligere beskrevet hvordan det var ekstremt problematisk for enlige forældre. Nu vil de overføre denne ide til alle ledige.

Det er en krænkelse af privatlivets fred. Både for de ledige, men også for alle os andre. Kommunen skal jo søge informationer overalt. Så du kan risikere at blive udspurgt om dine venner og bekendte. Det offentlige vil aktivt opsøge folk og forsøge at få dem til at angive deres venner. Den slags hører til i et totalitært kontrolsamfund som DDR. I Danmark burde det aldrig komme på tale. Men nu er det her. Indtil vi forener vores kræfter og smider den "røde" regering på porten.

Dette er mine argumenter for hvorfor gensidig forsørgerpligt er noget skidt. Næste gang nogen snakker om det, så snak om den slags, og lad være med at blive fanget i fradragsfælden. Det er en blindgyde. Ligeværdighed i parforhold. Moderne parforhold betyder økonomisk uafhængighed. Ingen prostitution af ledige. Og næsten aller-vigtigst. Ingen kontrol-fascisme i det danske land.

Det neoliberale livssyn

Det er vigtigt at kende sin modstander. Jeg er modstander af neoliberalismen. Neoliberalismen er en flygtig modstander. Den har ingen åbne forkæmpere. Derimod har den noget tankegods som siver ind under radaren. Man kommer til at acceptere nogle ting som logiske og fornuftige. Også selvom det er forkert når man tænker over det. Det er nogle af de tanker jeg prøver at samle her. Hvis vi skal gøre modstand imod dette tankegods er det nødvendigt at gøre os klart hvad det er vi kæmper imod.

Det rationelle menneske

Begrebet omkring det rationelle menneske blev udviklet af Nobelprismodtageren John Nash (spillet af Russell Crowe i "A beautiful mind") og brugt til at beskrive hvordan de politiske stormagter ville agere under den kolde krig. Senere blev ideen taget fra "stormagter med atomvåben" over til almindelige mennesker. John Nash har selv udtalt at den sidste ide er helt hen i vejret. Det gav kun mening for ham fordi han led af ubehandlet paranoia og skizofreni. Økonomer ser den sidste ide som et kærkomment værktøj. Det gør nemlig at de kan beskrive alle mennesker som robotter der alene handler ud fra et ønske om at "maksimere deres glæde". Og det er meget nemmere at få til at passe ind i deres økonomiske modeller.

I økonomiske fagtermer kalder de deres ide for Homo Economicus. Det er hjørnestenen i den neoliberale tankegang. Ideen om at vi mennesker er simple lykkejægere. Det er tanken om at vi er 100% ego-centrerede. Homo economicus har ingen plads til medmenneskelighed. Når du giver penge til en hjemløs, så er det alene fordi du selv får en glædesfølelse ud af det. Der er ingen plads til etik. At overholde loven er et spørgsmål om at afveje risiko og konsekvenser for at blive fanget. Fred i samfundet er kun muligt fordi vi forventer at alle andre mennesker også er kyniske psykopater. De fleste økonomer ved godt at vi mennesker langt fra er 100% rationelle. De ser det som et ideal at efterstræbe.

Jeg ønsker at alle folk skal have muligheden for at finde lykken. Derfra og til at regne med at alle folk er psykopater der vil optimere deres egen glæde til alle tider uden betragtning for moral, etik eller deres medmennesker er hvor filmen knækker. I den offentlige sektor blev denne ide indført i 80'erne i bl.a. Storbritannien under navnet "New public management". Mantraet var at offentlige ansatte kun var ude på at mele deres egen kage. For at modvirke dette skulle alle måles og vejes i alt hvad de gjorde og belønnes efter deres resultater.

Hvis man har en hammer ligner hele verden søm. Og når man er økonom kan alting reduceres til penge. Flere penge betyder mere glæde. Hvis man ønsker at få folk til at gøre noget, så giver man dem penge for at gøre det. Hvis man ønsker at få folk til at stoppe med at gøre noget, så straffer man dem økonomisk. I offentlig forvaltning betød det at lønstigninger og forfremmelser alle blev bundet til om man opfyldte sine mål. Ramte man forbi sine mål blev man forbigået eller fyret.

Resultatet var at folk følte sig mistænkeliggjort, umyndiggjort og behandlet som robotter. De mistede lysten og viljen til at gøre et ordentligt stykke arbejde. I stedet gjorde de kun hvad de blev målt på. I Politiet blev de belønnet hvis der var et fald i rapporteret kriminalitet i et område. Det betød at politiet hold op med at optage rapporter når folk anmeldte en forbrydelse. Det så godt ud i statistikken, men gav også kriminelle frit spil. De implicerede fik forfremmelser og bonusser for deres gode arbejde. Hvis man betragter folk som upålidelige, utroværdige opportunister og behandler dem derefter, så får man præcis det man leder efter.

Lyder det som et fedt sted at arbejde? Nej vel. Der er en grundene til at folk spillede "Ding Dong the Witch is Dead" da kvinden bag indførelsen i Storbritannien, Margaret Thatcher, døde. I Danmark har vi udvist mådehold med at indføre denne ledelsesform. Administrationsform er nok et bedre ord for det. At indføre mistro og micromanagement på en arbejdsplads, kan dårligt kaldes at lede. Selvom det offentlige i et vidst omfang har været forskånet for "new public management", så er det grundlæggende tankesæt stadig iblandt os. I stedet for at rette det mod offentlig ansatte, som kunne finde på at sige op, så bliver blikket rettet imod befolkningen som helhed. Særligt folk på offentlig forsørgelse er i søgelyset.

Når beskæftigelsesministeren siger ting som "ingen bliver jo raske af at være på sygedagpenge", så er det Homo Economicus hun taler om. Tanken er at så længe folk bliver belønnet for at være syge, så har de ingen motivation for at blive raske. I rationelle termer er det jo en skide god ordning, man får dagpenge for at gøre absolut intet. Timelønnen er jo astronomisk. Så hvorfor skulle nogen arbejde på at blive raske når de får så god en hyre? Til den absurde påstand kan jeg kun tænke: "Tror ministeren at penge er en form for mirakelmedicin?". Vi giver folk sygedagpenge, så de kan få tid til at blive helt raske før de skal på arbejde igen. Alternativet er at folk går igang for tidligt og gør varig skade på sig selv. Vi giver folk sygedagpenge, så de slipper for at stresse alt for meget over økonomien og kan fokusere på at blive friske igen. Vi giver folk sygedagpenge fordi det er det anstændige at gøre. Som samfund er det vores opgave at hjælpe hinanden på fode igen når uheldet er ude.

Når folk snakker om "at det skal kunne betale sig at arbejde", så er det igen mistroen der hersker. Tanken er at hvis man kan opretholde en nogenlunde levestandard når man er arbejdsløs, så mister man motivationen til at søge arbejde. Det er igen helt hovedløst. Arbejde er med til at give indhold i hverdagen. Vi søger alle sammen en mulighed for at være relevante. For at gøre en forskel. Og for at finde noget mening med hverdagen. For langt de fleste er et godt arbejde grad svaret på den udfordring. Jeg ved godt hvor destruktivt det kan være at mangle noget at stå op om morgenen. Når man føler at man står stille. Når det hele bliver en grå miskmask og man dårligt kan se forskel på weekend og hverdag. Det er et rigtigt trist sted at være. Når man er fanget i det hul, vil man meget gerne væk derfra, og det er næsten uanset hvad folk vil betale en for at blive.

Pisk og gulerod

Der er en endnu mørkere side af "det rationelle menneske". Hvis man tror at folk kun søger glæde, så siger det sig også at de vil forsøge at undgå ubehag. Så hvis det fejler at lokke med en gulerod, så er det lige så godt at bruge pisken. Det er derfor vi står med både den nye kontanthjælpsreform og skolereformen. Formålet er at piske folk til at få sig en uddannelse. Det gamle mundheld siger "man kan tvinge hesten til truget, men ikke til at drikke". Med andre ord, det er håbløst at tro på at folk vil lære noget, bare fordi man tvinger dem til at dukke op på en skole.

Vi er tænkende, følende individer. Hvad bilder de sig ind at snakke om frihed og lighed, og så tvinge folk mod deres vilje. At tro på at folk bare flytter sig fordi man gør det ubehageligt at blive, er virkeligt dumt. At sætte en grænse op, og sige "her vil vi gerne have i holder jer fra" kan fungere. At sætte en grænse op hvor folk allerede er og sige "Flyt jer!" Det gør folk sure. Og med god grund. Det kan måske gå med en flok får. At prøve det med mennesker er både arrogant og kortsigtet. Vi nægter at acceptere den slags fra vores folkevalgte, og efterhånden som folk virkelig kommer i klemme med de nyeste reformer, vil regeringen mærke jorden brænde under sig.

Med kultur skal kultur forædles

Kultur er den fælles identitet der holder os sammen og gør livet nemmere i hverdagen. Når vi er hjemme i vores egen kultur, så ved vi hvad vi skal forvente at folk gør i de mest almindelige situationer. Til hverdag har vi kulturen alt for tæt inde på livet, til at vi overhovedet forstår at den er der. Det er kun når man tager ud i verden og ser hvor anderledes tingene kan være, at man ser forskellene, og at man derfor bliver i stand til at tænke over at den danske kultur er sit helt eget væsen. Vores opfattelse af hvad der giver livet værdi, er i høj grad kulturelt bestemt.

Kulturen i Danmark, såvel som i resten af verden, er altid i forandring. Vi bliver alle sammen påvirket af hvad der sker både i vores nærmiljø såvel som i resten af verdenen. Dette sker både gennem tv og internettet, men også ved direkte møder, enten ved at vi tager ud i verden og oplever noget vi tager med hjem, eller gennem indvandring, hvor folk tager deres kulturelle ophav med til Danmark og begynder at dele det med resten af os på hjemmebanen. At dette sker kan ingen fornægte, omend der er forskellige måder at håndtere det på.

I Danmark lider vi under at vi aldrig rigtigt har taget os sammen og defineret hvad dansk kultur handler om. Dette er nok grunden til at DF i den grad har fået lov til at definere den ud fra deres forstokkede verdenssyn omkring hvordan tingene var dengang Pia K. var barn og alting bare var bedre. Det er sygt og der er i den grad et behov for en bedre fortælling om hvad det er dansk kultur handler om.

For mig handler det om lighed og fællesskab. Vi står som samfund sammen om at sikre at alle får en fair chance i livet. Vi er åbne overfor nye indtryk og ideer. Dog vælger vi at sortere i tingene. Så de ting der giver mening at beholde, lader vi blive en del af vores samfund. De ting der bryder med vores værdier, bliver forkastet. Vi er absolut for adspredelse, så længe det sker på en frivillig facon. At en person gerne vil iføre sig en særlig klædedragt er helt fint. At pålægge andre at skulle gå klædt på en særlig måde er absolut yt. Det er en hårfin grænse, særligt fordi det kan være så svært at skelne.

Det betyder at vi til tider skal være klar til at opdrage på folk der flytter til landet. Jeg ville f.eks. forvente at vi tog en alvorssnak med en gruppe tilflyttende amerikanere hvis de valgte at bruge deres frihed til at prøve at benægte kvinder retten til abort. Det er fint at de har en holdning til det og vælger at dele den vidt og bredt. Den holdning skal bare holde sig væk fra at verbalt eller fysisk angribe folk uden for sygehuse, som det ellers ses i deres hjemland. Der er bare visse barbariske traditioner vi er for civiliserede til i Danmark, og det bør vi aldrig være for blege til at kæfte op om.

Kultur er på godt og ondt et samfunds vaner. Det er de gode og dårlige ting vi tillægger os, uden egentlig at tænke over det. En af de dårlige vaner vi har haft, er at sidestille tolerance, med at lægge bånd på vores egen kultur. Dette er en dårlig vane, fordi det giver plads til andre dårlige vaner. Med kultur såvel som med vaner, gælder det at man aldrig kan bekæmpe det ved at forsøge at gøre mindre. Hvis man vil af med en dårlig vane er man nødt til at anlægge sig en anden god vane. Hvis man gør det godt, vil den gode vane fylde mere end den dårlige vane og fortrænge den over tid. Det samme gør sig gældende med kultur. Hvis vi ønsker at bevare og styrke den danske kultur, så skal vi dyrke den. Den skal dyrkes åbent, skamløst og fordomsfuldt. Folk der flytter til Danmark skal gennemsyres af vores kultur. De skal blive danske helt ind i hjertet, om de så vil det eller ej. Selvfølgelig skal de have lov til at bevare deres særpræg. Den danske kultur bygger trods alt på frihed og frivillighed. Men vi skal stadig holde ved vores kultur, også når den kan støde andre.

At blive stødt over noget, er altid et aktivt valg. Hvis folk ønsker at blive stødt, så skal de nok finde noget at blive det over. De vil altid gå og simre i en krog. Den bedste måde at gøre noget ved det, er at åbent og ærligt at ignorere dem. Det er deres valg, og det skal de have lov til. Nu er vi bare i Danmark, og der har vi bedre ting at bruge krudtet på. Så lad os endeligt blive ved med at gøre ting som andre kan vælge at blive stødte over. Så længe vi gør noget der gør os selv lykkelige. Vi er et frit folkeslag og den eneste måde fremmede kulturer opdager dette er ved at vi fejrer det.

Den danske kultur er under angreb. Angrebet kommer fra de der ønsker at omskrive den til at tjene deres egen politiske agenda. Det kommer fra dem der føler at det er vigtigt at vi giver plads til fremmede kulturer. Det kommer fra dem som er grådige og vil forbeholde vores kultur til "rigtige danskere". Og det kommer fra de folk der er for dovne til at engagere sig i deres eget land. Vi er kun 5½ mio. Danskere i verden. I visse lande ville de betragtes som et truet mindretal man bør oprette særlig beskyttelse til. Nok er vi få, men vi er stolte over hvem vi er, vi har haft og kan igen få en stærk kultur-tradition. Det kræver at vi gider gør indsatsen der skal til.

Helt konkret betyder det at vi skal holde fast i alle de gode danske traditioner, og lære dem til hvem der end måtte flytte til landet. Nu står julen for døren og diverse grupper af folk jeg har svært ved at se forenet med gode danske værdier har travlt med at blive stødt over at tilflyttere uden en kristen baggrund rent faktisk ønsker at deltage. Det er da den helt forkerte tilgang. For det første er det en vinterfest vi har fejret længe før kristendommen kom til Norden. Den blev sågar lagt hvor den ligger, fordi det var den eneste måde kristendommen kunne komme ind i varmen til vores vintersolhvervsfest. For det andet, er det da en kæmpe sejr at de begynder at fejre julen. Hvis vi skal drukne dem i dansk kultur, så er julen et oplagt sted at starte. Lad dem føle hjertevarmen og hyggen som den danske jul indebærer.

Det er vores fælles ansvar at dyrke den danske kultur, og at dyrke den betyder også at dele den med andre. Det er den sikreste måde at både bevare vores egen kultur, og sikre os imod diverse uskikke som kan følge med fremmede kulturer. Vi har helt sikkert også en masse ting som vil forfærde andre nationer fra nær og fjern, men det er deres hovedpine. Vi skal bare holde fast i at være dem vi er, og være stolte af det. Og det starter med at droppe den undskyldende holdning til vores egen nationale identitet.

Reformer er aldrig bare en spareøvelse

Siden finanskrisen, har der været en masse reformer, som stort set alle som en, har haft det officielle formål at gøre tingene mere tidssvarende, at imødekomme fremtidens behov og selvfølgelig at spare lidt på statens finanser. Processen kan meget kort beskrives i følgende tre trin:

1. Regeringen (uanset parti-farve) annoncerer en reform der vil gøre livet hårdere for en mindre del af befolkningen og samtidigt spare statskassen for nogle penge.
2. Folk der bliver ramt brokker sig højlydt mens alle andre kigger lidt vantro på fra sidelinien og håber at med denne reform så bliver det mindre nødvendigt også at skære et sted hvor man selv har noget at miste.
3. Regeringen gennemfører reformen alligevel med en henvisning til at det nødvendigt efter krisen at holde hus med pengene, og at der skam også er nogle gode ting ved reformen.

Efter lidt tid kommer der lidt brok fra forskellige fagforeninger og andre interesseorganisationer om at de lovede nye ting var et skalkeskjul og at det var en ren spareøvelse. Derefter ved man næsten hvordan tingene kommer til at forløbe, dem der holder med de røde (eller gerne ville holde med de røde) vil insistere på at vi er ved at spare os ihjel, mens dem der holder med de blå insisterer på at vi er nødt til at holde hus med pengene nu, for at sikre at der er råd til velstand senere.

Begge sider overser at reformer aldrig bare er spareøvelser, selvom det kan virke på den måde ved første blik. Målet for de reformer vi har set efter finanskrisen har alle været at skabe flere arbejdsplader efter en noget snørklet formel.

1. Reformens umiddelbare mål er at skabe flere arbejdssøgende ledige.
2. Tanken er at hvis der er flere ledige der søger arbejde, vil folk kræve mindre i løn (eller bare acceptere nul-stigninger mens inflationen løber fra folk).
3. Hvis real-lønnen falder, så stiger den famøse konkurrence-evne og vi får derved jobs til alle de folk vi nu har gjort ledige.

Personligt syntes jeg det er en rigtigt dårlig ide, men derfor er det stadig den ide de handler efter. Grunden til at de samtidigt undgår at tale om den del af det, er selvfølgelig at den klassiske reform-plan falder til jorden med et brag hvis man melder ud at målet er at ramme størstedelen af danskerne på pengepungen, om de så arbejder eller ej.

Trin 1, flere ledige der søger arbejde

Når det kommer til at skabe flere ledige så giver det bedst mening at have ledigheden blandt de yngre generationer. De er de omstillingsparate, de har kun en svag reference for "hvordan det burde være" og det er helt ufatteligt meget nemmere at sælge folk på en historie om at Sigurd på 23 år er en doven ung mand som sagtens kunne finde sig et job hvis han tog sig sammen. Prøver man at fortælle den samme smøre om hans far, Claus på 54, der er blevet fyret efter at gjort sit job godt i 32 år, så kan folk godt se at det er en stor fed løgnehistorie vi bliver fortalt om at folk er skyld i deres egen ulykke.

Efterlønnen der blev for dyr

De færreste virksomheder fyrer eksisterende medarbejdere for at hyre nogle andre. De hyrer når der er behov for flere folk eller de mister medarbejdere enten til jobskifte eller pensionering. Når det kommer til nedskæringer på arbejdspladserne, så er hovedreglen typisk "Sidst ind, først ud". Det giver fin mening, at man på den måde belønner loyalitet med jobsikkerhed. Det betyder så desværre også at det er de unge der oftere oplever ledighed. Efterlønnen blev indført fordi vi i Danmark havde et problem med en stigende ungdomsarbejdsløshed i landet. Der var en frygt for at alle de nyuddannede og arbejdsparate folk ville gå ledige i længere periode og så glemme alle de ting vi lige havde brugt tid og penge på at lære dem. Ved at tilbyde folk at kunne gå på pension tidligere, så fik man fjernet nogle folk i den ene ende af arbejdsmarkedet for at løse proppen i den anden. Samtidigt betød det at når virksomheder skulle skære ned, så kunne de diskret forhøre om nogle af deres ældste medarbejdere var ok med at smutte lidt tidligere på pension.

I det store hele var efterlønnen en succes for samfundet. De unge kom i arbejde, og folk der var nedslidte fik lov til at trække sig tilbage under ordentlige forhold. Samfundsøkonomisk var den som udgangspunkt nogenlunde udgiftsneutral, vi byttede bare unge på dagpenge ud med ældre på efterløn, satserne var stort set det samme. Samtidigt blev det gjort til at man skulle betale til efterlønnen, så ud over at man sparede på dagpengene, sparede man også op på efterlønsopsparingen.  Umiddelbart før krisen indtræf stod vi dog i den modsatte situation, vi havde mangel på arbejdskraft og derfor var det jo lidt problematisk at vi havde folk med årelang erfaring der gik på efterløn når vi stod og manglede dem på arbejdsmarkedet.

Før krisen var der derfor allerede snak om at afskaffe efterlønnen for at holde folk i arbejde, efter krisen blev det kun nemmere, der kunne man henføre til at den var dyr i drift, selvom de samme mennesker nok bare havde figureret som dagpengemodtagere til den præcis samme takst, hvis efterløn var blevet afskaffet. Oven i det kom den fjollede tanke om at hvis vi bare tilbageførte folks indbetalinger til efterlønnen, så ville de bruge pengene på privatforbrug og kickstarte økonomien. Jeg mindedes stadig de tåbelige udtalelser fra politikerne om at nu gjaldt det om at svinge dankortet for at redde økonomien. Hele opturen frem til krisen var drevet af at folk levede over evne for lån i en friværdi der aldrig var der, og nu var en stor mængde danskere teknisk insolvente (skyldte mere i huset, end huset var værd) eller tæt på. I mere folkelige termer kan det forklares som at Anders Fogh havde overbevist folk om at de bare kunne tisse i bukserne. Det skulle nok tørre, før det blev et problem. Efter at Anders Fogh var daffet videre og folk opdagede hvor dum den ide var, dukkede Lars Løkke op og tilbød en fadbamse til folket, "øl er vanddrivende og du fryser jo, så drik og tis igen, så bliver alting bedre".

Uanset at det oprindelige grundlag til at droppe efterlønnen, nemlig at holde folk på arbejdsmarkedet var forduftet. Og den oprindelige betingelse for at indføre den, stigende ungdomsarbejsløshed i den grad var tilstede efter krisen rigtigt var kommet undervejs, så valgte man stadig at droppe efterlønnen over to skridt. Den nye ide om at krisen kunne bekæmpes ved at gøre Danmark mere konkurrencedygtig var blevet født og derfor gav det mening at afskaffe efterlønnen så vi havde en højere mængde ledige mennesker på markedet.

Vi skal alle uddanne os hurtigere og mere effektivt

Der har været adskillige reformer der skulle hjælpe studerende med at blive færdige hurtige. Målet er selvfølgelig at få mere kvalificeret arbejdskraft ud af systemet og helst så hurtigt som muligt. Folk skal vælge tidligt og hurtigt. Hvis de indser at de har valgt forkert skal de straffes. Hvis de tøver skal de "motiveres" økonomisk. Hvorfor det præcist giver mening at prøve at presse studerende igennem deres studier på rekord-tid er der ingen der forstår. Hvis man tænker over at planen er at skaffe flere arbejdssøgende ledige, giver det dog straks fin mening. Da krisen i første omgang startede, var der en del universiteter der tilbød deres studerende at de kunne blive og læse videre et semester mere, så de både holdt deres uddannelse frisk i hovedet og samtidigt fik opkvalificeret sig endnu mere. Den slags initiativer går direkte imod planen og derfor er det nødvendigt at tvinge studerende og uddannelsesstederne til at presse folk ud på den anden side hurtigst muligt.

Andre initiativer

Generelt er der en del mindre ting som de skiftende regeringer har gjort for at sikre at de ledige bliver ved med at søge jobs. Den mest indlysende er selvfølgelig kravet om at kunne dokumentere at man har søgt mindst 4 jobs hver eneste uge, uanset om der er noget du finder relevant for dig eller ej. At sende folk på jobsøgningskurser eller til tvungen jobsøgning på jobcentrene med til at holde folk til ilden. I den offentlige debat handler det om at stigmatisere det at være arbejdsløs mest muligt, for at sikre at ingen af de ledige affinder sig med deres økonomiske situation under krisen og bruger deres energi på andre ting end at søge arbejde. Man kunne jo eventuelt undre sig over at man som ledig skal registrere sin ledighed en gang om ugen, når dagpenge og kontanthjælp alt sammen er udbetalt på månedsbasis. Den eneste grund jeg kan tænke på er at stresse de arbejdsløse til at søge flere jobs, for tanken om at man bare ønsker at sikre at jobnet.dk har en 100% ajourført cv-database er totalt absurd.

Og så var der skolereformen

Skolereformen ses af mange som et gedigent overgreb på lærerne, grundet KL's lockout og regeringens indgreb hvor alle KL's krav blev indfriet. Det var også en rigtig grim sag, selve skolereformen er dog lige så meget et angreb mod pædagogerne. Når man tvinger lærerne til at blive på skolen og underholde børnene indtil kl. 16, så står SFO'erne pludselig et underligt sted. I forvejen er de fleste SFO-stillinger deltidsstillinger, fordi de kun har børnene fra det tidspunkt hvor ungerne får fri og til de bliver hentet af forældrene. Det giver en ugentlig åbningstid på mellem 20 og 30 timer.  Når man så forlænger alle skoledagene med 2 timer, betyder det at en SFO i snit har åbent 10-20 timer om ugen. Ligesom med efterlønnen, så er den nemmeste måde at skære noget helt væk, først at beskære det til et niveau hvor folk alligevel tænker "så kan det også være lige meget". Hvad de regner med at gøre med alle de pædagoger de gør arbejdsløse i processen er der ingen der rigtigt har snakket om, men jeg er sikker på at det nok skal skabe en masse arbejdssøgende mennesker.

Trin 2, sænk lønnen for folk

Dette er lidt det springende punkt i hele denne øvelse. De fleste områder er underlagt overenskomster med fagforeninger, som på ingen måder ønsker at deres medlemmer skal gå ned i løn for at give mere overskud til ejerne. Derfor er målet i første omgang at sikre "løntilbageholdenhed", hvilket reelt betyder at man skal have mindre i lønstigning end hvad inflationen spiser, så man går ned i løn, men det ser ud af mere på papiret. Uanset hvad, så er det vigtigt at få justeret folks opfattelse af hvad der er en fair løn.

2 smæk med en dagpengereform

For at den store plan skal virke, er det en nødvendighed at de ledige rent faktisk er jobsøgende. Hvis folk erkender at der næppe er nogen jobs til dem indenfor de næste 6-12 måneder og derfor stopper med at søge jobs hele tiden, så vil planen fejle. Kilden til at holde folk i bevægelse er selvfølgelig desperation. Hvis man forventer 2 års krise, og har 4 år på dagpenge, så vil man måske fokusere på at skære lidt i privatforbruget, så man kan blive boende hvor man bor nu og måske tage noget efteruddannelse, men generelt bare indstille dig på at overleve denne tid uden for mange ar på sjælen. Nogen vil måske bruge perioden på at arbejde på at starte egen virksomhed op, hvor man kan lave en masse forarbejde uden at tjene en krone. Når man skærer dagpengeperioden ned til 2 år, så forsvinder den luksus, i stedet skal man finde et job i en fart eller risikere at se hele ens privatøkonomi kollapse. Det sikrer at folk giver den god gas på jobsøgningen.

Derudover er der den evige snak om at det skal kunne betale sig at arbejde (for mit forslag til en bedre løsning på den problematik læs 3:2-princippet). Hvis folk er på dagpenge, er den mindste løn de er villige til at arbejde for meget højere end dem der er på kontanthjælp. Med reformen får man både smidt folk hurtigere over på kontanthjælp og der dukker en særligt ugunstig situation op for husejere på vej ud af dagpenge. De fanget i en klemme hvor de kan har svært ved at sælge deres hus, og indtil det er solgt er de udelukket fra at modtage kontanthjælp. Det gør dem desperate nok til at arbejde for langt under hvad selv en kontanthjælpsmodtager ville arbejde for, bare for at få mad på bordet.

Gratis arbejdskraft, bare til låns

Løntilskudsstillinger lyder måske som en god ide ved første blik, men når man kigger efter på hvilken effekt den har indenfor det offentlige, så bliver billedet lidt mere dystert. Det træner nemlig de ledige til at skulle arbejde til den samme månedsløn som de allerede får på dagpenge, samtidigt arbejder de på tidsbegrænsede kontrakter af 3-6 måneders varighed. Da kommunerne gerne vil spare på pengene og har fået et krav fra staten om at oprette løntilskudsstillinger, opstår de absurde situationer hvor folk bliver fyret grundet besparelser og 6 måneder senere tilbud deres tidligere stilling som et løntilskudsjob. For dem der undgår sparekniven er budskabet også meget tydeligt: "Vi har intet problem med at finde folk der vil have dit job for en lavere løn". Der er en tvungen rotation i løntilskudsstillingerne, således at man ser et par nye ansigter hele tiden til at holde budskabet frisk i erindringen. Indenfor det private er det forbudt at udnytte folk i løntilskud og tilskuddet er begrænset til maksimalt 50% af lønnen, indenfor det offentlige er det 100% dækning og de offentlige institutioner har en pligt til at sørge for at holde disse stillinger kørende.

Det skal kunne betale sig at arbejde

Pr. 1. Januar 2014 er der en masse kontanthjælpsmodtagere som får en alvorlig økonomisk lussing. Alle under 30 år bliver sat ned til en grundydelse der svarer til SU'en. Samtidigt bliver man straffet økonomisk hvis man deler bolig med nogen andre. Hele ideen om gensidig forsørgerpligt og det dyneløfteri dette medfører er totalt absurd. Uanset hvad man ellers måtte tænke om denne reform, så står målsætningen om at sænke niveauet for hvilken timeløn det kan betale sig at arbejde for meget tydeligt frem.

Reformen introducerer også begrebet om nyttejobs. Nyttejobs er arbejde som vi tidligere nægtede at betale nok for til at det kunne ordnes, nu får kontanthjælpsmodtagere så lov til at gøre det gratis. Folk under 30 år der har et nyttejob på fuldtid tjener en timeløn der ligger under hvad jeg fik som ungarbejder i Netto i midten af 90'erne! Oven i det kommer selvfølgelig at der med garanti vil ske det samme som vi ser indenfor løntilskudsordningen, eksisterende stillinger vil løbende bliver nedlagt, fordi vi alligevel kan få ordnet den slags gratis af folk på understøttelse. Det er faktisk et krav at kommunen skal levere nyttejobs til arbejdsløse, så derfor er de jo nødsaget til at misbruge folks uheldige omstændigheder.

Trin 3, så bliver alting godt igen, eller gør det?

Når de arbejdsløse først begynder at tage imod arbejde til halvdelen af den gældende overenskomst, så skal der nok ske ting og sager. Virksomheder vil kunne hyre nye medarbejdere til den halve løn af hvad alle andre betaler, og derfra konkurrere meget hårdere på prisen. Derfra er resten af firmaerne også nødt til at rette ind hvis de vil kunne overleve. På den måde kommer vi hele vejen rundt, den almindelige medarbejder får mindre i løn og tingene bliver lidt billigere at købe. Erfaringer fra USA og Tyskland viser at vi skaber en stadig voksende underklasse af folk der lever i fattigdom mens de arbejder på fuld tid. Det vil dog også skabe økonomisk vækst så vi kan kalde hele øvelsen en succes.

Det er selvfølgelig en succes med en bitter bismag, for den vækst vi opnår eksisterer kun så længe underklassen er der til at knokle for den, uden selv at få lov til at nyde godt af den. Det er derfor det er så vigtigt at gøre opmærksom på at disse reformer aldrig bare er spareøvelser. De er et led i et større økonomisk tankesæt, kaldet neo-liberalismen, hvor målet er at hæve gennemsnittet for velstand, uden at skelne til at det oftest gøres ved at gøre de 1-10% af befolkningen utroligt rige, på alle andres bekostning.

Den eneste måde vi får sat en stopper for dette er ved at blokere for de "besparelses-reformer" som de skiftende regeringer har gang i. I starten redegjorde jeg for hvordan det gennemsnitlige forløb er for en reform, nemlig at alle os der går ramt forbi, bare står tavse på sidelinien og ser på. At håbe på at folk endelig vil hoppe op af stolen for at beskytte minoriteter af forskellige slags er nok optimistisk. Hvis det skulle ske, var det sket længe før nu, nej, vi skal i stedet forklare folk at når de reformer rammer som de gør, så kommer det tilbage og bider os alle sammen i røven. Når Venstre snakker om hvor fedt det kan være at få tyske vækstrater, så skal vi råbe højt om at det kun sker fordi 25% af folk i arbejde knokler 40-50 timer om ugen til en månedsløn på under 6000 kr. efter skat.

Det her gælder vores alle sammens Danmark, tingene er allerede i bevægelse, folks realløn bliver allerede udhulet af inflationen. Fagforbundene, det eneste der faktisk holder lønningerne i Danmark på et fornuftigt niveau for de fleste er allerede blevet kørt over en gang af regeringen i lærerkonflikten. For at understrege at det var alt andet end en engangsforestilling, satte regeringen lægerne stolen for døren umiddelbart efter. Hvis vi ønsker at undgå en end dog mere dyster fremtid, så kræver det at vi får ryddet op på venstrefløjen i dansk politik, det kommer i hvert fald til at gå meget skidt til, hvis vi fortsætter med at have to højrefløje som bare prøver at overgå hinanden i modbydelige overgreb på samfundets svageste og derigennem på os alle sammen.

Det gode liv

I stil med at jeg under diskussionen omkring de seneste par regeringers økonomiske politik, prøvede at gøre opmærksom på at hvis man stiller det forkerte spørgsmål, så er det svært at få det rigtige svar. Så vil jeg nu prøve at grave lidt nærmere i hvad jeg mener det er vigtigt at vi som samfund og nation søger at opnå. I den sammenhæng er det meget vigtigt at skelne mellem mål og midler. Alt for ofte ofrer vi store dele af livet på at skaffe flere midler, i håbet om at hvis bare har nok penge, så kan vi købe os de ting der gør os lykkelige. Mangel på penge kan gøre livet surt for os, desværre er det at have penge nok, langt fra en garanti for lykke. Derfor bør vi finde os et andet mål for samfundet end ren økonomisk vækst.

Det gode liv

Danskerne bliver ofte kaldet for verdens lykkeligste folk, men med sådanne undersøgelser gælder det næsten altid at der også findes mindst en anden undersøgelse der viser at vi kun ligger lige i midten af feltet. Uanset hvor vi ligger i forhold til andre, så mener jeg stadig det er værd at stræbe efter at gøre tingene bedre. En af de første ting jeg har måttet erkende er at lykke er et individuel størrelse. Nogen folk elsker at rejse, andre at danse, nogen er glade når de er i selskab med en masse andre mennesker, mens andre har det bedst når de kan få lov til at gemme sig i en lille hule med en stabel bøger. Derfor er det vigtigt at respektere at hvad der gør os lykkelige er dybt personligt og huske på at løsninger der forsøger at behandle alle folk ens, oftest bare behandler den der har fundet på løsningen godt på bekostning af alle andre.

Frihed

Frihed betyder grundlæggende set at man har lov til at udvikle de løsninger i livet som passer en bedst. Det handler om at tage vare på sig selv efter bedste evne, og dyrke de ting i livet som giver en glæde. Det handler om at have kontrol over sit eget liv, til at træffe de beslutninger som man finder bedst. For nogen vil det betyde at man går efter den klassiske kernefamilie, for andre er det en karriere der trækker. Uanset hvordan vi vælger at søge lykken, så handler frihed om at give folk plads. Det er frihed under ansvar, så længe du holder dig fra at gøre skade på andre mennesker og vores fælles goder, bør samfundet give os alle så frie rammer til at te os så tosset vi nu har lyst til, hvis det vil gøre os mere lykkelige.

Et svært spørgsmål indenfor diskussioner omkring frihed, er når det kommer til at gøre uoprettelig skade på sig selv mod betaling. Det typiske eksempel er når en rask person ønsker at sælge sin ene nyre. Vi mennesker er født med to nyrer og kan overleve med kun en enkelt funktionel nyre. Dette betyder at vi som mennesker egentlig godt kan sælge den ene, mens et andet menneske slipper for at skulle sidde koblet op til en dialysemaskine en stor del af sin tid. Umiddelbart mener jeg at det er problematisk at acceptere den slags, alle organdonationer indebærer en risiko, og derfor vil det typisk være samfundets fattigste der kommer til at være organdonorer. Dette vil også betyde at samfundets stærkere borgere har en klar interesse i at få skabt og opretholdt en økonomisk bundklasse som er villige til at agere organdonorer, og det kan vi umuligt være tjent med.

Grænsen for frihed bør derfor gå tæt på at gøre skade sig selv for egen glæde. Stort set alt hvad du måtte ønske at gøre mod dig selv, for dig selv, kan jeg acceptere. Dette inkluderer aktiv dødshjælp i de situationer hvor det giver mening. Hvis der derimod er andre der ønsker at du gør skade på dig selv, for deres fornøjelse, så er det at vi som samfund bør træde i karakter og forhindre det. Vi bør selvfølgelig hjælpe folk der gør skade på sig selv, grundet psykiske problemer, så det er alt andet end nemt at holde styr på.

Lighed

"Lige børn leger bedst", lyder ordsproget, og der er et gran af sandhed i det. Lighed er dog mere end bare rå økonomisk lighed. Når jeg tænker på lighed, er der nogle forskellige ting der dukker op.

• Lighed for loven, det er vigtigt at vi alle skal overholde de samme love, og bliver straffet ens når vi bryder den. Dette er selvfølgelig målet, som vi altid bør stræbe efter, selvom det alt for ofte ses at hvis ens forældre er gode anstændige samfundsborgere, så kan man slippe med en løftet pegefinger fra en dommer, mens andre ryger i spjældet for mindre. Vi kan og må gøre det bedre på den front.
• Lighed i muligheder, dette er nok den vigtigste, som samfund er det vigtigt at alle får en chance for at forfølge deres drøm. Dette er noget vi gør (eller gjorde) exceptionelt godt i Danmark, hvor vi både har økonomisk støtte til vores studerende og gratis uddannelse til alle. Dette står i skarp kontrast til f.eks. USA hvor forældre både skal spare en masse op til at sikre deres børn en uddannelse, og de fleste studerende efter studiet er tynget ned af en enorm gæld.
• Lighed i tryghed. I et land som Danmark bør vi have styr på de grundlæggende fornødenheder, folk skal have råd til at få ordentlig mad i maven, de skal have tag over hovedet og varmt tøj på kroppen. Folk skal kunne gå i seng om natten uden at skulle bekymre sig om hvorvidt de mon overlever de næste par uger. I bredt omfang er dette lykkedes, vi har stadig hjemløse der bor på gaden og jeg ser allerede nu en stigning i folk der føler at de er nødt til at skralde (samle datovarer fra containere bag supermarkeder m.m.) for at kunne få råd til både at spise og leve. Det bliver desværre nok endnu værre når de kommende reformer rigtigt træder i kraft. Tryghed betyder også at man kan komme til en læge når man bliver syg og på hospitalet når der er brug for det, uden at personalet skal skele til om man er rig eller fattig.
• Lighed i økonomisk formåen, de andre elementer af lighed er typisk meget svære at definere, måle og sammenligne på. Økonomisk indkomst er relativt meget nemmere at arbejde med i de henseender og derfor bliver den typisk brugt som en målestok for lighed der omfatter alle de ting jeg har nævnt ovenfor. I mine øjne er det mindre vigtigt hvor meget de absolut rigeste tjener i forhold til mig, så længe jeg har alle de andre ting på min liste.

Jeg kan godt se problematikken i at den øverste ledelses lønninger er steget voldsomt i det seneste årti uden at medarbejdernes løn er fulgt med. For mig handler det dog først og fremmest om at løfte fra bunden af samfundet, frem for at barbere af på toppen. Gennem topskatten sørger vi for at folk med eksorbitant høje lønninger også får lov til at betale en anseelig del af det tilbage til samfundet.

Fællesskab

At føle at man hører til er et menneskeligt behov. En klog mand lærte mig i foråret at der er forskel på at acceptere andre og at inkludere dem. Accept er når man lader folk være underlige uden at brokke sig, inklusion er når man snakker med dem som ligemænd selvom de er anderledes. Som minimum skal vi acceptere hinandens forskelle, og vi bør altid søge at skabe et samfund hvor alle kan føle at de er inkluderet. Dette bør ske både på nationalt og lokalt plan, vi skal sikre et sundt forenings og kulturliv hvor folk kan engagere sig i hinanden. Vi skal søge at styrke lokalsamfundene, så folk kommer hinanden ved, på den gode måde. Det er i den sammenhæng underordnet om vi betragter lokalsamfundet som en gruppe boligblokke på københavns vestegn eller en mindre landsby på Fyn.

Deltagelse i de forskellige fællesskaber skal selvfølgelig være frivilligt, alt efter hvad man finder bedst for en selv. Det vigtige er at vi søger at være åbne for nye mennesker og indtryk, uden at det betyder at vi skal gå på køb med hvem vi er og hvad vi gerne vil. Vi skal også være opsøgende i vores inklusion. Personligt ved jeg ihvertfald at jeg har enormt svært ved få mig selv til at søge inklusion i nye fællesskaber, men hvis der er nogen der aktivt prøver at involvere mig og få mig til at føle mig velkommen, så kan jeg sagtens åbne op og blive en del af gruppen i en fart.

For at fællesskabet på nationalt plan kan fungere, kræver det at vi gør en aktiv indsats på kulturfronten for at styrke og dirrigere den nationale identitet, jeg har tidligere snakket lidt om hvordan jeg gerne så denne nationale identitet udformet, ligesom netop opfattelsen af hvad vi mener er det gode liv og derfor det vi arbejder hen imod, også er en vigtig brik i det billede (jeg er så småt begyndt at skrive på et indlæg omkring hvordan jeg gerne ser denne kultur-udvikling finder sted, men da bl.a. det indlæg du skriver nu, og nogle senere jeg vil skrive er en forudsætning for kultur-indlægget må det vente lidt på sig).

Indhold frem for varighed

Sundhedspolitik handler meget er at få folk til at leve sundere og længere. Men hvad er formålet med at leve længere, hvis man glemmer at leve livet overhovedet. Hvis vi holder os fra alkohol, smøger, stoffer, fed mad, motionerer dagligt og undgår stillesiddende arbejde kan vi leve i 110 år. Der er selvfølgelig en masse sunde aktiviteter i livet som også er sjove, men derfor skal der også være plads til en druktur ind i mellem. Der skal være plads til rødvin til maden og nogen gange vil man sku' gerne bare bruge sin søndag på sofaen. For mig giver det god mening at have afgifter på de ting som både er usunde og at betragte som luksusvarer, så som sprut, slik og smøger. Med afgifterne på det usunde får vi spyttet nogle penge i statskassen, så der er penge til at behandle os når vores usunde vaner rammer os senere i livet.

At være ok med at skattefar tjener penge på vores usunde vaner ser jeg dog som meget anderledes end når vi søger at lave direkte indgreb i den enkeltes frihed, for deres egen sundhed. Som anti-ryger, var jeg glad for rygeloven der satte en stopper for at en tur i byen automatisk betød at man skulle være passiv ryger og at alt ens tøj stank af røg når man kom hjem. Derefter er vi dog stormet langt forbi punktet hvor man skulle tage hensyn til andre, og nu ligner reglerne bare regulær mobning af rygere. Indenfor offentlige institutioner gik vi fra at rygning indendørs kun måtte ske i rygerum, til at kræve at rygerne altid skulle udenfor, og nu er de så gået skridtet videre og har forlangt at rygere skal forlade matriklen helt. Hvis det var problematisk at rygerne samlede sig ved alle indgangene til offentlige bygninger, så kunne man snildt have lavet halvtage et lille stykke væk og opstillet askebægere der. I stedet har vi nu skolelærere der bruger 10 minutter af deres kvarters pause på at vade frem og tilbage bare for at få sig en halv smøg, tidligere nåede de en hel smøg og hjalp samtidigt til med at holde øje med børnene i skolegården. Resultatet er at der er færre lærere i skolegården, rygerne er mere stressede (hvilket nok var grunden til at de var smøg-trængende til at starte med) og at vi kan pege på en statistik der siger at lærererne nu ryger mindre (og så nok alligevel dør af stress tidligere end rygerlungerne kunne have gjort det).

Hvad så med væksten?

Hvis vi holder op med at stræbe efter at få en god karriere og generelt knokle røven ud af bukserne indtil det tidspunkt i livet hvor vi er klar til at gå på pension, hvad sker der så med væksten? Det er nok det som en del "rationelle" folk vil prøve at påstå. Personligt tror jeg at vækst er skabt af teknologisk udvikling, innovation og kreative mennesker. Indenfor mit eget felt, IT, var der længe en opfattelse af at fokus skulle være på at knokle så mange timer som muligt, fordi jo længere tid man brugte på tingene, jo mere fik man lavet. I dag er opfattelse at man skal holde sig tættere på 37 timer om ugen. For at kunne løse vanskelige problemer på en god måde kræver det at ens mentale batterier jævnligt får tid til at blive genopladet. Det samme tror jeg i høj grad gør sig gældende for alt forskning og udviklingsarbejde. Så på forskningsfronten har jeg ingen bekymring. På det kreative og innovative er jeg endnu mindre bekymret for at et fokus på at leve det gode liv vil skade. Folk får sjældent virkeligt originale ideer når de er under konstant pres. De kommer tværtimod når vi har en afslappet eftermiddag i godt selskab hvor man kan lade tankerne flyve og diskutere ting frit fra leveren.

Hvad gør vi herfra?

Det er jo altid det svære spørgsmål. I første omgang vil jeg meget gerne høre om dette er en nogenlunde fyldestgørende beskrivelse af hvad i mener er "det gode liv". Har jeg misset noget? Sagt noget du er uenig med, eller på anden måde fået skrevet noget hvor du tænker, "hvis det her bliver grundlaget vi handler ud fra, så flytter jeg sku'!", så lad mig høre. Jeg vil undlade at nævne konkrete tiltag i dette oplæg, selvom jeg nok har 2-3 andre oplæg som vil referere tilbage til dette oplæg når de bliver skrevet. Selv uden disse følge-oplæg, kan man selvfølgelig tage diverse aktuelle lovforslag op og vurdere om man mener de er med til at fremelske et bedre liv for os alle, om det handler om noget helt andet, eller, som det ofte er tilfældet, går imod det gode liv, for at sikre bedre konkurrenceevne, eller bare forsøger at gøre folk sundere end de selv har lyst til, med tvang om nødvendigt.

Kapitalisme på godt og ondt

Inspireret af en diskussion omkring socialisme og hvad det kan indebære at kalde sig socialist blev jeg nødt til at skrive lidt omkring mine tanker omkring kapitalisme, både for min egen skyld, men også fordi der er en del forskellige tilgang til kapitalisme og jeg tror det kunne være gavnligt at få dem samlet sammen på et sted.

Kapitalisme på godt og ondt

Kapitalisme er i sin grundsten funderet i at hvis man giver folk friheden til at handle direkte i egen interesse, så vil de hurtigt finde frem til at gøre hvad der nu tjener dem bedst enten direkte eller ved at lave noget som andre folk er villige til at betale dig for. Tanken er at vi hver i sær har nogle ting vi er gode til og dårlige til, hvis vi alle skal lave alle opgaverne, så kommer vi kun så langt, men hvis jeg f.eks. er vildt god til at sy sko, og ret dårlig til at fikse taget på mit hus, så vil jeg enten kunne bruge en stor del af min tid på at knokle med mit utætte tag, eller jeg kan finde en som er god til at lappe tage og så sy et par sko til ham mens han laver mit tag. Jo flere par sko jeg får lavet, jo dygtigere bliver jeg og derfor også mere produktiv.

Det er almindelig arbejdsdeling og en naturlig ting der opstår i forskellige samfund når de bliver avancerede nok, der hvor kapitalismens styrke ligger, er i dens evne til at tilpasse sig folks skiftende behov. Hvis jeg er den eneste skomager i byen, så kan jeg egentlig kræve en vilkårlig høj pris for at sælge mine sko. Hvis jeg gør dette, vil der nok være en anden der giver sig i kast med også at producere sko, bare billigere, og så er jeg nødt til at sænke min pris igen, ellers køber alle jo deres sko af min konkurrent. Hvis folk begynder efterspørge høje støvler, så kan det være jeg kan tjene en masse penge på at fremstille dem, mens de andre skomagere stadig er i gang med at sy sandaler. Det handler derfor om at tilpasse sig hurtigt og imødekomme efterspørgslen.

Det gode

Kapitalisme har bragt enormt mange gode ting med sig. Den er absolut uovertruffen i at skabe velstand og imødekomme folks behov. Den belønner de folk med evner vi har allermest brug for og sikrer at de folk der tager initiativ til at skabe noget som folk eftertragter, også bliver belønnet og derigennem i stand til at skabe flere ting til at tilfredsstille vores behov. Fordi kapitalismen er konkurrencepræget, hjælper den os til at satse på de processer og metoder der er mest effektive, således at vi som samfund kan blive ved med at udvikle os. Nogen vil sige at kapitalisme er ret dårlig til at udføre grundforskning, og det er nok meget rigtigt, dog er kapitalisme helt utroligt god til at omdanne forskningsresultater til produkter og viden som vi almindelige mennesker har gavn af.

Det problematiske

Kapitalisme er næsten at betragte som en naturkraft, hvis der er et udækket behov, så skal de nok prøve alle mulige og umulige ting for at opfylde det behov. Derefter vil den så gøre hvad som helst for at finde den korteste vej til sit mål, ved at skære alle hjørner der kan skæres og til tider bryde gamle forhindringer ned, hvis det kan betale sig. Det betyder at kapitalisme uden begrænsninger gladeligt smadrer miljøet og bedriver rovdrift på naturressourcer rundt omkring i verden. Kapitalisme er absolut uden nogen etik eller moral, og de hjørner der bliver skåret kan meget vel være mennesker der bliver gjort hjemløse eller det der er værre. Der er derfor et klart behov for at forsøge at tøjle kapitalismen, omend det kan være lettere sagt end gjort. Kapitalisme er lyn-hurtig til at tilpasse sig, og hvis man laver et forbud mod at smide giftige kemikalier i den lokale å, så skal der nok være en kreativ vognmand der tilbyder at køre skidtet et andet sted hen og dumpe det. Således skal man hele tiden holde sig for øje at når man forsøger at bremse en slags opførsel, så vil kapitalisme bare nå frem til den næstbilligste løsning, og det kan meget vel være noget andet end man forventede.

Det fordækte

Selvom vi godt kunne ønske det, så holder kapitalismens kreative løsninger sig langt fra til kun at finde på den billigste måde at fremstille ting til folk. Målet er at tjene penge, og nogen gange kan det bedre betale sig at opkøbe konkurrenterne, end at skulle sænke prisen. Ligeledes er der tider hvor det er billigere at købe lovgiverne, så man forhindrer eller får slækket på bl.a. miljø-lovgivning. Særligt hvis man vender øjnene mod USA, kan man se det problem. Derudover er der forskellige kapitalistiske aktiviteter hvor man tjener sine penge på at opkøbe og ødelægge virksomheder eller udføre kursmanipulation, og hvor bagmændene bliver rigere, på alle andres bekostning. Særligt de sidste aktiviteter er utroligt gode til at maskere sig som legitime kapitalistiske aktiviteter fordi de jo tjener penge, men det er bare et dække for det faktum at de tager pengene op af lommen på både almindelige danskere og de investorer der rent faktisk taget den økonomiske risiko og potentielt også lagt en masse energi og sjæl i de firmaer.

Omfordeling

Gennem historien har der været en tendens til at dem med penge og magt får flere penge og mere magt med tiden. Kapitalismen har gjort at der nu er andre folk der kan komme til fadet, men det er oftest stadig enkeltpersoner, og ureguleret kapitalisme ender stadig ud i at en håndfuld mennesker ejer stort set alt i verdenen, hvilket er mildest talt uheldigt for alle os andre. Så hvad bør vi gøre ved det det?

Socialismen mener at vi som arbejdere bør overtage magten og få kontrollen over produktionsmidlerne. Når fabrikkerne er kilden til alt den velstand vi ser, så kan vi bruge dem til at gøre alle rige i stedet for et fåtal. Gennem kapitalismens historie er forskellige industri-giganter blevet overhalet af nye små virksomheder, der er hurtigere til at tilpasse sig og mere sultne efter succes. Når man griber produktionsapparatet på den måde som socialismen foreslår, så får man samtidigt blokeret for fremtidige innovative sjæle og driftige iværksættere. Resultatet er at selvom man kan kan overtage tingene på det niveau de er nu, så vil resten af verdenen overhale en, fordi den drivkraft der ligger i kapitalismen, bliver fordrevet under socialisme.

Jeg tror at vi i Danmark allerede har fundet en god del af løsningen på den udfordring som hedder omfordeling. I stedet for at forsøge at gribe produktionsmidlerne, så lad dem endeligt beholde dem, og så beskatte dem således at de tager alle os andre med op til toppen. I Danmark har vi længe nydt godt af at have en ret høj grad af social lighed og det skal vi kæmpe for at fastholde. Lighed er ekstremt vigtigt, også for dem der bor på toppen af pyramiden, selvom de nok har sværere ved at at se det end os der bor lidt længere nede.

Efter at have tænkt nærmere over dette, har jeg måttet erkende at det var forkert at kalde mig selv for en liberal socialist, fordi jeg mener at det vil være forkert at prøve at indføre socialisme i Danmark (eller nogen steder) og i stedet kalder mig en socialliberalist. Jeg ønsker i høj grad at vi omfordeler ved at lade dem der tjener mest, betaler mere til de fælles økonomiske omkostninger som et samfund som det danske har. For det er et samfund der har tjent os godt før og hvis vi får rettet op på tingene før det går helt af sporet, nok skal tjene os godt i fremtiden.

National stolthed på venstrefløjen

Efter jeg er begyndt at skrive mine politiske tanker og ideer ned og sprede dem ud til resten af verden, er mit behov for selv-reflektion også steget dramatisk. Mens jeg tidligere kunne læse forskellige holdninger rundt omkring og bare tage stilling til om jeg var enig eller ej, så er jeg nu nødt til at tænke lidt dybere over hvor deres holdninger kommer fra og hvordan min enighed (eller uenighed)  med de holdninger passer ind i min samlede opfattelse af mig selv. Jeg er altså nødt til at samle alle de forskellige puslespilsbrikker jeg har af små holdninger til ting og få det til at passe ind i en større helhed. Det betyder også at man ind i mellem må erkende at nogen af ens brikker og holdninger, udelukker hinanden, og derfor må man lave nogle tilpasninger og komme til nogle erkendelser.

National stolthed på venstrefløjen

Den ting der nok absolut generer mig mest ved Dansk Folkeparti, er at de gennem deres navn og deres handlen har taget ejerskab for danskheden, og i samme ombæring tillader sig at definere den som ting jeg kan være rygende uenige i og skammer mig over. Det er et træk der er gået igennem for den nationalistisk højrefløj igennem tiden, man spiller på den nationale stolthed og når folk så har travlt med at kigge op på Dannebrog der står så flot og blafrer i vinden, så sniger man en masse snavs ind under næsen på folk, typisk ved at definere nogle uønskede elementer, enten ved opførsel, handikap , politisk overbevisning, etnisk herkomst eller seksualitet. Pludselig er der sat lighedstegn imellem national stolthed og homofobi, eller national stolthed og ekstrem racisme, og det er jeg helt abnormt ked af. Indtil videre har jeg valgt at beskrive mig selv som "socialliberalist", og i den beskrivelse er der intet der lugter af national stolthed.

Socialisme er international

Den socialistiske bevægelse har fra starten haft et internationalt præg, det var en arbejderbevægelse der skulle forene folk fra hele verden og skabe fred og velstand over alt. Et absolut nobelt mål, men det betyder også at for rigtigt mange, så er socialister direkte fjender af en national identitet, alle socialistiske stater skulle forenes i et arbejderparadis der skulle omslutte hele verden. Historien vil vide at tingene fik en lidt anden drejning, men den oprindelige yderste venstrefløj mente at hvis de fik magten, så skulle Danmark straks underlægge sig Sovjetunionen, hvilket i bakspejlets klare lys, er en pænt skræmmende tanke. Nu er sovjet blevet fortid, men en del af det fællesskab der snakkes om, er stadig et der går på tværs af grænser og helst gerne så alle nationer nedlagt. Det giver god mening når man husker på at de forrige århundrede var domineret af to verdenskrige mellem nationer, ingen nationer, ingen til at bekrige hinanden, alle vinder. I den tidsperiode jeg er vokset op i, er det dog borgerkrige der dominerer billedet, så tanken om at afskaffe nationalstaterne virker overflødig eller direkte skadelig.

Nationalisme ynder gerne at tage socialisme som gidsel, i stil med hvad Dansk folkeparti har gjort, hvor de hævder at støtte op om samfundets svage, mens de i virkeligheden dyrker en ren nationalistisk agenda. Nok snakker de om at tingene skal gøres bedre for alle, men når det kommer til stykket kan man få ret mange sociale forringelser gennemført, hvis man bare vil opføre lidt grænsebomme.

Liberalisme er hævet over landegrænser

Grundtanken i liberalisme er at sætte individet i centrum og fokusere på den enkeltes rettigheder. En af de rettigheder er retten til at rejse frit omkring. Historisk handlede det om at have lov til at forlade sin hjemstavn og søge lykken et andet sted, men den samme rettighed betyder også at det er problematisk for dem at insistere på at folk skal holde dig uden for et lands grænser. Generelt er de liberalistiske tanker orienteret på et niveau der hverken efterlader plads eller behov for national stolthed.

Hvor socialisme ville forhindre krige ved at sørge for at alle var på samme hold, så vil liberalisme forhindre krige ved at afskaffe alle holdene komplet. Begge løsninger indebærer lidt at man kasserer ideen om at man tilhører et specifikt land. Det er så der jeg kan se at der er et hul i min selvopfattelse. Ingen af de ting jeg siger at jeg er, giver plads til at jeg kan kalde mig dansk og stolt af det. Og hvis man ser bort fra diverse ting som DF har gjort gennem tiden der får en til at blive voldsomt frustreret, så er jeg sku' stolt af at være dansk. Jeg er stolt af at komme fra et land som på trods af at være ganske lille, stadig formår at gøre en markant forskel ude i verden. Det gør mig glad når jeg ser Danmark blive brugt som et eksempel på hvor godt tingene kan gøres. Vi har nemlig så mange ting vi kan være stolte af, og det skal en flok navlebeskuende racister der mener at alting var bedre for 60 år siden lade være med at tage æren for.

Når jeg tænker på Danmark, så tænker jeg på et land som kan finde ud af hvile i sig selv. Et land hvor vi giver plads til at folk kan være forskellige, og samtidigt tager os af de svageste. Et land hvor alle får en fair chance i livet, til at tage en uddannelse, få et godt job og søge lykken. Et land hvor man kan tale frit og forvente at selv dem der er uenige med dig, forsvarer din ret til at sige din mening. Et land hvor vi oftere vælger at gøre hvad der er rigtigt frem for hvad der er nemt. Et land hvor folkestyre betyder at almindelige folk har en reel mulighed for at få indflydelse. Et land hvor vi forstår at knokle igennem for de ting vi tror på, men også slappe af og drikke en øl eller tre ind i mellem. Et land hvor vi er åbne for nye ideer og kulturer, men stadig holder fast på hvad der er rigtigt og forkert. Det er det Danmark jeg er stolt af, og det bør du også være.

Dansk Socialliberalist

Det bliver så den beskrivelse jeg vil bruge om mig selv fremover:

• Jeg tror på at vi som samfund skal gøre hvad vi kan for at sikre den største personlige frihed til alle.
• Jeg tror på at hvis vi deles om at løfte de udfordringer der er i samfundet, så bliver det bedre for alle.
• Jeg tror på at vi kan skabe et Danmark som vi alle kan være stolte af igen.

At stemme blankt

Som en naturlig følge af at jeg går og føler mig politisk hjemløs for tiden, kommer diskussionen om det så også er oplagt at stemme blankt når det kommer til valgperioderne, for at vise sin utilfredshed. Jeg kan sagtens følge tanken om at det sender et budskab, desværre er det et budskab der er gratis at ignorere. Mandaterne eller pladserne i byråd og regionerne bliver jo stadig fyldt op, og det stadig med de samme kandidater som vi gerne så kasseret. Folk havde i årevist stemt blankt for at sende et budskab, og resultatet deraf er nu at i officielle stemme-optællinger der bliver blanke og ugyldige stemmer sidestillet. Så i stedet for at det ser ud som om man har givet et solidt politisk budskab om utilfredshed med udvalget, så ser det ud som om at man mangler de motoriske evner til at udfylde en stemmeseddel korrekt.

Om man stemmer blankt eller helt undlader at stemme er for det politiske valg-apparat det samme. Kommunal og regionsvalgene har historisk haft en deltagelse på under 60%, så når du overvejer at stemme blankt, så husk på at der allerede er 40%+ af befolkningen der gør det allerede, og det har gjort lige nøjagtigt nok indtryk til at der bliver brugt penge på busreklamer for at stemme til valget, men historien om "at folk er for dovne til at stemme" er på ingen måde blevet anfægtet. Der er ingen der har overvejet at grunden til at folk undlader at stemmer måske er fordi de føler at det er nytteløst eller bare at udvalget af kandidater og mærkesager er for tyndt?

Jeg kan sagtens forstå folk der læser op på emnerne, vurderer kandidaterne og derefter forkaster dem alle som en. Det er acceptabelt i min bog, hvis udvalget er noget skidt, så kan man godt takke nej første gang. At stemme blankt kommer dog også med en forpligtigelse. Som borger i et demokratisk samfund, så er det bydende nødvendigt at man derefter tager ansvar og gør en indsats for at sikre at der bliver rettet op på manglen før næste valg. De fleste vil insistere på at de er uegnede til at være politikere, men der er forskel på at være politisk aktiv og at være politiker. Det er ude i de enkelte partiforeninger at grovsorteringen af hvem der skal stå på stemmesedlen foregår. Det er også værd at huske på at de fleste af os har 3-4 ting vi både har en holdning til og finder vigtigt. Lige som jeg skriver her for at blive klogere på mig selv, og få udfordret nogle af mine holdninger, så er det internt i partiforeningerne diskussionen lever. Det er her man arbejde for at sikre at ens kandidat har styr på de ting man selv finder vigtigt og sørger for at der sker noget på den front. Når først de forlader de "trygge" rammer indenfor partiforeningen så ændres samtalen fra at være en diskussion til at være en debat. Målet er nu at få ret, og at vise alle andre at man har ret.

Når vi føler vi bliver angrebet, så falder vi nemt tilbage til "kæmp eller flygt" refleksen. Det samme sker i en debat når vores holdninger bliver anfægtet, enten så får vi travlt med at forsvare os, benægte fakta eller komme med et modangreb, sjældent er svaret "det lyder nyt for mig, fortæl mere, kan være jeg har taget fejl alt denne tid". I en intern diskussion er det muligt at blive klogere, ændre sin holdning og nå frem til en bedre løsning end hvad man kan udrette når man samtidigt skal tage sig godt ud overfor alle tilhørerne. Så derfor er det også centralt hvis man skal have de folkevalgte til at ændre deres holdninger til det bedre at man engagerer sig med dem på i et forum hvor de har mulighed for at blive klogere på tingene uden at miste ansigt, hvor de kan svare ærligt tilbage, lufte bekymringer og generelt tygge på tingene. Dette uden at de senere får deres usikkerhed og åbenhed brugt mod dem når de skal til at føre valgkamp og offentlige debatter hvor modstanderne på ingen måde er interesserede i at blive klogere. Ligeledes er det vigtigt at de holdninger er noget man får bearbejdet før de er blevet "hærdet" gennem offentlig debat.

Når det kommer til stykket, så er vi alle lidt ansvarlige for at S, SF og R er fløjet langt langt mod højre. Ingen af os fik fingeren ud, tog snakken med kandidaterne og forklarede hvorfor en ide som f.eks. "nyttejobs" er en skidt ide. Det er nok af den samme grund at jeg kan se i DR's kandidat-test af det kun er kandidater uden for de store partier(enhedslisten har ingen kandidater opstillet i Hillerød) der har svaret "meget uenig" til spørgsmålet: "Det er en god ide at sætte kontanthjælpsmodtagere til at udføre nyttejob som for eksempel at rydde sne og feje fortove for en løn, der svarer til kontanthjælp". Hvis nogen skulle være i tvivl om hvorfor det er en horribel ide, så kan det også formuleres således: "Syntes du at det er en god ide at tvinge folk til at udføre hårdt fysisk arbejde på alle døgnets timer til en løn på under 40 kroner i timen, uden basale rettigheder så som retten til ferie, mulighed for at spare penge sammen(held og lykke med det når du får 40 kr i timen) og løn under sygdom?" De fleste af kandidaterne fra partier på "venstre"-fløjen er delvist enig eller meget enig med den udtalelse. Selv de enkelte kandidater fra S, SF og Radikale der er delvist uenige med spørgsmålet, har smidt en bemærkning med der understreger at de syntes det er helt i orden at tvinge folk ud i nyttejobs, men at de er lidt uenige med om f.eks. snerydning nu er det rette at sætte dem til.

Da lærerkonflikten kørte på sit højeste, var der en del folk der opfordrede lærerne til at melde sig ind i den lokalforening der havde opstillet Bjarne Corydon, så de kunne sørge for at hans mulighed for at genopstille til næste folketingsvalg blev fjernet. Han skulle ganske enkelt stemmes ud af kandidatlisten. Den slags virker selvfølgelig kun hvis man så også sørger for at finde nogle andre kandidater der kan tage hans plads, men det er reelt mere af den slags der skal til for at få os tilbage i den rette spor. Alternativet er at oprette et nyt politiske parti som f.eks. Forenede Demokrater og så vente på at de vildfarne partier kravler under spærregrænsen.

Indenfor IT-udvikling står vi ofte i en situation hvor vi kan vælge imellem at prøve at bygge videre på det gamle system med hvad det måtte have af skavanker, eller lave et helt nyt system fra bunden af. Det typiske valg er at starte på noget nyt, fordi det er mere spændende og umiddelbart nemmere. Man kan jo starte helt forfra uden at skulle tage stilling til alle de problemer det gamle system har. Ofte er dem der vælger at laver det nye, folk der har set hvor det gamle er nu, men ingen forståelse har for hvordan det mon er endt der. De starter så på en frisk, og bruger ret mange kræfter på at prøve at nå frem til det niveau det gamle system havde. Undervejs bliver nogle af de samme fejl gentaget, og forsøg på at undgå de fejl der eksisterede i det gamle system fører til at man i stedet løber ind i andre problemer. Hvis man er heldig ender man med noget nyt, måske bedre, men alt for ofte spilder man bare en masse energi på at genopfinde den dybe tallerken.

Det er nok det der gør at jeg hælder mere til at slutte mig til et af de etablerede partier, selvom de er groft på afveje med den politik de fører nu. Hvis man kan køre af sporet på 2-3 år, så bør det også være muligt at rette op på tingene igen på nogenlunde den samme tid eller måske lidt længere. Omvendt så tvivler jeg på at det er muligt at opbygge en velfungerende venstrefløj fra bunden af, på mindre end et årti og jeg tror det er længere end jeg tør vente, også selvom de givet vis vil undgå at have de samme pletter på deres omdømme (men helt sikkert får nogle andre i en fart når den tid kommer). Jeg er stadig i tvivl om det er Det Radikale Venstre eller Socialdemokratiet jeg bør slutte mig til, men uanset hvad skal støvet nok have lov til at lægge sig efter kommunal og regionsvalget før jeg træffer min endelige beslutning. Jeg vil nemlig gerne snakke lidt mere med nogen af de folk som er indenfor partierne først og de har sjovt nok ret travlt lige for tiden.

At være politisk hjemløs

En af grundene til at jeg har givet mig i kast med hele dette blog-projekt er fordi jeg føler mig politisk hjemløs og gerne vil tage mig sammen og få gjort noget ved det. Min tankerække går nogenlunde som følger:

• Dansk folkeparti er ude i kulden. De er i mine øjne nationalfascistiske mens de prøver at sælge en agenda som værende socialistiske og fokuseret på samfundets svage. Deres demokratiske tilslutning bunder i at folk skal have det skidt, og gerne mens de kan skyde skylden på "de fremmede". Det er derfor de i 10 år støttede op om en blå regering som systematisk forringede vilkårene for samfundets svageste og samtidigt havde travlt med at afspore alt hvad der kunne minde om integrationsindsats. På den lange bane giver det enormt god mening, de er gået støt frem i vælgertilslutning efterhånden som tingene er blevet værre og værre. De er i mine øjne, både et symptom på, men også en kilde til, de problemer Danmark står overfor, De er desværre næppe en del af løsningen, da dette samtidigt ville fjerne deres eksistensberettigelse.

• Liberal Alliance er ude, deres tanker omkring normal liberalisme og den personlige frihed er meget noble, desværre virker det for mig som om at de i meget højere grad er interesseret i de neo-liberale tanker omkring finansiel deregulering og afvikling af samfundet som helhed. Da jeg ser neo-liberalismen som en kilde til en masse af den ulykke og dårligdom vi oplever i vores hverdag i dag, så er jeg nødt til at vælge dem fra. At de samtidigt er finansieret af en større dansk investeringsbank som har valgt at forsøge at købe sig til politisk indflydelse ser jeg også meget kritisk på. Jeg er bevidst om at der altid vil være finansielle interesser forbundet med politisk aktivitet og alligevel virker dette som at være gået et par skridt over stregen for mig.

• Enhedslisten er også ude. De er hovedsageligt ude i kulden fordi de mere er kommunister frem for socialister. Det betyder at en stor del af deres egentlige princip-program er så totalitært at folk ville ryste på hovedet hvis de nærlæste det. Det meste af deres politiske fremgang for tiden bunder i at folk leder efter hvad som helst politisk der bare er en smule rødt, og de beklageligvis er det eneste parti der kan kalde sig dette for tiden. Jeg tror faktisk at mere end halvdelen af deres stemmer kommer fra folk som ville gå i panik hvis Ø fik konkret magt, men som mangler et mere moderat socialistisk parti at stemme på. Endeligt er det lidt et problem for en pragmatiker som mig at støtte op om et parti hvis officielle linie er at de ALTID vil være i opposition.

Det var de tre idealistiske yderpunkter. Ø og LA har begge en klar idealistisk linie som de følger, men det er en anden ideologisk linie jeg søger. Det efterlader mig med "center-partierne", der desværre alle har den egenskab at de har siddet i regering for nyligt, og at den største forskel man mærkede imellem de to hold var at grænsebommene og nogle af de andre knæfald for DF blev rullet tilbage da DF forsvandt som støtteparti. For resten af dem hedder det sig stadig at den samme autoritære neoliberale politik der blev ført under V-K-O er fortsat stort set uændret under S-SF-R. Lad os dog alligevel tage et kig på dem. Startende fra den teoretiske højre og gående mod venstre.

• Konservative, de riges parti, som en søn af en selvlært automekaniker og en sekretær, har jeg lidt svært ved at identificere mig med dem. Jeg har faktisk hørt en masse gode ting omkring de konservative, og kan godt forestille mig at de har en masse gode ting at tilbyde dansk politik, det bliver bare uden mig som frontløber.

• Venstre, det liberale parti, det helt store parti, som konstant har lig væltende ud af lasten og absolut ingen skam i livet over at de har det. Der er vist ingen grænse for hver meget snavs man kan have lavet i Venstre og stadig være inde i varmen. Dem har jeg meget svært ved at støtte op om, særligt når man opdager at en stor del af de kontrol-instanser som eksisterer i Danmark for at undgå at der sniger sig korruption ind i det politiske apparat blev modarbejdet og undergravet sidste gang de havde magten, deres magtfuldkommenhed er absolut skræmmende. I 1993 gik hele regeringen grundet Tamil-sagen og der blev indledt en rigsretssag, da historien gentog sig selv i 2011, blev en enkelt minister udskiftet, men derudover kom der ingen konsekvenser overhovedet. Venstre er også partiet med den 100% hemmelige hovedbestyrelse, hvilket er alt andet end betryggende i et moderne demokrati.

• Radikale Venstre, de social-liberale. De radikale er der ofte folk der har meget svært ved at finde ud af hvor er placeret, og jeg er nok også en af dem. Jeg kan sagtens se hvor de burde være placeret rent ideologisk, desværre lader det til at de er på besøg i den neoliberale puritaner lejr for tiden. Jeg læste et sted at de i 70'erne havde stemt imod indførelse af lovkravet om at folk skulle køre med sikkerhedssele i bilerne, fordi det måtte være op til folk selv om de ville øge deres personlige sikkerhed, det skulle samfundet blande sig uden om. En holdning som jeg måske mener er lidt uansvarlig, men de var da i det mindste virkeligt klare i spyttet omkring hvad det betyd at fremme det liberale i samfundet. I dag er de villige til at tvinge folk til at være sunde hvis det kan få dem til at leve længere, frit vælg være fordømt. Det til trods, så er Radikale Venstre en af mine bedste bud, selvom de meget gerne må sparke deres kommunikations-bureau på porten. Det er sku' lidt tragisk at have problemer med grundlæggende grammatik, når man lige har tromlet skolelærerne.

• Socialdemokratiet, frihed, lighed og fællesskab. Socialdemokraterne ved du hvor du har, eller det gjorde du indtil årtusinde-skiftet. Jeg kan enormt godt li' de socialdemokratiske idealer, og savner i høj grad et politisk parti på den plads som Socialdemokraterne engang beboede før de smuttede til te-selskab sammen med Radikale venstre i den neoliberale puritaner lejr. Som socialliberalist kan jeg rigtigt godt forenes med principperne om frihed, lighed og fællesskab, desværre lader det til at den styrende politiske elite i Socialdemokratiet helt har glemt hvad det så drejer sig om.

• Socialistisk folkeparti, det virker lidt på mig som om at SF er blevet fanget imellem at følge med til festen med S og R, og i processen har glemt at markere hvordan de adskiller sig fra deres regeringspartnere. Alle tre regeringspartier har svigtet deres vælgere og ideologier, men i det mindste er springet mellem SF og Ø overkommeligt lille. Der er også en generationskløft i SF som gør at mens Ø både er for gamle kommunister men også for de unge socialister, så virker det som om at den yngre generation i SF er begyndt at vandre over til Socialdemokratiet. Umiddelbart tror jeg at manglen på liberale principper om personlig frihed, i SF's ideologi gør at jeg hælder mere i retning af S eller R.

Her er det så at jeg går lidt i stå i mit parti-valg. Jeg kan sagtens udelukke en del af partierne alene på hvor de burde være, hvilket efterlader mig med S og R. Herfra bliver det svært fordi selvom jeg ville kunne passe fint ind i begge partier ud fra hvor de burde ligge politisk, så har jeg nok samme problem som en helt masse andre folk, nemlig at det langt fra er hvor de rent faktisk befinder sig når man kigger på deres handlinger. Det er min opfattelse at indenfor begge partier er der en stigende frustration over at deres politiske partier og holdninger på den måde er blevet taget til fange af deres respektive folketingsgrupper, og de fleste mener sagtens at man kan forsøge at tage et opgør med ledelsen omkring deres politik. Jeg er helt med på at man som eksisterende medlem kan tillade sig at sige "i er gået væk fra den kurs jeg blev medlem på grundlag af, se at få rettet ind", men gælder det reelt også for nye medlemmer?

For mig virker det forkert at slutte sig til et politisk projekt man er uenig i. Det virker uærligt og ekstremt hovmodigt at melde sig ind i et parti hvor ens øverste punkt på dagsordenen er at slippe af med de førende medlemmer, når de samme medlemmer har investeret op mod 20 år i partiet. I en ideel verden, så kunne man slutte sig til under Socialdemokraternes faner nu, vente på at det neopolitiske projekt lider skibbrud ved næste folketingsvalg og så være klar til at samle stumperne op mens der alligevel bliver udskiftet i ledelsen (som der så ofte bliver efter et skidt valg). Så kunne man bruge de næste 4 år under en Venstre-regering med at få formuleret en fornuftig rød politik og så håbe på at der kun skulle gå 4 år før folk var klar til at give Rød blok en chance til. Det helt ideelle ville selvfølgelig være at Helle fik en eu-toppost i 2014 og Bjarne rykkede med sydpå, men det virker mindre realistisk for tiden.

Skræk-scenariet er så omvendt at Lars Løkke jokker videre rundt i spinaten som han har haft gjort de seneste par uger, Helle bliver genvalgt i 4 år mere og derefter får en ny Venstre-leder (uden at skulle gisne på hvem det måtte være) magten i de næste 8 år, med DF som regeringspartner. I så fald er der først håb om at tingene kommer tilbage på en nogenlunde fornuftig kurs engang i år 2027 og det er satme tragisk!

Så hvad gør vi så?

Jeg er aldeles rådvild, men prøver at holde mit sind åben for forslag og ideer.