Hvorfor gensidig forsøgerpligt er noget skidt

For nyligt var jeg til min første demonstration mod kontanthjælpsreformen. Jeg er sikker på at der nok skal komme flere. Til demonstrationen stillede ind til flere talere sig op og brokkede sig over indførelsen af gensidig forsørgerpligt. De fleste er overbevist om at gensidig forsørgerpligt er en skidt ide. Det jeg oplevede til demonstrationen var at de færreste var i stand til at forklare hvorfor det er en skidt ide. Regeringen har påstået at indførelsen af gensidig forsøgerpligt handler om sidestille gifte mennesker og folk der bare er samboende. Det er dette argument alle folk har travlt med at skyde ned. De fokuserer på at gifte folk får lov til at udnytte hinandens fradrag, en mulighed samboende mangler. Det er helt rigtigt. Det er også ganske irrelevant. I stedet for at fokusere på regeringens håbløse argument for indførelsen, bør vi tage et skridt tilbage.

Balance i et parforhold er vigtigt. Begge parter skal tilføje noget og helst i lige store mængder. Ellers ender den ene med at bestemmer det hele, og begge parter med at afsky hinanden. Før kvinderne trådte ind på arbejdsmarkedet var det normalt at have en enkelt forsørger i en familie, og en der gik hjemme. Nu er det normalt at begge arbejder. Når vi snakker arbejdsløshed, kan det være giftigt for et forhold. Hvis kun den ene part arbejder, sætter det et betydeligt pres på dem begge. Der opstår nemt en forventning om at den arbejdsløse bør klare alle de huslige opgaver, på trods af at de samtidigt forventes at søge nyt arbejde på fuldtid. Det er psykisk hårdt at være arbejdsløs, men samtidigt ser det ud som om man har massere tid til at nå det hele. Oven i det forringes familiens samlede økonomi. Hvis man er den part der stadig arbejder, kan det være svært at acceptere at man skal lide afsavn fordi ens partner mangler arbejde. Og som ledig kan det være hårdt at føle at man nu er økonomisk belastning, fordi man nu tilfører væsentligt mindre til den fælles økonomi.

Derfor er gensidig forsørgerpligt noget skidt. På kontanthjælp kan man klare sig selv. Også selvom der næppe det store til fællesøkonomien. Sådan er det. At fjerne kontanthjælpen helt betyder at alle penge man skal bruge, skal ens partner levere. Julegaven til kæresten? Den har han selv betalt for. Overrask hende med blomster? Dem har hun selv betalt. Lav en lækker middag til når din partner kommer træt hjem fra arbejde? Kun hvis du kan få udbetalt lommepenge af din partner inden de tager på arbejde om morgenen. Gensidig forsørgerpligt sætter parhold under pres. Dem der bliver presset er så også dem der mest har brug for støtte. Derfor bør gensidig forsørgerpligt droppes. For gifte såvel som samboende.

Hvis man en enlig er den også noget skidt. Så har man tre valgmuligheder. Man kan forblive enlig. Så er man immun for reglerne. At være arbejdsløs er hårdt for psyken. At være tvunget ud af mulighed for samvær og kærlighed hjælper næppe. Man kan finde sammen med en anden person på kontanthjælp. Så skal de begge finde et job samtidigt, alternativt så må den der arbejder acceptere at de første 21.000 kroner der bliver tjent ingen forskel har på privatøkonomien
Sidste mulighed er at finde sammen med en person som både har økonomisk overskud og vilje til at afholde ens leveomkostninger. Det er næsten at sidestille med prostitution. Held og lykke med at finde kærligheden når det kommer med et 7.000 kroners prismærke med. Og det er selvfølgelig hver måned de penge skal betales.

Hvad med privatlivet?

Gensidig forsørgerpligt knuser parforhold og privatøkonomier. Derudover er der en detalje jeg sjældent hører nævnt. Det er kommunen der bedømmer om folk er samboende. For at kunne gøre dette skal de jo kende til personerne. Det betyder at alle ugifte kontanthjælpsmodtagere skal have kommunen ind i deres privatliv. Sådan helt ind. Kommunen vil tage stilling til hvem der sover i din lejlighed, hvor ofte de gør det og hvor. Hvordan de vil gøre det, uden at kigge ind af vinduet jævnligt kan man spørge sig selv om. Os der har et arbejde, kan også blive spioneret på, hvis vi omgås med ledige under mistanke. Ingen går ramt forbi. Oven i det kommer mistanken om socialt bedrageri. En mistanke som alle ledige nu skal døje med. Jeg har tidligere beskrevet hvordan det var ekstremt problematisk for enlige forældre. Nu vil de overføre denne ide til alle ledige.

Det er en krænkelse af privatlivets fred. Både for de ledige, men også for alle os andre. Kommunen skal jo søge informationer overalt. Så du kan risikere at blive udspurgt om dine venner og bekendte. Det offentlige vil aktivt opsøge folk og forsøge at få dem til at angive deres venner. Den slags hører til i et totalitært kontrolsamfund som DDR. I Danmark burde det aldrig komme på tale. Men nu er det her. Indtil vi forener vores kræfter og smider den "røde" regering på porten.

Dette er mine argumenter for hvorfor gensidig forsørgerpligt er noget skidt. Næste gang nogen snakker om det, så snak om den slags, og lad være med at blive fanget i fradragsfælden. Det er en blindgyde. Ligeværdighed i parforhold. Moderne parforhold betyder økonomisk uafhængighed. Ingen prostitution af ledige. Og næsten aller-vigtigst. Ingen kontrol-fascisme i det danske land.

Det neoliberale livssyn

Det er vigtigt at kende sin modstander. Jeg er modstander af neoliberalismen. Neoliberalismen er en flygtig modstander. Den har ingen åbne forkæmpere. Derimod har den noget tankegods som siver ind under radaren. Man kommer til at acceptere nogle ting som logiske og fornuftige. Også selvom det er forkert når man tænker over det. Det er nogle af de tanker jeg prøver at samle her. Hvis vi skal gøre modstand imod dette tankegods er det nødvendigt at gøre os klart hvad det er vi kæmper imod.

Det rationelle menneske

Begrebet omkring det rationelle menneske blev udviklet af Nobelprismodtageren John Nash (spillet af Russell Crowe i "A beautiful mind") og brugt til at beskrive hvordan de politiske stormagter ville agere under den kolde krig. Senere blev ideen taget fra "stormagter med atomvåben" over til almindelige mennesker. John Nash har selv udtalt at den sidste ide er helt hen i vejret. Det gav kun mening for ham fordi han led af ubehandlet paranoia og skizofreni. Økonomer ser den sidste ide som et kærkomment værktøj. Det gør nemlig at de kan beskrive alle mennesker som robotter der alene handler ud fra et ønske om at "maksimere deres glæde". Og det er meget nemmere at få til at passe ind i deres økonomiske modeller.

I økonomiske fagtermer kalder de deres ide for Homo Economicus. Det er hjørnestenen i den neoliberale tankegang. Ideen om at vi mennesker er simple lykkejægere. Det er tanken om at vi er 100% ego-centrerede. Homo economicus har ingen plads til medmenneskelighed. Når du giver penge til en hjemløs, så er det alene fordi du selv får en glædesfølelse ud af det. Der er ingen plads til etik. At overholde loven er et spørgsmål om at afveje risiko og konsekvenser for at blive fanget. Fred i samfundet er kun muligt fordi vi forventer at alle andre mennesker også er kyniske psykopater. De fleste økonomer ved godt at vi mennesker langt fra er 100% rationelle. De ser det som et ideal at efterstræbe.

Jeg ønsker at alle folk skal have muligheden for at finde lykken. Derfra og til at regne med at alle folk er psykopater der vil optimere deres egen glæde til alle tider uden betragtning for moral, etik eller deres medmennesker er hvor filmen knækker. I den offentlige sektor blev denne ide indført i 80'erne i bl.a. Storbritannien under navnet "New public management". Mantraet var at offentlige ansatte kun var ude på at mele deres egen kage. For at modvirke dette skulle alle måles og vejes i alt hvad de gjorde og belønnes efter deres resultater.

Hvis man har en hammer ligner hele verden søm. Og når man er økonom kan alting reduceres til penge. Flere penge betyder mere glæde. Hvis man ønsker at få folk til at gøre noget, så giver man dem penge for at gøre det. Hvis man ønsker at få folk til at stoppe med at gøre noget, så straffer man dem økonomisk. I offentlig forvaltning betød det at lønstigninger og forfremmelser alle blev bundet til om man opfyldte sine mål. Ramte man forbi sine mål blev man forbigået eller fyret.

Resultatet var at folk følte sig mistænkeliggjort, umyndiggjort og behandlet som robotter. De mistede lysten og viljen til at gøre et ordentligt stykke arbejde. I stedet gjorde de kun hvad de blev målt på. I Politiet blev de belønnet hvis der var et fald i rapporteret kriminalitet i et område. Det betød at politiet hold op med at optage rapporter når folk anmeldte en forbrydelse. Det så godt ud i statistikken, men gav også kriminelle frit spil. De implicerede fik forfremmelser og bonusser for deres gode arbejde. Hvis man betragter folk som upålidelige, utroværdige opportunister og behandler dem derefter, så får man præcis det man leder efter.

Lyder det som et fedt sted at arbejde? Nej vel. Der er en grundene til at folk spillede "Ding Dong the Witch is Dead" da kvinden bag indførelsen i Storbritannien, Margaret Thatcher, døde. I Danmark har vi udvist mådehold med at indføre denne ledelsesform. Administrationsform er nok et bedre ord for det. At indføre mistro og micromanagement på en arbejdsplads, kan dårligt kaldes at lede. Selvom det offentlige i et vidst omfang har været forskånet for "new public management", så er det grundlæggende tankesæt stadig iblandt os. I stedet for at rette det mod offentlig ansatte, som kunne finde på at sige op, så bliver blikket rettet imod befolkningen som helhed. Særligt folk på offentlig forsørgelse er i søgelyset.

Når beskæftigelsesministeren siger ting som "ingen bliver jo raske af at være på sygedagpenge", så er det Homo Economicus hun taler om. Tanken er at så længe folk bliver belønnet for at være syge, så har de ingen motivation for at blive raske. I rationelle termer er det jo en skide god ordning, man får dagpenge for at gøre absolut intet. Timelønnen er jo astronomisk. Så hvorfor skulle nogen arbejde på at blive raske når de får så god en hyre? Til den absurde påstand kan jeg kun tænke: "Tror ministeren at penge er en form for mirakelmedicin?". Vi giver folk sygedagpenge, så de kan få tid til at blive helt raske før de skal på arbejde igen. Alternativet er at folk går igang for tidligt og gør varig skade på sig selv. Vi giver folk sygedagpenge, så de slipper for at stresse alt for meget over økonomien og kan fokusere på at blive friske igen. Vi giver folk sygedagpenge fordi det er det anstændige at gøre. Som samfund er det vores opgave at hjælpe hinanden på fode igen når uheldet er ude.

Når folk snakker om "at det skal kunne betale sig at arbejde", så er det igen mistroen der hersker. Tanken er at hvis man kan opretholde en nogenlunde levestandard når man er arbejdsløs, så mister man motivationen til at søge arbejde. Det er igen helt hovedløst. Arbejde er med til at give indhold i hverdagen. Vi søger alle sammen en mulighed for at være relevante. For at gøre en forskel. Og for at finde noget mening med hverdagen. For langt de fleste er et godt arbejde grad svaret på den udfordring. Jeg ved godt hvor destruktivt det kan være at mangle noget at stå op om morgenen. Når man føler at man står stille. Når det hele bliver en grå miskmask og man dårligt kan se forskel på weekend og hverdag. Det er et rigtigt trist sted at være. Når man er fanget i det hul, vil man meget gerne væk derfra, og det er næsten uanset hvad folk vil betale en for at blive.

Pisk og gulerod

Der er en endnu mørkere side af "det rationelle menneske". Hvis man tror at folk kun søger glæde, så siger det sig også at de vil forsøge at undgå ubehag. Så hvis det fejler at lokke med en gulerod, så er det lige så godt at bruge pisken. Det er derfor vi står med både den nye kontanthjælpsreform og skolereformen. Formålet er at piske folk til at få sig en uddannelse. Det gamle mundheld siger "man kan tvinge hesten til truget, men ikke til at drikke". Med andre ord, det er håbløst at tro på at folk vil lære noget, bare fordi man tvinger dem til at dukke op på en skole.

Vi er tænkende, følende individer. Hvad bilder de sig ind at snakke om frihed og lighed, og så tvinge folk mod deres vilje. At tro på at folk bare flytter sig fordi man gør det ubehageligt at blive, er virkeligt dumt. At sætte en grænse op, og sige "her vil vi gerne have i holder jer fra" kan fungere. At sætte en grænse op hvor folk allerede er og sige "Flyt jer!" Det gør folk sure. Og med god grund. Det kan måske gå med en flok får. At prøve det med mennesker er både arrogant og kortsigtet. Vi nægter at acceptere den slags fra vores folkevalgte, og efterhånden som folk virkelig kommer i klemme med de nyeste reformer, vil regeringen mærke jorden brænde under sig.

Drop overvågningssamfundet

Jeg tager lige en pause fra at diskutere økonomi og økonomer generelt, for at fokusere mere på de konkrete tiltag vi kan give os i kast med. Jeg har tidligere snakket om at indrette nogle af vores offentlige institutioner således at vi undgår et behov for at staten skal spionere på borgere, uanset om det er en situation hvor vi alle skal betale for at være med alligevel, eller hvor frygten for misbrug gør at man faktisk skader de folk man forsøger at hjælpe.

Drop overvågningssamfundet

Tilbage før Berlinmuren faldt og tyskland blev genforenet, snakkede man ofte om hvor forfærdeligt det måtte være at bo i et land hvor staten spionerede på alle, og man aldrig kunne føle at man rent faktisk havde et privatliv. Vi priste os lykkelige for at i Danmark og den vestlige verden aldrig kunne finde på at oprette et så omfattende system af stikkere til at rapportere på deres medborgere. Hvor virker det hyklerisk, i bagklogskabens klare lys. I dag er vi nemlig godt på vej til at ende i samme grøft, nogle vil faktisk påstå at vi er gået meget længere allerede.

I dag bliver alt digital kommunikation registreret og arkiveret. Telefon-opkald, smser, samt en del af alle de hjemmesider du besøger på nettet. Det bliver alt sammen gemt med et tidspunkt, så man senere kan gå tilbage og se hvornår du har snakket med hvem. Derudover gemmes informationer omkring hvilke mobiltelefonmaster du har været tilkoblet, så de kan holde styr på hvor du var hvornår. Alt dette sker uden du kan gøre noget ved det, fordi sådan er loven indrettet. Selv grundloven er blevet sat ud af drift, vi har reelt ingen mulighed for at have en privat samtale nogen steder, med mindre den foregår ansigt til ansigt, og det kun hvis i begge har efterladt mobilen derhjemme før i tog hen for at mødes. I år 2008 var det i gennemsnit 82.000 poster (om året) om hver eneste dansker der blev gemt, jeg tvivler på at det tal på nogen måde er faldet frem til 2013 der er gået siden.

Hvis du ikke har noget at skjule...

Det argument kommer altid op hver gang nogen prøver at gøre indsigelser overfor måden vores privatliv bliver revet i stykker og gemt uden at vi kan gøre noget for at beskytte os selv. "Hvis du ikke har noget at skjule, hvorfor er du så imod at nogen kigger?" Jamen jeg har noget at skjule, mit privatliv. Det er af den samme grund at jeg lukker døren når jeg går på toiletter og jeg har gardinerne trukket for om natten. Det er sku' ubehageligt at tænke på at der er computere rundt omkring i Danmark, hos internet og teleudbyderne, som registrerer alle de ting du går og foretager dig. Retten til et privatliv bør være normen, og kun hvis en retskendelse udstedt af en dommer foreligger, bør det være tilladt på nogen måde at gå i gang med at aflytte folks kommunikation.

Argumentet er altid at mere overvågning vil gøre det nemmere for politiet at opklare kriminalitet, og det er selvfølgelig en nobel tanke, sådan at gøre livet nemmere for politiet. Vi skal dog huske på at alt denne registrering kun bliver brugt længe efter en eventuel forbrydelse er fundet sted. Så hver gang vi hører om at PET har forhindret endnu et terrorangreb mod Jyllandsposten eller andre højtråbende elementer i det danske samfund, så er det helt andre værktøjer de har haft gang i. Det er typisk folk i deres umiddelbare nærhed, der lurer at de her folk er på vej ud på et skråplan og har gang i noget virkeligt dumt og så ringer de til politiet og giver dem et tip.

Det er staten der skal tjene borgerne

Dette er noget som mange har glemt, det er os, almindelige danskere, der er Danmark. Staten eksisterer for at holde os sikre, tjene os og gøre vores liv nemmere, derfor har jeg svært ved at se fornuften i at snage i samtlige menneskers liv, for at gøre det nemmere at opklare hvem der har udført eventuelle terrorhandlinger i Danmark. Hvis nogen af dem slipper igennem nettet og har held til at udføre deres horrible planer, så går der næppe 72 timer før en eller anden gruppe tager "æren" for angrebet. Vi som almindelige borgere opgiver en masse tryghed og privatliv og vinder absolut intet ved det. For at gøre det endnu mere klart, selv hvis alt denne registrering kunne bruges til at forhindre terrorister i at angribe Danmark, så ville jeg stadig være imod at man tog hele befolkningen som gidsler for at forsøge at fange nogle enkelte kriminelle. Overvågning af almindelige borgere sker for at pleje statens egne interesser, på bekostning af alle os den egentlig skulle tjene.

Skrot logningsbekendtgørelsen

Mit forslag i denne omgang går på at skrotte logningsbekendtgørelsen (det er den lov der tvinger samtlige tele- og internetudbydere til at gemme alle disse oplysninger om os og videregive dem til staten efter anmodning). Det koster selskaberne et sted mellem 50 og 200 mio. kroner om året at holde det kørende, som de så tvinger os til at betale som deres kunder. Jeg syntes vi skal skrotte loven og ved samme lejlighed forbyde tele og internetselskaberne at gemme den slags data om deres brugere. Privatlivets fred skal genetableres, og hvis vi så gerne vil dele ting med resten af verden, så kan vi smide det op på vores blog, vores familiehjemmeside eller på vores facebook-væg, det skal bare altid være vores valg hvad vi vil dele og med hvem.

Dette er kun det første forslag til at få genoprettet det danske retssamfund, der er mange andre steder hvor den almindelige borgers retssikkerhed har måttet vige for politi og konkurrencestaten. Nogle af de udfordringer er at vores muligheder for at demonstrere hvis vi er utilfredse med magthaverne, er blevet kraftigt reducerede efter at lømmelpakken blev indført og at vores mulighed for at kunne forsvare os selv imod alvorlige anklager er blevet voldsomt reduceret efter at rockerloven blev indført. Den har gjort det tilladt for statens anklager at hemmeligholde dele af deres bevismateriale, så du effektivt kan blive anklaget og dømt uden at få at vide hvilke beviser der foreligger og derfor har voldsomt svært ved at forsvare dig, om du så er skyldig eller ej. Nok var loven tiltænkt at gøre det nemmere at få ram på rockerne, men den er formuleret således at den gælder alle danskere, høj som lav.

Der er mange ting der er gået af sporet i dagens Danmark, og desværre bliver det nok værre før det bliver bedre. Heldigvis kan vi allerede nu gå i gang med at modarbejde dette, så kom ind i kampen.

Når selv grundlæggende rettigheder går tabt

Her kommer så en til bredside på den sociale front. Oprindeligt var dette forslag alene tænkt sig rettet mod enlige forældre fanget i systemet, men tiden har vist at hvis man undlader at tage et opgør med de ting der er åbenlyst forkert i samfundet, så får man bare mere fra samme skuffe. Fra 1. Januar vil samtlige kontanthjælpsmodtagere bliver underlagt samme kontrol og terror regime.

Når selv grundlæggende rettigheder går tabt

Denne ide tager egentlig bund i noget som en borgerlig ven (han var i Konservativ ungdom, men beskriver sig vidst mest som borgerlig uden parti nu til dags) sagde til mig i en diskussion omkring tilskud til enlige forældre på kontanthjælp. Han mente at tilskuddet var problematisk fordi det var indrettet således at en enlig forælder kun er berettiget til det tilskud så længe de er 100% enlige. Vi snakkede lidt om at det langt fra var hensigtsmæssigt men han kom med det absolutte guldkorn i snakken. Problemet bunder i at hjemmet egentlig er ukrænkeligt, og måden reglerne er indrettet på, så er enlige forældres hjem lige pludselig blevet et anliggende for social-arbejdere på kommunen. Jeg mener egentlig at der ligger en masse andre problemer med måden at støtten er indrettet på, men det grundlæggende problem falder faktisk tilbage til denne ene ting. Det er også den samme ting som nu bliver kernen i problemet for samtlige kontanthjælpsmodtagere efter 1. Januar.

Det handler egentlig om en grundlæggende rettighed til at have et privatliv. Det er også grunden til at jeg mener at DR-Licens skal nedlægges og som jeg i et senere indlæg vil gøre rede for hvorfor den digitale overvågning af os bør skrottes og folkene der har indført dem hensættes til "nyttejobs". For at vi som samfund og mennesker generelt kan fungere på en nogenlunde civiliseret facon, så har vi brug for at kunne skelne mellem hvornår vi er ude i offentligheden og hvornår vi trækker os tilbage til vores eget hjem, trækker gardinerne for og bare kan slappe af uden at skulle bekymre os for at nogen andre kan se hvad vi laver. Det er en grundlæggende rettighed at selv kunne vælge hvor meget af os selv vi rent faktisk deler med omverdenen. Når man laver regler der er afhængige af hvad der sker i dit privatliv, så som hvem der sover på din sofa eller hvem du vælger at søge kærligheden med, så er tingene helt galt afmarcheret.

Hvis vi ignorerer det grundlæggende forkerte i at diverse "enheder for socialt bedrageri" pludselig har lov til at snage i folks privatliv, så kan vi gå videre til at kigge på effekten af at reglerne er indrettet på den måde. Den simpleste og mest optimistiske effekt er at hvis en enlig forældre finder sig en kæreste og de gerne vil finde sammen, så skal de give afkald på den økonomiske støtte der bliver givet til enlige forsørgere. En støtte næsten alle er enige om er nødvendig for at familien kan fungere, og børnene får de ting de har brug for. Effekten er at hvis en enlig forælder finder kærligheden, så skal de, mens forholdet stadig er ungt, bede deres nye kæreste om at betale ~2.500 kr til deres samlever, for at undgå at børnene kommer i klemme. Et absolut urimeligt krav at stille, men det er stadig realiteterne. Det skal samtidigt nævnes at de fleste tolkninger af "hvornår man skal indberette sin ændrede samlivs-tilstand" er hvis kæresten overnatter mere end 3 dage på en uge. Det betyder at en enkelt forlænget weekend enten udmønter sig i at man kommer på spanden økonomisk, eller at man gør sig skyldig i socialt bedrageri.

De færreste vil argumentere imod at enlige forældre sjældent er dem der har mest overskud i hverdagen til at gå ud og søge kærligheden. Endvidere arbejde på at finde sig et fuldtidsjob, få styr på privatøkonomien igen og generelt grave sig ud af det hul det alt for ofte kan være at sidde som enlig forældre, både socialt og økonomisk. Nu har vi så også sikret at ethvert forsøg på at finde nogen at møde hverdagens udfordringer med, enten betyder at man skal føle sig som en prostitueret eller kriminel. Lige det folk har brug for i deres hverdag. Det bliver dog lige en tand værre endnu. Fordi reglerne er indrettet så tåbeligt som de er, med en helt uhørt høj risiko for at gøre sig til social bedrager, så er der en del folk der føler at det er helt i orden at mistænke folk for allerede at være det. Resultatet er at enlige forældre mere end nogen andre bliver afskåret fra at trække på deres sociale nærmiljø, det er nemlig pænt svært at bede sin nabo om at passe ungerne en aften så man kan tage på date, hvis det drastisk forøger chancen for at en af de andre naboer vælger at anmelde en til kommunen.

Løsningen på dette problem er selvfølgelig at ændre reglerne så diverse tilskud kan tildeles uden at folk risikerer at blive beskyldt for at være sociale bedragere bare fordi de har et familiemedlem på besøg fra den anden ende af landet i en uge. Situationen er kun blevet værre med den nye "reform", hvor man før kunne finde sammen 2-3 venner i en mindre lejlighed for at holde udgifterne nede og støtte hinanden, så betyder det nu at alle taber, værst bliver det hvis en af personerne rent faktisk får et arbejde. Jeg har svært ved at sætte ord på hvad den slags skal kaldes, socialt ansvarligt er langt væk, fremtidssikret endnu længere borte.

Lad os få rettet op på denne skændsel i en fart, både for de enlige forsørgere der har været fanget i situationen længe og for alle de mennesker der står til at komme alvorligt i klemme i 2014. De penge vi bruger på at betale ekstra børneydelser kan vi sikkert spare på ved at lukke ned for dyneløfter patruljer rundt omkring i landet.
----
Ting der er værd at diskutere:

• Gemmer der sig andre steder i lovgivningen hvor gode hensigter fanger folk på uhensigtsmæssig måde?
• Hvorfor har vi som samfund valgt at fremme en stikker-kultur til skade for alle?

Hvorfor DR-licens skal nedlægges, men DR selv bevares uændret

Her kommer så næste indlæg i mit ide-katalog, så vidt jeg kan lure på folk, så er I positivt stemt derude, selvom der endnu mangler at komme gang i kommentarsporet herinde. Jeg fortsætter dog ufortrødent med et lidt nemmere emne i denne omgang.

Nedlæg DR-Licens

Der er ret mange der gerne vil afskaffe licensen, desværre, i mine øjne, for de lidt forkerte årsager. De fleste der ønsker licensen afskaffet mener at de får for lidt for pengene eller bare at de aldrig ser, lytter til eller læser ting som Danmarks Radio producerer og derfor er det kun fair at de slipper for at betale licens. Jeg kan sagtens se logikken i argumentet, det er bare den forkerte diskussion at tage i min optik. I Italien og til dels i U.S.A. har vi set hvad der sker når der pressen i stedet for at være fri er underlagt ejerskab af magteliten. Korruption og magtmisbrug bliver skjult, politiske modstandere hængt ud og den offentlige debat forstummer, kort sagt, demokratiet har meget trænge kår.

Selv i Danmark har er der eksempler på at bl.a. TV2 har "mistet" inkriminerende optagelser af VKO-regeringen, hvilket er pænt problematisk. Jeg mener at det er bydende nødvendigt at vi stadig har Danmarks Radio som en offentlig institution, som et uafhængigt medie der hverken kan købes eller tvinges til at tie stille når der er brug for at blive kæftet op. Derfor er det også vigtigt at den direkte politiske indflydelse som de seneste par regeringer har fået indført i Danmarks Radio bliver demonteret igen. Man snakker om at pressen skal være den fjerde statsmagt der sikrer at de tre andre holder stien ren, og i den sammenhæng skal Danmarks Radio være den sidste bagstopper på den front. Det er min opfattelse at vi har en rimelig stærk og kritisk presse i dagens Danmark, de er dog altid presset af svindende oplag og en større del af dem er samlet i store mediehuse. For en lille nation som Danmark kan det være kritisk hvis en stor medie-koncern skiftede hænder til nogen med en aktiv (og tvivlsom) politisk agenda, og der ville jeg være glad for at jeg i det mindste kunne høre på DR at den og den avis er blevet overtaget.

Det var så mit argument for hvorfor vi skal beholde Danmarks Radio, selvom de for min skyld godt må spare lidt på krudtet i underholdnings-segmentet og i stedet fokusere på folkeoplysning og dybdegående journalistik. Vi kan så gå videre til at snakke om hvorfor licensen bør afskaffes.

Hjemmets ukrænkelighed

Dette er nok den absolut vigtigste grund. Det kan uacceptabelt at vi har nogle folk hvis job det er at forsøge at kigge ind af vinduerne hos tilfældige danskere og på anden måde overvåge os som befolkning. Hjemmet er ukrænkeligt og derfor bør vi også indrette vores samfund således at det aldrig er nødvendigt at spionere på folk. Det er på ingen måde i orden at de dukker op på folks bopæl og begynder at stille dem spørgsmål omkring deres privatliv. Dette gælder i øvrigt også for andre dele af den offentlige administration, men det vil jeg komme tilbage til på et senere tidspunkt.

Spild af ressourcer

Licens er bøvlet, man skal huske at tilmelde sig når man flytter hjemmefra, den skal opdateres når man flytter og det er generelt en masse administration som er fuldstændigt overflødigt når medielicensen gør at næsten alle indbyggere i Danmark skal betale licens. Før de ændrede tv-licensen til at være en medie-licens var jeg selv kun tilmeldt radio-licens, fordi jeg stort set aldrig ser TV. Mens jeg kun var tilmeldt radiolicens fik jeg 2-3 gange om året breve fra DR-licens der informerede mig om at hvis jeg havde et tv, så skulle jeg også betale tv-licens. Meget flinkt af dem at oplyse mig om dette, men også et totalt spild af ressourcer. Når vi nu har besluttet at vi gerne vil have Danmarks Radio og at vi alle skal betale for at de leverer varen, så er det virkeligt fjollet at vi bruger offentlige midler på at inddrive de penge på en så ineffektiv måde.

Social skævhed

Licens er en meget underlig størrelse, fordi det er baseret pr. husstand, det betyder at enlige betaler det samme i licens som store familier. Det er min umiddelbare opfattelse at det oftest er tidligt og sidst i ens voksne liv hvor ens økonomi både er svagest og chancen for at man bor alene er størst. Det betyder at licens, rammer hårdest på dem der er dårligst stillet til at håndtere det, nemlig studerende og pensionister. Indenfor beskatning er der normalt 3 forskellige modeller man snakker om.

• Flad beskatning, hvor alle betaler det samme uanset hvor meget de måtte tjene eller andre faktorer.
• Procentuel beskatning, hvor alle betaler den samme andel af det de tjener. Tjener du mere betaler du også mere i skat, men alle betaler den samme andel af deres indtægt. Det klassiske historiske eksempel er kirkeskatten, kaldet tiende, som sjovt nok handlede om at 10% af alt du tjente skulle tilgå kirken.
• Progressiv beskatning, hvor skattesatsen stiger efterhånden som du tjener flere penge. Det er den model vi har i Danmark, hvor din skatteprocent stiger alt efter hvor meget du tjener.

Licens er et tilfælde af flad beskatning, men det er faktisk en lille tand værre, fordi den netop er pr. husstand, i stedet for pr. person som beskrevet ovenfor.

Forslaget

Mit forslag er egentlig at vi fyrer hele DR-Licens afdeling og i stedet opkræver den samme mængde penge over skatten. I praksis ville jeg gøre det ved at sænke alle folks personfradag med det nødvendige beløb, højst sandsynligt noget i retning af 100-150 kr om måneden. Slut med ekstrastrafning af studerende, enlige mødre og pensionister, slut med licensmænd der kigger ind af vinduet og slut med en masse overflødigt bureaukrati for alle involverede. Vi slipper også for at blive indberettet til DR-licens hver gang vi køber et tv eller en mobiltelefon. Enlige slipper lidt billigere, familier kommer til at betale en smule mere, alles liv bliver lidt simplere og vi får nedlagt en aktivitet indenfor det offentlige som absolut ingen værdi tilføjer til samfundet, så hvad har vi at tabe?

-----

Så er andet indlæg klar til diskussion, jeg vil også meget gerne høre fra folk hvis der er nogen af emnerne på Ide-listen som i gerne vil have at jeg skriver om først.