På gæsteophold i Danmark

Når jeg tænker tilbage på min tid i Danmark får jeg en klump i halsen. Det er nu næsten et årti siden. De tog imod os da vores hjemland var i krise. Borgerkrigen hærgede og folket blødte. Vi var mange der flygtede. Kun nogen af os kom til Danmark. Resten endte i flygtningelejre. Der fik de lov til at rådne op. Da krigen sluttede blev de smidt hjem. Fire år ældre. Arene på sjælen ubehandlede. Typisk i værre stand end da de flygtede.

Danmark var anderledes. De tog imod os. Børnene kom i skole. De voksne lige så. Målet var altid klart. Når krigen sluttede skulle der genopbygges. Målet var at klæde os bedst muligt på til den opgave. Mange af os havde ar på sjælen. Sådan er det når man har oplevet krigen tæt på. De sørgede for krise-psykologer til os. Og lærte os op i psykologi. Så var vi bedre rustet til at hinanden. Både i lejren og da vi kom hjem igen.

Vi fik lov til at dyrke vores egen kultur, samtidigt med at den danske bød sig til. På den måde kunne vi opretholde vores egne traditioner. Vores børn kendte vores historie. Det var først da vi kom hjem at vi indså hvor meget Danmark havde vokset på os. Således fejrer vi jul nu. Selvom det er umuligt at opdrive et grantræ i vores ende af verden. Vi lært at hygge om hinanden. At respektere hinandens forskelle.

Da krigen endeligt sluttede drog vi hjem i samlet flok. På den måde kunne vi trække på hinandens styrke. Danmark leverede mere end bare en flybillet hjem. De var dedikeret til at sikre os en god start på vores genopbygning. De sendte os hjem med mad og byggematerialer. De sørgede for medicin og rådgivning. Landsbyen blomstrede hurtigt da vi kom tilbage. Vi var klar til at tage fat. Til at bygge nyt. Og til at sikre at det skete på en ordentlig måde. Vi døbte vores landsby Dannely. Som så mange andre hjemvendte flygtninge, husker vi hvem der hjalp os i nødens stund. I den henseende er det lille kolde land mod nord en perle over alle.

Min pointé

Der vil altid opstå situationer rundt omkring i verdenen der tvinger folk på flugt. Hvordan vi håndterer det er op til os. Vi kan enten se det som en sur tjans. Hvor vi alle skal tage os af vores pulje af flygtninge der skal opbevares i en årrække. Eller vi kan vælge at investere i dem. Se det som en mulighed for at sprede dansk kultur til fjerne egne. Mens vi hjælper folk der har mistet alt.

Historien har en tendens til at gentage sig selv, indtil nogen gør noget anderledes. Lande hærget af borgerkrig er sårbare overfor korruption, ambitiøse diktatorer og rabiate ekstremister. Den bedste måde at forhindre det på, er at sikre at folk tror på fremtiden. At de ved at tingene bliver bedre. At de har noget at arbejde hen imod. En grund til at stå imod. Det er en proces jeg er overbevist om at vi som nation kan hjælpe dem med. En hjælp til at hjælpe sig selv. Og når de rejser sig fra tidligere nederlag vil de stå stærkere end før. Og verden som helhed vil være et bedre sted at være.