Borgerløn hvordan?

Jeg er blevet spurgt en del ind til mine nærmere ideer omkring borgerløn. Både hvordan jeg vil implementere det og hvad jeg håber på at opnå med det. Dette er så et af mine bud på en implementering af borgerløn. Jeg har mere end ét bud. Dette ser jeg dog som det bud der er nemmest at implementere i praksis. Mest fordi det indeholder en masse mindre ændringer der hver i sær bringer os tættere på målet.

Det hele tager udgangspunkt i ændringer til kontanthjælpen. Når vi er i mål med disse ændringer kan vi med rette kalde det for borgerløn, og begynde at rydde op i alle de andre støtteordninger der er. De forskellige delmål er, uden nogen egentlig orden:

• Drop gensidig forsørgerpligt
• Drop kravet om at man skal være aktivt jobsøgende
• Drop formuekravet
• Indfør 3:2 princippet

Drop gensidig forsørgerpligt

Dette har jeg skrevet om tidligere. Gensidig forsørgerpligt er i den grad den forkerte retning at gå. Det vil selvfølgelig koste noget for os som samfund at skulle betale en marginalt større sum penge til folk uden arbejde. Det vi typisk brokker os over er tanken om at direktørfruen der går derhjemme pludselig skal have penge af staten. Selvfølgelig virker det lidt absurd. Omvendt, så er det nok i høj grad direktørens skattebillet der betaler for konens kontanthjælp alligevel. Så vil jeg hellere at vi holder staten langt ude af folks privatliv.

Drop kravet om at man skal være aktivt jobsøgende

Folk skal nok selv hvis vi lader dem. Ideen om at det er så fedt at være på kontanthjælp er helt skæv. Det er smalkost der vil noget. Hvis situationen vender. Og vi lige pludselig mangler arbejdskraft. Og vi har 150.000 raske friske mennesker der nægter at tage et job. Så kan vi snakke. Ind til da kan vi helt sikkert spare en masse penge ved at lukke de forskellige jobcentre. Den nuværende aktiveringsindsats er i mine øjne psykisk tortur. Tanken er at motivere. Realiteten er at det forårsager tillært hjælpeløshed.

Drop formuekravet

Borgerløn skal være for alle. I stedet for at vente med at hjælpe til folk er totalt på spanden, skal vi træde til med det samme. At vente til folk er nået helt ned på bunden er kortsigtet. Hvorfor vente til folk har mistet deres hjem? Las os i stedet yde støtte til at komme tilbage ind i kampen. Samtidigt kan vi spare en masse dyneløftere der skal vurdere om folk har formue eller ej. Vil det koste penge? Afgjort. Skal vi så stadig gøre det? Absolut. Denne ændring vil også gøre det nemmere at starte egen virksomhed op. Man kan overleve på borgerlønnen indtil virksomheden begynder at give et overskud.

Indfør 3:2 princippet

Ideen er meget simpel. For hver 3 kroner tjent bliver der modregnet 2 kroner af borgerlønnen. Det gør at jobs med relativt få timer stadig bliver belønnet. På den måde undgår vi problemer med at "det skal kunne betale sig at arbejde". For langt størstedelen af mennesker tjener arbejde som noget andet og mere end bare end kilde til penge. Det er en identitet. Det er et fællesskab. Det er med til at give mening med hverdagen.

Er det bare det?

Ja og nej. Dette er de simple trin der skal til for at få borgerløn til at blive en realitet. Derefter er der et oprydningsarbejde. A-kasserne bør reformere sig selv. SU-en skal gentænkes (eller bare overgå til borgerløn). Folkepensionen kan nedlægges og overgå til borgerløn. Sygedagpengene kunne meget vel tænkes at overgå til at være en forsikringsordning under A-kasserne. Hvis man altså ønsker at modtage en højere ydelse under ens sygeforløb. Der er også nogle særtilfælde der skal håndteres, så folk undlader at går over til at få løn udbetalt hver anden måned og borgerløn i andre måneder.

Jeg tror dog stadig dette er vejen frem og i dette tilfælde kan det lade sig gøre i mindre skridt der alle gør vores samfund til et bedre sted at bo.

Klar til borgerløn

Da jeg oprindeligt hørte om denne ide var jeg skeptisk. Meget skeptisk. Det må jeg nu erkende har ændret sig. For lige at opsummere for de uindviede. Borgerløn, eller basisindkomst som det også bliver kaldt, handler om at alle voksne borgere i landet skal have en grundydelse man kan overleve på. Den skal gives uden nogen forpligtelser eller begrænsninger. Selv til folk i arbejde. Det vil lette administrationen enormt.

Hvordan gør vi det?

Min tanke er at vi sløjfer personfradrag og beskæftigelsesfradrag for alle. Danske statsborgere over 25 år får skattefrit sat 7.800 kroner ind på deres nemkonto hver måned. Det svarer til normal kontanthjælp efter skat. Statsborgere mellem 18-25 år vil få sat 4.850 kroner ind. Det svarer til SU'en efter skat. Samtidigt rydder vi op i alle de særlige støtteordninger vi har rundt omkring i Danmark. Nogen af de mere målrettede ordninger skal selvfølgelig bevares. Enlige forsørgere, handikappede og andre med særlige behov skal stadig have den støtte de har brug for. A-kasserne må klare sig uden statsstøtte i fremtiden. På den måde kan de selv definere præcis hvad for en ydelse de vil tilbyde deres medlemmer.

Begrænsninger?

Jeg forestiller mig at der skulle være nogle enkelte begrænsninger. For at kunne modtage borgerløn skal man bo i Danmark. Og man skal være dansk statsborger. Hvordan den skal grejes m.h.t. EU er endnu uklart. Jeg er dog sikker på at det kan lade sig gøre, hvis viljen er der.

Har vi råd til det?

I praksis er det danske samfund allerede indrettet efter borgerløn. Man kunne opnå nogenlunde samme effekt ved tre simple ændringer af kontanthjælpen.

1. Fjern formuekravet (det der siger at du skal være HELT på røven før du kan få kontanthjælp).
2. Fjern kravet om at man skal søge arbejde.
3. Fjern gensidig forsøgerpligt.

Det vil koste noget at fjerne punkt 1 og 3. Og vi sparer penge på punkt 2.
Overgangen til borgerløn vil simplificere reglerne enormt og sikkert spare os noget på kommunernes lønkonto.

Vil folk stadig arbejde?

Absolut. Man vil altid være bedre tjent ved at arbejde. Samtidigt gør det det nemmere at starte egen virksomhed. Når man starter op skal man typisk kunne klare sig i 6-12 måneder uden indtægt. Det bliver aldrig muligt for en kontanthjælpsmodtager. På borgerløn kan man bruge tiden til at få virksomheden til at fungere, uden at sulte. Med borgerløn har vi pludselig 200.000 potentielle iværksættere. De går straks fra at være passiviseret i jobsøgningsmøllen til at blive sat fri.

Det er selvfølgelig langt fra så simpelt. Der vil være en større omstilling. Alle overenskomster og ansættelseskontrakter skal genforhandles med borgerløn i mente. Skatteprocenten på arbejde bliver nok også en smule højere. Alligevel tror jeg dette vil være den rette vej at gå. Vi går en fremtid i møde hvor der til stadighed vil være perioder hvor vi har mere arbejdskraft end der er behov for. At forsøge at dæmonisere dem der er endt på sidelinien er en dødssejler.

Tobinskatten er symptombehandling

I stedet for at prøve at stoppe højfrekvenshandlen ved at sætte en lille skat på transaktioner, bør vi overveje hvor meget nytte den daglige handel på børsen rent faktisk gør. I realiteten er der meget lille forskel på folk der er ludomaner og spekulanter. Den ene spænderer deres dag på travbanen. Den anden på børsen. Begge satser en masse penge på den umiddelbare fremtid. Forskellen er at på travbanen sørger bookmakeren for at få sin andel, så den samlede gevinst bliver mindre for hvert løb. På børsen vokser det samlede antal værdier. Så den gennemsnitlige spekulant beholder sit indskud og kan lege videre dagen efter.

På det finansielle marked er der 3 niveauer af aktører.

Det første niveau er investorerne. Typisk pensionsfonde eller private folk med penge. Det er dem der skyder penge ind i firmaer når de prøver at rejse kapital til at udvide forretningen.
De handler også indbyrdes, ved at overtage hinandens investeringer så dem der ønsker at trække sig ud af en investering kan gøre dette og dem der ønsker at overtage den ligeledes har den mulighed. Folk på dette niveau tjener deres penge på at en investering med tiden bliver mere værd. Deres tidshorisont er måneder og år. Oftest flere år.

Det andet niveau er spekulanterne. De køber og sælger dagligt. Typisk sidder de med aktierne i få minutter eller timer. Ind i mellem dage, hvis det er før en stor nyhed. De tjener deres penge på at gamble på fremtiden. De penge spekulanterne tjener er penge som investorerne går glip af. For at spekulanter kan tjene deres penge er det nødvendigt at et marked er ustabilt. Jo mere priserne går op og ned, jo større er potentialet for at tjene kassen.

Det tredje niveau er robotterne. De bliver ofte kaldt for højfrekvens handlende. En robot ejer kun sine aktier i nogle få mikro-sekunder af gangen. Når prisen er på vej op, køber de aktier og sælger dem igen til en mikroskopisk højere takst. Det samme gælder når prisen er på vej ned. Ideen virker fordi robotterne er hurtigere end normale investorer og derfor kan klemme deres handler ind imellem de normale handler på børsen. Robotterne tjener deres penge ved at udhule spekulanternes fortjeneste. I praksis så hver gang en spekulant eller investor handler aktier, så har robotterne presset prisen en lille smule højere op eller ned. For hver handel en robot laver tjener de kun en lille bitte smule, men robotterne kan lave ufatteligt mange handler i minuttet. Resultatet er at omsætningen på en børs stiger helt ekstremt når robotterne laver deres indtog.

Hvad er en tobinskat?

Tobinskatten er en lille bitte skat på hver enkelt børs transaktion. Det vil gøre livet surt for robotterne. At få en 5 kr afgift pr. handel er småting for en investor der lægger 100.000 kr på bordet og forventer at kunne sælge for 250.000 kr efter ti år. For en robot der køber aktier for 100.000 kr og forventer at kunne sælge dem for 100.001 kr efter nogle få mikrosekunder, så er det gift.

Bankerne, som typisk er dem der ejer robotterne, siger at det vil skade investorerne. Det de i den sammenhæng ignorerer er at robotterne allerede fungerer som en tobinskat. Hver eneste gang en ærlig investering finder sted, har robotterne taget en lille del til sig selv. Så en tobinskat kan sagtens indføres. Den vil give nogle penge, men den del er egentlig underordnet. Det der er vigtigt er at få stoppet robotterne.

Hvorfor er robotter skidt?

Spekulanter tjener deres penge på at markedet et ustabilt. Jo mere tingene går op og ned, jo bedre. Robotterne tjener deres penge på spekulanterne. De har en tendens til at forstærke de markedsudsving der er. I det store hele er det mest et spørgsmål om at spekulanterne kæmper om at snyde hinanden og investorerne, mens robotterne står i baggrunden og tager deres andel. I min optik er robotterne kun et symptom på et underliggende problem. I stedet for at stoppe robotterne, skal vi rette skytset mod spekulanterne.

Spekulanterne bruger enorme kræfter på at manipulere markederne til deres egen fordel. Det er decideret skadelig virksomhed til egen fordel og vi bør søge at dæmme op for det. Dette kan bedst illustreres med dette eksempel:

Mit forslag går på at lovgive således at værdipapirer først kan sælges videre efter én uges ejerskab. Det vil begrænse spekulanternes daglige jagen efter profit og totalt knuse robotternes aktivitet. Det er også helt indtægtsneutralt, så vi undgår hele den debat om at det bare er en ny indtægtskilde for staten.

En sådan ændring vil sætte en voldsom dæmper på børs-aktiviteterne. Sikre en større del af overskuddet går til dem der rent faktisk har hjulpet med til at skabe værdierne og bremse op for de problematiske bivirkninger som automatiseret aktiehandel kan have. Så lad os endelig få det indført før bankerne får skubbet os ud i endnu en krise.

Arbejdsløsheden er fagbevægelsens skyld

Det er min simple påstand. I debatten om kontanthjælp og dagpenge hører jeg ofte at folk har brug for et job. Jeg vil gerne udfordre den holdning lidt. I et jobmarked findes der 2 overordnede grupper af arbejde. Godt-nok arbejde og resultatorienteret-arbejde. Det er et skel folk ofte glemmer. Det er langt fra alle jobs der falder i disse to grupper, men det gør det nemmere at skrive om hvis vi har lavet det skel.

Godt-nok arbejde

Det der kendetegner et "godt nok"-job er at selv hvis man gør jobbet fejlfrit, er der næsten ingen mulighed for at gøre tingene bedre. Klassiske eksempler på dette er en buschauffør eller togfører på en fast tidsplan. Når bare de kører til tiden, så er der intet de kan gøre for at hæve niveauet. Det samme gælder for de fleste kasseassistenter i f.eks. supermarkeder. En trænet kasseassistent kan scanne varer hurtigere end kunderne kan pakke tingene i den anden ende. Så alt evne til at gøre sit job bedre efter det punkt er spildt. Det ses også på butikkernes ansættelsesmønstre hvor de fyrer erfarne (og dyrere) medarbejdere, for at hyre medarbejdere der er et par kroner billigere i timen. Mange stillinger i Danmark hører under denne kategori.

Resultatorienteret-arbejde

Dette er de opgaver hvor der er betydelig forskel på godt jobbet bliver udført. Indenfor IT snakker man om at dygtige programmører kan være 10, 100 eller 1000 gange mere produktive end den gennemsnitlige programmør. Indenfor andre kreative fag så som grafisk arbejde, musik og forfatterskab er det også accepteret at der er en enorm spredning på hvad der bliver leveret. En dygtig jurist kan være gøre forskellen mellem en vundet eller tabt sag.

Der er en del jobs der hverken hører til i den ene eller anden gruppe. Til tider vil folk dog fejlagtigt placere dem i en af grupperne, dette gælder særligt en del bløde fag, hvor det kan være svært at måle eller se forskellen i hvad personen leverer og de derfor bliver betragtet som godt-nok stillinger.

Lønforhandling

Man skelner mellem individuel forhandling og kollektiv forhandling. Hvad der er bedst, afhænger hvad for et type arbejde man forhandler om. Hvis man har resultatorienteret-arbejde er det typisk i både arbejdsgiver og arbejdstagers interesse at have individuel forhandling. En overenskomst vil straffe de dygtigste folk og de vil derfor søge andet job eller bliver mindre produktive fordi de kun ønsker at levere hvad de er blevet betalt for. Hvis man har godt-nok arbejde, vil det typisk være til arbejdstagerens fordel at forhandle kollektivt og til arbejdsgiverens fordel at forhandle individuelt. Typisk vil der også være en middelvej, så som en kollektiv forhandling, med mulighed for at tildele forskellige personlige tillæg til de enkelte medarbejdere.

Kollektive forhandlinger er fagforeningernes område. 

Det er dem der sætter sig ved bordet og forhandler de næste par års lønstigninger og rettigheder for folk på en overenskomst. Og her er det så vi kommer til kødet i min indlæg. For fagforeningerne ved godt at når de forlanger mere i løn, så kommer til til at koste nogle arbejdspladser. Det er trods alt grundlæggende økonomisk lærdom omkring prissætning. Prisen bestemmer hvor meget efterspørgsel der vil være. Dette gælder også for køb af arbejdskraft.

Hvis en af nabolagets unger tilbyder at klippe din græsplæne for 25 kroner per gang så er du nok interesseret. Er prisen er 75 kr. Er det måske interessant alt efter græsplænens størrelse. De færreste vil dog takke ja hvis prisen er 200 kr. For 25 kr. per gang vil du nok ønske at få græsset klippet hver uge. Er prisen 75 kr pr. gang, ville du nok nøjedes med at få det klippet hver anden uge.

På den måde kan vi forholde os til at stillinger opstår og forsvinder alt efter prisen på arbejdskraft. Med godt-nok arbejde gælder det at man ansætter den billigste arbejdskraft man kan finde. Så man kan godt sige at lønnen gælder for alle i branchen. I et frit marked vil lønnen finde et naturligt niveau, hvor alle folk er i arbejde og ingen ønsker yderligere arbejdskraft til den pris. Hvis der var flere ledige stillinger, ville de tilbyde en lidt højere løn og på den måde ville markedet finde en ny hvile-position. Kom der flere ledige til, ville de tilbyde at arbejde for færre penge end dem der havde et job, og så ville lønnen falde. Når lønnen falder, dukker der nye job op. På den måde finder lønnen igen et naturligt niveau at blive på hvor alle er i arbejde.

I økonomi gælder det om at maksimere profitten, og det samme gælder selvfølgelig for lønforhandlinger. Målet er at tjene flest muligt penge til lønmodtagerne. Når vi introducerer kollektiv forhandling, bryder vi dette fine naturlige system. I stedet for at sætte et mål om at have fuld beskæftigelse, så sætter vi lønnen så det giver flest samlede lønkroner. Lad os tage et eksempel: I lille bakkeby er der opgaver nok til at 150 personer kunne holdes beskæftiget. Dog er alting jo forskellige ting værd, så for hver krone lønnen stiger, holder en af de job op med at kunne betale sig. Så ingen løn, betyder 150 stillinger, 50 kroner i timen betyder 100 stillinger, 100 kr i timen betyder 50 stillinger og 150 kroner i timen betyder ingen stillinger. Hvis vi nu siger at der er 110 arbejdsduelige folk i byen. Så vil lønnen finde en balance på 40 kroner i timen, hvor alle har et arbejde.

Nu er spørgsmålet så. Er det den bedste løsning for de 110 folk? Svaret er nej. Lige nu tjener de til sammen 110 stillinger x 40 kroner i timen = 4.400 kroner. Hvis nu 10 af dem besluttede sig for at nægte at arbejde. Så ville de forskellige arbejdsgivere skulle kæmpe om de resterende 100 folk, og en ny lønbalance vil ende på 50 kroner i timen. 100 stillinger x 50 kroner i timen = 5.000 kroner. Det er her kollektiv forhandling viser sin styrke. Ved at stå sammen kan de insistere på en højere løn. Det vil betyde at de som gruppe får en samlet højere løn, også selvom en del af dem bliver arbejdsløse. I vores lille eksempel får man tjent flest lønkroner ved at holde fast på en løn på 75 kroner. Det betyder at der vil være 75 i job, til 75 kr i timen og tjene = 5625 kroner i alt.

Det vil også betyde at 35 mand går arbejdsløse, så hvis den løsning skal fungere, så kræver det at dem i job deler fortjenesten med dem uden arbejde. Hvis vi nu siger at de 35 uden job, bliver ved med at få 40 kroner i timen, selvom de intet laver. Så er de holdt skadesløse i forhold til at tage et job og derved presse lønnen ned igen. Så af de 5625 lønkroner skal vi trække 40 kroner x 35 ledige = 5625 - 1400 kroner = 4225 kroner til fordeling blandt de arbejdende 75, det giver dem 56,25 kroner i timen "efter a-kasse". Det er selvfølgelig surt at skulle se 25% af sin løn forsvinde på den måde, men man skal huske på at man stadig tjener 40% mere end man ellers ville. Og det er 40% ekstra efter vi har trukket bidraget til dem der går ledige fra.

Hele vejen rundt

Med det kan vi kigge tilbage på min oprindelige påstand. Jeg vil påstå at arbejdsløshed er fagbevægelsens skyld, og det er bedst sådan. Med mindre man altså er arbejdsgiver, så er det klart at man har en konkret grund til at sælge folk på en historie om at ledige mennesker er dovne og en byrde for samfundet. At fagbevægelsen skaber arbejdsløshed, og at det ville være bedre hvis vi altid brugte individuel lønforhandling, specielt når vi snakker om godt-nok stillinger, hvor arbejdsgiverne kan bytte medarbejdere ud løbende for at holde lønnen så langt nede som muligt.

Så næste gang du hører folk brokke sig over samfundsnassere og lignende, så overvej præcis hvorfor du får den løn du får i dag og hvem det mon er der står til at vinde hvis vi får tvunget de ledige i arbejde.

Reformer er aldrig bare en spareøvelse

Siden finanskrisen, har der været en masse reformer, som stort set alle som en, har haft det officielle formål at gøre tingene mere tidssvarende, at imødekomme fremtidens behov og selvfølgelig at spare lidt på statens finanser. Processen kan meget kort beskrives i følgende tre trin:

1. Regeringen (uanset parti-farve) annoncerer en reform der vil gøre livet hårdere for en mindre del af befolkningen og samtidigt spare statskassen for nogle penge.
2. Folk der bliver ramt brokker sig højlydt mens alle andre kigger lidt vantro på fra sidelinien og håber at med denne reform så bliver det mindre nødvendigt også at skære et sted hvor man selv har noget at miste.
3. Regeringen gennemfører reformen alligevel med en henvisning til at det nødvendigt efter krisen at holde hus med pengene, og at der skam også er nogle gode ting ved reformen.

Efter lidt tid kommer der lidt brok fra forskellige fagforeninger og andre interesseorganisationer om at de lovede nye ting var et skalkeskjul og at det var en ren spareøvelse. Derefter ved man næsten hvordan tingene kommer til at forløbe, dem der holder med de røde (eller gerne ville holde med de røde) vil insistere på at vi er ved at spare os ihjel, mens dem der holder med de blå insisterer på at vi er nødt til at holde hus med pengene nu, for at sikre at der er råd til velstand senere.

Begge sider overser at reformer aldrig bare er spareøvelser, selvom det kan virke på den måde ved første blik. Målet for de reformer vi har set efter finanskrisen har alle været at skabe flere arbejdsplader efter en noget snørklet formel.

1. Reformens umiddelbare mål er at skabe flere arbejdssøgende ledige.
2. Tanken er at hvis der er flere ledige der søger arbejde, vil folk kræve mindre i løn (eller bare acceptere nul-stigninger mens inflationen løber fra folk).
3. Hvis real-lønnen falder, så stiger den famøse konkurrence-evne og vi får derved jobs til alle de folk vi nu har gjort ledige.

Personligt syntes jeg det er en rigtigt dårlig ide, men derfor er det stadig den ide de handler efter. Grunden til at de samtidigt undgår at tale om den del af det, er selvfølgelig at den klassiske reform-plan falder til jorden med et brag hvis man melder ud at målet er at ramme størstedelen af danskerne på pengepungen, om de så arbejder eller ej.

Trin 1, flere ledige der søger arbejde

Når det kommer til at skabe flere ledige så giver det bedst mening at have ledigheden blandt de yngre generationer. De er de omstillingsparate, de har kun en svag reference for "hvordan det burde være" og det er helt ufatteligt meget nemmere at sælge folk på en historie om at Sigurd på 23 år er en doven ung mand som sagtens kunne finde sig et job hvis han tog sig sammen. Prøver man at fortælle den samme smøre om hans far, Claus på 54, der er blevet fyret efter at gjort sit job godt i 32 år, så kan folk godt se at det er en stor fed løgnehistorie vi bliver fortalt om at folk er skyld i deres egen ulykke.

Efterlønnen der blev for dyr

De færreste virksomheder fyrer eksisterende medarbejdere for at hyre nogle andre. De hyrer når der er behov for flere folk eller de mister medarbejdere enten til jobskifte eller pensionering. Når det kommer til nedskæringer på arbejdspladserne, så er hovedreglen typisk "Sidst ind, først ud". Det giver fin mening, at man på den måde belønner loyalitet med jobsikkerhed. Det betyder så desværre også at det er de unge der oftere oplever ledighed. Efterlønnen blev indført fordi vi i Danmark havde et problem med en stigende ungdomsarbejdsløshed i landet. Der var en frygt for at alle de nyuddannede og arbejdsparate folk ville gå ledige i længere periode og så glemme alle de ting vi lige havde brugt tid og penge på at lære dem. Ved at tilbyde folk at kunne gå på pension tidligere, så fik man fjernet nogle folk i den ene ende af arbejdsmarkedet for at løse proppen i den anden. Samtidigt betød det at når virksomheder skulle skære ned, så kunne de diskret forhøre om nogle af deres ældste medarbejdere var ok med at smutte lidt tidligere på pension.

I det store hele var efterlønnen en succes for samfundet. De unge kom i arbejde, og folk der var nedslidte fik lov til at trække sig tilbage under ordentlige forhold. Samfundsøkonomisk var den som udgangspunkt nogenlunde udgiftsneutral, vi byttede bare unge på dagpenge ud med ældre på efterløn, satserne var stort set det samme. Samtidigt blev det gjort til at man skulle betale til efterlønnen, så ud over at man sparede på dagpengene, sparede man også op på efterlønsopsparingen.  Umiddelbart før krisen indtræf stod vi dog i den modsatte situation, vi havde mangel på arbejdskraft og derfor var det jo lidt problematisk at vi havde folk med årelang erfaring der gik på efterløn når vi stod og manglede dem på arbejdsmarkedet.

Før krisen var der derfor allerede snak om at afskaffe efterlønnen for at holde folk i arbejde, efter krisen blev det kun nemmere, der kunne man henføre til at den var dyr i drift, selvom de samme mennesker nok bare havde figureret som dagpengemodtagere til den præcis samme takst, hvis efterløn var blevet afskaffet. Oven i det kom den fjollede tanke om at hvis vi bare tilbageførte folks indbetalinger til efterlønnen, så ville de bruge pengene på privatforbrug og kickstarte økonomien. Jeg mindedes stadig de tåbelige udtalelser fra politikerne om at nu gjaldt det om at svinge dankortet for at redde økonomien. Hele opturen frem til krisen var drevet af at folk levede over evne for lån i en friværdi der aldrig var der, og nu var en stor mængde danskere teknisk insolvente (skyldte mere i huset, end huset var værd) eller tæt på. I mere folkelige termer kan det forklares som at Anders Fogh havde overbevist folk om at de bare kunne tisse i bukserne. Det skulle nok tørre, før det blev et problem. Efter at Anders Fogh var daffet videre og folk opdagede hvor dum den ide var, dukkede Lars Løkke op og tilbød en fadbamse til folket, "øl er vanddrivende og du fryser jo, så drik og tis igen, så bliver alting bedre".

Uanset at det oprindelige grundlag til at droppe efterlønnen, nemlig at holde folk på arbejdsmarkedet var forduftet. Og den oprindelige betingelse for at indføre den, stigende ungdomsarbejsløshed i den grad var tilstede efter krisen rigtigt var kommet undervejs, så valgte man stadig at droppe efterlønnen over to skridt. Den nye ide om at krisen kunne bekæmpes ved at gøre Danmark mere konkurrencedygtig var blevet født og derfor gav det mening at afskaffe efterlønnen så vi havde en højere mængde ledige mennesker på markedet.

Vi skal alle uddanne os hurtigere og mere effektivt

Der har været adskillige reformer der skulle hjælpe studerende med at blive færdige hurtige. Målet er selvfølgelig at få mere kvalificeret arbejdskraft ud af systemet og helst så hurtigt som muligt. Folk skal vælge tidligt og hurtigt. Hvis de indser at de har valgt forkert skal de straffes. Hvis de tøver skal de "motiveres" økonomisk. Hvorfor det præcist giver mening at prøve at presse studerende igennem deres studier på rekord-tid er der ingen der forstår. Hvis man tænker over at planen er at skaffe flere arbejdssøgende ledige, giver det dog straks fin mening. Da krisen i første omgang startede, var der en del universiteter der tilbød deres studerende at de kunne blive og læse videre et semester mere, så de både holdt deres uddannelse frisk i hovedet og samtidigt fik opkvalificeret sig endnu mere. Den slags initiativer går direkte imod planen og derfor er det nødvendigt at tvinge studerende og uddannelsesstederne til at presse folk ud på den anden side hurtigst muligt.

Andre initiativer

Generelt er der en del mindre ting som de skiftende regeringer har gjort for at sikre at de ledige bliver ved med at søge jobs. Den mest indlysende er selvfølgelig kravet om at kunne dokumentere at man har søgt mindst 4 jobs hver eneste uge, uanset om der er noget du finder relevant for dig eller ej. At sende folk på jobsøgningskurser eller til tvungen jobsøgning på jobcentrene med til at holde folk til ilden. I den offentlige debat handler det om at stigmatisere det at være arbejdsløs mest muligt, for at sikre at ingen af de ledige affinder sig med deres økonomiske situation under krisen og bruger deres energi på andre ting end at søge arbejde. Man kunne jo eventuelt undre sig over at man som ledig skal registrere sin ledighed en gang om ugen, når dagpenge og kontanthjælp alt sammen er udbetalt på månedsbasis. Den eneste grund jeg kan tænke på er at stresse de arbejdsløse til at søge flere jobs, for tanken om at man bare ønsker at sikre at jobnet.dk har en 100% ajourført cv-database er totalt absurd.

Og så var der skolereformen

Skolereformen ses af mange som et gedigent overgreb på lærerne, grundet KL's lockout og regeringens indgreb hvor alle KL's krav blev indfriet. Det var også en rigtig grim sag, selve skolereformen er dog lige så meget et angreb mod pædagogerne. Når man tvinger lærerne til at blive på skolen og underholde børnene indtil kl. 16, så står SFO'erne pludselig et underligt sted. I forvejen er de fleste SFO-stillinger deltidsstillinger, fordi de kun har børnene fra det tidspunkt hvor ungerne får fri og til de bliver hentet af forældrene. Det giver en ugentlig åbningstid på mellem 20 og 30 timer.  Når man så forlænger alle skoledagene med 2 timer, betyder det at en SFO i snit har åbent 10-20 timer om ugen. Ligesom med efterlønnen, så er den nemmeste måde at skære noget helt væk, først at beskære det til et niveau hvor folk alligevel tænker "så kan det også være lige meget". Hvad de regner med at gøre med alle de pædagoger de gør arbejdsløse i processen er der ingen der rigtigt har snakket om, men jeg er sikker på at det nok skal skabe en masse arbejdssøgende mennesker.

Trin 2, sænk lønnen for folk

Dette er lidt det springende punkt i hele denne øvelse. De fleste områder er underlagt overenskomster med fagforeninger, som på ingen måder ønsker at deres medlemmer skal gå ned i løn for at give mere overskud til ejerne. Derfor er målet i første omgang at sikre "løntilbageholdenhed", hvilket reelt betyder at man skal have mindre i lønstigning end hvad inflationen spiser, så man går ned i løn, men det ser ud af mere på papiret. Uanset hvad, så er det vigtigt at få justeret folks opfattelse af hvad der er en fair løn.

2 smæk med en dagpengereform

For at den store plan skal virke, er det en nødvendighed at de ledige rent faktisk er jobsøgende. Hvis folk erkender at der næppe er nogen jobs til dem indenfor de næste 6-12 måneder og derfor stopper med at søge jobs hele tiden, så vil planen fejle. Kilden til at holde folk i bevægelse er selvfølgelig desperation. Hvis man forventer 2 års krise, og har 4 år på dagpenge, så vil man måske fokusere på at skære lidt i privatforbruget, så man kan blive boende hvor man bor nu og måske tage noget efteruddannelse, men generelt bare indstille dig på at overleve denne tid uden for mange ar på sjælen. Nogen vil måske bruge perioden på at arbejde på at starte egen virksomhed op, hvor man kan lave en masse forarbejde uden at tjene en krone. Når man skærer dagpengeperioden ned til 2 år, så forsvinder den luksus, i stedet skal man finde et job i en fart eller risikere at se hele ens privatøkonomi kollapse. Det sikrer at folk giver den god gas på jobsøgningen.

Derudover er der den evige snak om at det skal kunne betale sig at arbejde (for mit forslag til en bedre løsning på den problematik læs 3:2-princippet). Hvis folk er på dagpenge, er den mindste løn de er villige til at arbejde for meget højere end dem der er på kontanthjælp. Med reformen får man både smidt folk hurtigere over på kontanthjælp og der dukker en særligt ugunstig situation op for husejere på vej ud af dagpenge. De fanget i en klemme hvor de kan har svært ved at sælge deres hus, og indtil det er solgt er de udelukket fra at modtage kontanthjælp. Det gør dem desperate nok til at arbejde for langt under hvad selv en kontanthjælpsmodtager ville arbejde for, bare for at få mad på bordet.

Gratis arbejdskraft, bare til låns

Løntilskudsstillinger lyder måske som en god ide ved første blik, men når man kigger efter på hvilken effekt den har indenfor det offentlige, så bliver billedet lidt mere dystert. Det træner nemlig de ledige til at skulle arbejde til den samme månedsløn som de allerede får på dagpenge, samtidigt arbejder de på tidsbegrænsede kontrakter af 3-6 måneders varighed. Da kommunerne gerne vil spare på pengene og har fået et krav fra staten om at oprette løntilskudsstillinger, opstår de absurde situationer hvor folk bliver fyret grundet besparelser og 6 måneder senere tilbud deres tidligere stilling som et løntilskudsjob. For dem der undgår sparekniven er budskabet også meget tydeligt: "Vi har intet problem med at finde folk der vil have dit job for en lavere løn". Der er en tvungen rotation i løntilskudsstillingerne, således at man ser et par nye ansigter hele tiden til at holde budskabet frisk i erindringen. Indenfor det private er det forbudt at udnytte folk i løntilskud og tilskuddet er begrænset til maksimalt 50% af lønnen, indenfor det offentlige er det 100% dækning og de offentlige institutioner har en pligt til at sørge for at holde disse stillinger kørende.

Det skal kunne betale sig at arbejde

Pr. 1. Januar 2014 er der en masse kontanthjælpsmodtagere som får en alvorlig økonomisk lussing. Alle under 30 år bliver sat ned til en grundydelse der svarer til SU'en. Samtidigt bliver man straffet økonomisk hvis man deler bolig med nogen andre. Hele ideen om gensidig forsørgerpligt og det dyneløfteri dette medfører er totalt absurd. Uanset hvad man ellers måtte tænke om denne reform, så står målsætningen om at sænke niveauet for hvilken timeløn det kan betale sig at arbejde for meget tydeligt frem.

Reformen introducerer også begrebet om nyttejobs. Nyttejobs er arbejde som vi tidligere nægtede at betale nok for til at det kunne ordnes, nu får kontanthjælpsmodtagere så lov til at gøre det gratis. Folk under 30 år der har et nyttejob på fuldtid tjener en timeløn der ligger under hvad jeg fik som ungarbejder i Netto i midten af 90'erne! Oven i det kommer selvfølgelig at der med garanti vil ske det samme som vi ser indenfor løntilskudsordningen, eksisterende stillinger vil løbende bliver nedlagt, fordi vi alligevel kan få ordnet den slags gratis af folk på understøttelse. Det er faktisk et krav at kommunen skal levere nyttejobs til arbejdsløse, så derfor er de jo nødsaget til at misbruge folks uheldige omstændigheder.

Trin 3, så bliver alting godt igen, eller gør det?

Når de arbejdsløse først begynder at tage imod arbejde til halvdelen af den gældende overenskomst, så skal der nok ske ting og sager. Virksomheder vil kunne hyre nye medarbejdere til den halve løn af hvad alle andre betaler, og derfra konkurrere meget hårdere på prisen. Derfra er resten af firmaerne også nødt til at rette ind hvis de vil kunne overleve. På den måde kommer vi hele vejen rundt, den almindelige medarbejder får mindre i løn og tingene bliver lidt billigere at købe. Erfaringer fra USA og Tyskland viser at vi skaber en stadig voksende underklasse af folk der lever i fattigdom mens de arbejder på fuld tid. Det vil dog også skabe økonomisk vækst så vi kan kalde hele øvelsen en succes.

Det er selvfølgelig en succes med en bitter bismag, for den vækst vi opnår eksisterer kun så længe underklassen er der til at knokle for den, uden selv at få lov til at nyde godt af den. Det er derfor det er så vigtigt at gøre opmærksom på at disse reformer aldrig bare er spareøvelser. De er et led i et større økonomisk tankesæt, kaldet neo-liberalismen, hvor målet er at hæve gennemsnittet for velstand, uden at skelne til at det oftest gøres ved at gøre de 1-10% af befolkningen utroligt rige, på alle andres bekostning.

Den eneste måde vi får sat en stopper for dette er ved at blokere for de "besparelses-reformer" som de skiftende regeringer har gang i. I starten redegjorde jeg for hvordan det gennemsnitlige forløb er for en reform, nemlig at alle os der går ramt forbi, bare står tavse på sidelinien og ser på. At håbe på at folk endelig vil hoppe op af stolen for at beskytte minoriteter af forskellige slags er nok optimistisk. Hvis det skulle ske, var det sket længe før nu, nej, vi skal i stedet forklare folk at når de reformer rammer som de gør, så kommer det tilbage og bider os alle sammen i røven. Når Venstre snakker om hvor fedt det kan være at få tyske vækstrater, så skal vi råbe højt om at det kun sker fordi 25% af folk i arbejde knokler 40-50 timer om ugen til en månedsløn på under 6000 kr. efter skat.

Det her gælder vores alle sammens Danmark, tingene er allerede i bevægelse, folks realløn bliver allerede udhulet af inflationen. Fagforbundene, det eneste der faktisk holder lønningerne i Danmark på et fornuftigt niveau for de fleste er allerede blevet kørt over en gang af regeringen i lærerkonflikten. For at understrege at det var alt andet end en engangsforestilling, satte regeringen lægerne stolen for døren umiddelbart efter. Hvis vi ønsker at undgå en end dog mere dyster fremtid, så kræver det at vi får ryddet op på venstrefløjen i dansk politik, det kommer i hvert fald til at gå meget skidt til, hvis vi fortsætter med at have to højrefløje som bare prøver at overgå hinanden i modbydelige overgreb på samfundets svageste og derigennem på os alle sammen.

Økonomer og deres modeller

Igår eftermiddags hørte jeg nyheden om at der var risiko for sne om aftenen, og blev lidt glad, her til morgen kunne jeg konstatere at nogle enkelte af mine venner rapporterede sne i deres facebook-feed, mens vi andre blev snydt. Det er egentlig en ret god indledning til hvad jeg vil skrive om i dag, for vi skal nemlig snakke om de forskellige fags evner indenfor forudsigelser. Dette er en fortsættelse af mit forrige indlæg omkring neoliberale tåbeligheder hvor der blev efterspurgt nogle lidt mere dybdegående argumenter.

Økonomer og deres modeller

Økonomer er rigtigt glade for at bygge modeller, pille lidt ved de indstillinger de har på modellen, sammenligne imellem deres forskellige modeller og derfra konkludere om noget vil være en god eller dårlig ide. Det virker jo rimeligt tilforladeligt, hvis man tror på at de modeller er nogenlunde pålidelige, jeg har sjældent hørt nogen økonomer påstå at de skulle være andet, selvom de hvis man virkeligt går dem på klingen vil indrømme at deres model måske har nogle enkelte blinde vinkler, men at det selvfølgelig på ingen måde invaliderer de resultater de er kommet frem til.

Meteorologer

Før vi går videre vil jeg lige vende tilbage til eksemplet med vejrmeldingen. Meteorologer er nemlig også rigtigt glade for modeller. Tilbage i starten af sidste århundrede, var der nogen der opdagede at med deres daværende kendskab til fysikkens love, så kunne de, givet tilpas mange informationer omkring luftfugtighed, temperatur, lufttryk og vindretning, med en vis sandsynlighed forudsige om det ville regne i et givent område indenfor den nærmere fremtid. Meteorologi er funderet i hårde naturvidenskabelige love omkring termodynamik, og med det i hånden kunne de til stadighed lave mere indviklede modeller til at forudsige vejret.

Edward Lorenz opdagede at selv bittesmå ændringer i de informationer de anvendte i deres vejrmodeller, kunne give voldsomt forskellige resultater. I 1961 var han i gang med at genkøre en kendt prognose på en computer og for at spare tid, så nøjedes han med at indtaste .506 i stedet for 0.506127, resultatet den spyttede ud var voldsomt anderledes end hvad man fik hvis man gav den det fulde tal. Det var starten på en matematik-gren kaldet Kaos teori, og uden at grave dybere i det kan jeg fortælle at den gør livet svært for på både meteorologer og økonomer. En af definitionerne på et kaotisk system er at bittesmå ændringer i de oprindelige betingelser kan have en markant forskel på effekten. Populært formidlet som sommerfugle-effekten, hvor det at en sommerfugls blafren med vingerne i Brasilien kan betyde at de får tornadoer i stedet for solskin i Texas 4 uger senere.

I kælderen hos DMI står en af landets kraftigste supercomputere og regner i døgndrift på vejrmodeller, de har adgang til hundredvis af vejrmålingsstationer over hele landet, der sender data til dem mange gange om dagen og de får satellitbilleder ind i en lind strøm. Når de laver en vejrprognose, så får de hele tiden øjeblikkeligt feedback, der hjælper dem til at se hvor meget de skød forbi målet og derefter tilpasse modellen så den bliver en lille bitte smule mere præcis. Samtidigt står de på mål for hele Danmark, for har vi planlagt en skovtur når de har lovet godt vejr og det så siler ned hele dagen, så er dem vi giver skylden. Meteorologi er blevet bedre, meget bedre, men det er bare stadig ufatteligt langt fra at være noget man kan stille sit ur efter. De har måske fået nogle tal ud af deres model der siger 35% chance for sne, 40% chance for regn og 20% chance for tørt men overskyet og 5% chance for skyfrit. Så de går på t.v. og siger "der er risiko for sne i aften", fordi deres model siger at der er 35% for at der er nogle fjolser der stadig drøner rundt på sommerdæk der bliver overrasket i trafikken og vi andre bliver skuffede over at et snedækket Danmark er udeblevet lidt endnu.

Tilbage til økonomerne

Som jeg startede med at skrive, så er økonomerne rigtigt glade for deres modeller og de arbejder også med indviklede systemer hvor mindre ændringer kan have enorme konsekvenser. Herefter slutter sammenfaldene dog.

• Meteorologer arbejder med data der er få sekunder gammelt, økonomernes modeller bliver fodret med nye informationer hvert 3-6 måned, når de forskellige regnskabstal for det foregående kvartal bliver samlet ind.
• Meteorologer har ufatteligt mange datakilder, som alle er leverer præcise informationer i både tid og værdi, økonomernes modeller får klumper af gennemsnitsværdier og estimater fra forskellige steder.
• Meteorologer arbejder ud fra hårde naturlove som er efterprøvet og bevist utallige gange, og økonomerne bygger på "vi mener at kunne se en sammenhæng imellem a og b, sådan for det meste" regler. Økonomi er en samfundsvidenskab, selvom de meget gerne vil lade os glemme det.
• Meteorologer får øjeblikkeligt feedback på deres modeller, de kan se ud af vinduet om det rent faktisk regner når de har forudsagt regn eller se satellitbilleder for at opdage hvordan tingene rent faktisk gik på den store skala, økonomerne må vente til næste hold data og selv der vil de rent faktisk have svært ved at sammenligne deres modeller med virkeligheden.
• Meteorologer prøver kun at forudsige hvordan vejret vil arte sig indenfor de næste 24-72 timer og gisne om hvordan tingene vil være om 2 ugers tid, økonomerne vil gladeligt forudsige hvordan tingene ser ud om 10-15 år og konsekvenserne af enhver given handling på denne hypotetiske fremtid.

At spå om fremtiden

Det første stykke visdom som alle får at vide hvis de nærmer sig et aktiemarked er at "tidligere resultater er ikke en indikator for fremtiden". De der er vant til at investere penge på aktiemarkederne, kunne aldrig drømme om at basere deres handler på modeller og prognoser fra økonomer, uanset om det spekulationer på nogle få timer frem i tiden eller reelle langsigtede investeringer.

Jeg personligt tillægger næsten ingen værdi til økonomernes evner til at spå om fremtiden, og med de kendsgerninger jeg har fremlagt her, håber jeg at det er en opfattelse vi kan få udbredt lidt mere. Ydermere er det helt utroligt pinligt når det kommer frem at den primære model (DREAM-modellen) økonomerne bruger til at rådgive landets ledelse med, desværre mangler information omkring gevinster på offentlige investeringer, og derfor universelt råder til skattelettelser frem for investeringer. Selv uden så enorme huller, vil deres model være en yderst tvivlsom størrelse, men sjovt nok bliver hullet brugt som et argument for at den jo tydeligvis må være helt fin til andre beregninger.

Hvis vi vil skabe fremdrift i Danmark, så er vi nødt til at være både fornuftige og modige. Vi er nødt til at vælge hvilken sti vi gerne vil træde ned af i fremtiden og så investere derefter. Hvis vi bliver ved med at gemme os bare økonomernes regneark og modeller mens vi fortæller os selv at nationaløkonomi er det samme som et husholdningsbudget, så ender vi med endnu et årti fyldt med visionsløs politik mens det Danmark vi kender og holder af langsomt forfalder omkring os. Jeg er ved at gøre mig klar til at kæmpe for det, og jeg håber også jeg får inspireret nogle af jer andre til at slutte op om det, for det her gælder os alle, og jeg kan garantere at der skal mere end bare min indsats til før der sker noget.

Neo-liberale tåbeligheder

Her kommer lige en svada til, som forhåbentligt hjælper til at give folk et overblik over hvorfor de skiftende regeringen gør som de gør. Hvis du tygger dig igennem den lidt tunge snak om økonomisk teori og eksempler på neoliberal politik i praksis, så skal jeg nok redegøre for hvorfor deres overordnede plan egentlig er en ret dårlig ide senere.

Lige en hurtig note, selvom jeg er uddannet ingeniør indenfor IT, så har jeg også taget kurser indenfor bl.a. erhvervsøkonomi, så hvis nogen af termerne virker lidt indspiste, så må i lige sige til, så vil jeg prøve at omformulere og gøre det nemmere at forstå.

Neo-liberale tåbeligheder

Når jeg skriver neoliberalt, så er det for at referere til overbevisningen om at hvis vi bare indretter os efter det frie marked, så bliver alting bedre. Det er økonomisk videnskab i praktisk forstand, som absolut ignorerer at økonomi er en samfundsvidenskab frem for en naturvidenskab. Der er altså ingen hårde love selvom økonomerne gerne vil prøve at sælge os på ideen, tværtimod så er det mere en "vi tror vidst nok at hvis vi gør noget i denne her retning så sker der nok også noget herovre, selvom det langt fra altid passer". Økonomi er mudret, og der er ingen absolutte svar. Når økonomer prøver at sælge den ide til dig, så er det væsentligt mere en løgn end når TDC lover dig 100% mobildækning i hele landet.

Lad mig gøre det helt klart, jeg er alt andet end tilhænger af det neoliberale økonomiske paradigme der er mest fremtrædende i den offentlige debat i dag. Økonomerne bag det pynter sig med lånte fjer og prædiker noget de burde vide sjældent holder vand. Hvad værre er, at selv hvis man accepterer deres "økonomiske love", så er hvad de har gang i stadig en skidt ide. For at kunne forstå hvad jeg vil snakke om er det nødvendigt med en hurtig introduktion til grundlæggende markedsmekanismer:

• Den første mekanisme de snakker om, er hvad der kaldes "udbud og efterspørgsel", den er rimeligt intuitiv at forstå. "Hvis der er flere der sælger en vare end der vil købe den, så falder prisen og hvis der er mange der vil købe en var der kun er et fåtal af, så stiger prisen". 
• Den anden mekanisme er afledt at den første og kaldes "pris-elasticitet", mekanismen siger at hvis prisen falder, så er der flere der gerne vil købe en ting og hvis prisen stiger, så er der færre der ønsker at købe. Det giver nogenlunde mening, men er langt fra altid sandt.

Disse to mekanismer udgør grundstenen i markedsmekanismerne og er den hellige gral for frimarkeds-økonomer.

Målet er jobskabelse

Tanken er at flere mennesker i job er bedre for økonomien og for landet. Mekanismen "Pris-elasticitet" siger at for at sælge flere arbejdspladser er vi nødt til at sænke lønniveauet, for hvis prisen for at købe arbejdskraft falder, så vil "vi" købe mere af det. Det betyder at lønnen skal ned og da det er pænt svært at overbevise folk om at de skal ned i løn så vi kan få flere i job, må man være lidt kreativ i stedet. Løsningen kommer så i form af "udbud og efterspørgsel". Prisen på arbejdskraft, altså lønnen er jo styret af hvor mange der er villige til at tage et arbejde. Jo flere ledige der er, jo lavere burde prisen på arbejdskraft blive, og så kommer der flere jobs. Det er selvfølgelig knapt så simpelt, heldigvis er der en masse forskellige ting man kan gøre for at få antallet af ledige til at stige og samtidigt være mere villige til at arbejde til en lavere løn. Fælles for de fleste af dem er at de kan både kan beskrives som "forbedringer af konkurrence-evnen" og "nødvendige besparelser".

Det er vigtigt at pointere at ingen af disse beslutninger rent faktisk kræver en samlet "plan" for at blive ført ud i livet. Når man stiller spørgsmålet "hvordan får vi flere jobs til Danmark, så er det bare det nemmeste svar at give (ligesom hvordan sælger vi flere X? Sænk prisen er et nemt og simpelt svar på det forkerte spørgsmål)? Uden at gå for meget i detaljerne, vil jeg bare sige at stort set alle arbejdsmarkedsinitiativer det seneste årti kan forklares indenfor dette paradigme, om det så er:

• Den øgede hetz på ledige (jobcentre, ugentlig antal ansøgninger, ligegyldige kurser).
• Forøgelsen af pensionsalderen.
• Afskaffelse af efterlønnen (som oprindeligt blev indført for at sænke ungdomsledigheden).
• Forsøg på at folk hurtigere igennem uddannelserne
• Stramninger på invalide- og  førtidspension samt sygedagpenge
• Løntilskudsordninger og aktivering
• Dagpengeforringelse
• Kontanthjælpsnedslagtningen
• "Nyttejobs"

Disse tjener alle til at øge udbuddet af jobsøgende mennesker, som så skal hjælpe med at få lønnen ned. Jeg har prøvet at fatte mig i rimelig korthed, mest fordi det begyndte at fylde helt utroligt meget og være pænt kedeligt. "At forbedre konkurrence-evnen" bliver ganske ofte nævnt af regeringen i forbindelse med de reformer nævnt ovenfor, og det betyder helt konkret at få sænket lønnen for alle.

Kampen mod fagforeningerne

Når det kommer til at få sænket lønnen, er de traditionelle fagforbund er klart et problem. De har kæmpet hårdt og længe imod løndumping, så derfor er det et mål at få svækket deres indflydelse. Dette er allerede godt undervejs:

1. Tillad folk at have en A-kasse uden at være medlem af en fagforening, på den måde mister fagforeninger deres vigtigste funktion i "fredstid".
2. Sæt et kunstigt loft over hvor stort et fagforeningskontigent man kan trække fra i skat. Det vil presse fagforeningerne økonomisk, fordi deres medlemmer bliver presset først. Dette gøder også jorden for at folk kan melde sig ind i gule fagforeninger, som hverken har en strejkekasse eller besværet med at skulle kæmpe for en god overenskomst. I den sammenhæng er der to fordele, den først er at det svækker de reelle fagforbunds forhandlingsgrundlag og den anden er at hvis det kommer til en konflikt, så får fagforbundene meget svært ved at lave en effektiv blokade. Folk hedder jo nu "anderledes organiseret" frem for "skruebrækkere". "Del og hersk" er vejen frem på denne front.
3. Statuer et eksempel mod en stærk fagforening indenfor et niche-fag som er ude af stand til at lamme hele landet. Margaret Thatcher valgte at opkøbe 2 års kulreserver og derefter knuse kulminearbejdernes fagforening selvom de strejkede i 12 måneder i træk. Den siddende regering valgte at stille folkeskolelærerne op mod muren, med Kommunernes Landsforening som deres stråmand. Forventningen var at deres strejkekasse kunne holde i ca. 6 uger, i tide til at nå de almindelige afgangseksaminer. Da Dansk Lærerforening valgte at udstede lån i stedet for rene erstatninger (en absolut geni-streg, omend med store konsekvenser for lærerne) blev regeringen så tvunget til at vise deres hånd og lave et indgreb.

Nemt, simpelt og forkert

Som jeg nævnte lidt tidligere i mit indlæg, så er "sænk lønnen" det nemme svar på det forkerte spørgsmål. Hvis man gerne vil tjene penge på at sælge et produkt, så skal man spørge sig selv, "hvordan tjener jeg flere penge på at sælge dette produkt", i stedet for "hvordan sælger jeg et større antal af dette produkt". At sænke prisen kan godt hjælpe dig med at sælge flere enheder af dit produkt, det gør samtidigt at din fortjeneste pr. solgte vare falder dramatisk. Selvom det næsten altid giver flere solgte enheder at sænke prisen, så er det langt fra altid at det er det rette at gøre for at øge fortjenesten på et produkt. Til tider kan det være en fordel at hæve prisen i stedet. Det er bedst forklaret med et lille regneeksempel.

Eksempel: Vi har en vare der koster 7 kr af fremstille, og den bliver solgt for 10 kr. til den pris sælger vi 10.000 enheder om måneden. Hvis vi sænker prisen med 25% (til 7,50 kr) så får vi dobbelt så mange kunder (så vi kan sælge 20.000 om måneden), hæver vi prisen med 50%(til 15 kr) så mister vi også halvdelen af kunderne (så kun kan sælge 5.000 om måneden), Hvilken en af de 3 priser er bedst?

• Ved en salgspris på 10 kr pr. enhed tjener vi (10-7)*10.000 = 30.0000 kr om måneden.
• Ved en salgspris på 7,50 kr pr. enhed tjener vi (7,50-7)*20.000 = 10.000 kr om måneden.
• Ved en salgspris på 15 kr pr. enhed tjener vi (15-7)*5.000 = 40.000 kr om måneden.

Hvis vi kigger på arbejdsmarkedet i det perspektiv, så kan vi spørge os selv om det vi gerne vil opnå er flere jobs, eller en bedre økonomi. Ved at presse lønnen får vi nemlig kun skabt jobs som folk vil betale en skodløn for at få udført, samtidigt udhuler vi fortjenesten for resten af arbejdsmarkedet, så vi alle bliver fattigere, og der bliver endnu færre penge til at betale for de fælles udgifter. Når der så kommer et opsving og ledigheden falder, vil lønnen samtidigt stige igen(udbud og efterspørgsel virker jo begge veje), og alle de lavløns-jobs vi har lokket til ved at presse lønnen i bund over hele linien, vil derfor forsvinde i en fart. Det virker derfor som en utroligt kortsigtet og meget dårlig løsning på noget som kun blev til et problem fordi vi insisterede på gøre det til et problem. Lidt som at tisse i bukserne hjælper på den meget korte linie, men derefter bliver mere problematisk. Lige for tiden vil spørgsmålet "mine bukser er våde og jeg fryser, hvad skal jeg gøre?" give svaret fra økonomerne: "Her drik noget mere og tis igen, det bliver forhåbentligt snart sommer."

Hvad med alle de varme hænder vi skal bruge i 2020?

En af de ting der blev snakket meget om, da de neo-liberale tiltag rigtigt tog fart var at vi har nogle store generationer der går på pension efter 2020. Det betyder at rigtigt mange danskere går på pension og fordi generationerne der kommer ind på arbejdsmarkedet i den anden ende er betydeligt mindre, så vil vi komme i klemme i forhold til hvor mange "varme hænder" der er til at hjælpe de helt utroligt mange pensionister der er. Det er ganske rigtigt, men de tiltag vi er gået igang med nu, svarer lidt til at sætte bilen i 2. gear mens man stadig kører på motorvejen, bare fordi der ligger en stejl bakke man skal køre op af senere på køreturen(for dem der er mindre velbevandrede i bil-kørsel kan det nævnes at det er ualmindeligt ubehageligt at sætte bilen i 2. gear på motorvejen, både for passagerer, medtrafikanter og gearkassen selv).

Konklusion

Hanlon's Razor siger at man aldrig skal tillægge skidte intentioner til hvad der retteligt kan forklares med inkompetence. I dette tilfælde er jeg overbevist om at det er et uheldigt sammentræf af politikere der stiller de forkerte spørgsmål og har en for kort tidshorisont. De vil hellere virke aktive end at skulle forklare folk at "hey, der er nedgangstider, så vi vil have en del folk der går ledige en overgang og minus på statsøkonomien indtil tingene bliver bedre". Så hellere lave drastiske indgreb, så folk virkelig kan føle at krisen kradser og opleve at politikerne udviser mod og ansvarlighed. At det i den grad er en forkert strategi er jo så ved at blive åbenlyst for selv almindelige danskere, desværre kan vi kun forvente mere af samme skuffe hvis/når VKLA kommer til magten, hvilket nok forklarer hvorfor de store demonstrationer foran Christiansborg er udeblevet.

Diskussion

• Er hele min argumentation bygget på en retorisk stråmand? (Giv mig nogle argumenter for at det er andre ting som driver værket rundt)
• Er der nogle ting jeg skal prøve at formulere bedre eller anderledes?