Tobinskatten er symptombehandling

I stedet for at prøve at stoppe højfrekvenshandlen ved at sætte en lille skat på transaktioner, bør vi overveje hvor meget nytte den daglige handel på børsen rent faktisk gør. I realiteten er der meget lille forskel på folk der er ludomaner og spekulanter. Den ene spænderer deres dag på travbanen. Den anden på børsen. Begge satser en masse penge på den umiddelbare fremtid. Forskellen er at på travbanen sørger bookmakeren for at få sin andel, så den samlede gevinst bliver mindre for hvert løb. På børsen vokser det samlede antal værdier. Så den gennemsnitlige spekulant beholder sit indskud og kan lege videre dagen efter.

På det finansielle marked er der 3 niveauer af aktører.

Det første niveau er investorerne. Typisk pensionsfonde eller private folk med penge. Det er dem der skyder penge ind i firmaer når de prøver at rejse kapital til at udvide forretningen.
De handler også indbyrdes, ved at overtage hinandens investeringer så dem der ønsker at trække sig ud af en investering kan gøre dette og dem der ønsker at overtage den ligeledes har den mulighed. Folk på dette niveau tjener deres penge på at en investering med tiden bliver mere værd. Deres tidshorisont er måneder og år. Oftest flere år.

Det andet niveau er spekulanterne. De køber og sælger dagligt. Typisk sidder de med aktierne i få minutter eller timer. Ind i mellem dage, hvis det er før en stor nyhed. De tjener deres penge på at gamble på fremtiden. De penge spekulanterne tjener er penge som investorerne går glip af. For at spekulanter kan tjene deres penge er det nødvendigt at et marked er ustabilt. Jo mere priserne går op og ned, jo større er potentialet for at tjene kassen.

Det tredje niveau er robotterne. De bliver ofte kaldt for højfrekvens handlende. En robot ejer kun sine aktier i nogle få mikro-sekunder af gangen. Når prisen er på vej op, køber de aktier og sælger dem igen til en mikroskopisk højere takst. Det samme gælder når prisen er på vej ned. Ideen virker fordi robotterne er hurtigere end normale investorer og derfor kan klemme deres handler ind imellem de normale handler på børsen. Robotterne tjener deres penge ved at udhule spekulanternes fortjeneste. I praksis så hver gang en spekulant eller investor handler aktier, så har robotterne presset prisen en lille smule højere op eller ned. For hver handel en robot laver tjener de kun en lille bitte smule, men robotterne kan lave ufatteligt mange handler i minuttet. Resultatet er at omsætningen på en børs stiger helt ekstremt når robotterne laver deres indtog.

Hvad er en tobinskat?

Tobinskatten er en lille bitte skat på hver enkelt børs transaktion. Det vil gøre livet surt for robotterne. At få en 5 kr afgift pr. handel er småting for en investor der lægger 100.000 kr på bordet og forventer at kunne sælge for 250.000 kr efter ti år. For en robot der køber aktier for 100.000 kr og forventer at kunne sælge dem for 100.001 kr efter nogle få mikrosekunder, så er det gift.

Bankerne, som typisk er dem der ejer robotterne, siger at det vil skade investorerne. Det de i den sammenhæng ignorerer er at robotterne allerede fungerer som en tobinskat. Hver eneste gang en ærlig investering finder sted, har robotterne taget en lille del til sig selv. Så en tobinskat kan sagtens indføres. Den vil give nogle penge, men den del er egentlig underordnet. Det der er vigtigt er at få stoppet robotterne.

Hvorfor er robotter skidt?

Spekulanter tjener deres penge på at markedet et ustabilt. Jo mere tingene går op og ned, jo bedre. Robotterne tjener deres penge på spekulanterne. De har en tendens til at forstærke de markedsudsving der er. I det store hele er det mest et spørgsmål om at spekulanterne kæmper om at snyde hinanden og investorerne, mens robotterne står i baggrunden og tager deres andel. I min optik er robotterne kun et symptom på et underliggende problem. I stedet for at stoppe robotterne, skal vi rette skytset mod spekulanterne.

Spekulanterne bruger enorme kræfter på at manipulere markederne til deres egen fordel. Det er decideret skadelig virksomhed til egen fordel og vi bør søge at dæmme op for det. Dette kan bedst illustreres med dette eksempel:

Mit forslag går på at lovgive således at værdipapirer først kan sælges videre efter én uges ejerskab. Det vil begrænse spekulanternes daglige jagen efter profit og totalt knuse robotternes aktivitet. Det er også helt indtægtsneutralt, så vi undgår hele den debat om at det bare er en ny indtægtskilde for staten.

En sådan ændring vil sætte en voldsom dæmper på børs-aktiviteterne. Sikre en større del af overskuddet går til dem der rent faktisk har hjulpet med til at skabe værdierne og bremse op for de problematiske bivirkninger som automatiseret aktiehandel kan have. Så lad os endelig få det indført før bankerne får skubbet os ud i endnu en krise.

Indvandring skader integrationen

Det er min holdning at den fortsatte tilkomst af fattige indvandrere er den største hindring vi p.t. har for en succesfuld integrationsindsats. Indvandring kan gavne et land enormt, for en tid. Man kan sige at indvandring er at bytte kulturel integritet ud med god arbejdskraft. Og det kan være en enorm god handel. Da det begyndte i 70'erne havde Danmark brug for arbejdskraft og de indvandrere der kom til landet havde et arbejde allerede inden de ankom. På den måde kan et samfund sagtens absorbere en stor indvandring. Så længe der er arbejde til alle, så vil nye tilflyttere gøre alle rigere og integration er nemt og ganske smertefrit.

I dag er tingene anderledes. Behovet for ekstra arbejdskraft er forsvundet. Vi har en udfordring med arbejdsløshed, som fra politisk side bliver holdt kunstigt højt. Og vi har et integrationsproblem. Eller rettere, vi har et samfundsproblem, som folk vil kalde for et integrationsproblem. Når kristne fundamentalister prøver at få fjernet den frie abort, så er det et oplæg til samfundsdebat og udtryk for ytringsfrihed. Hvis muslimske fundamentalister vil arbejde for at få indført Sharia-lovgivning i Danmark, så er de i gang med at forgribe sig på Danmark og skal sendes hjem til deres eget land. Også selvom de måske er født og opvokset i Danmark.

Der vil til alle tider være dedikerede religiøse tilbedere der forsøger at gennemtvinge deres livssyn på os andre. Nogle ønsker at indskrænke den enkeltes frihed, nævnt ovenfor. Andre vil gerne have en særstatus eller særlige rettigheder. For tiden er det "retten" til at skamfere deres egne børn kort efter fødslen. Begge dele er jeg imod. Religion bør praktiseres under hensyn til almen anstændighed. Og det betyder at der er visse elementer vi hverken kan eller skal acceptere. Det var egentlig et sidespring. Min pointe var rent faktisk at for alle andre religiøse sær-synspunkter end de muslimske, kan vi finde ud af at behandle det fornuftigt. Hvis der er muslimer involveret er det pludselig et integrationsproblem.

På samme måde har vi en masse sociale udfordringer, særligt i blandt de mellemøstlige mindretal i landet. De mennesker kan og skal vi gøre noget for. Og kilden til at gøre noget ved dem er at lukke for yderligere indvandring. I modsætning til tidligere sociale problemer, så er det i dag stort set umuligt for en førstegenerationsdansker at lægge sine forældres ophav fra sig. Selv hvis de tager en højere uddannelse, holder sin sti rent og knokler hårdt vil de stadig skulle stå på mål for hvad 300.000 andre mennesker kan finde på at dumme sig med.

Så længe der stadig kommer nye indvandrere med en svag social kapital til landet, så vil de folk der prøver at komme videre i livet blive holdt nede. Derfor mener jeg at vi skal dæmme op for indvandringen. Det skylder vi de første og anden generationsdanskere der er i livet og til dagligt bliver diskrimineret og lagt for had. Lad os få lukket grænserne for en periode og få gjort Dansk folkepartis rabiate fremmedhad til skamme.

Der er muligvis nogen der ville mene at det var diskriminerende på den måde at lukke grænserne, kun for de fattige. Det vil jeg egentlig give dem ret i. Vi er bare nødt til at sikre at tingene fungere på hjemmefronten før vi prøver at hjælpe resten af verdenen. Helt konkret har vi en usundt høj ledighed og et stigende problem med racisme. At lukke flere mennesker ind i landet for at kunne klare sig på offentlig forsøgelse er at gøre alle en bjørnetjeneste. Det skader alle de ledige som søger et job. Det skader integrationen og det skader de mange førstegenerationsdanskere der kæmper for at blive en del af samfundet.

I DFs verden er første skridt at lukke grænserne. Andet skridt er så at sende dem alle hjem igen. Hjem til hvad spørger jeg bare? Vi snakker om folk der er født og opvokset i Danmark. De har absolut lige så meget ret til at være her som alle andre. At snakke om udvisning eller hjemsendelse af danske statsborgere giver ingen mening. Lad være med at acceptere DF og LAs løgnehistorier om at det er en udvalgt minoritet der er skyld i det hele. Det er et røgslør der kun tjener til at skjule at en stadig større del af Danmarks velstand bliver koncentreret på stadig færre hænder.

På samme tidspunkt kan vi spørge os selv hvor meget vi virkeligt tjener på at have østeuropæiske håndværkere gående til slavelønninger, samtidigt med at vi skal betale understøttelse til danske håndværkere. Det virker lidt som en løsning der handler om at købe billigt og tørre regningen af på alle os andre. I stedet burde vi se at få indført kædeansvar og gjort en målrettet indsats imod social dumping.

Hvorfor gensidig forsøgerpligt er noget skidt

For nyligt var jeg til min første demonstration mod kontanthjælpsreformen. Jeg er sikker på at der nok skal komme flere. Til demonstrationen stillede ind til flere talere sig op og brokkede sig over indførelsen af gensidig forsørgerpligt. De fleste er overbevist om at gensidig forsørgerpligt er en skidt ide. Det jeg oplevede til demonstrationen var at de færreste var i stand til at forklare hvorfor det er en skidt ide. Regeringen har påstået at indførelsen af gensidig forsøgerpligt handler om sidestille gifte mennesker og folk der bare er samboende. Det er dette argument alle folk har travlt med at skyde ned. De fokuserer på at gifte folk får lov til at udnytte hinandens fradrag, en mulighed samboende mangler. Det er helt rigtigt. Det er også ganske irrelevant. I stedet for at fokusere på regeringens håbløse argument for indførelsen, bør vi tage et skridt tilbage.

Balance i et parforhold er vigtigt. Begge parter skal tilføje noget og helst i lige store mængder. Ellers ender den ene med at bestemmer det hele, og begge parter med at afsky hinanden. Før kvinderne trådte ind på arbejdsmarkedet var det normalt at have en enkelt forsørger i en familie, og en der gik hjemme. Nu er det normalt at begge arbejder. Når vi snakker arbejdsløshed, kan det være giftigt for et forhold. Hvis kun den ene part arbejder, sætter det et betydeligt pres på dem begge. Der opstår nemt en forventning om at den arbejdsløse bør klare alle de huslige opgaver, på trods af at de samtidigt forventes at søge nyt arbejde på fuldtid. Det er psykisk hårdt at være arbejdsløs, men samtidigt ser det ud som om man har massere tid til at nå det hele. Oven i det forringes familiens samlede økonomi. Hvis man er den part der stadig arbejder, kan det være svært at acceptere at man skal lide afsavn fordi ens partner mangler arbejde. Og som ledig kan det være hårdt at føle at man nu er økonomisk belastning, fordi man nu tilfører væsentligt mindre til den fælles økonomi.

Derfor er gensidig forsørgerpligt noget skidt. På kontanthjælp kan man klare sig selv. Også selvom der næppe det store til fællesøkonomien. Sådan er det. At fjerne kontanthjælpen helt betyder at alle penge man skal bruge, skal ens partner levere. Julegaven til kæresten? Den har han selv betalt for. Overrask hende med blomster? Dem har hun selv betalt. Lav en lækker middag til når din partner kommer træt hjem fra arbejde? Kun hvis du kan få udbetalt lommepenge af din partner inden de tager på arbejde om morgenen. Gensidig forsørgerpligt sætter parhold under pres. Dem der bliver presset er så også dem der mest har brug for støtte. Derfor bør gensidig forsørgerpligt droppes. For gifte såvel som samboende.

Hvis man en enlig er den også noget skidt. Så har man tre valgmuligheder. Man kan forblive enlig. Så er man immun for reglerne. At være arbejdsløs er hårdt for psyken. At være tvunget ud af mulighed for samvær og kærlighed hjælper næppe. Man kan finde sammen med en anden person på kontanthjælp. Så skal de begge finde et job samtidigt, alternativt så må den der arbejder acceptere at de første 21.000 kroner der bliver tjent ingen forskel har på privatøkonomien
Sidste mulighed er at finde sammen med en person som både har økonomisk overskud og vilje til at afholde ens leveomkostninger. Det er næsten at sidestille med prostitution. Held og lykke med at finde kærligheden når det kommer med et 7.000 kroners prismærke med. Og det er selvfølgelig hver måned de penge skal betales.

Hvad med privatlivet?

Gensidig forsørgerpligt knuser parforhold og privatøkonomier. Derudover er der en detalje jeg sjældent hører nævnt. Det er kommunen der bedømmer om folk er samboende. For at kunne gøre dette skal de jo kende til personerne. Det betyder at alle ugifte kontanthjælpsmodtagere skal have kommunen ind i deres privatliv. Sådan helt ind. Kommunen vil tage stilling til hvem der sover i din lejlighed, hvor ofte de gør det og hvor. Hvordan de vil gøre det, uden at kigge ind af vinduet jævnligt kan man spørge sig selv om. Os der har et arbejde, kan også blive spioneret på, hvis vi omgås med ledige under mistanke. Ingen går ramt forbi. Oven i det kommer mistanken om socialt bedrageri. En mistanke som alle ledige nu skal døje med. Jeg har tidligere beskrevet hvordan det var ekstremt problematisk for enlige forældre. Nu vil de overføre denne ide til alle ledige.

Det er en krænkelse af privatlivets fred. Både for de ledige, men også for alle os andre. Kommunen skal jo søge informationer overalt. Så du kan risikere at blive udspurgt om dine venner og bekendte. Det offentlige vil aktivt opsøge folk og forsøge at få dem til at angive deres venner. Den slags hører til i et totalitært kontrolsamfund som DDR. I Danmark burde det aldrig komme på tale. Men nu er det her. Indtil vi forener vores kræfter og smider den "røde" regering på porten.

Dette er mine argumenter for hvorfor gensidig forsørgerpligt er noget skidt. Næste gang nogen snakker om det, så snak om den slags, og lad være med at blive fanget i fradragsfælden. Det er en blindgyde. Ligeværdighed i parforhold. Moderne parforhold betyder økonomisk uafhængighed. Ingen prostitution af ledige. Og næsten aller-vigtigst. Ingen kontrol-fascisme i det danske land.

Undervis når eleverne er vågne

Den gennemsnitlige teenagers krop fortæller dem at de bør sove i tidsrummet 01-10. Hvorfor starter vi så undervisningen klokken 8.00 i folkeskolen og gymnasiet? Det betyder at de første 2-4 lektioner er går tabt. Eleverne sover stadig. Hvad om vi droppede at undervise før klokken 9.30 for 7. klasse og op i folkeskolen og før klokken 11 i gymnasiet? Vi kan med fordel rykke undervisningen til om eftermiddagen. Skoledagen skal have den samme længde. Bare uden at spilde de første 2-3 timer på sovende elever.

Normalt når vi snakker om mennesker og søvn, inddeler vi dem i morgenmennesker og natteravne. Nogen folk er friske og klar til kamp tidligt om morgenen, mens andre har svært ved at falde i søvn om natten før klokken har passeret midnat. Det viser sig at denne søvnrytme er baseret på folks interne ur. Er ur som de har meget lidt kontrol over. Alle kender oplevelsen af at have fri dagen efter, glæde sig til at kunne sove ekstra længe, og så alligevel vågne tidligt på morgenen og være lysvågen. Også selvom man er kommet lidt senere i seng. Det er kroppens indre ur der træder i karakter. Det holder styr på hvornår du skal være vågen og klar i hovedet, hvornår du bliver sulten og hvornår du bliver træt.

Det er sjældent at kroppens indre ur tror at en dag varer præcis 24 timer. Hvis det tror at dagen kun varer 23 timer, vil du typisk være et morgenmenneske, fordi dagen altid er en smule længere end din krop forventer. Hvis dit indre ur tror  at dagen er 25 timer lang, er du nok en natteravn. I løbet af dagen vil kroppen justere sit ur ud fra hvor meget sollys man får ind. Om vinteren er dette problematisk for nogen. Mindre sol betyder at kroppen mangler noget at rette ind efter. Personligt bruger jeg en dagslyslampe i vinterhalvåret. Den hjælper mig med at holde en fornuftig døgnrytme.

Ud over vinterens kommen og gåen ændrer vores døgnrytme sig igennem hele livet. I de tidlige leveår er de fleste morgenmennesker. Særligt i weekenderne. Til stor fortrydelse for forældrene der bliver vækket klokken skidt om morgenen, på en søndag, af deres unger der pludselig er lysvågne og aktive. Når vi når til teenageårene skifter dette søvnmønster ret kraftigt. De fleste af os bliver natteravne. Og deraf kommer stereotypen om dovne teenagere. Vi mennesker fungerer sjældent særligt godt når vi kun får halvdelen af den søvn vi skal bruge. At hive en teenager ud af sengen klokken 6.30 svarer til at nogen kommer og vækker dig klokken 3 om natten. På en dag hvor du skal møde klokken 8-9 stykker. Der er ret gode chancer for at dit humør og din mentale tilstedeværelse er mildest talt mangelfuld.

Hvad med alle de andre?

I et tidligere indlæg omkring endnu en skolereform, argumenterede jeg for at folk er forskellige. Vi skal lave være med at prøve at vælge den eneste rigtige løsning. Løsningen som er forkert for alle. Bare i forskellig grad. Det mener jeg stadigvæk vi skal undgå. Jeg vil tro at de fleste elever, givet et valg, vil vælge at møde senere. Nogen er morgenmennesker selv som teenagere. De skal selvfølgelig så stadig have undervisning som de plejer. I praksis forestiller jeg mig at man fremover sammensætter klasserne ud fra hvornår folk ønsker at starte undervisning. Så på et normalt gymnasium vil du have 3 trin med første lektion enten klokken 8.00, 9.30 eller 11.00.

I folkeskolen er det lidt mere udfordrende, da eleverne allerede er fordelt i klasser. I stedet kunne jeg tro at man måske sørgede for at have de samme to undervisningstimer i starten og slutningen af en dag. Tag en dag der starter med engelsk fra klokken 8-8.45, dansk fra klokken 8.45-9.30 og normalt slutter klokken 13.30. Man kunne så tilføje engelsk ind klokken 13.30-14.15 og dansk ind igen klokken 14.15-15.00. Det ville betyde at eleverne kan vælge om de vil have undervisning 8-13.30, 8.45-14.15 eller 9.30-15.00 på en given dag. Det ville give lærerne mere undervisningstid med færre elever. Det ville også give de elever der havde brug for lidt ekstra støtte i de fag muligheden for at deltage i både morgen og eftermiddagsundervisningen.

Dette er næppe løsningen på alle vores udfordringer. Det er bare en ide. Den burde være relativt omkostningsfri, og kunne give os bedre akademiske resultater på særlige de gymnasiale uddannelser. Ideen er lidt mere besværlig at overføre til de tekniske skoler, da en del håndværksfag gerne starter ganske tidligt. I forhold til sikkerhed på arbejdspladsen og teenageres søvnmønstre kunne man ligefrem sige urimeligt tidligt. Jeg anser det dog som uheldigt at blande mig i hvornår folk ønsker at tage på arbejde. Jeg vil bare gerne tilbyde et alternativ som giver bedre undervisning der hvor det er muligt.

Frem med fakler og høtyve

Ok, måske kun faklerne. Så er det blevet indkaldt til demonstration imod kontanthjælpsreformen på torsdag d. 19. December kl. 16. Det er primært nye politiske initiativer der står bag det. Resten af "venstre"-fløjen sidder jo allerede og trækker i snorene. Jeg er spændt på hvordan det kommer til at forløbe. Om der er held med at samle en folkelige opbakning? Om vi kan råbe politikerne op? Jeg håber på det første, tvivler stærkt på det andet. Hvis vi ønsker at gøre en forskel virker det som så godt et sted at starte som noget andet. Timingen er elendig, men det er jo nok en del af grunden til at lade reformen træde i kraft omkring nytår.

Forskere mener at hvis den amerikanske Tea-party bevægelse havde forsøgt at komme igang på en regnvejrsdag, var den aldrig kommet i luften. Folk ville være blevet hjemme, og bevægelsen havde aldrig fået luft under vingerne. Det tror jeg er rigtigt nok. Derfor er jeg også lidt ked af at de har valgt at lægge det en torsdag lige før jul. Folk er stressede med juleindkøb. Det er koldt (og vådt). Jeg dukker stadig op. Jeg forventer dog at mange folk vælger at gemme deres harme til det bliver lidt varmere i vejret. Særligt med udsigten til at blive sat i futtog på jorden i et par timer. Sådan "ganske præventivt" forstås.

Det er Forenede Demokrater der står som initiativtagere til demonstrationen. De er også i mindre grad kendt som lærer-partiet. Sådan som jeg læser deres parti-program er de mest en ny udgave af SF. På samme måde er "Alternativet" kommet til live, som en pendant til de Radikale. Gad vide hvornår Socialdemokraterne får en direkte konkurrent?

Jeg er stadig ubesluttet om hvorvidt jeg skal slutte mig til S og forsøge at ændre tingene indefra, eller starte / slutte mig til et nyt socialdemokrati. Selvom Forenede Demokrater er hovedinitiativtageren, er de langt fra de eneste der støttet op om det. Jeg vil noget andet end FD, og vil stadig dukke op. Både for at se hvor mange andre der er rede til forandring. Og fordi man skal starte et sted og protester mod kontanthjælpsreformen er et oplagt sted at starte.

Om det er fornuftigt at holde et fakkeloptog foran Christiansborg vil vise sig med tiden. Var det mig der var kommet i klemme, ville jeg nok være fristet til at bruge min fakkel til mere end bare at holde den højt i vejret, når først jeg stod der. Jeg håber at folk opfører sig pænt. Afbrænding af regeringsbygninger eller forsøg derpå ender ofte med at totalitære kræfter bruger det til at gribe magten. Eller bare stramme grebet om befolkningen.

I stedet vil jeg klæde mig varmt på. I tøj der også kan holde mig varmt hvis politiet sætter os i futtog. Og så have en negleklipper i lommen, så jeg kan komme fri hvis behovet for at komme på toilettet melder sig mens politiet mener jeg skal sidde der på asfalten og kukkelure. Endeligt vil jeg øve mig lidt på en sangtekst eller to.

Kan I høre folkets sang?
Høre det klinger fast og hårdt.
Det er musikken fra et folk,
der kaster slavelænken bort.
Når de dumpe trommers bud,
svarers af stærke hjerteslag,
Der skal et bedre liv gå ud i den nye dag.

Hvem går med i vores kamp?
Hvem følger med i vores spor?
Bag stridens røg og damp, kan I da se en bedre jord?
Så gå gennem kampen, til landet hvor friheden bor!

Kan I høre folkets sang?
Høre det klinger fast og hårdt.
Det er musikken fra et folk,
der kaster slavelænken bort.
Når de dumpe trommers bud,
svarers af stærke hjerteslag,
Der skal et bedre liv gå ud i den nye dag.

Vil I give hvad I kan af styrke, dødsforagt og mod?
Vil I tappert holde stand,
så kæmp jer fremad fod for fod.
Og jorden i fremtid skal vandes af martyrers blod.

Kan I høre folkets sang?
Høre det klinger fast og hårdt.
Det er musikken fra et folk,
der kaster slavelænken bort.
Når de dumpe trommers bud,
svarers af stærke hjerteslag,
Der skal et bedre liv gå ud i den nye dag.

Det neoliberale livssyn

Det er vigtigt at kende sin modstander. Jeg er modstander af neoliberalismen. Neoliberalismen er en flygtig modstander. Den har ingen åbne forkæmpere. Derimod har den noget tankegods som siver ind under radaren. Man kommer til at acceptere nogle ting som logiske og fornuftige. Også selvom det er forkert når man tænker over det. Det er nogle af de tanker jeg prøver at samle her. Hvis vi skal gøre modstand imod dette tankegods er det nødvendigt at gøre os klart hvad det er vi kæmper imod.

Det rationelle menneske

Begrebet omkring det rationelle menneske blev udviklet af Nobelprismodtageren John Nash (spillet af Russell Crowe i "A beautiful mind") og brugt til at beskrive hvordan de politiske stormagter ville agere under den kolde krig. Senere blev ideen taget fra "stormagter med atomvåben" over til almindelige mennesker. John Nash har selv udtalt at den sidste ide er helt hen i vejret. Det gav kun mening for ham fordi han led af ubehandlet paranoia og skizofreni. Økonomer ser den sidste ide som et kærkomment værktøj. Det gør nemlig at de kan beskrive alle mennesker som robotter der alene handler ud fra et ønske om at "maksimere deres glæde". Og det er meget nemmere at få til at passe ind i deres økonomiske modeller.

I økonomiske fagtermer kalder de deres ide for Homo Economicus. Det er hjørnestenen i den neoliberale tankegang. Ideen om at vi mennesker er simple lykkejægere. Det er tanken om at vi er 100% ego-centrerede. Homo economicus har ingen plads til medmenneskelighed. Når du giver penge til en hjemløs, så er det alene fordi du selv får en glædesfølelse ud af det. Der er ingen plads til etik. At overholde loven er et spørgsmål om at afveje risiko og konsekvenser for at blive fanget. Fred i samfundet er kun muligt fordi vi forventer at alle andre mennesker også er kyniske psykopater. De fleste økonomer ved godt at vi mennesker langt fra er 100% rationelle. De ser det som et ideal at efterstræbe.

Jeg ønsker at alle folk skal have muligheden for at finde lykken. Derfra og til at regne med at alle folk er psykopater der vil optimere deres egen glæde til alle tider uden betragtning for moral, etik eller deres medmennesker er hvor filmen knækker. I den offentlige sektor blev denne ide indført i 80'erne i bl.a. Storbritannien under navnet "New public management". Mantraet var at offentlige ansatte kun var ude på at mele deres egen kage. For at modvirke dette skulle alle måles og vejes i alt hvad de gjorde og belønnes efter deres resultater.

Hvis man har en hammer ligner hele verden søm. Og når man er økonom kan alting reduceres til penge. Flere penge betyder mere glæde. Hvis man ønsker at få folk til at gøre noget, så giver man dem penge for at gøre det. Hvis man ønsker at få folk til at stoppe med at gøre noget, så straffer man dem økonomisk. I offentlig forvaltning betød det at lønstigninger og forfremmelser alle blev bundet til om man opfyldte sine mål. Ramte man forbi sine mål blev man forbigået eller fyret.

Resultatet var at folk følte sig mistænkeliggjort, umyndiggjort og behandlet som robotter. De mistede lysten og viljen til at gøre et ordentligt stykke arbejde. I stedet gjorde de kun hvad de blev målt på. I Politiet blev de belønnet hvis der var et fald i rapporteret kriminalitet i et område. Det betød at politiet hold op med at optage rapporter når folk anmeldte en forbrydelse. Det så godt ud i statistikken, men gav også kriminelle frit spil. De implicerede fik forfremmelser og bonusser for deres gode arbejde. Hvis man betragter folk som upålidelige, utroværdige opportunister og behandler dem derefter, så får man præcis det man leder efter.

Lyder det som et fedt sted at arbejde? Nej vel. Der er en grundene til at folk spillede "Ding Dong the Witch is Dead" da kvinden bag indførelsen i Storbritannien, Margaret Thatcher, døde. I Danmark har vi udvist mådehold med at indføre denne ledelsesform. Administrationsform er nok et bedre ord for det. At indføre mistro og micromanagement på en arbejdsplads, kan dårligt kaldes at lede. Selvom det offentlige i et vidst omfang har været forskånet for "new public management", så er det grundlæggende tankesæt stadig iblandt os. I stedet for at rette det mod offentlig ansatte, som kunne finde på at sige op, så bliver blikket rettet imod befolkningen som helhed. Særligt folk på offentlig forsørgelse er i søgelyset.

Når beskæftigelsesministeren siger ting som "ingen bliver jo raske af at være på sygedagpenge", så er det Homo Economicus hun taler om. Tanken er at så længe folk bliver belønnet for at være syge, så har de ingen motivation for at blive raske. I rationelle termer er det jo en skide god ordning, man får dagpenge for at gøre absolut intet. Timelønnen er jo astronomisk. Så hvorfor skulle nogen arbejde på at blive raske når de får så god en hyre? Til den absurde påstand kan jeg kun tænke: "Tror ministeren at penge er en form for mirakelmedicin?". Vi giver folk sygedagpenge, så de kan få tid til at blive helt raske før de skal på arbejde igen. Alternativet er at folk går igang for tidligt og gør varig skade på sig selv. Vi giver folk sygedagpenge, så de slipper for at stresse alt for meget over økonomien og kan fokusere på at blive friske igen. Vi giver folk sygedagpenge fordi det er det anstændige at gøre. Som samfund er det vores opgave at hjælpe hinanden på fode igen når uheldet er ude.

Når folk snakker om "at det skal kunne betale sig at arbejde", så er det igen mistroen der hersker. Tanken er at hvis man kan opretholde en nogenlunde levestandard når man er arbejdsløs, så mister man motivationen til at søge arbejde. Det er igen helt hovedløst. Arbejde er med til at give indhold i hverdagen. Vi søger alle sammen en mulighed for at være relevante. For at gøre en forskel. Og for at finde noget mening med hverdagen. For langt de fleste er et godt arbejde grad svaret på den udfordring. Jeg ved godt hvor destruktivt det kan være at mangle noget at stå op om morgenen. Når man føler at man står stille. Når det hele bliver en grå miskmask og man dårligt kan se forskel på weekend og hverdag. Det er et rigtigt trist sted at være. Når man er fanget i det hul, vil man meget gerne væk derfra, og det er næsten uanset hvad folk vil betale en for at blive.

Pisk og gulerod

Der er en endnu mørkere side af "det rationelle menneske". Hvis man tror at folk kun søger glæde, så siger det sig også at de vil forsøge at undgå ubehag. Så hvis det fejler at lokke med en gulerod, så er det lige så godt at bruge pisken. Det er derfor vi står med både den nye kontanthjælpsreform og skolereformen. Formålet er at piske folk til at få sig en uddannelse. Det gamle mundheld siger "man kan tvinge hesten til truget, men ikke til at drikke". Med andre ord, det er håbløst at tro på at folk vil lære noget, bare fordi man tvinger dem til at dukke op på en skole.

Vi er tænkende, følende individer. Hvad bilder de sig ind at snakke om frihed og lighed, og så tvinge folk mod deres vilje. At tro på at folk bare flytter sig fordi man gør det ubehageligt at blive, er virkeligt dumt. At sætte en grænse op, og sige "her vil vi gerne have i holder jer fra" kan fungere. At sætte en grænse op hvor folk allerede er og sige "Flyt jer!" Det gør folk sure. Og med god grund. Det kan måske gå med en flok får. At prøve det med mennesker er både arrogant og kortsigtet. Vi nægter at acceptere den slags fra vores folkevalgte, og efterhånden som folk virkelig kommer i klemme med de nyeste reformer, vil regeringen mærke jorden brænde under sig.

Endnu en skolereform

Jeg har tidligere fortalt at jeg flyttede da jeg var 10 år gammel. Det gjorde at jeg også skulle skifte folkeskole. Fra børnehave-klasse til 4. Klasse gik jeg på en skole på Nørrebro. 5. til 9. klasse foregik på Amager, 10. Klasse tog jeg på en efterskole. I forhold til den nye skolereform vækker det nogle forskellige tanker i mig. I min første skole havde vi en del socialt udsatte børn, og det faglige niveau var presset. Alligevel var der et ret godt sammenhold. Da jeg skiftede skole landede jeg i et nyt miljø. Klassen var mere splittet og der var mobning i udstrakt grad. Det faglige niveau var også meget højere. Efterskoleopholdet tog jeg for den personlige udvikling. Det gjorde den pågældende efterskole rigtigt godt. Der var nogle problemer med mobning, men de løste sig over tid.

Hvis jeg skal relatere min skolegang til den nye reform, så er mine tanker noget i retning af dette: Min første skole ville nok have gavnet af at få udvidet undervisningstiden. Der var en del af børnene hvor det var umuligt at give dem lektier for og forvente at de kunne løse dem hjemme. Derfor ville lektiecafeer og andre støtteordninger have hjulpet markant. Samtidigt ville jeg have det fint med at skulle være i klassen 2-3 timer mere pr. dag. Min anden skole var et socialt helvede for mig. Nok lærte jeg en masse, men hvis jeg var blevet tvunget til at blive i skolen 2-3 timer mere hver eneste dag, så ville jeg næppe have været i live i dag. Min efterskoletid er så meget heldagsskole som noget kan være. Der var ingen problemer for mig med at være der hele tiden og altid.

Det jeg har taget med mig af indtryk fra min skoletid er at en heldagsskole kan være en god ide, men langt fra altid er det. Som så mange andre ting i livet, er der forskellige løsninger til forskellige situationer. Så hvis vi skal indrette folkeskolen på nogen måde, må det være efter det princip. Vi skal holde op med at forsøge at normalisere lærergerningen. Børn og unge er vidt forskellige og de fortjener at blive respekteret for dette. Det vi har nu er et forsøg på at finde en enkelt løsning der passer alle lige dårligt.

I foråret var jeg på kursus med Arbejdernetværket og på det kursus var der bl.a. et par folketingspolitikere vi kunne få i tale. Da jeg spurgte ind til skolereformen lød svaret som følger: "Folketinget udstikker kun rammelovgivninger, nogen rammer er vide, andre er stramme. På det seneste har der været en trend imod meget stramme rammer". Det er en pænt måde at sige at folketinget prøver at detailstyre tingene. Jeg mener at det er en fejl at prøve at styre dette centralt. I første omgang skal folketinget give slip på detailstyringen af folkeskolen. Det skal være op til de enkelte kommuner at gøre hvad de finder bedst for skolebørnene i deres egen kommune.

Målet er at kommunen tager noget af ansvaret og samtidigt giver tøjlerne videre til lærerne. På den måde bliver der igen plads til at indrette folkeskolen efter børnenes behov. På anvisninger af dem der er tættest på udfordringerne og har den bedste viden om hvad løsningen kunne være. For det er lærerne der sidder med svarene. På det højere organisatoriske plan kan jeg sagtens forestille mig at Undervisningsministeriet kan fungere som sparringspartner overfor kommunerne, så de undgår kendte faldgruber og kan tage ved lære af andres erfaringer. Men i sidste ende vender det altid tilbage til lærerne. Deres job er benhård emotionelt arbejde. Og hvis vi forventer at de skal dedikere alt deres energi til at give vores børn den bedst tænkelige uddannelse, så skal de have vores respekt, vores opbakning og ikke mindst retten til at indrette undervisningen som de selv finder det bedst.

Pisa-undersøgelser trækker hver år opmærksomhed, fordi vi på den måde kan se os selv i forhold til andre lande, men de er også irrelevante. Om Finland eller Kina er bedre end os til matematik er underordnet. Det der er relevant i den sammenhæng er om børnene lærer det de har brug for. Lærer de at kunne begå sig i samfundet som hele, afbalancerede mennesker. Får de lært at skille skidt fra kanel, så de er rustet til en verden fyldt med misinformation og propaganda. Har de forudsætningerne for at fortsætte deres uddannelse, om det så er af boglig eller praktisk natur. Og har de tilegnet sig evnerne til at samarbejde med andre, handle selvstændigt og tænke kritisk. Det er den slags ting vi skal bruge folkeskolen til. Og det er der ingen pisa-test der kan måle.