Undervis når eleverne er vågne

Den gennemsnitlige teenagers krop fortæller dem at de bør sove i tidsrummet 01-10. Hvorfor starter vi så undervisningen klokken 8.00 i folkeskolen og gymnasiet? Det betyder at de første 2-4 lektioner er går tabt. Eleverne sover stadig. Hvad om vi droppede at undervise før klokken 9.30 for 7. klasse og op i folkeskolen og før klokken 11 i gymnasiet? Vi kan med fordel rykke undervisningen til om eftermiddagen. Skoledagen skal have den samme længde. Bare uden at spilde de første 2-3 timer på sovende elever.

Normalt når vi snakker om mennesker og søvn, inddeler vi dem i morgenmennesker og natteravne. Nogen folk er friske og klar til kamp tidligt om morgenen, mens andre har svært ved at falde i søvn om natten før klokken har passeret midnat. Det viser sig at denne søvnrytme er baseret på folks interne ur. Er ur som de har meget lidt kontrol over. Alle kender oplevelsen af at have fri dagen efter, glæde sig til at kunne sove ekstra længe, og så alligevel vågne tidligt på morgenen og være lysvågen. Også selvom man er kommet lidt senere i seng. Det er kroppens indre ur der træder i karakter. Det holder styr på hvornår du skal være vågen og klar i hovedet, hvornår du bliver sulten og hvornår du bliver træt.

Det er sjældent at kroppens indre ur tror at en dag varer præcis 24 timer. Hvis det tror at dagen kun varer 23 timer, vil du typisk være et morgenmenneske, fordi dagen altid er en smule længere end din krop forventer. Hvis dit indre ur tror  at dagen er 25 timer lang, er du nok en natteravn. I løbet af dagen vil kroppen justere sit ur ud fra hvor meget sollys man får ind. Om vinteren er dette problematisk for nogen. Mindre sol betyder at kroppen mangler noget at rette ind efter. Personligt bruger jeg en dagslyslampe i vinterhalvåret. Den hjælper mig med at holde en fornuftig døgnrytme.

Ud over vinterens kommen og gåen ændrer vores døgnrytme sig igennem hele livet. I de tidlige leveår er de fleste morgenmennesker. Særligt i weekenderne. Til stor fortrydelse for forældrene der bliver vækket klokken skidt om morgenen, på en søndag, af deres unger der pludselig er lysvågne og aktive. Når vi når til teenageårene skifter dette søvnmønster ret kraftigt. De fleste af os bliver natteravne. Og deraf kommer stereotypen om dovne teenagere. Vi mennesker fungerer sjældent særligt godt når vi kun får halvdelen af den søvn vi skal bruge. At hive en teenager ud af sengen klokken 6.30 svarer til at nogen kommer og vækker dig klokken 3 om natten. På en dag hvor du skal møde klokken 8-9 stykker. Der er ret gode chancer for at dit humør og din mentale tilstedeværelse er mildest talt mangelfuld.

Hvad med alle de andre?

I et tidligere indlæg omkring endnu en skolereform, argumenterede jeg for at folk er forskellige. Vi skal lave være med at prøve at vælge den eneste rigtige løsning. Løsningen som er forkert for alle. Bare i forskellig grad. Det mener jeg stadigvæk vi skal undgå. Jeg vil tro at de fleste elever, givet et valg, vil vælge at møde senere. Nogen er morgenmennesker selv som teenagere. De skal selvfølgelig så stadig have undervisning som de plejer. I praksis forestiller jeg mig at man fremover sammensætter klasserne ud fra hvornår folk ønsker at starte undervisning. Så på et normalt gymnasium vil du have 3 trin med første lektion enten klokken 8.00, 9.30 eller 11.00.

I folkeskolen er det lidt mere udfordrende, da eleverne allerede er fordelt i klasser. I stedet kunne jeg tro at man måske sørgede for at have de samme to undervisningstimer i starten og slutningen af en dag. Tag en dag der starter med engelsk fra klokken 8-8.45, dansk fra klokken 8.45-9.30 og normalt slutter klokken 13.30. Man kunne så tilføje engelsk ind klokken 13.30-14.15 og dansk ind igen klokken 14.15-15.00. Det ville betyde at eleverne kan vælge om de vil have undervisning 8-13.30, 8.45-14.15 eller 9.30-15.00 på en given dag. Det ville give lærerne mere undervisningstid med færre elever. Det ville også give de elever der havde brug for lidt ekstra støtte i de fag muligheden for at deltage i både morgen og eftermiddagsundervisningen.

Dette er næppe løsningen på alle vores udfordringer. Det er bare en ide. Den burde være relativt omkostningsfri, og kunne give os bedre akademiske resultater på særlige de gymnasiale uddannelser. Ideen er lidt mere besværlig at overføre til de tekniske skoler, da en del håndværksfag gerne starter ganske tidligt. I forhold til sikkerhed på arbejdspladsen og teenageres søvnmønstre kunne man ligefrem sige urimeligt tidligt. Jeg anser det dog som uheldigt at blande mig i hvornår folk ønsker at tage på arbejde. Jeg vil bare gerne tilbyde et alternativ som giver bedre undervisning der hvor det er muligt.

Endnu en skolereform

Jeg har tidligere fortalt at jeg flyttede da jeg var 10 år gammel. Det gjorde at jeg også skulle skifte folkeskole. Fra børnehave-klasse til 4. Klasse gik jeg på en skole på Nørrebro. 5. til 9. klasse foregik på Amager, 10. Klasse tog jeg på en efterskole. I forhold til den nye skolereform vækker det nogle forskellige tanker i mig. I min første skole havde vi en del socialt udsatte børn, og det faglige niveau var presset. Alligevel var der et ret godt sammenhold. Da jeg skiftede skole landede jeg i et nyt miljø. Klassen var mere splittet og der var mobning i udstrakt grad. Det faglige niveau var også meget højere. Efterskoleopholdet tog jeg for den personlige udvikling. Det gjorde den pågældende efterskole rigtigt godt. Der var nogle problemer med mobning, men de løste sig over tid.

Hvis jeg skal relatere min skolegang til den nye reform, så er mine tanker noget i retning af dette: Min første skole ville nok have gavnet af at få udvidet undervisningstiden. Der var en del af børnene hvor det var umuligt at give dem lektier for og forvente at de kunne løse dem hjemme. Derfor ville lektiecafeer og andre støtteordninger have hjulpet markant. Samtidigt ville jeg have det fint med at skulle være i klassen 2-3 timer mere pr. dag. Min anden skole var et socialt helvede for mig. Nok lærte jeg en masse, men hvis jeg var blevet tvunget til at blive i skolen 2-3 timer mere hver eneste dag, så ville jeg næppe have været i live i dag. Min efterskoletid er så meget heldagsskole som noget kan være. Der var ingen problemer for mig med at være der hele tiden og altid.

Det jeg har taget med mig af indtryk fra min skoletid er at en heldagsskole kan være en god ide, men langt fra altid er det. Som så mange andre ting i livet, er der forskellige løsninger til forskellige situationer. Så hvis vi skal indrette folkeskolen på nogen måde, må det være efter det princip. Vi skal holde op med at forsøge at normalisere lærergerningen. Børn og unge er vidt forskellige og de fortjener at blive respekteret for dette. Det vi har nu er et forsøg på at finde en enkelt løsning der passer alle lige dårligt.

I foråret var jeg på kursus med Arbejdernetværket og på det kursus var der bl.a. et par folketingspolitikere vi kunne få i tale. Da jeg spurgte ind til skolereformen lød svaret som følger: "Folketinget udstikker kun rammelovgivninger, nogen rammer er vide, andre er stramme. På det seneste har der været en trend imod meget stramme rammer". Det er en pænt måde at sige at folketinget prøver at detailstyre tingene. Jeg mener at det er en fejl at prøve at styre dette centralt. I første omgang skal folketinget give slip på detailstyringen af folkeskolen. Det skal være op til de enkelte kommuner at gøre hvad de finder bedst for skolebørnene i deres egen kommune.

Målet er at kommunen tager noget af ansvaret og samtidigt giver tøjlerne videre til lærerne. På den måde bliver der igen plads til at indrette folkeskolen efter børnenes behov. På anvisninger af dem der er tættest på udfordringerne og har den bedste viden om hvad løsningen kunne være. For det er lærerne der sidder med svarene. På det højere organisatoriske plan kan jeg sagtens forestille mig at Undervisningsministeriet kan fungere som sparringspartner overfor kommunerne, så de undgår kendte faldgruber og kan tage ved lære af andres erfaringer. Men i sidste ende vender det altid tilbage til lærerne. Deres job er benhård emotionelt arbejde. Og hvis vi forventer at de skal dedikere alt deres energi til at give vores børn den bedst tænkelige uddannelse, så skal de have vores respekt, vores opbakning og ikke mindst retten til at indrette undervisningen som de selv finder det bedst.

Pisa-undersøgelser trækker hver år opmærksomhed, fordi vi på den måde kan se os selv i forhold til andre lande, men de er også irrelevante. Om Finland eller Kina er bedre end os til matematik er underordnet. Det der er relevant i den sammenhæng er om børnene lærer det de har brug for. Lærer de at kunne begå sig i samfundet som hele, afbalancerede mennesker. Får de lært at skille skidt fra kanel, så de er rustet til en verden fyldt med misinformation og propaganda. Har de forudsætningerne for at fortsætte deres uddannelse, om det så er af boglig eller praktisk natur. Og har de tilegnet sig evnerne til at samarbejde med andre, handle selvstændigt og tænke kritisk. Det er den slags ting vi skal bruge folkeskolen til. Og det er der ingen pisa-test der kan måle.