Det er min holdning at den fortsatte tilkomst af fattige indvandrere er den største hindring vi p.t. har for en succesfuld integrationsindsats. Indvandring kan gavne et land enormt, for en tid. Man kan sige at indvandring er at bytte kulturel integritet ud med god arbejdskraft. Og det kan være en enorm god handel. Da det begyndte i 70'erne havde Danmark brug for arbejdskraft og de indvandrere der kom til landet havde et arbejde allerede inden de ankom. På den måde kan et samfund sagtens absorbere en stor indvandring. Så længe der er arbejde til alle, så vil nye tilflyttere gøre alle rigere og integration er nemt og ganske smertefrit.
I dag er tingene anderledes. Behovet for ekstra arbejdskraft er forsvundet. Vi har en udfordring med arbejdsløshed, som fra politisk side bliver holdt kunstigt højt. Og vi har et integrationsproblem. Eller rettere, vi har et samfundsproblem, som folk vil kalde for et integrationsproblem. Når kristne fundamentalister prøver at få fjernet den frie abort, så er det et oplæg til samfundsdebat og udtryk for ytringsfrihed. Hvis muslimske fundamentalister vil arbejde for at få indført Sharia-lovgivning i Danmark, så er de i gang med at forgribe sig på Danmark og skal sendes hjem til deres eget land. Også selvom de måske er født og opvokset i Danmark.
Der vil til alle tider være dedikerede religiøse tilbedere der forsøger at gennemtvinge deres livssyn på os andre. Nogle ønsker at indskrænke den enkeltes frihed, nævnt ovenfor. Andre vil gerne have en særstatus eller særlige rettigheder. For tiden er det "retten" til at skamfere deres egne børn kort efter fødslen. Begge dele er jeg imod. Religion bør praktiseres under hensyn til almen anstændighed. Og det betyder at der er visse elementer vi hverken kan eller skal acceptere. Det var egentlig et sidespring. Min pointe var rent faktisk at for alle andre religiøse sær-synspunkter end de muslimske, kan vi finde ud af at behandle det fornuftigt. Hvis der er muslimer involveret er det pludselig et integrationsproblem.
På samme måde har vi en masse sociale udfordringer, særligt i blandt de mellemøstlige mindretal i landet. De mennesker kan og skal vi gøre noget for. Og kilden til at gøre noget ved dem er at lukke for yderligere indvandring. I modsætning til tidligere sociale problemer, så er det i dag stort set umuligt for en førstegenerationsdansker at lægge sine forældres ophav fra sig. Selv hvis de tager en højere uddannelse, holder sin sti rent og knokler hårdt vil de stadig skulle stå på mål for hvad 300.000 andre mennesker kan finde på at dumme sig med.
Så længe der stadig kommer nye indvandrere med en svag social kapital til landet, så vil de folk der prøver at komme videre i livet blive holdt nede. Derfor mener jeg at vi skal dæmme op for indvandringen. Det skylder vi de første og anden generationsdanskere der er i livet og til dagligt bliver diskrimineret og lagt for had. Lad os få lukket grænserne for en periode og få gjort Dansk folkepartis rabiate fremmedhad til skamme.
Der er muligvis nogen der ville mene at det var diskriminerende på den måde at lukke grænserne, kun for de fattige. Det vil jeg egentlig give dem ret i. Vi er bare nødt til at sikre at tingene fungere på hjemmefronten før vi prøver at hjælpe resten af verdenen. Helt konkret har vi en usundt høj ledighed og et stigende problem med racisme. At lukke flere mennesker ind i landet for at kunne klare sig på offentlig forsøgelse er at gøre alle en bjørnetjeneste. Det skader alle de ledige som søger et job. Det skader integrationen og det skader de mange førstegenerationsdanskere der kæmper for at blive en del af samfundet.
I DFs verden er første skridt at lukke grænserne. Andet skridt er så at sende dem alle hjem igen. Hjem til hvad spørger jeg bare? Vi snakker om folk der er født og opvokset i Danmark. De har absolut lige så meget ret til at være her som alle andre. At snakke om udvisning eller hjemsendelse af danske statsborgere giver ingen mening. Lad være med at acceptere DF og LAs løgnehistorier om at det er en udvalgt minoritet der er skyld i det hele. Det er et røgslør der kun tjener til at skjule at en stadig større del af Danmarks velstand bliver koncentreret på stadig færre hænder.
På samme tidspunkt kan vi spørge os selv hvor meget vi virkeligt tjener på at have østeuropæiske håndværkere gående til slavelønninger, samtidigt med at vi skal betale understøttelse til danske håndværkere. Det virker lidt som en løsning der handler om at købe billigt og tørre regningen af på alle os andre. I stedet burde vi se at få indført kædeansvar og gjort en målrettet indsats imod social dumping.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar