Klar til borgerløn

Da jeg oprindeligt hørte om denne ide var jeg skeptisk. Meget skeptisk. Det må jeg nu erkende har ændret sig. For lige at opsummere for de uindviede. Borgerløn, eller basisindkomst som det også bliver kaldt, handler om at alle voksne borgere i landet skal have en grundydelse man kan overleve på. Den skal gives uden nogen forpligtelser eller begrænsninger. Selv til folk i arbejde. Det vil lette administrationen enormt.

Hvordan gør vi det?

Min tanke er at vi sløjfer personfradrag og beskæftigelsesfradrag for alle. Danske statsborgere over 25 år får skattefrit sat 7.800 kroner ind på deres nemkonto hver måned. Det svarer til normal kontanthjælp efter skat. Statsborgere mellem 18-25 år vil få sat 4.850 kroner ind. Det svarer til SU'en efter skat. Samtidigt rydder vi op i alle de særlige støtteordninger vi har rundt omkring i Danmark. Nogen af de mere målrettede ordninger skal selvfølgelig bevares. Enlige forsørgere, handikappede og andre med særlige behov skal stadig have den støtte de har brug for. A-kasserne må klare sig uden statsstøtte i fremtiden. På den måde kan de selv definere præcis hvad for en ydelse de vil tilbyde deres medlemmer.

Begrænsninger?

Jeg forestiller mig at der skulle være nogle enkelte begrænsninger. For at kunne modtage borgerløn skal man bo i Danmark. Og man skal være dansk statsborger. Hvordan den skal grejes m.h.t. EU er endnu uklart. Jeg er dog sikker på at det kan lade sig gøre, hvis viljen er der.

Har vi råd til det?

I praksis er det danske samfund allerede indrettet efter borgerløn. Man kunne opnå nogenlunde samme effekt ved tre simple ændringer af kontanthjælpen.

1. Fjern formuekravet (det der siger at du skal være HELT på røven før du kan få kontanthjælp).
2. Fjern kravet om at man skal søge arbejde.
3. Fjern gensidig forsøgerpligt.

Det vil koste noget at fjerne punkt 1 og 3. Og vi sparer penge på punkt 2.
Overgangen til borgerløn vil simplificere reglerne enormt og sikkert spare os noget på kommunernes lønkonto.

Vil folk stadig arbejde?

Absolut. Man vil altid være bedre tjent ved at arbejde. Samtidigt gør det det nemmere at starte egen virksomhed. Når man starter op skal man typisk kunne klare sig i 6-12 måneder uden indtægt. Det bliver aldrig muligt for en kontanthjælpsmodtager. På borgerløn kan man bruge tiden til at få virksomheden til at fungere, uden at sulte. Med borgerløn har vi pludselig 200.000 potentielle iværksættere. De går straks fra at være passiviseret i jobsøgningsmøllen til at blive sat fri.

Det er selvfølgelig langt fra så simpelt. Der vil være en større omstilling. Alle overenskomster og ansættelseskontrakter skal genforhandles med borgerløn i mente. Skatteprocenten på arbejde bliver nok også en smule højere. Alligevel tror jeg dette vil være den rette vej at gå. Vi går en fremtid i møde hvor der til stadighed vil være perioder hvor vi har mere arbejdskraft end der er behov for. At forsøge at dæmonisere dem der er endt på sidelinien er en dødssejler.

På gæsteophold i Danmark

Når jeg tænker tilbage på min tid i Danmark får jeg en klump i halsen. Det er nu næsten et årti siden. De tog imod os da vores hjemland var i krise. Borgerkrigen hærgede og folket blødte. Vi var mange der flygtede. Kun nogen af os kom til Danmark. Resten endte i flygtningelejre. Der fik de lov til at rådne op. Da krigen sluttede blev de smidt hjem. Fire år ældre. Arene på sjælen ubehandlede. Typisk i værre stand end da de flygtede.

Danmark var anderledes. De tog imod os. Børnene kom i skole. De voksne lige så. Målet var altid klart. Når krigen sluttede skulle der genopbygges. Målet var at klæde os bedst muligt på til den opgave. Mange af os havde ar på sjælen. Sådan er det når man har oplevet krigen tæt på. De sørgede for krise-psykologer til os. Og lærte os op i psykologi. Så var vi bedre rustet til at hinanden. Både i lejren og da vi kom hjem igen.

Vi fik lov til at dyrke vores egen kultur, samtidigt med at den danske bød sig til. På den måde kunne vi opretholde vores egne traditioner. Vores børn kendte vores historie. Det var først da vi kom hjem at vi indså hvor meget Danmark havde vokset på os. Således fejrer vi jul nu. Selvom det er umuligt at opdrive et grantræ i vores ende af verden. Vi lært at hygge om hinanden. At respektere hinandens forskelle.

Da krigen endeligt sluttede drog vi hjem i samlet flok. På den måde kunne vi trække på hinandens styrke. Danmark leverede mere end bare en flybillet hjem. De var dedikeret til at sikre os en god start på vores genopbygning. De sendte os hjem med mad og byggematerialer. De sørgede for medicin og rådgivning. Landsbyen blomstrede hurtigt da vi kom tilbage. Vi var klar til at tage fat. Til at bygge nyt. Og til at sikre at det skete på en ordentlig måde. Vi døbte vores landsby Dannely. Som så mange andre hjemvendte flygtninge, husker vi hvem der hjalp os i nødens stund. I den henseende er det lille kolde land mod nord en perle over alle.

Min pointé

Der vil altid opstå situationer rundt omkring i verdenen der tvinger folk på flugt. Hvordan vi håndterer det er op til os. Vi kan enten se det som en sur tjans. Hvor vi alle skal tage os af vores pulje af flygtninge der skal opbevares i en årrække. Eller vi kan vælge at investere i dem. Se det som en mulighed for at sprede dansk kultur til fjerne egne. Mens vi hjælper folk der har mistet alt.

Historien har en tendens til at gentage sig selv, indtil nogen gør noget anderledes. Lande hærget af borgerkrig er sårbare overfor korruption, ambitiøse diktatorer og rabiate ekstremister. Den bedste måde at forhindre det på, er at sikre at folk tror på fremtiden. At de ved at tingene bliver bedre. At de har noget at arbejde hen imod. En grund til at stå imod. Det er en proces jeg er overbevist om at vi som nation kan hjælpe dem med. En hjælp til at hjælpe sig selv. Og når de rejser sig fra tidligere nederlag vil de stå stærkere end før. Og verden som helhed vil være et bedre sted at være.

Danmark og EU

Mit forhold til EU er tvetydigt. På den ene side kan jeg godt se den nytte vi har af et samlet Europa. På den anden side er jeg meget kritisk overfor de institutioner som EU har udviklet sig til. Min selvopfattelse er stærkt knyttet til at være dansk, sekundært at være nordisk. Jeg kan dog sagtens forholde mig til at fred i Europa er noget der bunder i samarbejde og handel. Noget som EU i den grad er stærke til. Omvendt, så har de nordiske velfærdsstater trænge kår under i et Europa der kærer til laveste fællesnævner.

En klog mand har sagt noget i denne retning: "Alt hvad der bliver opfundet før vi fylder 20 er en selvfølge. Alt hvad der bliver opfundet inden vi fylder 40 er den fagre nye verden. Alt hvad der bliver opfundet derefter er imod naturens orden." Jeg har det lidt på samme måde med EU. Alle de afstemning der har været om EU er blevet foretaget før jeg fyldte 20. Derfor virker det umiddelbart naturligt at vi har åbne grænser og fri handel. I det sidste årti har jeg generelt været for EU. Jeg er vokset op i en tid uden krig. Jeg bor tæt på Sverige. Og jeg ved at Danmark og Sverige er de to lande i verdenshistorien, der har haft flest krige indbyrdes. I dag virker en krig med Sverige utænkeligt. En stor del af grunden til dette er EU.

På samme måde tror jeg at en egentlig europæisk union nok skal kunne lykkedes hvis man giver den tid nok. Jeg kan godt forstå at det skulle gå relativt stærkt i starten. Vi havde Sovjetunionen og USA på hver sin side under den kolde krig. Hvis Europa skulle kunne undgå at blive opslugt af parterne, var det nødvendigt at stå sammen. Da Sovjet kollapsede, blev det en prioritet at indlemme en masse af Østeuropa i EU før Rusland igen fik imperialistiske ambitioner. Alt dette blev gjort i hast, og resultatet er at en del af medlemslandene nu overvejer at daffe af igen. Særligt Storbritannien varsler en snarligt afgang fra EU.

Jeg tvivler egentlig på at briterne rent faktisk ønsker at forlade EU permanent. De ønsker bare at der bliver ryddet grundigt op i de institutioner som udgør EU. Lige som jeg ønsker det. De forsøger så at lægge lidt pres på processen ved at true med at forlade unionen. Jeg har kun lidt kendskab til de indre linier i EU. Alligevel har jeg svært ved at forestille mig at EU vil få ryddet op, før briterne er smuttet. Lige som Schweiz vil de nok stadig være ret meget med på sidelinien. Om Danmark kunne gøre det samme er jeg usikker på.

Som det er lige nu, tror jeg vi er bedre tjent med at holde igen med vores EU engagement. Vi er bedre tjent med at være et lille land der kan tilpasse sig hurtigt. Alternativet er at koble sig på supertankeren EU, som en knold i toppen af Tyskland. Vi skal stadig arbejde for et bedre EU, et mindre bureaukratisk EU og når et reelt samlet Europa kommer på tale, skal vi sikre os at der er blevet ryddet grundigt op i det indre cirkus først. Hvis de kommer med en 3-5 siders EU forfatning der skal være grundstenen i et samlet Europa, så har jeg håb. Kommer de med 300 siders traktat, ser jeg hellere at vi danner en simplere og mere robust union blandt de nord-europæiske lande.

I forbindelse med EU skal vi snart til valgurnerne og stemme om en europæisk patentdomstol. Umiddelbart agter jeg at stemme nej. Så længe EU er sådan et bureaukratisk helvede som det er, virker det som en dårlig ide at udbygge tingene. Oven i det, er det måske på rette tid at få revideret patentsystemet. Poul Henning Kamp har skrevet en række dybe og indsigtsfulde indlæg omkring patenter. Det sidste indlæg i rækken er her. Det starter med en fin oversigt over hele serien, så man kan læse sig klog på emnet.

Tobinskatten er symptombehandling

I stedet for at prøve at stoppe højfrekvenshandlen ved at sætte en lille skat på transaktioner, bør vi overveje hvor meget nytte den daglige handel på børsen rent faktisk gør. I realiteten er der meget lille forskel på folk der er ludomaner og spekulanter. Den ene spænderer deres dag på travbanen. Den anden på børsen. Begge satser en masse penge på den umiddelbare fremtid. Forskellen er at på travbanen sørger bookmakeren for at få sin andel, så den samlede gevinst bliver mindre for hvert løb. På børsen vokser det samlede antal værdier. Så den gennemsnitlige spekulant beholder sit indskud og kan lege videre dagen efter.

På det finansielle marked er der 3 niveauer af aktører.

Det første niveau er investorerne. Typisk pensionsfonde eller private folk med penge. Det er dem der skyder penge ind i firmaer når de prøver at rejse kapital til at udvide forretningen.
De handler også indbyrdes, ved at overtage hinandens investeringer så dem der ønsker at trække sig ud af en investering kan gøre dette og dem der ønsker at overtage den ligeledes har den mulighed. Folk på dette niveau tjener deres penge på at en investering med tiden bliver mere værd. Deres tidshorisont er måneder og år. Oftest flere år.

Det andet niveau er spekulanterne. De køber og sælger dagligt. Typisk sidder de med aktierne i få minutter eller timer. Ind i mellem dage, hvis det er før en stor nyhed. De tjener deres penge på at gamble på fremtiden. De penge spekulanterne tjener er penge som investorerne går glip af. For at spekulanter kan tjene deres penge er det nødvendigt at et marked er ustabilt. Jo mere priserne går op og ned, jo større er potentialet for at tjene kassen.

Det tredje niveau er robotterne. De bliver ofte kaldt for højfrekvens handlende. En robot ejer kun sine aktier i nogle få mikro-sekunder af gangen. Når prisen er på vej op, køber de aktier og sælger dem igen til en mikroskopisk højere takst. Det samme gælder når prisen er på vej ned. Ideen virker fordi robotterne er hurtigere end normale investorer og derfor kan klemme deres handler ind imellem de normale handler på børsen. Robotterne tjener deres penge ved at udhule spekulanternes fortjeneste. I praksis så hver gang en spekulant eller investor handler aktier, så har robotterne presset prisen en lille smule højere op eller ned. For hver handel en robot laver tjener de kun en lille bitte smule, men robotterne kan lave ufatteligt mange handler i minuttet. Resultatet er at omsætningen på en børs stiger helt ekstremt når robotterne laver deres indtog.

Hvad er en tobinskat?

Tobinskatten er en lille bitte skat på hver enkelt børs transaktion. Det vil gøre livet surt for robotterne. At få en 5 kr afgift pr. handel er småting for en investor der lægger 100.000 kr på bordet og forventer at kunne sælge for 250.000 kr efter ti år. For en robot der køber aktier for 100.000 kr og forventer at kunne sælge dem for 100.001 kr efter nogle få mikrosekunder, så er det gift.

Bankerne, som typisk er dem der ejer robotterne, siger at det vil skade investorerne. Det de i den sammenhæng ignorerer er at robotterne allerede fungerer som en tobinskat. Hver eneste gang en ærlig investering finder sted, har robotterne taget en lille del til sig selv. Så en tobinskat kan sagtens indføres. Den vil give nogle penge, men den del er egentlig underordnet. Det der er vigtigt er at få stoppet robotterne.

Hvorfor er robotter skidt?

Spekulanter tjener deres penge på at markedet et ustabilt. Jo mere tingene går op og ned, jo bedre. Robotterne tjener deres penge på spekulanterne. De har en tendens til at forstærke de markedsudsving der er. I det store hele er det mest et spørgsmål om at spekulanterne kæmper om at snyde hinanden og investorerne, mens robotterne står i baggrunden og tager deres andel. I min optik er robotterne kun et symptom på et underliggende problem. I stedet for at stoppe robotterne, skal vi rette skytset mod spekulanterne.

Spekulanterne bruger enorme kræfter på at manipulere markederne til deres egen fordel. Det er decideret skadelig virksomhed til egen fordel og vi bør søge at dæmme op for det. Dette kan bedst illustreres med dette eksempel:

Mit forslag går på at lovgive således at værdipapirer først kan sælges videre efter én uges ejerskab. Det vil begrænse spekulanternes daglige jagen efter profit og totalt knuse robotternes aktivitet. Det er også helt indtægtsneutralt, så vi undgår hele den debat om at det bare er en ny indtægtskilde for staten.

En sådan ændring vil sætte en voldsom dæmper på børs-aktiviteterne. Sikre en større del af overskuddet går til dem der rent faktisk har hjulpet med til at skabe værdierne og bremse op for de problematiske bivirkninger som automatiseret aktiehandel kan have. Så lad os endelig få det indført før bankerne får skubbet os ud i endnu en krise.

Indvandring skader integrationen

Det er min holdning at den fortsatte tilkomst af fattige indvandrere er den største hindring vi p.t. har for en succesfuld integrationsindsats. Indvandring kan gavne et land enormt, for en tid. Man kan sige at indvandring er at bytte kulturel integritet ud med god arbejdskraft. Og det kan være en enorm god handel. Da det begyndte i 70'erne havde Danmark brug for arbejdskraft og de indvandrere der kom til landet havde et arbejde allerede inden de ankom. På den måde kan et samfund sagtens absorbere en stor indvandring. Så længe der er arbejde til alle, så vil nye tilflyttere gøre alle rigere og integration er nemt og ganske smertefrit.

I dag er tingene anderledes. Behovet for ekstra arbejdskraft er forsvundet. Vi har en udfordring med arbejdsløshed, som fra politisk side bliver holdt kunstigt højt. Og vi har et integrationsproblem. Eller rettere, vi har et samfundsproblem, som folk vil kalde for et integrationsproblem. Når kristne fundamentalister prøver at få fjernet den frie abort, så er det et oplæg til samfundsdebat og udtryk for ytringsfrihed. Hvis muslimske fundamentalister vil arbejde for at få indført Sharia-lovgivning i Danmark, så er de i gang med at forgribe sig på Danmark og skal sendes hjem til deres eget land. Også selvom de måske er født og opvokset i Danmark.

Der vil til alle tider være dedikerede religiøse tilbedere der forsøger at gennemtvinge deres livssyn på os andre. Nogle ønsker at indskrænke den enkeltes frihed, nævnt ovenfor. Andre vil gerne have en særstatus eller særlige rettigheder. For tiden er det "retten" til at skamfere deres egne børn kort efter fødslen. Begge dele er jeg imod. Religion bør praktiseres under hensyn til almen anstændighed. Og det betyder at der er visse elementer vi hverken kan eller skal acceptere. Det var egentlig et sidespring. Min pointe var rent faktisk at for alle andre religiøse sær-synspunkter end de muslimske, kan vi finde ud af at behandle det fornuftigt. Hvis der er muslimer involveret er det pludselig et integrationsproblem.

På samme måde har vi en masse sociale udfordringer, særligt i blandt de mellemøstlige mindretal i landet. De mennesker kan og skal vi gøre noget for. Og kilden til at gøre noget ved dem er at lukke for yderligere indvandring. I modsætning til tidligere sociale problemer, så er det i dag stort set umuligt for en førstegenerationsdansker at lægge sine forældres ophav fra sig. Selv hvis de tager en højere uddannelse, holder sin sti rent og knokler hårdt vil de stadig skulle stå på mål for hvad 300.000 andre mennesker kan finde på at dumme sig med.

Så længe der stadig kommer nye indvandrere med en svag social kapital til landet, så vil de folk der prøver at komme videre i livet blive holdt nede. Derfor mener jeg at vi skal dæmme op for indvandringen. Det skylder vi de første og anden generationsdanskere der er i livet og til dagligt bliver diskrimineret og lagt for had. Lad os få lukket grænserne for en periode og få gjort Dansk folkepartis rabiate fremmedhad til skamme.

Der er muligvis nogen der ville mene at det var diskriminerende på den måde at lukke grænserne, kun for de fattige. Det vil jeg egentlig give dem ret i. Vi er bare nødt til at sikre at tingene fungere på hjemmefronten før vi prøver at hjælpe resten af verdenen. Helt konkret har vi en usundt høj ledighed og et stigende problem med racisme. At lukke flere mennesker ind i landet for at kunne klare sig på offentlig forsøgelse er at gøre alle en bjørnetjeneste. Det skader alle de ledige som søger et job. Det skader integrationen og det skader de mange førstegenerationsdanskere der kæmper for at blive en del af samfundet.

I DFs verden er første skridt at lukke grænserne. Andet skridt er så at sende dem alle hjem igen. Hjem til hvad spørger jeg bare? Vi snakker om folk der er født og opvokset i Danmark. De har absolut lige så meget ret til at være her som alle andre. At snakke om udvisning eller hjemsendelse af danske statsborgere giver ingen mening. Lad være med at acceptere DF og LAs løgnehistorier om at det er en udvalgt minoritet der er skyld i det hele. Det er et røgslør der kun tjener til at skjule at en stadig større del af Danmarks velstand bliver koncentreret på stadig færre hænder.

På samme tidspunkt kan vi spørge os selv hvor meget vi virkeligt tjener på at have østeuropæiske håndværkere gående til slavelønninger, samtidigt med at vi skal betale understøttelse til danske håndværkere. Det virker lidt som en løsning der handler om at købe billigt og tørre regningen af på alle os andre. I stedet burde vi se at få indført kædeansvar og gjort en målrettet indsats imod social dumping.

Hvorfor gensidig forsøgerpligt er noget skidt

For nyligt var jeg til min første demonstration mod kontanthjælpsreformen. Jeg er sikker på at der nok skal komme flere. Til demonstrationen stillede ind til flere talere sig op og brokkede sig over indførelsen af gensidig forsørgerpligt. De fleste er overbevist om at gensidig forsørgerpligt er en skidt ide. Det jeg oplevede til demonstrationen var at de færreste var i stand til at forklare hvorfor det er en skidt ide. Regeringen har påstået at indførelsen af gensidig forsøgerpligt handler om sidestille gifte mennesker og folk der bare er samboende. Det er dette argument alle folk har travlt med at skyde ned. De fokuserer på at gifte folk får lov til at udnytte hinandens fradrag, en mulighed samboende mangler. Det er helt rigtigt. Det er også ganske irrelevant. I stedet for at fokusere på regeringens håbløse argument for indførelsen, bør vi tage et skridt tilbage.

Balance i et parforhold er vigtigt. Begge parter skal tilføje noget og helst i lige store mængder. Ellers ender den ene med at bestemmer det hele, og begge parter med at afsky hinanden. Før kvinderne trådte ind på arbejdsmarkedet var det normalt at have en enkelt forsørger i en familie, og en der gik hjemme. Nu er det normalt at begge arbejder. Når vi snakker arbejdsløshed, kan det være giftigt for et forhold. Hvis kun den ene part arbejder, sætter det et betydeligt pres på dem begge. Der opstår nemt en forventning om at den arbejdsløse bør klare alle de huslige opgaver, på trods af at de samtidigt forventes at søge nyt arbejde på fuldtid. Det er psykisk hårdt at være arbejdsløs, men samtidigt ser det ud som om man har massere tid til at nå det hele. Oven i det forringes familiens samlede økonomi. Hvis man er den part der stadig arbejder, kan det være svært at acceptere at man skal lide afsavn fordi ens partner mangler arbejde. Og som ledig kan det være hårdt at føle at man nu er økonomisk belastning, fordi man nu tilfører væsentligt mindre til den fælles økonomi.

Derfor er gensidig forsørgerpligt noget skidt. På kontanthjælp kan man klare sig selv. Også selvom der næppe det store til fællesøkonomien. Sådan er det. At fjerne kontanthjælpen helt betyder at alle penge man skal bruge, skal ens partner levere. Julegaven til kæresten? Den har han selv betalt for. Overrask hende med blomster? Dem har hun selv betalt. Lav en lækker middag til når din partner kommer træt hjem fra arbejde? Kun hvis du kan få udbetalt lommepenge af din partner inden de tager på arbejde om morgenen. Gensidig forsørgerpligt sætter parhold under pres. Dem der bliver presset er så også dem der mest har brug for støtte. Derfor bør gensidig forsørgerpligt droppes. For gifte såvel som samboende.

Hvis man en enlig er den også noget skidt. Så har man tre valgmuligheder. Man kan forblive enlig. Så er man immun for reglerne. At være arbejdsløs er hårdt for psyken. At være tvunget ud af mulighed for samvær og kærlighed hjælper næppe. Man kan finde sammen med en anden person på kontanthjælp. Så skal de begge finde et job samtidigt, alternativt så må den der arbejder acceptere at de første 21.000 kroner der bliver tjent ingen forskel har på privatøkonomien
Sidste mulighed er at finde sammen med en person som både har økonomisk overskud og vilje til at afholde ens leveomkostninger. Det er næsten at sidestille med prostitution. Held og lykke med at finde kærligheden når det kommer med et 7.000 kroners prismærke med. Og det er selvfølgelig hver måned de penge skal betales.

Hvad med privatlivet?

Gensidig forsørgerpligt knuser parforhold og privatøkonomier. Derudover er der en detalje jeg sjældent hører nævnt. Det er kommunen der bedømmer om folk er samboende. For at kunne gøre dette skal de jo kende til personerne. Det betyder at alle ugifte kontanthjælpsmodtagere skal have kommunen ind i deres privatliv. Sådan helt ind. Kommunen vil tage stilling til hvem der sover i din lejlighed, hvor ofte de gør det og hvor. Hvordan de vil gøre det, uden at kigge ind af vinduet jævnligt kan man spørge sig selv om. Os der har et arbejde, kan også blive spioneret på, hvis vi omgås med ledige under mistanke. Ingen går ramt forbi. Oven i det kommer mistanken om socialt bedrageri. En mistanke som alle ledige nu skal døje med. Jeg har tidligere beskrevet hvordan det var ekstremt problematisk for enlige forældre. Nu vil de overføre denne ide til alle ledige.

Det er en krænkelse af privatlivets fred. Både for de ledige, men også for alle os andre. Kommunen skal jo søge informationer overalt. Så du kan risikere at blive udspurgt om dine venner og bekendte. Det offentlige vil aktivt opsøge folk og forsøge at få dem til at angive deres venner. Den slags hører til i et totalitært kontrolsamfund som DDR. I Danmark burde det aldrig komme på tale. Men nu er det her. Indtil vi forener vores kræfter og smider den "røde" regering på porten.

Dette er mine argumenter for hvorfor gensidig forsørgerpligt er noget skidt. Næste gang nogen snakker om det, så snak om den slags, og lad være med at blive fanget i fradragsfælden. Det er en blindgyde. Ligeværdighed i parforhold. Moderne parforhold betyder økonomisk uafhængighed. Ingen prostitution af ledige. Og næsten aller-vigtigst. Ingen kontrol-fascisme i det danske land.

Undervis når eleverne er vågne

Den gennemsnitlige teenagers krop fortæller dem at de bør sove i tidsrummet 01-10. Hvorfor starter vi så undervisningen klokken 8.00 i folkeskolen og gymnasiet? Det betyder at de første 2-4 lektioner er går tabt. Eleverne sover stadig. Hvad om vi droppede at undervise før klokken 9.30 for 7. klasse og op i folkeskolen og før klokken 11 i gymnasiet? Vi kan med fordel rykke undervisningen til om eftermiddagen. Skoledagen skal have den samme længde. Bare uden at spilde de første 2-3 timer på sovende elever.

Normalt når vi snakker om mennesker og søvn, inddeler vi dem i morgenmennesker og natteravne. Nogen folk er friske og klar til kamp tidligt om morgenen, mens andre har svært ved at falde i søvn om natten før klokken har passeret midnat. Det viser sig at denne søvnrytme er baseret på folks interne ur. Er ur som de har meget lidt kontrol over. Alle kender oplevelsen af at have fri dagen efter, glæde sig til at kunne sove ekstra længe, og så alligevel vågne tidligt på morgenen og være lysvågen. Også selvom man er kommet lidt senere i seng. Det er kroppens indre ur der træder i karakter. Det holder styr på hvornår du skal være vågen og klar i hovedet, hvornår du bliver sulten og hvornår du bliver træt.

Det er sjældent at kroppens indre ur tror at en dag varer præcis 24 timer. Hvis det tror at dagen kun varer 23 timer, vil du typisk være et morgenmenneske, fordi dagen altid er en smule længere end din krop forventer. Hvis dit indre ur tror  at dagen er 25 timer lang, er du nok en natteravn. I løbet af dagen vil kroppen justere sit ur ud fra hvor meget sollys man får ind. Om vinteren er dette problematisk for nogen. Mindre sol betyder at kroppen mangler noget at rette ind efter. Personligt bruger jeg en dagslyslampe i vinterhalvåret. Den hjælper mig med at holde en fornuftig døgnrytme.

Ud over vinterens kommen og gåen ændrer vores døgnrytme sig igennem hele livet. I de tidlige leveår er de fleste morgenmennesker. Særligt i weekenderne. Til stor fortrydelse for forældrene der bliver vækket klokken skidt om morgenen, på en søndag, af deres unger der pludselig er lysvågne og aktive. Når vi når til teenageårene skifter dette søvnmønster ret kraftigt. De fleste af os bliver natteravne. Og deraf kommer stereotypen om dovne teenagere. Vi mennesker fungerer sjældent særligt godt når vi kun får halvdelen af den søvn vi skal bruge. At hive en teenager ud af sengen klokken 6.30 svarer til at nogen kommer og vækker dig klokken 3 om natten. På en dag hvor du skal møde klokken 8-9 stykker. Der er ret gode chancer for at dit humør og din mentale tilstedeværelse er mildest talt mangelfuld.

Hvad med alle de andre?

I et tidligere indlæg omkring endnu en skolereform, argumenterede jeg for at folk er forskellige. Vi skal lave være med at prøve at vælge den eneste rigtige løsning. Løsningen som er forkert for alle. Bare i forskellig grad. Det mener jeg stadigvæk vi skal undgå. Jeg vil tro at de fleste elever, givet et valg, vil vælge at møde senere. Nogen er morgenmennesker selv som teenagere. De skal selvfølgelig så stadig have undervisning som de plejer. I praksis forestiller jeg mig at man fremover sammensætter klasserne ud fra hvornår folk ønsker at starte undervisning. Så på et normalt gymnasium vil du have 3 trin med første lektion enten klokken 8.00, 9.30 eller 11.00.

I folkeskolen er det lidt mere udfordrende, da eleverne allerede er fordelt i klasser. I stedet kunne jeg tro at man måske sørgede for at have de samme to undervisningstimer i starten og slutningen af en dag. Tag en dag der starter med engelsk fra klokken 8-8.45, dansk fra klokken 8.45-9.30 og normalt slutter klokken 13.30. Man kunne så tilføje engelsk ind klokken 13.30-14.15 og dansk ind igen klokken 14.15-15.00. Det ville betyde at eleverne kan vælge om de vil have undervisning 8-13.30, 8.45-14.15 eller 9.30-15.00 på en given dag. Det ville give lærerne mere undervisningstid med færre elever. Det ville også give de elever der havde brug for lidt ekstra støtte i de fag muligheden for at deltage i både morgen og eftermiddagsundervisningen.

Dette er næppe løsningen på alle vores udfordringer. Det er bare en ide. Den burde være relativt omkostningsfri, og kunne give os bedre akademiske resultater på særlige de gymnasiale uddannelser. Ideen er lidt mere besværlig at overføre til de tekniske skoler, da en del håndværksfag gerne starter ganske tidligt. I forhold til sikkerhed på arbejdspladsen og teenageres søvnmønstre kunne man ligefrem sige urimeligt tidligt. Jeg anser det dog som uheldigt at blande mig i hvornår folk ønsker at tage på arbejde. Jeg vil bare gerne tilbyde et alternativ som giver bedre undervisning der hvor det er muligt.