Når selv grundlæggende rettigheder går tabt

Her kommer så en til bredside på den sociale front. Oprindeligt var dette forslag alene tænkt sig rettet mod enlige forældre fanget i systemet, men tiden har vist at hvis man undlader at tage et opgør med de ting der er åbenlyst forkert i samfundet, så får man bare mere fra samme skuffe. Fra 1. Januar vil samtlige kontanthjælpsmodtagere bliver underlagt samme kontrol og terror regime.

Når selv grundlæggende rettigheder går tabt

Denne ide tager egentlig bund i noget som en borgerlig ven (han var i Konservativ ungdom, men beskriver sig vidst mest som borgerlig uden parti nu til dags) sagde til mig i en diskussion omkring tilskud til enlige forældre på kontanthjælp. Han mente at tilskuddet var problematisk fordi det var indrettet således at en enlig forælder kun er berettiget til det tilskud så længe de er 100% enlige. Vi snakkede lidt om at det langt fra var hensigtsmæssigt men han kom med det absolutte guldkorn i snakken. Problemet bunder i at hjemmet egentlig er ukrænkeligt, og måden reglerne er indrettet på, så er enlige forældres hjem lige pludselig blevet et anliggende for social-arbejdere på kommunen. Jeg mener egentlig at der ligger en masse andre problemer med måden at støtten er indrettet på, men det grundlæggende problem falder faktisk tilbage til denne ene ting. Det er også den samme ting som nu bliver kernen i problemet for samtlige kontanthjælpsmodtagere efter 1. Januar.

Det handler egentlig om en grundlæggende rettighed til at have et privatliv. Det er også grunden til at jeg mener at DR-Licens skal nedlægges og som jeg i et senere indlæg vil gøre rede for hvorfor den digitale overvågning af os bør skrottes og folkene der har indført dem hensættes til "nyttejobs". For at vi som samfund og mennesker generelt kan fungere på en nogenlunde civiliseret facon, så har vi brug for at kunne skelne mellem hvornår vi er ude i offentligheden og hvornår vi trækker os tilbage til vores eget hjem, trækker gardinerne for og bare kan slappe af uden at skulle bekymre os for at nogen andre kan se hvad vi laver. Det er en grundlæggende rettighed at selv kunne vælge hvor meget af os selv vi rent faktisk deler med omverdenen. Når man laver regler der er afhængige af hvad der sker i dit privatliv, så som hvem der sover på din sofa eller hvem du vælger at søge kærligheden med, så er tingene helt galt afmarcheret.

Hvis vi ignorerer det grundlæggende forkerte i at diverse "enheder for socialt bedrageri" pludselig har lov til at snage i folks privatliv, så kan vi gå videre til at kigge på effekten af at reglerne er indrettet på den måde. Den simpleste og mest optimistiske effekt er at hvis en enlig forældre finder sig en kæreste og de gerne vil finde sammen, så skal de give afkald på den økonomiske støtte der bliver givet til enlige forsørgere. En støtte næsten alle er enige om er nødvendig for at familien kan fungere, og børnene får de ting de har brug for. Effekten er at hvis en enlig forælder finder kærligheden, så skal de, mens forholdet stadig er ungt, bede deres nye kæreste om at betale ~2.500 kr til deres samlever, for at undgå at børnene kommer i klemme. Et absolut urimeligt krav at stille, men det er stadig realiteterne. Det skal samtidigt nævnes at de fleste tolkninger af "hvornår man skal indberette sin ændrede samlivs-tilstand" er hvis kæresten overnatter mere end 3 dage på en uge. Det betyder at en enkelt forlænget weekend enten udmønter sig i at man kommer på spanden økonomisk, eller at man gør sig skyldig i socialt bedrageri.

De færreste vil argumentere imod at enlige forældre sjældent er dem der har mest overskud i hverdagen til at gå ud og søge kærligheden. Endvidere arbejde på at finde sig et fuldtidsjob, få styr på privatøkonomien igen og generelt grave sig ud af det hul det alt for ofte kan være at sidde som enlig forældre, både socialt og økonomisk. Nu har vi så også sikret at ethvert forsøg på at finde nogen at møde hverdagens udfordringer med, enten betyder at man skal føle sig som en prostitueret eller kriminel. Lige det folk har brug for i deres hverdag. Det bliver dog lige en tand værre endnu. Fordi reglerne er indrettet så tåbeligt som de er, med en helt uhørt høj risiko for at gøre sig til social bedrager, så er der en del folk der føler at det er helt i orden at mistænke folk for allerede at være det. Resultatet er at enlige forældre mere end nogen andre bliver afskåret fra at trække på deres sociale nærmiljø, det er nemlig pænt svært at bede sin nabo om at passe ungerne en aften så man kan tage på date, hvis det drastisk forøger chancen for at en af de andre naboer vælger at anmelde en til kommunen.

Løsningen på dette problem er selvfølgelig at ændre reglerne så diverse tilskud kan tildeles uden at folk risikerer at blive beskyldt for at være sociale bedragere bare fordi de har et familiemedlem på besøg fra den anden ende af landet i en uge. Situationen er kun blevet værre med den nye "reform", hvor man før kunne finde sammen 2-3 venner i en mindre lejlighed for at holde udgifterne nede og støtte hinanden, så betyder det nu at alle taber, værst bliver det hvis en af personerne rent faktisk får et arbejde. Jeg har svært ved at sætte ord på hvad den slags skal kaldes, socialt ansvarligt er langt væk, fremtidssikret endnu længere borte.

Lad os få rettet op på denne skændsel i en fart, både for de enlige forsørgere der har været fanget i situationen længe og for alle de mennesker der står til at komme alvorligt i klemme i 2014. De penge vi bruger på at betale ekstra børneydelser kan vi sikkert spare på ved at lukke ned for dyneløfter patruljer rundt omkring i landet.
----
Ting der er værd at diskutere:

• Gemmer der sig andre steder i lovgivningen hvor gode hensigter fanger folk på uhensigtsmæssig måde?
• Hvorfor har vi som samfund valgt at fremme en stikker-kultur til skade for alle?

Stop med at straffe de arbejdsløse

Så er det tid til endnu en ting på listen, denne gang hopper jeg lidt, både fordi det er et emne som ligger mig meget på sinde, men også fordi listen aldrig var ment som værende sorteret, men efter at have lavet punkt 1, 2 og 3 i serie, så begyndte det at virke lidt for forudsigeligt hvad jeg ville skrive om som det næste.

Nedtoning af beskæftigelsesindsatsen

Dette er så en af de emner hvor jeg faktisk havde troet at der ville komme styr på sagerne efter at S-SF-R kom til magten i 2011. Desværre viste det sig at være en fejlantagelse og så må man jo fare til tasterne. Som jeg har været inde på tidligere, så har jeg kun begrænset erfaring med at sidde fast i systemet. I foråret 2004 blev jeg færdiguddannet som It-ingeniør og jeg spenderede så 6 måneder på dagpenge mens jeg søgte arbejde, før jeg vendte tilbage til studierne for at videreuddanne mig mens jobsituationen forbedrede sig (IT og 2003/2004 var en uheldig periode, jeg fik stadig standardiserede afslag på mine ansøgninger i starten af 2005, fordi det havde taget firmaerne så længe at komme igennem deres bunker af ansøgere). Dengang var holdningen at akademikere selv kunne finde jobs og de var derfor undtaget for diverse aktiveringsprogrammer. Alt i alt måtte jeg udfylde lidt papirarbejde en gang om måneden og stille til 2-3 informationsmøder, men ellers blev jeg overladt til mig selv. I foråret 2007 lagde jeg mig syg med depression og stress i en 6 måneders periode og gik så ledig i yderligere 3 måneder efter min raskmelding før jeg fandt fast arbejde, også denne gang slap jeg rimeligt nemt igennem beskæftigelses-apparatet fordi jeg nåede at finde et nyt job indenfor de første 3 måneder af at blive raskmeldt, og så selvfølgelig fordi jeg var en akademiker i en god A-kasse, der kørte tingene på en måde de mente var forsvarligt.

Selvom jeg undgik alt bureaukratiet så kan jeg stadig tænke tilbage til den tid og mindedes hvor modløs min hverdag var, hvor svært det var at leve i usikkerhed og mangle enhver mulighed for at planlægge og tage ansvar for sin egen fremtid. Jeg havde længe været engageret i frivilligt arbejde som gerne udmundede sig i et stort projekt i løbet af sommeren, projekterne var noget vi forberedte i vores fritid i mellem 6 og 12 måneder i forvejen, så at have 100% fritid pr. 1. Februar kan måske lyde som den perfekte lejlighed til at virkeligt få gjort noget stort ud af det. Den slags projekter kræver dog også at man arbejder i døgndrift på dem i ca. 2 uger mens det hele kulminerer og når man er jobsøgende er man lidt efterladt uden nogen muligheder for at planlægge ferie. Hvis et job tilbyder sig og det kræver at man undlader at holde ferie i den periode hvor man troede man skulle knokle i døgndrift på ens fritidsprojekt, så er det fritidsprojektet der må vige. Personligt ville jeg have det utroligt dårligt med at bede 2-500 mennesker om at forberede en stor begivenhed i 6 måneder for derefter at melde fra 14 dage før, fordi jeg fik et jobtilbud. Så i stedet for at have 6 måneder til at forberede drømmeprojektet, så fik jeg 6 måneder hvor jeg aldrig kunne planlægge mere end til næste weekend. Det var bl.a. i den periode jeg fik lagt kimen til den depression der skulle vælte mig 3 år senere.

Min oplevelse og sikkert også mange andres oplevelse er at det at være arbejdsløs er noget lort. Det er ganske simpelt forfærdeligt for de fleste af os at føle os totalt overflødige. Når det så er sagt, så er der kun en ting der kan gøre det værre, og det er at blive sat til at gøre ting som er ligegyldige. Og det er så her jeg kommer til min pointe for dette meget simple forslag:

Lad da for helvede være med at piske arbejdsløse mennesker rundt i manegen som var de dyr!

Hele ideen om jobcentre virker som en god ide. Kyndige jobkonsulenter der hjælper til at matche folk op med jobs der matcher deres kompetencer. Desværre er det langt fra hvad der sker. Det første man opdager som ledig er at det forventes at man logger ind på jobnet mindst en gang om ugen og trykker på en knap som siger "jeg er stadig en taber og en samfundsnasser". Teksten er lidt anderledes, men budskabet er helt klart, hver eneste mandag skal du melde din fiasko igen. Rationalet er at man vil undgå at arbejdsgiverne skal kigge forgæves iblandt jobsøgere der allerede har fundet job andre stedet, så ved at tvinge folk til at logge ind hver uge og bekræfte sikrer man en høj grad af relevans i jobnets-CV-database. DET ER BARE 100% GYLLE! Selv mens der var opgangstider var der ingen seriøse arbejdsgivere der søgte i jobnets CV-database og nu, hvor et opslag som kasse-assistent i Netto kan medføre 100+ ansøgninger, virker det direkte åndssvagt at forsøge at jagte kandidater til stillingerne selv. Jeg ville delvist kunne forstå en "giv lige et praj i slutningen af måneden om du fortsat skal have kontanthjælp"-knap, bare så man undgik at udbetale penge til folk som var kommet i job. Selv der ville det være trivielt at samkøre en persons A-skat indbetalinger og derfra regne ud at de nok var forbi perioden hvor de skulle bruge kontanthjælp.

Den næste ting på listen er at man bliver sendt på jobsøgningskursus: Der er private virksomheder der tjener kassen på at holde en kurser i ting der er 97% værdiløst. Det er jobcentrene der sender folk på kursus, helt uden deres "kunders" input og lige som i tilfældet med hjemmeplejen, så er der ingen sammenhæng imellem dem der får varen leveret og dem der betaler for det, og derfor er kvaliteten også yderst ringe. Hvis der er noget der virkelig skader ens selvværd når man er ledig, så er det at føle sig magtesløs, og det at sende folk på ligegyldige jobsøgningskurser af folk hvis bedste egenskab indenfor jobsøgning var at de kunne blive jobsøgningskonsulenter, er helt ufatteligt skadeligt. I dag er der vagter ansat på jobcentrene til at holde styr på de folk som bukker under dette pres og tyer til vold imod det system der forsøger at knække deres ånd og sjæl. Et system som dette bør vi alle bekæmpe.

Endeligt er der aktiveringsindsatser og Løntilskudsstillinger. Jeg ved at stort set alle børneinstutioner i landet har fået skåret i antallet af ansatte og samtidigt er blevet pålagt at oprette løntilskudsstilinger. Så i stedet for at have den samme faste medarbejder der kan indgå i et ligeværdigt forhold med de andre ansatte og være et fast holdepunkt i hverdagen for børnene, så har vi nu 10-25% 6-12 måneders discount-ansatte gående omkring. De får lov til at lege stoleleg mellem institutionerne hvor de kan håbe på at de er i løntilskud på det tidspunkt hvor en anden medarbejder stopper, så de kan få et fast job og nogle andre stakler kan få lov til at have rotations-pladsen. Ord kan ej beskrive hvor meget det må føles at blive fyret grundet besparelser og derefter blive tilbudt sin gamle stilling som løntilskudsjob hvor du får lov til at knokle lige så meget som før, til en lavere løn der samtidigt tæller imod din tid på dagpenge. Særligt i børne-institutioner er det også 100% uærligt at prøve at opbygge en relation til børnene imens man ved at man har 0 dages opsigelse i løntilskud og forventes at træde til med dags varsel hvis man får et jobtilbud i en anden institution. Der er vitterligt børn som dukker op om mandagen og får at vide at "Martin" er væk, og det bare er ærgeligt at de aldrig fik en chance for at sige farvel.

Når man er arbejdsløs så er det vel fair at man skal opfylde nogle krav for sin ydelse?
Det er det klassiske angreb fra højrefløjen, som "venstre"-fløjen bare har accepteret uden at sige imod. Spørgsmålet er helt forkert. Spørgsmålet bør i stedet være "hvorfor bruger vi kræfter på at bryde folk ned, som vi skulle bruge energi på at bygge op i stedet?" At stille krav om "noget for noget", antyder at arbejdsløse reelt bare er lønslaver til en minimal løn, og derfor kan man tillade sig hvad som helst overfor dem. Det er altså mennesker vi har med at gøre her! Mit forslag går ganske simpelt på at droppe 90% af alt "aktivitet" som foregår i jobcentrene. Lad folk komme for at få hjælp hvis de mangler vejledning til hvordan man bevæger sig i job-junglen, hvis de føler de har brug for det og lad virksomheder henvende sig hvis de har brug for nye medarbejdere, men skrot ideen om at lege slavepisker. Lad folk selv vælge hvilke kurser de eventuelt gerne vil på, så de kan få opkvalificeret sig yderligere.

Jeg vil klart erkende at dette forslag vil betyde mere arbejdsløshed. Hvis vi dropper at tvangs-sende folk på værdiløse kurser hele tiden, så vil der givetvis være nogle kursus-virksomheder der må skære ned i medarbejderstaben. Det kan også tænkes at vi kan fyre 50-70% af de ansatte i jobcentrene, fordi deres job som slavepiskere er overflødige. De funktioner tror jeg nu godt vi som samfund kan klare os med bliver afskaffet. Lad os holde op med at spilde kræfterne på at jagte de arbejdsløse og i stedet fokusere på at tage os af vores befolkning som helhed.

At være politisk hjemløs

En af grundene til at jeg har givet mig i kast med hele dette blog-projekt er fordi jeg føler mig politisk hjemløs og gerne vil tage mig sammen og få gjort noget ved det. Min tankerække går nogenlunde som følger:

• Dansk folkeparti er ude i kulden. De er i mine øjne nationalfascistiske mens de prøver at sælge en agenda som værende socialistiske og fokuseret på samfundets svage. Deres demokratiske tilslutning bunder i at folk skal have det skidt, og gerne mens de kan skyde skylden på "de fremmede". Det er derfor de i 10 år støttede op om en blå regering som systematisk forringede vilkårene for samfundets svageste og samtidigt havde travlt med at afspore alt hvad der kunne minde om integrationsindsats. På den lange bane giver det enormt god mening, de er gået støt frem i vælgertilslutning efterhånden som tingene er blevet værre og værre. De er i mine øjne, både et symptom på, men også en kilde til, de problemer Danmark står overfor, De er desværre næppe en del af løsningen, da dette samtidigt ville fjerne deres eksistensberettigelse.

• Liberal Alliance er ude, deres tanker omkring normal liberalisme og den personlige frihed er meget noble, desværre virker det for mig som om at de i meget højere grad er interesseret i de neo-liberale tanker omkring finansiel deregulering og afvikling af samfundet som helhed. Da jeg ser neo-liberalismen som en kilde til en masse af den ulykke og dårligdom vi oplever i vores hverdag i dag, så er jeg nødt til at vælge dem fra. At de samtidigt er finansieret af en større dansk investeringsbank som har valgt at forsøge at købe sig til politisk indflydelse ser jeg også meget kritisk på. Jeg er bevidst om at der altid vil være finansielle interesser forbundet med politisk aktivitet og alligevel virker dette som at være gået et par skridt over stregen for mig.

• Enhedslisten er også ude. De er hovedsageligt ude i kulden fordi de mere er kommunister frem for socialister. Det betyder at en stor del af deres egentlige princip-program er så totalitært at folk ville ryste på hovedet hvis de nærlæste det. Det meste af deres politiske fremgang for tiden bunder i at folk leder efter hvad som helst politisk der bare er en smule rødt, og de beklageligvis er det eneste parti der kan kalde sig dette for tiden. Jeg tror faktisk at mere end halvdelen af deres stemmer kommer fra folk som ville gå i panik hvis Ø fik konkret magt, men som mangler et mere moderat socialistisk parti at stemme på. Endeligt er det lidt et problem for en pragmatiker som mig at støtte op om et parti hvis officielle linie er at de ALTID vil være i opposition.

Det var de tre idealistiske yderpunkter. Ø og LA har begge en klar idealistisk linie som de følger, men det er en anden ideologisk linie jeg søger. Det efterlader mig med "center-partierne", der desværre alle har den egenskab at de har siddet i regering for nyligt, og at den største forskel man mærkede imellem de to hold var at grænsebommene og nogle af de andre knæfald for DF blev rullet tilbage da DF forsvandt som støtteparti. For resten af dem hedder det sig stadig at den samme autoritære neoliberale politik der blev ført under V-K-O er fortsat stort set uændret under S-SF-R. Lad os dog alligevel tage et kig på dem. Startende fra den teoretiske højre og gående mod venstre.

• Konservative, de riges parti, som en søn af en selvlært automekaniker og en sekretær, har jeg lidt svært ved at identificere mig med dem. Jeg har faktisk hørt en masse gode ting omkring de konservative, og kan godt forestille mig at de har en masse gode ting at tilbyde dansk politik, det bliver bare uden mig som frontløber.

• Venstre, det liberale parti, det helt store parti, som konstant har lig væltende ud af lasten og absolut ingen skam i livet over at de har det. Der er vist ingen grænse for hver meget snavs man kan have lavet i Venstre og stadig være inde i varmen. Dem har jeg meget svært ved at støtte op om, særligt når man opdager at en stor del af de kontrol-instanser som eksisterer i Danmark for at undgå at der sniger sig korruption ind i det politiske apparat blev modarbejdet og undergravet sidste gang de havde magten, deres magtfuldkommenhed er absolut skræmmende. I 1993 gik hele regeringen grundet Tamil-sagen og der blev indledt en rigsretssag, da historien gentog sig selv i 2011, blev en enkelt minister udskiftet, men derudover kom der ingen konsekvenser overhovedet. Venstre er også partiet med den 100% hemmelige hovedbestyrelse, hvilket er alt andet end betryggende i et moderne demokrati.

• Radikale Venstre, de social-liberale. De radikale er der ofte folk der har meget svært ved at finde ud af hvor er placeret, og jeg er nok også en af dem. Jeg kan sagtens se hvor de burde være placeret rent ideologisk, desværre lader det til at de er på besøg i den neoliberale puritaner lejr for tiden. Jeg læste et sted at de i 70'erne havde stemt imod indførelse af lovkravet om at folk skulle køre med sikkerhedssele i bilerne, fordi det måtte være op til folk selv om de ville øge deres personlige sikkerhed, det skulle samfundet blande sig uden om. En holdning som jeg måske mener er lidt uansvarlig, men de var da i det mindste virkeligt klare i spyttet omkring hvad det betyd at fremme det liberale i samfundet. I dag er de villige til at tvinge folk til at være sunde hvis det kan få dem til at leve længere, frit vælg være fordømt. Det til trods, så er Radikale Venstre en af mine bedste bud, selvom de meget gerne må sparke deres kommunikations-bureau på porten. Det er sku' lidt tragisk at have problemer med grundlæggende grammatik, når man lige har tromlet skolelærerne.

• Socialdemokratiet, frihed, lighed og fællesskab. Socialdemokraterne ved du hvor du har, eller det gjorde du indtil årtusinde-skiftet. Jeg kan enormt godt li' de socialdemokratiske idealer, og savner i høj grad et politisk parti på den plads som Socialdemokraterne engang beboede før de smuttede til te-selskab sammen med Radikale venstre i den neoliberale puritaner lejr. Som socialliberalist kan jeg rigtigt godt forenes med principperne om frihed, lighed og fællesskab, desværre lader det til at den styrende politiske elite i Socialdemokratiet helt har glemt hvad det så drejer sig om.

• Socialistisk folkeparti, det virker lidt på mig som om at SF er blevet fanget imellem at følge med til festen med S og R, og i processen har glemt at markere hvordan de adskiller sig fra deres regeringspartnere. Alle tre regeringspartier har svigtet deres vælgere og ideologier, men i det mindste er springet mellem SF og Ø overkommeligt lille. Der er også en generationskløft i SF som gør at mens Ø både er for gamle kommunister men også for de unge socialister, så virker det som om at den yngre generation i SF er begyndt at vandre over til Socialdemokratiet. Umiddelbart tror jeg at manglen på liberale principper om personlig frihed, i SF's ideologi gør at jeg hælder mere i retning af S eller R.

Her er det så at jeg går lidt i stå i mit parti-valg. Jeg kan sagtens udelukke en del af partierne alene på hvor de burde være, hvilket efterlader mig med S og R. Herfra bliver det svært fordi selvom jeg ville kunne passe fint ind i begge partier ud fra hvor de burde ligge politisk, så har jeg nok samme problem som en helt masse andre folk, nemlig at det langt fra er hvor de rent faktisk befinder sig når man kigger på deres handlinger. Det er min opfattelse at indenfor begge partier er der en stigende frustration over at deres politiske partier og holdninger på den måde er blevet taget til fange af deres respektive folketingsgrupper, og de fleste mener sagtens at man kan forsøge at tage et opgør med ledelsen omkring deres politik. Jeg er helt med på at man som eksisterende medlem kan tillade sig at sige "i er gået væk fra den kurs jeg blev medlem på grundlag af, se at få rettet ind", men gælder det reelt også for nye medlemmer?

For mig virker det forkert at slutte sig til et politisk projekt man er uenig i. Det virker uærligt og ekstremt hovmodigt at melde sig ind i et parti hvor ens øverste punkt på dagsordenen er at slippe af med de førende medlemmer, når de samme medlemmer har investeret op mod 20 år i partiet. I en ideel verden, så kunne man slutte sig til under Socialdemokraternes faner nu, vente på at det neopolitiske projekt lider skibbrud ved næste folketingsvalg og så være klar til at samle stumperne op mens der alligevel bliver udskiftet i ledelsen (som der så ofte bliver efter et skidt valg). Så kunne man bruge de næste 4 år under en Venstre-regering med at få formuleret en fornuftig rød politik og så håbe på at der kun skulle gå 4 år før folk var klar til at give Rød blok en chance til. Det helt ideelle ville selvfølgelig være at Helle fik en eu-toppost i 2014 og Bjarne rykkede med sydpå, men det virker mindre realistisk for tiden.

Skræk-scenariet er så omvendt at Lars Løkke jokker videre rundt i spinaten som han har haft gjort de seneste par uger, Helle bliver genvalgt i 4 år mere og derefter får en ny Venstre-leder (uden at skulle gisne på hvem det måtte være) magten i de næste 8 år, med DF som regeringspartner. I så fald er der først håb om at tingene kommer tilbage på en nogenlunde fornuftig kurs engang i år 2027 og det er satme tragisk!

Så hvad gør vi så?

Jeg er aldeles rådvild, men prøver at holde mit sind åben for forslag og ideer.

Liberaliser hjemmeplejen

Sønnen sover fra det hele denne fine søndag, så der er fart over feltet med skriverierne. Dette er endnu en af de ideer jeg har ligget inde med i ret lang tid, men aldrig rigtigt er kommet i gang med at få beskrevet i detaljer og delt med verden.

Liberaliser hjemmeplejen

Når vi snakker om ældrepleje så har jeg bemærket at "liberalisering" oftest bare er en spareøvelse der går ud på at fyre kommunale medarbejdere og i stedet hyre private firmaer ind for lidt færre penge til at løse de samme opgaver. Det er jo bare privatisering og selvom det er en naturlige del af af den store plan, så er det langt fra det centrale og vigtige i planen. Min ide går meget simpelt ud på at lade de ældre selv vælge hvem de gerne vil modtage deres ældrepleje fra.

For at kunne snakke om forandring er det altid en fordel lige at have styr på hvordan tingene, efter min opfattelse, er lige nu. I dag bliver borgere der har brug for pleje tildelt det på en "ydelses eller timebasis". Fru Olsen har brug for en ugentlig støvsugning og hjælp med indkøbene, derfor tildeler vi hende to ugentlige besøg af 45 minutter. Hr. Hansen er ude af stand til at gå i bad selv længere, så vi sender en hjemmehjælper forbi én gang om ugen til at hjælpe ham med det. De timer som nu er blevet tildelt til de enkelte mennesker bliver derefter udført af enten kommunens egen hjemmepleje, eller oftere, af et privat firma som kommunen har hyret til opgaven. De private firmaer tjener deres penge ved at være mere effektive end kommunens egne folk, en effektivitet som oftest går ud over de ældre selv og også gerne plejepersonalet.

Hvorfor det er forkert

Det første problem opstår ved at det er kommunen der er kunden i forhold til de firmaer der udfører hjemmeplejen. Som plejekrævende person har man absolut intet at sige overfor de mennesker der kommer i ens hjem og skal hjælpe en i til tider MEGET personlige anliggender. Der er selvfølgelig klagemuligheder, men det er sku' svært at klage over den eller de personer man er afhængig af for at kunne komme i bad eller på toilettet jævnligt. Endvidere er det oftest de stramme tidsplaner der er problemet og derfor kontrakten mellem firma og kommune, frem for den enkelte medarbejder. Prøv du som privatperson at brokke dig over at kommunen har indgået en dårlig aftale med et firma. Med mindre firmaet rent faktisk misligeholder deres kontrakt, så må man bare vente til kontrakten udløber og håbe på at det er et bedre firma der denne gang er billigst.

Tanken

I stedet for at kommunen vælger hvilket firma der skal udføre hjemmepleje, så skal det være op til den enkelte borger med et behov at vælge hvem de gerne vil have i deres eget hjem, og eventuelt også hvilke opgaver de gerne vil have udført. I praksis betyder det at når det kommunale tilsyn har været forbi og besluttet at en borger har brug for visse hjemmepleje-ydelser, så omregnes dette til et fast månedligt støttebeløb. Derefter kan den enkelte borger selv forvalte de penge som de finder bedst. De kan vælge at lade kommunens egne folk udføre opgaven, eller de kan hyre et privat plejefirma til at løse opgaven. Borgeren kan så selv vælge den hjemmepleje de mener passer dem bedst. Måske mener de selv at de kan undvære indkøbshjælpen hvis de i stedet kan slippe for rengøringen, eller også vil de gerne nøjedes med at få støvsuget hver anden uge, hvis det så også betyder at der er tid til at få gjort ordentligt rent en gang om måneden. Det kunne også tænkes at nogen gerne vil lægge nogle penge af egen lomme for at få løst nogle opgaver i hjemmet som de egentlig godt kunne klare selv, men helst er foruden.

Jeg forestiller mig at den kommunale hjemmeplejes opgaver vil kunne inddeles i tre ansvarsområder:

• Den traditionelle hjemmepleje, som den altid har været, de vil måske være mindre "effektive" end de private firmaer, omvendt, så skal de være beredte på at tage over hvis der opleves svigt fra det private eller der på anden måde sker en stigning i antallet af kunder i butikken.
• Visitation, det er opgaven hvor man vurderer hvor meget pleje folk har brug for, en opgave som bør være på kommunale hænder til alle tider, da det ellers er de private firmaer der får lov til at bestemme deres egen pris.
• Opsyn, dette område handler om at sikre at borgerne undgår at blive bondefanget af private firmaer. I alle brancher er der brådne kar og deres tilstedeværelse er oftest betinget af at de kan slippe væk med det. Opsynets opgave er at forhindre at det sker og eventuelt rådgive omkring valget af serviceleverandør.

En af fordelene ved denne løsning er at det åbner op for et væld af initiativer, som tidligere har været udelukket. I stedet for at tvinge firmaer til at være en vis størrelse for at kunne byde på de kommunale udlicitationer, kan firmaer nu vælge at specialisere sig og have den størrelse de mener er bedst for dem. Nogen vil satse på stordrift til at holde administrationsomkostningerne i bund, mens andre vil gå efter at sørge for at holde personalegruppen lille nok til at have en personlig kontakt til deres kunder. Nogle folk vil givetvis vælge at hyre f.eks. familiemedlemmer til at hjælpe til med rengøring og indkøb. Hjemmeplejere kan vælge at være selvstændige og kun have 1-10 kunder, som de så tager sig rigtigt godt af, andre kan vælge at investere i robot-støvsugere og it-teknologi til at servicere deres kunder. Det kan også tænkes at kommunerne vælger at oprette mere end en hjemmepleje-enhed, således at der opstår noget intern konkurrence mellem dem for at sikre en god service og en god økonomi.

Når alt kommer til alt, så tror jeg faktisk at selv hvis alle hjemmepleje-firmaerne fortsatte med "business as usual", så ville det stadig gøre livet bedre for den enkelte borger at vide at hvis de er utilfredse med servicen så har de mulighed for at vælge nogle andre til at hjælpe dem. Vi er alle mennesker og som mennesker har vi et behov for at kunne kontrollere vores eget liv, at give folk lov til at bestemme hvem det er man gerne vil hjælpes af, er i mine øjne en absolut central del af at have selvbestemmelse. Lad os endeligt få lavet om på tingene i en fart, det vil gøre livet bedre for både de mennesker der vælger at knokle med at passe på dem der har brug for det og sikre at vi alle kan gå alderdommen i møde med værdighed og respekt.

--------
Ting der er værd at diskutere:

• Jeg forventer at man kunne sløjfe opsynsopgaven for de borgere der valgte at benytte den kommunale hjemmepleje. Bør man derfor give pengene til hjemmeplejen, eller bare trække omkostningerne i forbindelse med opsynet fra den pose penge som borgerne selv kan forvalte?
• Hvordan undgår vi at drukne folk i plejetilbud fra 23 forskellige firmaer der alle vil tilbyde noget forskelligt?

Hvorfor DR-licens skal nedlægges, men DR selv bevares uændret

Her kommer så næste indlæg i mit ide-katalog, så vidt jeg kan lure på folk, så er I positivt stemt derude, selvom der endnu mangler at komme gang i kommentarsporet herinde. Jeg fortsætter dog ufortrødent med et lidt nemmere emne i denne omgang.

Nedlæg DR-Licens

Der er ret mange der gerne vil afskaffe licensen, desværre, i mine øjne, for de lidt forkerte årsager. De fleste der ønsker licensen afskaffet mener at de får for lidt for pengene eller bare at de aldrig ser, lytter til eller læser ting som Danmarks Radio producerer og derfor er det kun fair at de slipper for at betale licens. Jeg kan sagtens se logikken i argumentet, det er bare den forkerte diskussion at tage i min optik. I Italien og til dels i U.S.A. har vi set hvad der sker når der pressen i stedet for at være fri er underlagt ejerskab af magteliten. Korruption og magtmisbrug bliver skjult, politiske modstandere hængt ud og den offentlige debat forstummer, kort sagt, demokratiet har meget trænge kår.

Selv i Danmark har er der eksempler på at bl.a. TV2 har "mistet" inkriminerende optagelser af VKO-regeringen, hvilket er pænt problematisk. Jeg mener at det er bydende nødvendigt at vi stadig har Danmarks Radio som en offentlig institution, som et uafhængigt medie der hverken kan købes eller tvinges til at tie stille når der er brug for at blive kæftet op. Derfor er det også vigtigt at den direkte politiske indflydelse som de seneste par regeringer har fået indført i Danmarks Radio bliver demonteret igen. Man snakker om at pressen skal være den fjerde statsmagt der sikrer at de tre andre holder stien ren, og i den sammenhæng skal Danmarks Radio være den sidste bagstopper på den front. Det er min opfattelse at vi har en rimelig stærk og kritisk presse i dagens Danmark, de er dog altid presset af svindende oplag og en større del af dem er samlet i store mediehuse. For en lille nation som Danmark kan det være kritisk hvis en stor medie-koncern skiftede hænder til nogen med en aktiv (og tvivlsom) politisk agenda, og der ville jeg være glad for at jeg i det mindste kunne høre på DR at den og den avis er blevet overtaget.

Det var så mit argument for hvorfor vi skal beholde Danmarks Radio, selvom de for min skyld godt må spare lidt på krudtet i underholdnings-segmentet og i stedet fokusere på folkeoplysning og dybdegående journalistik. Vi kan så gå videre til at snakke om hvorfor licensen bør afskaffes.

Hjemmets ukrænkelighed

Dette er nok den absolut vigtigste grund. Det kan uacceptabelt at vi har nogle folk hvis job det er at forsøge at kigge ind af vinduerne hos tilfældige danskere og på anden måde overvåge os som befolkning. Hjemmet er ukrænkeligt og derfor bør vi også indrette vores samfund således at det aldrig er nødvendigt at spionere på folk. Det er på ingen måde i orden at de dukker op på folks bopæl og begynder at stille dem spørgsmål omkring deres privatliv. Dette gælder i øvrigt også for andre dele af den offentlige administration, men det vil jeg komme tilbage til på et senere tidspunkt.

Spild af ressourcer

Licens er bøvlet, man skal huske at tilmelde sig når man flytter hjemmefra, den skal opdateres når man flytter og det er generelt en masse administration som er fuldstændigt overflødigt når medielicensen gør at næsten alle indbyggere i Danmark skal betale licens. Før de ændrede tv-licensen til at være en medie-licens var jeg selv kun tilmeldt radio-licens, fordi jeg stort set aldrig ser TV. Mens jeg kun var tilmeldt radiolicens fik jeg 2-3 gange om året breve fra DR-licens der informerede mig om at hvis jeg havde et tv, så skulle jeg også betale tv-licens. Meget flinkt af dem at oplyse mig om dette, men også et totalt spild af ressourcer. Når vi nu har besluttet at vi gerne vil have Danmarks Radio og at vi alle skal betale for at de leverer varen, så er det virkeligt fjollet at vi bruger offentlige midler på at inddrive de penge på en så ineffektiv måde.

Social skævhed

Licens er en meget underlig størrelse, fordi det er baseret pr. husstand, det betyder at enlige betaler det samme i licens som store familier. Det er min umiddelbare opfattelse at det oftest er tidligt og sidst i ens voksne liv hvor ens økonomi både er svagest og chancen for at man bor alene er størst. Det betyder at licens, rammer hårdest på dem der er dårligst stillet til at håndtere det, nemlig studerende og pensionister. Indenfor beskatning er der normalt 3 forskellige modeller man snakker om.

• Flad beskatning, hvor alle betaler det samme uanset hvor meget de måtte tjene eller andre faktorer.
• Procentuel beskatning, hvor alle betaler den samme andel af det de tjener. Tjener du mere betaler du også mere i skat, men alle betaler den samme andel af deres indtægt. Det klassiske historiske eksempel er kirkeskatten, kaldet tiende, som sjovt nok handlede om at 10% af alt du tjente skulle tilgå kirken.
• Progressiv beskatning, hvor skattesatsen stiger efterhånden som du tjener flere penge. Det er den model vi har i Danmark, hvor din skatteprocent stiger alt efter hvor meget du tjener.

Licens er et tilfælde af flad beskatning, men det er faktisk en lille tand værre, fordi den netop er pr. husstand, i stedet for pr. person som beskrevet ovenfor.

Forslaget

Mit forslag er egentlig at vi fyrer hele DR-Licens afdeling og i stedet opkræver den samme mængde penge over skatten. I praksis ville jeg gøre det ved at sænke alle folks personfradag med det nødvendige beløb, højst sandsynligt noget i retning af 100-150 kr om måneden. Slut med ekstrastrafning af studerende, enlige mødre og pensionister, slut med licensmænd der kigger ind af vinduet og slut med en masse overflødigt bureaukrati for alle involverede. Vi slipper også for at blive indberettet til DR-licens hver gang vi køber et tv eller en mobiltelefon. Enlige slipper lidt billigere, familier kommer til at betale en smule mere, alles liv bliver lidt simplere og vi får nedlagt en aktivitet indenfor det offentlige som absolut ingen værdi tilføjer til samfundet, så hvad har vi at tabe?

-----

Så er andet indlæg klar til diskussion, jeg vil også meget gerne høre fra folk hvis der er nogen af emnerne på Ide-listen som i gerne vil have at jeg skriver om først.

3:2 Princippet

Hej og velkommen tilbage.

Dette er det første indlæg i kategorien Idekatalog, mit forsøg på at samlet nogle forskellige ideer, som forhåbentligt kan bruges til at gøre Danmark endnu bedre at leve i for os alle sammen. Jeg håber i tager godt imod det og beklager hvis det er blevet lidt tungt på talsiden, selvom jeg havde lovet at holde lidt igen med den slags.

Omstil alle offentlige ydelser efter 3:2 princippet.

Denne ide tager sit udspring i den evindelige debat om at det skal kunne betale sig at arbejde. For selvom nok så mange analyser viser at det godt kan betale sig at tage et fuldtidsjob, så ignorer de fleste af dem, at langt fra alle stillinger rent faktisk er på 37 timer om ugen. En stilling på kun 20 timer om ugen i et supermarked, giver dig kun ~9-10.000 kr om måneden i løn. Når kontanthjælpen er på 10.500 kr om måneden, og alle penge man tjener bliver direkte modregnet i kontanthjælpen, så betyder det at man ender med at arbejde 80 timer på en måned og få absolut ingenting for det. Resultatet er at stillingen går ubesat hen, fordi det kun er studerende der er interesserede i sådan en stilling og at arbejdsgiverne kan brokke sig over at de dovne arbejdsløse der nægter at tage imod det de bliver tilbudt.

Så kernen i min ide består i at man i stedet for at modregne hver eneste krone tjent, med en krone mindre i offentlig ydelse, så at man modregner med at for hver 3 kroner tjent, så fjerner vi kun 2 kroner fra den tilsvarende offentlige ydelse. Det betyder at hvor en person der arbejdede sig frem til 9.000 kr i løn tidligere ville have fået modregnet alt og derfor stået med de samme 10.500 kr før skat. Så vil den samme person nu få sine 9.000 kr i løn og så 10.500 kr - (9.000 * 2/3) = 4.500 kr i kontanthjælp. Derved ender de med at få 13.500 kr før skat. Det er nemmest at vise med en graf.

På økonomien vil det betyde at man bliver ved med at modtage kontanthjælp indtil man tjener 15.750kr før skat om måneden. Kontanthjælpen er så yderligere begrænset af at man skal være "rigtigt fattig" før man må modtage den. Nærmere betegnet skal man have mindre end 10.000 kr på kontoen, for at være værdigt trængende. Det har så den ret uheldige bieffekt at de færreste der er på kontanthjælp har muligheden for at spare op til indskuddet i en lejlighed (typisk 3 måneders husleje). Deres muligheder for at få lån til sådan et indskud er også ret begrænsede, så de bliver med andre ord stavnsbundet til hvor de nu måtte bo for tiden, om det så måtte være på gaden. Derfor ville jeg foreslå at loftet gøres fleksibelt efter nogenlunde det samme princip. Tanken er at efterhånden som du får sparet lidt penge sammen, sættes mængden af kontanthjælp du maksimalt kan få udbetalt ned.

Hvis vi tager eksemplet fra tidligere, med en person der arbejder 80 timer om måneden, og derfor kun får 4.500 kr udbetalt som kontanthjælp, så vil de nu have mulighed for at spare ca. 33.000 kr sammen, uden at det påvirker det kontanthjælpsbeløb de modtager. Det giver folk en mulighed for at langsomt arbejde sig op fra det hul som kontanthjælpen kan være for nogen, hvilket jeg syntes er enormt vigtigt. Som samfund skal vi tage os af dem der har brug for hjælp, og det er derfor vigtigt at vi hjælper dem på en værdig måde og samtidig sikrer os at det er overkommeligt at komme til at stå på egne ben igen. Dette er også grunden til at jeg er glad for tanken om det fleksible loft. Den eksisterende måde kontanthjælpen er sammensat på fungerer nok som sikkerhedsnet, men det er et sikkerhedsnet som fungerer på en meget brutal måde. Der er ingen hjælp at hente før du er helt og aldeles på spanden og alle andre muligheder er udtømt, så når du først lander dernede, så har man også opbrugt alle de ressourcer man kunne anvende på at komme på fode igen i en fart. Min tanke er at i stedet for at lade folk være i frit fald hele vejen ned til bunden, så at støtte dem tidligere i forløbet.

Derved undgår man også det lidt perverse i at hvis man bliver ledig med 30.000 kr på kontoen, så har man valget mellem at holde igen og overleve for 5.000 kr om måneden i 5-6 måneder og så få kontanthjælp, eller bare brænde de første 25.000 kr af i en fart og derefter får kontanthjælp med det samme. Mængden af penge man har at overleve for er den samme, og som samfundsdebatten er for tiden, så er du stemplet som "ledig" (og derfor uønsket) uanset om du får kontanthjælp, dagpenge eller lever af egen opsparing, så hellere bruge pengene i en fart!

Hvad med alle de andre ydelser?

Generelt var min tanke at man anvendte 3:2 på alle offentlige ydelser, særligt kunne jeg godt tænke mig at man anvendte det på førtidspensionister, og så helt droppede tanken om at revisitere deres status som pensionister hvis de har held med at opretholde et arbejde over en kortere eller længere periode. Jeg kender indtil flere personer med psykiske og fysiske skavanker der giver dem mulighed for at arbejde alt mellem et par uger og nogen gange et halvt år i træk før deres krop eller psyke siger stop. For dem ville det være en stor glæde at kunne tage noget ansvar for deres egen skæbne, uden at frygte at de så mister deres førtidspension de er så afhængige af når den gode periode slutter for dem. En 3:2 løsning for dem uden revisitering vil gøre deres liv markant bedre uden at koste samfundet noget som helst.

SU er en lidt særlig størrelse, fordi man på SU gerne må tjene et vidst beløb pr. måned, men i samme øjeblik man overskrider dette, så frafalder SU'en helt. Dette er opgjort på årsbasis og giver alskens uforudsigelige konsekvenser for studerende. I det nuværende system må man tjene lige over 9.000 kr om måneden, og derefter falder hammeren. I min version har jeg som udgangspunkt sat det til at man kan tjene det samme som man får i SU før 3:2 reglen træder i kraft. Det giver følgende graf for SU-modtagere.
 

For ydelser hvor der er "klip" involveret så som dagpenge og SU ville jeg end videre gøre det sådan at det beløb der bliver reduceret i ens udbetaling bliver overført til næste måned, og at man først bruger det næste "klip", når eventuelle restbeløb fra tidligere måneder er anvendt. Så hvis man f.eks. Kun får 2/3 af sine dagpenge udbetalt fordi man har fundet deltidsarbejde, så rækker ens dagpengeperiode 50% længere. Generelt er dagpenge-systemet en smule mere fleksibelt end de fleste andre systemer, men det er langt fra perfekt. F.eks. kigges der kun på antallet af arbejdstimer for supplerende dagpenge og frem på hvor meget man rent faktisk har tjent mens man arbejdede.

Anekdote: Da jeg var ledig sidst blev jeg tilbudt en konsulent-opgave hvor lønnen var fast for at løse nogle veldefinerede problemer. Det konkrete beløb er gået i glemmebogen, men lad os antage at opgaven blev aflønnet med 5.000 kr, Eftersom arbejdsgiveren var ligeglad med hvor mange arbejdstimer jeg brugte på at løse problemet (så længe problemet blev løst hurtigst muligt), så ville det kun være mig selv der kendte sandheden om jeg havde brugt 2 eller 30 timer på opgaven (indenfor IT kan der godt være voldsom forskel på hvor længe en opgave tager, nogen gange finder man bare fejlen i en fart og der er en simpel løsning for hånden). Det bliver problematisk når man tænker på at for hver time jeg fortæller A-kassen at jeg har været om at løse opgaven bliver mine dagpenge reduceret med 100 kr, så er der alt mulig grund til at lyve for sig selv og andre. Lige i dette tilfælde var jeg sygemeldt med stress og en depression, så opgaven var præcis den slags ting jeg skulle undgå. Så jeg takkede nej og slap for det moralske dilemma i den omgang.
Jeg kan sagtens forestille mig at der er mange freelancere på dagpenge der sidder i den klemme hver eneste gang de skal udføre en mindre opgaver, og indenfor særligt en del af de kreative fag er det de små jobs der opbygger ens portefølje og ry, så man bliver hyret til de gode jobs der gør at man kan komme helt væk fra dagpengene og få skub i karrieren. Hvis man reformerede dagpengene efter 3:2 princippet, så ville vi slippe for at skulle tvinges til at vidne mod os selv. Hvis man sidder derhjemme og arbejder, så er det nemt at tælle tiden foran computeren hvor man knokler løs, men hvad med når man lige smutter på Facebook for at se hvad vennerne laver, eller den tid hvor man tænker over sit arbejde, mens man laver noget andet så som at fikse noget frokost, købe ind eller vaske tøj, hvordan skal det opgøres? Det er et kompliceret regnestykke uanset hvor ærlig man gerne vil være, at sætte penge på bordet for at lyve omkring det gør det bare værre. Lad os fjerne det element helt og bare kigge på hvad man har fået af løn for jobbet i stedet.

Hov, du sagde da at ideerne skulle være udgiftsneutrale?

Jo, og dette er et af de forslag der ligger lidt på vippen. Når det kommer til stykket, så tror jeg faktisk at statskassen vil spare penge hvis vi laver tingene om efter 3:2 princippet. For de folk der ligger med en indtægt mellem 10.500 kr og 15.750 kr om måneden vil det være en ekstra udgift for statskassen. Ligesom folk der er arbejdsløse nu, men har mellem 10.000 kr og 50.000 kr på kontoen. I de to grupper vil der være en ekstra udgift for statskassen, det må jeg erkende. Jeg er dog overbevist om at det vil blive opvejet af de folk på fuld kontanthjælp, som nu kan tage deltidsjobs og derved både tjene penge til sig selv og samtidig reducere deres behov for økonomisk støtte.

---

-----------------
Det er ideen i en nøddeskal, håber det er formuleret nogenlunde fornuftigt og forståeligt. Kommentarer er meget velkomne, bare husk på at holde tonen saglig og åben. Målet er at blive klogere på hinanden, frem for at vinde over de andre. Ting jeg har undladt at skrive noget om endnu, men som helt sikkert kan være interessant at snakke om:

• Risikerer vi at skabe en underklasse af "working poor" med dette system?
• Hvordan skal systemet håndtere de folk hvis normal-løn ligger under 150% af dagpenge satsen, d.v.s. de efter 3:2 princippet skulle have supplerende dagpenge selvom de arbejdede på fuld tid, som f.eks. pædagogmedhjælpere?

Velkommen

Dette er min nye blog.

Den primære grund til at jeg har oprettet denne blog er at jeg i en lidt længere periode har overvejet at blive aktiv i politik, og derfor har brug for et sted at samle mine tanker og ideer. Et sted hvor de både kan få mulighed for at blive lidt mere konkrete, og samtidig kan blive lidt udfordret af andre. Smartere mennesker end mig siger at for så få en god ide skal man først smide ni dårlige ideer væk, og får at få en virkelig genial ide, skal der gerne være gået hundrede gode ideer forbi først. Kort sagt, for at lave noget der virker, så er det nødvendigt at lave nogle ting der heller ikke virker.

Jeg er meget åben overfor diskussion af hvad jeg skriver, så længe man husker at diskussioner handler om at søge forståelse for egne og andres synspunkter. Målet er at blive klogere på tingene, og derigennem muligvis ændre sit syn på tingene. Dette er meget forskelligt fra politisk debat, hvor parterne søger at sælge deres synspunkt bedst mens de samtidigt prøver at nedgøre eller afvise andres synspunkter. En god tommelfingerregel er at når man er uenig med et fremført synspunkt, så skal man starte med at antage at personen er nogenlunde fornuftig og har dannet sig sin holdning på et informeret grundlag, så spørg ind til hvorfor de har dannet sig den holdning. Det er helt i orden at være uenige om tingene, så længe man forstår hvorfor man er uenige i stedet for at antage at de andre bare er lallende idioter og skal behandles dersom. Vi er selvfølgelig alle mennesker og der kan ske svipsere, også for mig, så hvis nogen af os går over stregen for ordentlig tone og diskussion, så sig fra! Det er enormt svært at gennemskue intentionen bag andre folks ord og der er stor forskel på hvor dygtige folk er på skrift.

Anekdote: For et par måneder siden prøvede jeg at sælge en ide til nogle venner, de fleste var positive, men en af dem gav et svar som kunne koges ned til: "4 grunde til at det her er dumt". Jeg var umiddelbart lidt ærgelig, ideen virkede kun hvis alle var med på den og han virkede absolut ikke stemt på det. Jeg havde egentlig forventet at han var helt med på den, men det han skrev var helt klart en afvisning. Efter at have tygget lidt på den valgte jeg at ringe til ham, kunne jo være at jeg havde fået formuleret et eller andet på en uheldig måde i det oprindelige oplæg som han stejlede over. Det første han siger da han tager røret er hvor meget han er for ideen, og jeg er straks meget forvirret. Han havde jo lige siddet og brokket sig voldsomt over den. Efter 2 minutters snak var det tydeligt at hans respons var ment som "jeg er med, vi skal bare passe på at vi ikke falder i nogen af de her huller", det var bare ikke helt det der var skrevet.

Anekdote (igen): Engang i foråret blev jeg kontaktet af nogle folk der ville deltage i et rollespilsprojekt jeg var med til at stable på benene i sommeren 2013. De havde en god ide og for at den kunne føres ud i livet ville de gerne lige have vores accept, herunder eventuelle tilpasninger der skulle til for at det hele nu passede ind. Nu var det så belejligt at der allerede var nogle andre der var kommet på næsten den samme ide og at der var rigeligt plads til dem begge. Så jeg skrev gladeligt en besked tilbage med at det var der allerede styr på, otte timer senere får jeg at vide at de er meget skuffede over at jeg sådan skød deres ide ned, uden mulighed for at gøre noget anderledes. Jeg havde glemt at skrive den allerførste linie "Det er en skide god ide, den kører i bare på med". Så i stedet for at give en status på hvordan de slet ikke behøvede at ændre noget ved deres ide, så blev det læst som at der på ingen måde var noget de kunne ændre ved deres ide for at få den godtaget.

Så husk, nogen gange får man rykket rundt på dele af teksten, og så får det en helt anden mening end hvad man havde i sinde.

En af de ting jeg håber på at få opbygget med denne blog er også et ide-katalog, altså forskellige ideer til ting man kunne gøre anderledes, på den ene eller anden måde, for at Danmark blev et bedre sted at være. Der er selvfølgelig en masse ting man kan gøre hvis træerne vokser ind i himmelen, og derfor er det relevant at nævne at jeg primært går efter ideer der er udgiftsneutrale eller tæt på. Så de fleste "flere penge til"-ideer er ikke så interessante for mig at beskæftige mig med. Som Douglas Adams formulerede det (meget frit oversat fra hukommelsen): "De fleste mennesker på jorden var ulykkelige, og for at prøve at fikse det flyttede de en masse penge omkring. Det hjalp ikke rigtigt, og det er jo forståeligt nok, for det var jo ikke pengene der var ulykkelige". Politik handler til dels om hvordan vi indretter vores samfund og til dels om hvordan vi fordeler skattemidlerne mellem forskellige kasser. Når først man er gået ned i kassetænkningen så er det oftest svært at gå tilbage og tænke på samfundet som helhed, så det vil jeg gerne undgå at blive fanget i for tidligt. Planen er at de dele af ide-kataloget der overlever konfrontationen med dagslys og den virkelige verden, bliver samlet sammen, eventuelt omskrevet baseret på folks værdifulde feedback og udgivet bogformat, dette har jeg dog endnu ingen deadline for. Første skridt er jo at få nogle ideer på bordet.

Ide-listen

Indtil videre har jeg noteret mig følgende ideer som jeg løbende vil beskrive nærmere, de er noteret i den rækkefølge jeg kom i tanke om dem da jeg skrev listen.

1. Reformer Offentlige ydelser efter 3:2 princippet.
2. Nedlæg Dr-licens, men behold Danmarks Radio.
3. Liberaliser hjemmeplejen.
4. Ryd op i forældre-tilskud til enlige forældre.
5. Ryd op i energi-afgifterne, så de bliver strømlinet i forhold til hensigter i stedet for provenu.
6. Legaliser Hash.
7. Gør det muligt at betale kirkeskat til andre religiøse samfund.
8. Nedtoning af "beskæftigelses-indsatsen".
9. Opret elite-erhvervsskoler.
10. Ramme-lovgivning tilbage på folkeskolen.
11. Afskaffelse af automatisk overvågning af internettet.
12. Skulder-cams til politiet.
13. Adskillelse af bankernes aktiviteter i forhold til nytte/spekulering.
14. Kræve at investeringspapirer kun kan afhændes efter 1 dag eller uges ejerskab.
15. Gøre det gratis at krydse Storebælt.
16. Integration frem for Immigration.
17. Arbejdsdeling

Folk er mere end velkomne til at komme med forslag til ting der bør høre på listen, eller bare ytre en præference for at få prioritet en af ideerne.

Jeg forventer at komme med forskellige holdnings-indlæg med jævne mellem, som ikke nødvendigvis indeholder nogle konkrete ideer, men bare er der for at få hittet rede på mine andre tanker omkring tingene og eventuelt få styr på hvad andre folk tænker om de samme ting.

Det er mere eller mindre hvad jeg havde at skrive i dette første indlæg, jeg håber I finder jer godt til rette. Jeg har ikke nogen fast kalender for hvornår jeg skriver på min blog endnu, men håber at jeg kan finde tiden til at opdatere fast 2-3 gange om ugen, men mellem arbejde, familien, det sociale og min hobby, så kan det godt vise sig at blive en udfordring. Er sikker på at julesæsonen heller ikke hjælper på det.

P.s. jeg har endnu ikke helt styr på om opsætningen er korrekt i forhold til kommentarer m.m. så hvis der er noget der giver knuder så fang mig på facebook eller smid mig en mail.

-Tommy