Drop overvågningssamfundet

Jeg tager lige en pause fra at diskutere økonomi og økonomer generelt, for at fokusere mere på de konkrete tiltag vi kan give os i kast med. Jeg har tidligere snakket om at indrette nogle af vores offentlige institutioner således at vi undgår et behov for at staten skal spionere på borgere, uanset om det er en situation hvor vi alle skal betale for at være med alligevel, eller hvor frygten for misbrug gør at man faktisk skader de folk man forsøger at hjælpe.

Drop overvågningssamfundet

Tilbage før Berlinmuren faldt og tyskland blev genforenet, snakkede man ofte om hvor forfærdeligt det måtte være at bo i et land hvor staten spionerede på alle, og man aldrig kunne føle at man rent faktisk havde et privatliv. Vi priste os lykkelige for at i Danmark og den vestlige verden aldrig kunne finde på at oprette et så omfattende system af stikkere til at rapportere på deres medborgere. Hvor virker det hyklerisk, i bagklogskabens klare lys. I dag er vi nemlig godt på vej til at ende i samme grøft, nogle vil faktisk påstå at vi er gået meget længere allerede.

I dag bliver alt digital kommunikation registreret og arkiveret. Telefon-opkald, smser, samt en del af alle de hjemmesider du besøger på nettet. Det bliver alt sammen gemt med et tidspunkt, så man senere kan gå tilbage og se hvornår du har snakket med hvem. Derudover gemmes informationer omkring hvilke mobiltelefonmaster du har været tilkoblet, så de kan holde styr på hvor du var hvornår. Alt dette sker uden du kan gøre noget ved det, fordi sådan er loven indrettet. Selv grundloven er blevet sat ud af drift, vi har reelt ingen mulighed for at have en privat samtale nogen steder, med mindre den foregår ansigt til ansigt, og det kun hvis i begge har efterladt mobilen derhjemme før i tog hen for at mødes. I år 2008 var det i gennemsnit 82.000 poster (om året) om hver eneste dansker der blev gemt, jeg tvivler på at det tal på nogen måde er faldet frem til 2013 der er gået siden.

Hvis du ikke har noget at skjule...

Det argument kommer altid op hver gang nogen prøver at gøre indsigelser overfor måden vores privatliv bliver revet i stykker og gemt uden at vi kan gøre noget for at beskytte os selv. "Hvis du ikke har noget at skjule, hvorfor er du så imod at nogen kigger?" Jamen jeg har noget at skjule, mit privatliv. Det er af den samme grund at jeg lukker døren når jeg går på toiletter og jeg har gardinerne trukket for om natten. Det er sku' ubehageligt at tænke på at der er computere rundt omkring i Danmark, hos internet og teleudbyderne, som registrerer alle de ting du går og foretager dig. Retten til et privatliv bør være normen, og kun hvis en retskendelse udstedt af en dommer foreligger, bør det være tilladt på nogen måde at gå i gang med at aflytte folks kommunikation.

Argumentet er altid at mere overvågning vil gøre det nemmere for politiet at opklare kriminalitet, og det er selvfølgelig en nobel tanke, sådan at gøre livet nemmere for politiet. Vi skal dog huske på at alt denne registrering kun bliver brugt længe efter en eventuel forbrydelse er fundet sted. Så hver gang vi hører om at PET har forhindret endnu et terrorangreb mod Jyllandsposten eller andre højtråbende elementer i det danske samfund, så er det helt andre værktøjer de har haft gang i. Det er typisk folk i deres umiddelbare nærhed, der lurer at de her folk er på vej ud på et skråplan og har gang i noget virkeligt dumt og så ringer de til politiet og giver dem et tip.

Det er staten der skal tjene borgerne

Dette er noget som mange har glemt, det er os, almindelige danskere, der er Danmark. Staten eksisterer for at holde os sikre, tjene os og gøre vores liv nemmere, derfor har jeg svært ved at se fornuften i at snage i samtlige menneskers liv, for at gøre det nemmere at opklare hvem der har udført eventuelle terrorhandlinger i Danmark. Hvis nogen af dem slipper igennem nettet og har held til at udføre deres horrible planer, så går der næppe 72 timer før en eller anden gruppe tager "æren" for angrebet. Vi som almindelige borgere opgiver en masse tryghed og privatliv og vinder absolut intet ved det. For at gøre det endnu mere klart, selv hvis alt denne registrering kunne bruges til at forhindre terrorister i at angribe Danmark, så ville jeg stadig være imod at man tog hele befolkningen som gidsler for at forsøge at fange nogle enkelte kriminelle. Overvågning af almindelige borgere sker for at pleje statens egne interesser, på bekostning af alle os den egentlig skulle tjene.

Skrot logningsbekendtgørelsen

Mit forslag i denne omgang går på at skrotte logningsbekendtgørelsen (det er den lov der tvinger samtlige tele- og internetudbydere til at gemme alle disse oplysninger om os og videregive dem til staten efter anmodning). Det koster selskaberne et sted mellem 50 og 200 mio. kroner om året at holde det kørende, som de så tvinger os til at betale som deres kunder. Jeg syntes vi skal skrotte loven og ved samme lejlighed forbyde tele og internetselskaberne at gemme den slags data om deres brugere. Privatlivets fred skal genetableres, og hvis vi så gerne vil dele ting med resten af verden, så kan vi smide det op på vores blog, vores familiehjemmeside eller på vores facebook-væg, det skal bare altid være vores valg hvad vi vil dele og med hvem.

Dette er kun det første forslag til at få genoprettet det danske retssamfund, der er mange andre steder hvor den almindelige borgers retssikkerhed har måttet vige for politi og konkurrencestaten. Nogle af de udfordringer er at vores muligheder for at demonstrere hvis vi er utilfredse med magthaverne, er blevet kraftigt reducerede efter at lømmelpakken blev indført og at vores mulighed for at kunne forsvare os selv imod alvorlige anklager er blevet voldsomt reduceret efter at rockerloven blev indført. Den har gjort det tilladt for statens anklager at hemmeligholde dele af deres bevismateriale, så du effektivt kan blive anklaget og dømt uden at få at vide hvilke beviser der foreligger og derfor har voldsomt svært ved at forsvare dig, om du så er skyldig eller ej. Nok var loven tiltænkt at gøre det nemmere at få ram på rockerne, men den er formuleret således at den gælder alle danskere, høj som lav.

Der er mange ting der er gået af sporet i dagens Danmark, og desværre bliver det nok værre før det bliver bedre. Heldigvis kan vi allerede nu gå i gang med at modarbejde dette, så kom ind i kampen.

Økonomer og deres modeller

Igår eftermiddags hørte jeg nyheden om at der var risiko for sne om aftenen, og blev lidt glad, her til morgen kunne jeg konstatere at nogle enkelte af mine venner rapporterede sne i deres facebook-feed, mens vi andre blev snydt. Det er egentlig en ret god indledning til hvad jeg vil skrive om i dag, for vi skal nemlig snakke om de forskellige fags evner indenfor forudsigelser. Dette er en fortsættelse af mit forrige indlæg omkring neoliberale tåbeligheder hvor der blev efterspurgt nogle lidt mere dybdegående argumenter.

Økonomer og deres modeller

Økonomer er rigtigt glade for at bygge modeller, pille lidt ved de indstillinger de har på modellen, sammenligne imellem deres forskellige modeller og derfra konkludere om noget vil være en god eller dårlig ide. Det virker jo rimeligt tilforladeligt, hvis man tror på at de modeller er nogenlunde pålidelige, jeg har sjældent hørt nogen økonomer påstå at de skulle være andet, selvom de hvis man virkeligt går dem på klingen vil indrømme at deres model måske har nogle enkelte blinde vinkler, men at det selvfølgelig på ingen måde invaliderer de resultater de er kommet frem til.

Meteorologer

Før vi går videre vil jeg lige vende tilbage til eksemplet med vejrmeldingen. Meteorologer er nemlig også rigtigt glade for modeller. Tilbage i starten af sidste århundrede, var der nogen der opdagede at med deres daværende kendskab til fysikkens love, så kunne de, givet tilpas mange informationer omkring luftfugtighed, temperatur, lufttryk og vindretning, med en vis sandsynlighed forudsige om det ville regne i et givent område indenfor den nærmere fremtid. Meteorologi er funderet i hårde naturvidenskabelige love omkring termodynamik, og med det i hånden kunne de til stadighed lave mere indviklede modeller til at forudsige vejret.

Edward Lorenz opdagede at selv bittesmå ændringer i de informationer de anvendte i deres vejrmodeller, kunne give voldsomt forskellige resultater. I 1961 var han i gang med at genkøre en kendt prognose på en computer og for at spare tid, så nøjedes han med at indtaste .506 i stedet for 0.506127, resultatet den spyttede ud var voldsomt anderledes end hvad man fik hvis man gav den det fulde tal. Det var starten på en matematik-gren kaldet Kaos teori, og uden at grave dybere i det kan jeg fortælle at den gør livet svært for på både meteorologer og økonomer. En af definitionerne på et kaotisk system er at bittesmå ændringer i de oprindelige betingelser kan have en markant forskel på effekten. Populært formidlet som sommerfugle-effekten, hvor det at en sommerfugls blafren med vingerne i Brasilien kan betyde at de får tornadoer i stedet for solskin i Texas 4 uger senere.

I kælderen hos DMI står en af landets kraftigste supercomputere og regner i døgndrift på vejrmodeller, de har adgang til hundredvis af vejrmålingsstationer over hele landet, der sender data til dem mange gange om dagen og de får satellitbilleder ind i en lind strøm. Når de laver en vejrprognose, så får de hele tiden øjeblikkeligt feedback, der hjælper dem til at se hvor meget de skød forbi målet og derefter tilpasse modellen så den bliver en lille bitte smule mere præcis. Samtidigt står de på mål for hele Danmark, for har vi planlagt en skovtur når de har lovet godt vejr og det så siler ned hele dagen, så er dem vi giver skylden. Meteorologi er blevet bedre, meget bedre, men det er bare stadig ufatteligt langt fra at være noget man kan stille sit ur efter. De har måske fået nogle tal ud af deres model der siger 35% chance for sne, 40% chance for regn og 20% chance for tørt men overskyet og 5% chance for skyfrit. Så de går på t.v. og siger "der er risiko for sne i aften", fordi deres model siger at der er 35% for at der er nogle fjolser der stadig drøner rundt på sommerdæk der bliver overrasket i trafikken og vi andre bliver skuffede over at et snedækket Danmark er udeblevet lidt endnu.

Tilbage til økonomerne

Som jeg startede med at skrive, så er økonomerne rigtigt glade for deres modeller og de arbejder også med indviklede systemer hvor mindre ændringer kan have enorme konsekvenser. Herefter slutter sammenfaldene dog.

• Meteorologer arbejder med data der er få sekunder gammelt, økonomernes modeller bliver fodret med nye informationer hvert 3-6 måned, når de forskellige regnskabstal for det foregående kvartal bliver samlet ind.
• Meteorologer har ufatteligt mange datakilder, som alle er leverer præcise informationer i både tid og værdi, økonomernes modeller får klumper af gennemsnitsværdier og estimater fra forskellige steder.
• Meteorologer arbejder ud fra hårde naturlove som er efterprøvet og bevist utallige gange, og økonomerne bygger på "vi mener at kunne se en sammenhæng imellem a og b, sådan for det meste" regler. Økonomi er en samfundsvidenskab, selvom de meget gerne vil lade os glemme det.
• Meteorologer får øjeblikkeligt feedback på deres modeller, de kan se ud af vinduet om det rent faktisk regner når de har forudsagt regn eller se satellitbilleder for at opdage hvordan tingene rent faktisk gik på den store skala, økonomerne må vente til næste hold data og selv der vil de rent faktisk have svært ved at sammenligne deres modeller med virkeligheden.
• Meteorologer prøver kun at forudsige hvordan vejret vil arte sig indenfor de næste 24-72 timer og gisne om hvordan tingene vil være om 2 ugers tid, økonomerne vil gladeligt forudsige hvordan tingene ser ud om 10-15 år og konsekvenserne af enhver given handling på denne hypotetiske fremtid.

At spå om fremtiden

Det første stykke visdom som alle får at vide hvis de nærmer sig et aktiemarked er at "tidligere resultater er ikke en indikator for fremtiden". De der er vant til at investere penge på aktiemarkederne, kunne aldrig drømme om at basere deres handler på modeller og prognoser fra økonomer, uanset om det spekulationer på nogle få timer frem i tiden eller reelle langsigtede investeringer.

Jeg personligt tillægger næsten ingen værdi til økonomernes evner til at spå om fremtiden, og med de kendsgerninger jeg har fremlagt her, håber jeg at det er en opfattelse vi kan få udbredt lidt mere. Ydermere er det helt utroligt pinligt når det kommer frem at den primære model (DREAM-modellen) økonomerne bruger til at rådgive landets ledelse med, desværre mangler information omkring gevinster på offentlige investeringer, og derfor universelt råder til skattelettelser frem for investeringer. Selv uden så enorme huller, vil deres model være en yderst tvivlsom størrelse, men sjovt nok bliver hullet brugt som et argument for at den jo tydeligvis må være helt fin til andre beregninger.

Hvis vi vil skabe fremdrift i Danmark, så er vi nødt til at være både fornuftige og modige. Vi er nødt til at vælge hvilken sti vi gerne vil træde ned af i fremtiden og så investere derefter. Hvis vi bliver ved med at gemme os bare økonomernes regneark og modeller mens vi fortæller os selv at nationaløkonomi er det samme som et husholdningsbudget, så ender vi med endnu et årti fyldt med visionsløs politik mens det Danmark vi kender og holder af langsomt forfalder omkring os. Jeg er ved at gøre mig klar til at kæmpe for det, og jeg håber også jeg får inspireret nogle af jer andre til at slutte op om det, for det her gælder os alle, og jeg kan garantere at der skal mere end bare min indsats til før der sker noget.

Neo-liberale tåbeligheder

Her kommer lige en svada til, som forhåbentligt hjælper til at give folk et overblik over hvorfor de skiftende regeringen gør som de gør. Hvis du tygger dig igennem den lidt tunge snak om økonomisk teori og eksempler på neoliberal politik i praksis, så skal jeg nok redegøre for hvorfor deres overordnede plan egentlig er en ret dårlig ide senere.

Lige en hurtig note, selvom jeg er uddannet ingeniør indenfor IT, så har jeg også taget kurser indenfor bl.a. erhvervsøkonomi, så hvis nogen af termerne virker lidt indspiste, så må i lige sige til, så vil jeg prøve at omformulere og gøre det nemmere at forstå.

Neo-liberale tåbeligheder

Når jeg skriver neoliberalt, så er det for at referere til overbevisningen om at hvis vi bare indretter os efter det frie marked, så bliver alting bedre. Det er økonomisk videnskab i praktisk forstand, som absolut ignorerer at økonomi er en samfundsvidenskab frem for en naturvidenskab. Der er altså ingen hårde love selvom økonomerne gerne vil prøve at sælge os på ideen, tværtimod så er det mere en "vi tror vidst nok at hvis vi gør noget i denne her retning så sker der nok også noget herovre, selvom det langt fra altid passer". Økonomi er mudret, og der er ingen absolutte svar. Når økonomer prøver at sælge den ide til dig, så er det væsentligt mere en løgn end når TDC lover dig 100% mobildækning i hele landet.

Lad mig gøre det helt klart, jeg er alt andet end tilhænger af det neoliberale økonomiske paradigme der er mest fremtrædende i den offentlige debat i dag. Økonomerne bag det pynter sig med lånte fjer og prædiker noget de burde vide sjældent holder vand. Hvad værre er, at selv hvis man accepterer deres "økonomiske love", så er hvad de har gang i stadig en skidt ide. For at kunne forstå hvad jeg vil snakke om er det nødvendigt med en hurtig introduktion til grundlæggende markedsmekanismer:

• Den første mekanisme de snakker om, er hvad der kaldes "udbud og efterspørgsel", den er rimeligt intuitiv at forstå. "Hvis der er flere der sælger en vare end der vil købe den, så falder prisen og hvis der er mange der vil købe en var der kun er et fåtal af, så stiger prisen". 
• Den anden mekanisme er afledt at den første og kaldes "pris-elasticitet", mekanismen siger at hvis prisen falder, så er der flere der gerne vil købe en ting og hvis prisen stiger, så er der færre der ønsker at købe. Det giver nogenlunde mening, men er langt fra altid sandt.

Disse to mekanismer udgør grundstenen i markedsmekanismerne og er den hellige gral for frimarkeds-økonomer.

Målet er jobskabelse

Tanken er at flere mennesker i job er bedre for økonomien og for landet. Mekanismen "Pris-elasticitet" siger at for at sælge flere arbejdspladser er vi nødt til at sænke lønniveauet, for hvis prisen for at købe arbejdskraft falder, så vil "vi" købe mere af det. Det betyder at lønnen skal ned og da det er pænt svært at overbevise folk om at de skal ned i løn så vi kan få flere i job, må man være lidt kreativ i stedet. Løsningen kommer så i form af "udbud og efterspørgsel". Prisen på arbejdskraft, altså lønnen er jo styret af hvor mange der er villige til at tage et arbejde. Jo flere ledige der er, jo lavere burde prisen på arbejdskraft blive, og så kommer der flere jobs. Det er selvfølgelig knapt så simpelt, heldigvis er der en masse forskellige ting man kan gøre for at få antallet af ledige til at stige og samtidigt være mere villige til at arbejde til en lavere løn. Fælles for de fleste af dem er at de kan både kan beskrives som "forbedringer af konkurrence-evnen" og "nødvendige besparelser".

Det er vigtigt at pointere at ingen af disse beslutninger rent faktisk kræver en samlet "plan" for at blive ført ud i livet. Når man stiller spørgsmålet "hvordan får vi flere jobs til Danmark, så er det bare det nemmeste svar at give (ligesom hvordan sælger vi flere X? Sænk prisen er et nemt og simpelt svar på det forkerte spørgsmål)? Uden at gå for meget i detaljerne, vil jeg bare sige at stort set alle arbejdsmarkedsinitiativer det seneste årti kan forklares indenfor dette paradigme, om det så er:

• Den øgede hetz på ledige (jobcentre, ugentlig antal ansøgninger, ligegyldige kurser).
• Forøgelsen af pensionsalderen.
• Afskaffelse af efterlønnen (som oprindeligt blev indført for at sænke ungdomsledigheden).
• Forsøg på at folk hurtigere igennem uddannelserne
• Stramninger på invalide- og  førtidspension samt sygedagpenge
• Løntilskudsordninger og aktivering
• Dagpengeforringelse
• Kontanthjælpsnedslagtningen
• "Nyttejobs"

Disse tjener alle til at øge udbuddet af jobsøgende mennesker, som så skal hjælpe med at få lønnen ned. Jeg har prøvet at fatte mig i rimelig korthed, mest fordi det begyndte at fylde helt utroligt meget og være pænt kedeligt. "At forbedre konkurrence-evnen" bliver ganske ofte nævnt af regeringen i forbindelse med de reformer nævnt ovenfor, og det betyder helt konkret at få sænket lønnen for alle.

Kampen mod fagforeningerne

Når det kommer til at få sænket lønnen, er de traditionelle fagforbund er klart et problem. De har kæmpet hårdt og længe imod løndumping, så derfor er det et mål at få svækket deres indflydelse. Dette er allerede godt undervejs:

1. Tillad folk at have en A-kasse uden at være medlem af en fagforening, på den måde mister fagforeninger deres vigtigste funktion i "fredstid".
2. Sæt et kunstigt loft over hvor stort et fagforeningskontigent man kan trække fra i skat. Det vil presse fagforeningerne økonomisk, fordi deres medlemmer bliver presset først. Dette gøder også jorden for at folk kan melde sig ind i gule fagforeninger, som hverken har en strejkekasse eller besværet med at skulle kæmpe for en god overenskomst. I den sammenhæng er der to fordele, den først er at det svækker de reelle fagforbunds forhandlingsgrundlag og den anden er at hvis det kommer til en konflikt, så får fagforbundene meget svært ved at lave en effektiv blokade. Folk hedder jo nu "anderledes organiseret" frem for "skruebrækkere". "Del og hersk" er vejen frem på denne front.
3. Statuer et eksempel mod en stærk fagforening indenfor et niche-fag som er ude af stand til at lamme hele landet. Margaret Thatcher valgte at opkøbe 2 års kulreserver og derefter knuse kulminearbejdernes fagforening selvom de strejkede i 12 måneder i træk. Den siddende regering valgte at stille folkeskolelærerne op mod muren, med Kommunernes Landsforening som deres stråmand. Forventningen var at deres strejkekasse kunne holde i ca. 6 uger, i tide til at nå de almindelige afgangseksaminer. Da Dansk Lærerforening valgte at udstede lån i stedet for rene erstatninger (en absolut geni-streg, omend med store konsekvenser for lærerne) blev regeringen så tvunget til at vise deres hånd og lave et indgreb.

Nemt, simpelt og forkert

Som jeg nævnte lidt tidligere i mit indlæg, så er "sænk lønnen" det nemme svar på det forkerte spørgsmål. Hvis man gerne vil tjene penge på at sælge et produkt, så skal man spørge sig selv, "hvordan tjener jeg flere penge på at sælge dette produkt", i stedet for "hvordan sælger jeg et større antal af dette produkt". At sænke prisen kan godt hjælpe dig med at sælge flere enheder af dit produkt, det gør samtidigt at din fortjeneste pr. solgte vare falder dramatisk. Selvom det næsten altid giver flere solgte enheder at sænke prisen, så er det langt fra altid at det er det rette at gøre for at øge fortjenesten på et produkt. Til tider kan det være en fordel at hæve prisen i stedet. Det er bedst forklaret med et lille regneeksempel.

Eksempel: Vi har en vare der koster 7 kr af fremstille, og den bliver solgt for 10 kr. til den pris sælger vi 10.000 enheder om måneden. Hvis vi sænker prisen med 25% (til 7,50 kr) så får vi dobbelt så mange kunder (så vi kan sælge 20.000 om måneden), hæver vi prisen med 50%(til 15 kr) så mister vi også halvdelen af kunderne (så kun kan sælge 5.000 om måneden), Hvilken en af de 3 priser er bedst?

• Ved en salgspris på 10 kr pr. enhed tjener vi (10-7)*10.000 = 30.0000 kr om måneden.
• Ved en salgspris på 7,50 kr pr. enhed tjener vi (7,50-7)*20.000 = 10.000 kr om måneden.
• Ved en salgspris på 15 kr pr. enhed tjener vi (15-7)*5.000 = 40.000 kr om måneden.

Hvis vi kigger på arbejdsmarkedet i det perspektiv, så kan vi spørge os selv om det vi gerne vil opnå er flere jobs, eller en bedre økonomi. Ved at presse lønnen får vi nemlig kun skabt jobs som folk vil betale en skodløn for at få udført, samtidigt udhuler vi fortjenesten for resten af arbejdsmarkedet, så vi alle bliver fattigere, og der bliver endnu færre penge til at betale for de fælles udgifter. Når der så kommer et opsving og ledigheden falder, vil lønnen samtidigt stige igen(udbud og efterspørgsel virker jo begge veje), og alle de lavløns-jobs vi har lokket til ved at presse lønnen i bund over hele linien, vil derfor forsvinde i en fart. Det virker derfor som en utroligt kortsigtet og meget dårlig løsning på noget som kun blev til et problem fordi vi insisterede på gøre det til et problem. Lidt som at tisse i bukserne hjælper på den meget korte linie, men derefter bliver mere problematisk. Lige for tiden vil spørgsmålet "mine bukser er våde og jeg fryser, hvad skal jeg gøre?" give svaret fra økonomerne: "Her drik noget mere og tis igen, det bliver forhåbentligt snart sommer."

Hvad med alle de varme hænder vi skal bruge i 2020?

En af de ting der blev snakket meget om, da de neo-liberale tiltag rigtigt tog fart var at vi har nogle store generationer der går på pension efter 2020. Det betyder at rigtigt mange danskere går på pension og fordi generationerne der kommer ind på arbejdsmarkedet i den anden ende er betydeligt mindre, så vil vi komme i klemme i forhold til hvor mange "varme hænder" der er til at hjælpe de helt utroligt mange pensionister der er. Det er ganske rigtigt, men de tiltag vi er gået igang med nu, svarer lidt til at sætte bilen i 2. gear mens man stadig kører på motorvejen, bare fordi der ligger en stejl bakke man skal køre op af senere på køreturen(for dem der er mindre velbevandrede i bil-kørsel kan det nævnes at det er ualmindeligt ubehageligt at sætte bilen i 2. gear på motorvejen, både for passagerer, medtrafikanter og gearkassen selv).

Konklusion

Hanlon's Razor siger at man aldrig skal tillægge skidte intentioner til hvad der retteligt kan forklares med inkompetence. I dette tilfælde er jeg overbevist om at det er et uheldigt sammentræf af politikere der stiller de forkerte spørgsmål og har en for kort tidshorisont. De vil hellere virke aktive end at skulle forklare folk at "hey, der er nedgangstider, så vi vil have en del folk der går ledige en overgang og minus på statsøkonomien indtil tingene bliver bedre". Så hellere lave drastiske indgreb, så folk virkelig kan føle at krisen kradser og opleve at politikerne udviser mod og ansvarlighed. At det i den grad er en forkert strategi er jo så ved at blive åbenlyst for selv almindelige danskere, desværre kan vi kun forvente mere af samme skuffe hvis/når VKLA kommer til magten, hvilket nok forklarer hvorfor de store demonstrationer foran Christiansborg er udeblevet.

Diskussion

• Er hele min argumentation bygget på en retorisk stråmand? (Giv mig nogle argumenter for at det er andre ting som driver værket rundt)
• Er der nogle ting jeg skal prøve at formulere bedre eller anderledes?

National stolthed på venstrefløjen

Efter jeg er begyndt at skrive mine politiske tanker og ideer ned og sprede dem ud til resten af verden, er mit behov for selv-reflektion også steget dramatisk. Mens jeg tidligere kunne læse forskellige holdninger rundt omkring og bare tage stilling til om jeg var enig eller ej, så er jeg nu nødt til at tænke lidt dybere over hvor deres holdninger kommer fra og hvordan min enighed (eller uenighed)  med de holdninger passer ind i min samlede opfattelse af mig selv. Jeg er altså nødt til at samle alle de forskellige puslespilsbrikker jeg har af små holdninger til ting og få det til at passe ind i en større helhed. Det betyder også at man ind i mellem må erkende at nogen af ens brikker og holdninger, udelukker hinanden, og derfor må man lave nogle tilpasninger og komme til nogle erkendelser.

National stolthed på venstrefløjen

Den ting der nok absolut generer mig mest ved Dansk Folkeparti, er at de gennem deres navn og deres handlen har taget ejerskab for danskheden, og i samme ombæring tillader sig at definere den som ting jeg kan være rygende uenige i og skammer mig over. Det er et træk der er gået igennem for den nationalistisk højrefløj igennem tiden, man spiller på den nationale stolthed og når folk så har travlt med at kigge op på Dannebrog der står så flot og blafrer i vinden, så sniger man en masse snavs ind under næsen på folk, typisk ved at definere nogle uønskede elementer, enten ved opførsel, handikap , politisk overbevisning, etnisk herkomst eller seksualitet. Pludselig er der sat lighedstegn imellem national stolthed og homofobi, eller national stolthed og ekstrem racisme, og det er jeg helt abnormt ked af. Indtil videre har jeg valgt at beskrive mig selv som "socialliberalist", og i den beskrivelse er der intet der lugter af national stolthed.

Socialisme er international

Den socialistiske bevægelse har fra starten haft et internationalt præg, det var en arbejderbevægelse der skulle forene folk fra hele verden og skabe fred og velstand over alt. Et absolut nobelt mål, men det betyder også at for rigtigt mange, så er socialister direkte fjender af en national identitet, alle socialistiske stater skulle forenes i et arbejderparadis der skulle omslutte hele verden. Historien vil vide at tingene fik en lidt anden drejning, men den oprindelige yderste venstrefløj mente at hvis de fik magten, så skulle Danmark straks underlægge sig Sovjetunionen, hvilket i bakspejlets klare lys, er en pænt skræmmende tanke. Nu er sovjet blevet fortid, men en del af det fællesskab der snakkes om, er stadig et der går på tværs af grænser og helst gerne så alle nationer nedlagt. Det giver god mening når man husker på at de forrige århundrede var domineret af to verdenskrige mellem nationer, ingen nationer, ingen til at bekrige hinanden, alle vinder. I den tidsperiode jeg er vokset op i, er det dog borgerkrige der dominerer billedet, så tanken om at afskaffe nationalstaterne virker overflødig eller direkte skadelig.

Nationalisme ynder gerne at tage socialisme som gidsel, i stil med hvad Dansk folkeparti har gjort, hvor de hævder at støtte op om samfundets svage, mens de i virkeligheden dyrker en ren nationalistisk agenda. Nok snakker de om at tingene skal gøres bedre for alle, men når det kommer til stykket kan man få ret mange sociale forringelser gennemført, hvis man bare vil opføre lidt grænsebomme.

Liberalisme er hævet over landegrænser

Grundtanken i liberalisme er at sætte individet i centrum og fokusere på den enkeltes rettigheder. En af de rettigheder er retten til at rejse frit omkring. Historisk handlede det om at have lov til at forlade sin hjemstavn og søge lykken et andet sted, men den samme rettighed betyder også at det er problematisk for dem at insistere på at folk skal holde dig uden for et lands grænser. Generelt er de liberalistiske tanker orienteret på et niveau der hverken efterlader plads eller behov for national stolthed.

Hvor socialisme ville forhindre krige ved at sørge for at alle var på samme hold, så vil liberalisme forhindre krige ved at afskaffe alle holdene komplet. Begge løsninger indebærer lidt at man kasserer ideen om at man tilhører et specifikt land. Det er så der jeg kan se at der er et hul i min selvopfattelse. Ingen af de ting jeg siger at jeg er, giver plads til at jeg kan kalde mig dansk og stolt af det. Og hvis man ser bort fra diverse ting som DF har gjort gennem tiden der får en til at blive voldsomt frustreret, så er jeg sku' stolt af at være dansk. Jeg er stolt af at komme fra et land som på trods af at være ganske lille, stadig formår at gøre en markant forskel ude i verden. Det gør mig glad når jeg ser Danmark blive brugt som et eksempel på hvor godt tingene kan gøres. Vi har nemlig så mange ting vi kan være stolte af, og det skal en flok navlebeskuende racister der mener at alting var bedre for 60 år siden lade være med at tage æren for.

Når jeg tænker på Danmark, så tænker jeg på et land som kan finde ud af hvile i sig selv. Et land hvor vi giver plads til at folk kan være forskellige, og samtidigt tager os af de svageste. Et land hvor alle får en fair chance i livet, til at tage en uddannelse, få et godt job og søge lykken. Et land hvor man kan tale frit og forvente at selv dem der er uenige med dig, forsvarer din ret til at sige din mening. Et land hvor vi oftere vælger at gøre hvad der er rigtigt frem for hvad der er nemt. Et land hvor folkestyre betyder at almindelige folk har en reel mulighed for at få indflydelse. Et land hvor vi forstår at knokle igennem for de ting vi tror på, men også slappe af og drikke en øl eller tre ind i mellem. Et land hvor vi er åbne for nye ideer og kulturer, men stadig holder fast på hvad der er rigtigt og forkert. Det er det Danmark jeg er stolt af, og det bør du også være.

Dansk Socialliberalist

Det bliver så den beskrivelse jeg vil bruge om mig selv fremover:

• Jeg tror på at vi som samfund skal gøre hvad vi kan for at sikre den største personlige frihed til alle.
• Jeg tror på at hvis vi deles om at løfte de udfordringer der er i samfundet, så bliver det bedre for alle.
• Jeg tror på at vi kan skabe et Danmark som vi alle kan være stolte af igen.

Overvåg politiet

Så er det tid til endnu et af de forslag som ligger lidt på kanten af tanken om at ideerne helst skal være udgiftsneutrale. I modsætning til tidligere, så vil jeg undlade at argumentere for at tingene kan tjene sig ind igen, da jeg ser dette som en essentiel investering og hvis den skal lykkedes, så forudsættes det at vi undlader at følge den op med et spare-initiativ. Før vi går videre vil jeg sige at jeg generelt mener at politiet i Danmark gør et godt arbejde under til tider umulige forhold. Det betyder dog langt fra at jeg så mener at vi skal holde os tilbage fra at kritisere når tingene kan gøres bedre, eller for den sags skyld at forholde os kritisk til de beføjelser som politiet har i dagens Danmark.

Dette forslag går ganske simpelt ud på at udstyre alle betjente med en videokamera på skulderen der skal optage til alle tider når politiet er "i felten". Det skal optage både lyd og video, og optagelserne skal opbevares i en rimelig tid bagefter. Video-materiale skal så kunne anvendes til retssager og lige så vigtigt i eventuelle klagesager senere. Det er alt for ofte at man hører fra folk at det er nødvendigt at filme politiet hvis der sker noget, fordi når man senere bliver stillet for en dommer og har en lidt anderledes opfattelse af hvordan tingene hænger sammen, så vil retten i næsten alle tilfælde vægte politiets vidneudsagn tungere end personen der er blevet anholdt eller dennes venner. Fra et lidt logisk synspunkt giver det jo også mening, hvis man er blevet fanget med fingrene i kagedåsen, så har man alt at vinde ved at lyve om det. Hvis de tror på løgnen slipper man for straf, hvis de gennemskuer at man lyver får man bare den samme straf som hvis man indrømmede det fra starten af. Betjentene der vidner imod en, er uden nogen part i sagen, og derfor har de ingen grund til at lyve. Når man sætter tingene i det lys, så er det jo klart at retten lytter til politiets vidneudsagn næsten hver eneste gang. Der er en masse grunde til at dette kan være en dårlig ting, som jeg nu vil prøve at opridse.

Det menneskelige element

Vi alle er mennesker, og mennesker er langt fra perfekte. Det har længe været vidst at den menneskelige hukommelse er jævnt elendig og at vi både kan narres til at tro vi har oplevet noget der aldrig er sket, og at vores hjerne vil "fylde hullerne ud" for os, på de ting vi ganske enkelt har glemt. Derudover er der det meget subjektive i personlig bedømmelse, du kan f.eks. stort set aldrig se dit eget kropssprog og derfor har du meget svært ved at bedømme hvad du egentlig "siger" til folk omkring dig. Derudover så vil der typisk være en del dramatik i sådanne situationer, hvilket gør at alle involverede har rigeligt med adrenalin i blodet, og det er om noget med til at farve folks opfattelse af hvad der er sket.

Retsfølelsen

Folks tiltro til politiet bygger på at de kan vide sig sikre på at få en retfærdig behandling. Hvis man bor i et nabolag hvor man gentagne gange oplever at folk bliver uskyldigt dømt eller bare udsat for konstante overgreb fra ordensmagten, så mister man troen på at politiet er der for ens beskyttelse. At man kan henvende sig til dem hvis der er nogle problemer og generelt på at retssamfundet eksisterer for ens skyld. Hvis man mister tilliden til politiet og ordensmagten, så er det vi oplever situationer hvor selv ambulance og brandfolk har svært ved at få adgang til områder, fordi de bliver set som en del af den statsmagt der burer deres venner og bekendte inde, uden nogen grund, og hvis man brokker sig eller på anden måde gør sig bemærket, så får man lov til at blive kropsvisiteret hver eneste gang man skal ud af døren, fordi der er oprettet en visitationszone i ens nabolag. Nu er det blevet moderne at hver eneste gang politiet anholder nogen, så er det frem med mobiltelefonen og filme, det er den eneste måde man kan få en "stemme" hvis man føler sig forurettet. Det virker selvfølgelig kun så længe man har venner nok i nærheden. Sjovt nok skaber det en problematisk situation når kvarterets unge altid går rundt i grupper af 3-5 stykker for at kunne føle sig sikker.

Bøllerne i egne rækker

Selvom politiet gerne vil benægte det, så vil der altid være nogle folk der målrettet går efter at få en stilling der tillader dem at få magt over andre. Det er meget langt fra alle der gør det, men der vil altid være nogen, og de "nogen" vil typisk være et problem både almindelige borgere og for politiet selv. Hvis vi tager en fiktiv afdeling med 20 betjente i, og samtidigt antager at der er blevet indgivet 20 klager over vold fra den afdeling. Så vil vi som mennesker være tilbøjelige til at antage at de klager vil fordele sig nogenlunde jævnt. Nogen vil have nul klager, de fleste vil have en enkelt klage, og nogle enkelte to, måske tre klager. I virkeligheden viser det sig at være ganske anderledes, der vil langt de fleste betjente have nul klager, nogle enkelte vil have en klage og en eller to betjente vil stå for resten.

Det er kort sagt muligt at nedbringe mængden af politi-vold markant ved at skille sig af med nogle enkelte tvivlsomme elementer. Nu er det sådan at magtmisbrug indenfor politiet ofte er meget svært at få opklaret fordi politiets arbejde tvinger dem til at stå sammen i modgang og at have tillid til hinanden når tingene brænder på. Det er den tillid som bøllerne misbruger, så når jorden brænder under dem, kan de presse deres kollegaer til at dække over dem med henvisning til at politifolk skal stå sammen og at det jo handler om at kunne stole på hinanden. Det er den samme grund til at folk sætter tvivl ved ordensmagten, en tvivl som i langt de fleste tilfælde er ubegrundet, men i nogle enkelte tilfælde er overordentligt velbegrundet.

Incitamentsstruktur

I starten af indlægget skrev jeg at en betjent er uden part i en retssag. Det er en lidt fri tolkning af virkeligheden. I virkeligheden har det neo-liberale verdenssyn sneget sig ind af bagdøren, også indenfor ordensmagten. Det betyder at politi-cheferne bliver stillet nogle performance-mål i sigte og belønnet med en bonus hvis de når dem. Selvom den menige betjent endnu er forskånet for den slags (i modsætning til f.eks. England), så vil den slags stadig forplante sig ned igennem organisationen. Hvis man sætter folk til at udføre trafik-kontrol indtil de har nået en vis kvote af bøder, så holder de meget hurtigt op med at lade folk slippe med en advarsel. Det er selvfølgelig svært at vide hvad for typer pres en given betjent er under fra sine overordnede, men den grundlæggende historie om at betjenten er uafhængig af anklagen er usand. Jeg er også overbevist om at en betjent der gentagne gange taber retssager baseret på en erkendelse af at de har husket eller handlet forkert næppe får den mest storslåede karriere indenfor ordensmagten, så der er nogle klare incitamenter til at holde på sit vidneudsagn og få folk dømt.

Så jeg mener altså der er alt muligt god grund til at få sat dette projekt i vandet i en fart. Et af de steder i verden hvor jeg så det anvendt rapporterede et fald i klager over poliets opførsel med 80% om det så er fordi bøllerne i uniform er nødt til at opføre sig eksemplarisk, eller det er fordi det er så utroligt meget nemmere at se hvem der slog først når det er på video skal jeg undlade at gøre mig klog på. Jeg er dog overbevist om at det vil have en god effekt, både for politiet selv, men også for alle andres følelse af retssikkerhed, en følelse der har været pænt undertrykt de det sidste årti, efterhånden som vores rettigheder som almindelige borgere er blevet af først rockerpakken, så terrorpakkerne og endeligt lømmelpakken, men det er emnet for en senere diskussion.

Jeg troede du var imod overvågning?

Jeg er stærkt imod overvågning af almindelige danskere, både fysisk og digitalt. Det er centralt at vi som borgere i Danmark får sikret vores privatliv og grundlæggende rettigheder igen. Politifolk er også borgere og har en ret til at slippe for at blive overvåget i deres fritid. Når de er i tjeneste, handler de på samfundets vegne og derfor er det kun naturligt at vi holder grundigt øje med hvad de går og foretager sig. Jeg er dog stærkt imod at nogen skulle anvende de ting som kameraerne optager til at afholde performance evalueringer eller generelt vurdere om de tager sig en kaffepause mere end de burde på en vagt. Det handler om at sikre retfærdighed for alle i samfundet, frem for bare at prøve at "optimere" på hvornår betjente på vagt holder en velfortjent pause.

Da jeg søgte lidt rundt på nettet omkring emnet stødte jeg også på en bekymring om at betjente udstyret med kameraer også vil resultere i øget overvågning af almindelige borger. Det ser jeg lidt som en stråmand, da kameraerne kun vil opleve det samme som politifolkene allerede selv ser.

Hvad så med økonomien?

Jeg sagde oprindeligt at jeg gerne ville undgå at dette blev til en spare-øvelse. Nogen mener at man kan spare en del politi-tid på sagsbehandling og retsforfølgelse senere, fordi de folk som er blevet taget på video igang med at begå en forbrydelse, typisk vil erkende deres skyld når de selv ser videoen. Det samme gælder i klage-sager hvor opklaringsarbejdet kan gå væsentligt hurtigere når man rent faktisk har optaget hvem der sagde hvad og i hvilken rækkefølge (nogen der sagde "perle"?). Endeligt vil betjente kunne spare tid i vidneskranken, fordi de i en del sager bare kan henvise til optagelser, frem for selv at skulle stille sig op til et krydsforhør i arbejdstiden. Alt sammen ting der bør give bedre tid til at udføre almindeligt opklarende og præventivt politi-arbejde. De tanker er jeg egentlig enig i, jeg tror dog at de gevinster primært vil betyde at man kan få dækket investeringen i alt det ekstra it-udstyr på en fornuftig måde, frem for at det giver anledning til at skære ned på antallet af almindelige betjente rundt omkring i landet.

Konklusion

Jeg tror at denne ide både kan være med til at få ryddet ud i en masse problematiske elementer indenfor politiet, det kan give hurtigere ekspedition indenfor retssager til gavn for både politi, samfund og vigtigst af alt, ofrene og så tror jeg på at det kan hjælpe til med at oprette en følelse af retssikkerhed i Danmark, hvilket jeg tror at alle der føler sig udsat for marginalisering af ordensmagten, herunder første-generations danskere, vil blive glade for.

---

Ting der er værd at diskutere:

• Hvor længe bør vi opbevare det film der bliver optaget?
• Hvordan sikrer vi at kun de rette folk får adgang til optagelserne?
• Hvilke etiske og moralske aspekter har jeg overset (der skal nok være nogen)?

At stemme blankt

Som en naturlig følge af at jeg går og føler mig politisk hjemløs for tiden, kommer diskussionen om det så også er oplagt at stemme blankt når det kommer til valgperioderne, for at vise sin utilfredshed. Jeg kan sagtens følge tanken om at det sender et budskab, desværre er det et budskab der er gratis at ignorere. Mandaterne eller pladserne i byråd og regionerne bliver jo stadig fyldt op, og det stadig med de samme kandidater som vi gerne så kasseret. Folk havde i årevist stemt blankt for at sende et budskab, og resultatet deraf er nu at i officielle stemme-optællinger der bliver blanke og ugyldige stemmer sidestillet. Så i stedet for at det ser ud som om man har givet et solidt politisk budskab om utilfredshed med udvalget, så ser det ud som om at man mangler de motoriske evner til at udfylde en stemmeseddel korrekt.

Om man stemmer blankt eller helt undlader at stemme er for det politiske valg-apparat det samme. Kommunal og regionsvalgene har historisk haft en deltagelse på under 60%, så når du overvejer at stemme blankt, så husk på at der allerede er 40%+ af befolkningen der gør det allerede, og det har gjort lige nøjagtigt nok indtryk til at der bliver brugt penge på busreklamer for at stemme til valget, men historien om "at folk er for dovne til at stemme" er på ingen måde blevet anfægtet. Der er ingen der har overvejet at grunden til at folk undlader at stemmer måske er fordi de føler at det er nytteløst eller bare at udvalget af kandidater og mærkesager er for tyndt?

Jeg kan sagtens forstå folk der læser op på emnerne, vurderer kandidaterne og derefter forkaster dem alle som en. Det er acceptabelt i min bog, hvis udvalget er noget skidt, så kan man godt takke nej første gang. At stemme blankt kommer dog også med en forpligtigelse. Som borger i et demokratisk samfund, så er det bydende nødvendigt at man derefter tager ansvar og gør en indsats for at sikre at der bliver rettet op på manglen før næste valg. De fleste vil insistere på at de er uegnede til at være politikere, men der er forskel på at være politisk aktiv og at være politiker. Det er ude i de enkelte partiforeninger at grovsorteringen af hvem der skal stå på stemmesedlen foregår. Det er også værd at huske på at de fleste af os har 3-4 ting vi både har en holdning til og finder vigtigt. Lige som jeg skriver her for at blive klogere på mig selv, og få udfordret nogle af mine holdninger, så er det internt i partiforeningerne diskussionen lever. Det er her man arbejde for at sikre at ens kandidat har styr på de ting man selv finder vigtigt og sørger for at der sker noget på den front. Når først de forlader de "trygge" rammer indenfor partiforeningen så ændres samtalen fra at være en diskussion til at være en debat. Målet er nu at få ret, og at vise alle andre at man har ret.

Når vi føler vi bliver angrebet, så falder vi nemt tilbage til "kæmp eller flygt" refleksen. Det samme sker i en debat når vores holdninger bliver anfægtet, enten så får vi travlt med at forsvare os, benægte fakta eller komme med et modangreb, sjældent er svaret "det lyder nyt for mig, fortæl mere, kan være jeg har taget fejl alt denne tid". I en intern diskussion er det muligt at blive klogere, ændre sin holdning og nå frem til en bedre løsning end hvad man kan udrette når man samtidigt skal tage sig godt ud overfor alle tilhørerne. Så derfor er det også centralt hvis man skal have de folkevalgte til at ændre deres holdninger til det bedre at man engagerer sig med dem på i et forum hvor de har mulighed for at blive klogere på tingene uden at miste ansigt, hvor de kan svare ærligt tilbage, lufte bekymringer og generelt tygge på tingene. Dette uden at de senere får deres usikkerhed og åbenhed brugt mod dem når de skal til at føre valgkamp og offentlige debatter hvor modstanderne på ingen måde er interesserede i at blive klogere. Ligeledes er det vigtigt at de holdninger er noget man får bearbejdet før de er blevet "hærdet" gennem offentlig debat.

Når det kommer til stykket, så er vi alle lidt ansvarlige for at S, SF og R er fløjet langt langt mod højre. Ingen af os fik fingeren ud, tog snakken med kandidaterne og forklarede hvorfor en ide som f.eks. "nyttejobs" er en skidt ide. Det er nok af den samme grund at jeg kan se i DR's kandidat-test af det kun er kandidater uden for de store partier(enhedslisten har ingen kandidater opstillet i Hillerød) der har svaret "meget uenig" til spørgsmålet: "Det er en god ide at sætte kontanthjælpsmodtagere til at udføre nyttejob som for eksempel at rydde sne og feje fortove for en løn, der svarer til kontanthjælp". Hvis nogen skulle være i tvivl om hvorfor det er en horribel ide, så kan det også formuleres således: "Syntes du at det er en god ide at tvinge folk til at udføre hårdt fysisk arbejde på alle døgnets timer til en løn på under 40 kroner i timen, uden basale rettigheder så som retten til ferie, mulighed for at spare penge sammen(held og lykke med det når du får 40 kr i timen) og løn under sygdom?" De fleste af kandidaterne fra partier på "venstre"-fløjen er delvist enig eller meget enig med den udtalelse. Selv de enkelte kandidater fra S, SF og Radikale der er delvist uenige med spørgsmålet, har smidt en bemærkning med der understreger at de syntes det er helt i orden at tvinge folk ud i nyttejobs, men at de er lidt uenige med om f.eks. snerydning nu er det rette at sætte dem til.

Da lærerkonflikten kørte på sit højeste, var der en del folk der opfordrede lærerne til at melde sig ind i den lokalforening der havde opstillet Bjarne Corydon, så de kunne sørge for at hans mulighed for at genopstille til næste folketingsvalg blev fjernet. Han skulle ganske enkelt stemmes ud af kandidatlisten. Den slags virker selvfølgelig kun hvis man så også sørger for at finde nogle andre kandidater der kan tage hans plads, men det er reelt mere af den slags der skal til for at få os tilbage i den rette spor. Alternativet er at oprette et nyt politiske parti som f.eks. Forenede Demokrater og så vente på at de vildfarne partier kravler under spærregrænsen.

Indenfor IT-udvikling står vi ofte i en situation hvor vi kan vælge imellem at prøve at bygge videre på det gamle system med hvad det måtte have af skavanker, eller lave et helt nyt system fra bunden af. Det typiske valg er at starte på noget nyt, fordi det er mere spændende og umiddelbart nemmere. Man kan jo starte helt forfra uden at skulle tage stilling til alle de problemer det gamle system har. Ofte er dem der vælger at laver det nye, folk der har set hvor det gamle er nu, men ingen forståelse har for hvordan det mon er endt der. De starter så på en frisk, og bruger ret mange kræfter på at prøve at nå frem til det niveau det gamle system havde. Undervejs bliver nogle af de samme fejl gentaget, og forsøg på at undgå de fejl der eksisterede i det gamle system fører til at man i stedet løber ind i andre problemer. Hvis man er heldig ender man med noget nyt, måske bedre, men alt for ofte spilder man bare en masse energi på at genopfinde den dybe tallerken.

Det er nok det der gør at jeg hælder mere til at slutte mig til et af de etablerede partier, selvom de er groft på afveje med den politik de fører nu. Hvis man kan køre af sporet på 2-3 år, så bør det også være muligt at rette op på tingene igen på nogenlunde den samme tid eller måske lidt længere. Omvendt så tvivler jeg på at det er muligt at opbygge en velfungerende venstrefløj fra bunden af, på mindre end et årti og jeg tror det er længere end jeg tør vente, også selvom de givet vis vil undgå at have de samme pletter på deres omdømme (men helt sikkert får nogle andre i en fart når den tid kommer). Jeg er stadig i tvivl om det er Det Radikale Venstre eller Socialdemokratiet jeg bør slutte mig til, men uanset hvad skal støvet nok have lov til at lægge sig efter kommunal og regionsvalget før jeg træffer min endelige beslutning. Jeg vil nemlig gerne snakke lidt mere med nogen af de folk som er indenfor partierne først og de har sjovt nok ret travlt lige for tiden.

Når selv grundlæggende rettigheder går tabt

Her kommer så en til bredside på den sociale front. Oprindeligt var dette forslag alene tænkt sig rettet mod enlige forældre fanget i systemet, men tiden har vist at hvis man undlader at tage et opgør med de ting der er åbenlyst forkert i samfundet, så får man bare mere fra samme skuffe. Fra 1. Januar vil samtlige kontanthjælpsmodtagere bliver underlagt samme kontrol og terror regime.

Når selv grundlæggende rettigheder går tabt

Denne ide tager egentlig bund i noget som en borgerlig ven (han var i Konservativ ungdom, men beskriver sig vidst mest som borgerlig uden parti nu til dags) sagde til mig i en diskussion omkring tilskud til enlige forældre på kontanthjælp. Han mente at tilskuddet var problematisk fordi det var indrettet således at en enlig forælder kun er berettiget til det tilskud så længe de er 100% enlige. Vi snakkede lidt om at det langt fra var hensigtsmæssigt men han kom med det absolutte guldkorn i snakken. Problemet bunder i at hjemmet egentlig er ukrænkeligt, og måden reglerne er indrettet på, så er enlige forældres hjem lige pludselig blevet et anliggende for social-arbejdere på kommunen. Jeg mener egentlig at der ligger en masse andre problemer med måden at støtten er indrettet på, men det grundlæggende problem falder faktisk tilbage til denne ene ting. Det er også den samme ting som nu bliver kernen i problemet for samtlige kontanthjælpsmodtagere efter 1. Januar.

Det handler egentlig om en grundlæggende rettighed til at have et privatliv. Det er også grunden til at jeg mener at DR-Licens skal nedlægges og som jeg i et senere indlæg vil gøre rede for hvorfor den digitale overvågning af os bør skrottes og folkene der har indført dem hensættes til "nyttejobs". For at vi som samfund og mennesker generelt kan fungere på en nogenlunde civiliseret facon, så har vi brug for at kunne skelne mellem hvornår vi er ude i offentligheden og hvornår vi trækker os tilbage til vores eget hjem, trækker gardinerne for og bare kan slappe af uden at skulle bekymre os for at nogen andre kan se hvad vi laver. Det er en grundlæggende rettighed at selv kunne vælge hvor meget af os selv vi rent faktisk deler med omverdenen. Når man laver regler der er afhængige af hvad der sker i dit privatliv, så som hvem der sover på din sofa eller hvem du vælger at søge kærligheden med, så er tingene helt galt afmarcheret.

Hvis vi ignorerer det grundlæggende forkerte i at diverse "enheder for socialt bedrageri" pludselig har lov til at snage i folks privatliv, så kan vi gå videre til at kigge på effekten af at reglerne er indrettet på den måde. Den simpleste og mest optimistiske effekt er at hvis en enlig forældre finder sig en kæreste og de gerne vil finde sammen, så skal de give afkald på den økonomiske støtte der bliver givet til enlige forsørgere. En støtte næsten alle er enige om er nødvendig for at familien kan fungere, og børnene får de ting de har brug for. Effekten er at hvis en enlig forælder finder kærligheden, så skal de, mens forholdet stadig er ungt, bede deres nye kæreste om at betale ~2.500 kr til deres samlever, for at undgå at børnene kommer i klemme. Et absolut urimeligt krav at stille, men det er stadig realiteterne. Det skal samtidigt nævnes at de fleste tolkninger af "hvornår man skal indberette sin ændrede samlivs-tilstand" er hvis kæresten overnatter mere end 3 dage på en uge. Det betyder at en enkelt forlænget weekend enten udmønter sig i at man kommer på spanden økonomisk, eller at man gør sig skyldig i socialt bedrageri.

De færreste vil argumentere imod at enlige forældre sjældent er dem der har mest overskud i hverdagen til at gå ud og søge kærligheden. Endvidere arbejde på at finde sig et fuldtidsjob, få styr på privatøkonomien igen og generelt grave sig ud af det hul det alt for ofte kan være at sidde som enlig forældre, både socialt og økonomisk. Nu har vi så også sikret at ethvert forsøg på at finde nogen at møde hverdagens udfordringer med, enten betyder at man skal føle sig som en prostitueret eller kriminel. Lige det folk har brug for i deres hverdag. Det bliver dog lige en tand værre endnu. Fordi reglerne er indrettet så tåbeligt som de er, med en helt uhørt høj risiko for at gøre sig til social bedrager, så er der en del folk der føler at det er helt i orden at mistænke folk for allerede at være det. Resultatet er at enlige forældre mere end nogen andre bliver afskåret fra at trække på deres sociale nærmiljø, det er nemlig pænt svært at bede sin nabo om at passe ungerne en aften så man kan tage på date, hvis det drastisk forøger chancen for at en af de andre naboer vælger at anmelde en til kommunen.

Løsningen på dette problem er selvfølgelig at ændre reglerne så diverse tilskud kan tildeles uden at folk risikerer at blive beskyldt for at være sociale bedragere bare fordi de har et familiemedlem på besøg fra den anden ende af landet i en uge. Situationen er kun blevet værre med den nye "reform", hvor man før kunne finde sammen 2-3 venner i en mindre lejlighed for at holde udgifterne nede og støtte hinanden, så betyder det nu at alle taber, værst bliver det hvis en af personerne rent faktisk får et arbejde. Jeg har svært ved at sætte ord på hvad den slags skal kaldes, socialt ansvarligt er langt væk, fremtidssikret endnu længere borte.

Lad os få rettet op på denne skændsel i en fart, både for de enlige forsørgere der har været fanget i situationen længe og for alle de mennesker der står til at komme alvorligt i klemme i 2014. De penge vi bruger på at betale ekstra børneydelser kan vi sikkert spare på ved at lukke ned for dyneløfter patruljer rundt omkring i landet.
----
Ting der er værd at diskutere:

• Gemmer der sig andre steder i lovgivningen hvor gode hensigter fanger folk på uhensigtsmæssig måde?
• Hvorfor har vi som samfund valgt at fremme en stikker-kultur til skade for alle?