Hvad om vi delte opgaverne?

For tiden går jeg rundt på deltid. Jeg afholder min forældreorlov. Det betyder at jeg kun arbejder tre dage om ugen. Efter nytår ændrer det sig til at jeg kun har en ugentlig fridag. Det fortsætter så indtil en gang i slutningen af foråret. Jeg arbejder med IT-udvikling og skal derfor forsøge at finde løsninger på en masse komplekse problemstillinger. Ofte summer jeg videre over nogen af de udfordringer der er, selv når jeg holder fri. Når jeg arbejder færre dage om ugen, kommer jeg også tilbage på arbejde med bedre ideer. Det giver så at sige et mentalt forspring. Det er nok til at jeg finder tiden til at reflektere lidt dybere over nogen ting. Til at hjælpe med at finde løsninger. En arbejdsdag er stadig mere produktiv end en fridag. Men en fridag er sjældent bare tabt tid.

Jeg arbejder med resultatorienteret arbejde. Så for mig gør det en forskel på den målbare kvalitet af mit arbejde. Jeg vil mene at det også kan gøre en forskel for folk der laver godt-nok arbejde også (for en forklaring på de termer, læs mere her. Det kan være forskellen imellem at have en mentalt udkørt kasse-assistent, der sidder i en dårlig arbejdsstilling og slider sig selv ned. Eller en buschauffør der er i godt humør og tager sig tid til at vente et ekstra par sekunder ekstra på folk der løber efter hans bus, fordi han ved at han kan hente det på tidsplanen igen. Det kan være medarbejderen i serviceskranken på kommunen, der ringer op til en afdeling for at sikre sig at der er nogen, før de sender en gangbesværet person ud og gå den fulde længde af rådhuset. Alt sammen ting som man hverken er en direkte del af jobbeskrivelsen eller det man bliver målt på. Det er dog stadig ting der gør en forskel imellem om vi får en god eller en dårlig dag når vi møder dem.

Så mit forslag er et der er blevet prøvet adskillige gange gennem tiden. Tilbyd offentlige ansatte at de kan få en midlertidig ugentlig fridag. For hver 4 personer der siger ja tak til tilbuddet, hyrer man en ny person ind. Dem der går ned i tid, skal selvfølgelig også gå noget ned i løn. Umiddelbart ville jeg mene at de skulle holde fri uden løn, og så blive kompenseret med en halv dagpenge sats i stedet. Så de får ~400 kr ekstra om dagen for deres fridage. Det vil stadig være en nedgang, men det vil være overkommeligt.

Tidligere forsøg som dette har brugt fuld dagpenge sats, og reglerne om supplerende dagpenge. Jeg vil foreslå halv dagpenge sats. Det betyder at det vil være udgiftsneutralt selv om den man ansætter er person der normalt er på kontanthjælp. Det gør at ingen skal bruge deres dagpengeperiode på at være solidarisk. Folk optjener stadig dagpenge-ret som normalt. Administrativt er det simpelt. Så længe vi holder denne løsning indenfor det offentlige slipper vi for at kreative arbejdsgivere udnytter systemet til egen profit. Grundlæggende er det  lidt løntilskud, men uden lønpresset, usikkerheden og følelsen af at være andenrangs-medarbejder.

Når ledigheden begynder at falde igen, kan man afvikle dele-stillingerne. Indtil da vil man kunne håndtere stigninger i antallet af opgaver ved at inddrage de midlertidige fridage. Det samme gælder hvis nogen folk stopper på arbejdspladsen, bliver syge eller går på barsel. Fordi man allerede har den ekstra buffer er det smertefrit at håndtere den slags. På samme måde kan man vælge at skifte over til nedsat tid i afdelinger som en spare-mekanisme for at undgå at skulle afskedige folk på et tidspunkt hvor deres muligheder for at finde anden ansættelse er helt i bund.

For faggrupper som i forvejen investerer tungt på den emotionelle konto vil det i mit hoved give endnu bedre mening. Jeg tænker her primært på lærerne. Når man ignorerer normaliseringsidiotien, så er det tydeligt at dette er en faggruppe som lægger liv og sjæl i deres arbejde. En nedgang i timetallet og lidt ekstra kollegaer kan vel kun betragtes som en fordel. Særligt nyuddannede lærere kan sikkert bruge lidt ekstra fritid til at bearbejde alting. Når vi så samtidigt har en del lærere gående ledige for tiden, virker det som en oplagt løsning. Alternativet er at de finder anden beskæftigelse så vi står og mangler dem senere.

Hvorfor vente?

Når løsningen er så lige til, hvorfor tøver politikerne så? Svaret er desværre noget vi har mødt før. At sætte folk i arbejde på denne måde vil totalt modvirke den store plan. Så længe de er overbevist om at øget ulighed og lavere løn er fremtiden, vil denne løsning være en trussel. Dette er kun en del af løsningen på de udfordringer vi står overfor. Men den er udgiftsneutral for samfundet og vil helt sikkert hjælpe på sagerne, og det er godt nok til at sætte den på min liste over gode ideer.